|| Sidesporet **Harry Styles (1D)**

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 nov. 2013
  • Opdateret: 16 dec. 2013
  • Status: Igang
|| ~Halley bor med Harry Styles i England helt uden de store problemer. De har snakket om at skulle giftes selvom de kun har kendt hinanden i kort tid, men deres kærlighed er så stor så de ikke tænker på andet end at gifte sig, og alt kører bare lige ud af landevejen. Men Harry bliver udsat for en ulykke sammen med de 4 andre bandmedlemmer i One Direction, og siden da har alt forandret sig.

Halley lever nu med en Harry der både er forvirret, drikker sine sorger væk og er dybt deprimeret. Halley har prøvet alt, hun har prøver så meget at det måske tager overhånd.

Sidesporet er en fanfiction omkring kærlighed, der bliver sat på en prøve på godt og ondt. Det er ikke altid det kører lige ud af den lige vej, der vil altid være et sidespor.

34Likes
24Kommentarer
1872Visninger
AA

4. Kapitel 3

~

Kapitel 3

Sidesporet, Caroline (DreamForIt)

 

Maj d. 16, 2012

Aldrig har jeg oplevet noget så mærkeligt. Selvom det kun tog 3 minutter at kører hen til Floral Street, føltes det som en evighed. Det var akavet. Ikke sådan akavet, som i et: Hey, fremmede. Nej nej, det her var mere sådan: Jeg har aldrig mødt dig, din radio kører på en eller anden mærkelig kanal, du nynner, stiller ikke spørgsmål og du ved lige præcis, hvor jeg skal hen- akavet. Han parkerede ude for hovedindgangen, hvor Shauna stod og ventede. Hun stod og vippede med den ene fod i jorden, armene krydset også tjekkede hun lige klokken på sit ur. Da hun så den store sorte bil, som så var ham her den fremmedes bil hvis navn jeg slet ikke kendte på det tidspunkt, måbede hun.
Skikkelsen åbnede sin dør, sprang ud of før jeg vidste af det stod han over på den anden side af bilen, åbnede døren for mig og gjorde en gestus med hånden til jeg roligt kunne komme ud. Jeg smilede skævt og takkede. Hvor var det altså mærkeligt. Både fordi at da jeg kom hen til Shauna skældte hun slet ikke ud, tvært i mod. Hun smilede og grinte sådan totalt overlegent som om jeg lige havde fortalt hende en joke der slet ikke var sjov, men hun grinte bare fordi… Ja. For ikke at lade mig side og grine der alene. Også fordi manden fulgte mig hen til Shauna, nikkede til hende og sagde: ,, Vi løb bogstavligt talt ind i hinanden,’’ han smilede og det samme gjorde Shauna, og jeg stod bare der og vidste ingenting om noget. ,, Hvilket tilfælde, Harry! Nåmen, tak for at bringe hende her i tide!’’ Jeg klemte brynene sammen. Fint. Så tog han æren, men var det ikke mig hu havde brug for? Jeg trippede lidt inden Shauna vendte sig mod mig og sagde: ,, Skynd dig ind og gør dig klar!’’ Hun lød nærmest overglad. Jeg brød mig ikke om det. Jeg skævede til denne ’’Harry’’, smilte til ham og mimede Tak. Han blinkede til mig og vendte rundt på hælen og over til sin bil.

 

Jeg faldt næsten i søvn på vej hjem fra London. Klokken var allerede blevet 17:30, og jeg havde kramper i mine tæer og ond ti hofterne. Fotoshoot, og catwalk dagen lang. Godt nok var det kun i perioder, men lige her op til sommeren skulle der reklameres for alverdens badetøj. Jeg gabte og glibbede med øjnene da toget stoppede. Jeg rejste mig, tog min mappe på det andet sæde, og gik ud af skydedøren. Og så var det ellers bare hjemad. Jeg havde i tankerne, at jeg skulle lave en varm kop kakao med 13 miniskumfiduser, ’The Notebook’, min dejlig dyne også en pyjamas. Men det billede i mit hoved spankulerede jeg hjem.

Da jeg åbnede døren indtil min lejlighed, og tændte lyset skyndte jeg mig at ligge min mappe på køkken bordet og finde filmen frem. Jeg fik min pyjamas på og gik ud i køkkenet. Jeg kiggede ud af vinduet og lænede mig indover vindueskarmen med albuerne på den, og mit hoved hvilede på håndfladerne. Hvem var ham Harry? Det var venligt han ville køre mig, men også vildt mærkeligt! Altså hvem gør sådan noget? Jeg rullede mine øjne og bed mig i læben. Det var ved at være en dårlig vane. Hver gang jeg blev forvirret eller nervøs, bed jeg i den. Og lige på det tidspunkt var jeg begge. Harry virkede så venlige og åben, men alligevel så lukket og fjern? Mystisk. Jeg vendte mig rundt og gik over mod skabet der hang på væggen. Jeg åbnede det, hev kakaoen ud og rodede efter skumfiduserne. Jeg fandt pakken. Men der var kun to tilbage. Hvem efterlader to miniskumfiduser? Jeg blev irriteret og smed posen ud. Med de to skumfiduser i. Jeg rev min pung frem fra køkken bordet, og rev min lange vinterjakke ned fra knagen og tog mine hjemmesutter på, åbnede døren og gik ud af lejligheden, hvorefter jeg smækkede den hårdt i.

,,Ellers andet, Halley?’’ Calvin tastede beløbet ind og derefter rakte mig skumfiduserne. Calvin var ejeren af den lille shop overfor mit lejlighedskompleks. Lige over vejen. ,,Nej ellers tak!’’ Han små grinte lidt og nikkede hentydende til mine pyjamas bukser. Jeg rullede øjne og smilede af ham og slog ud med armene. ,, Sådan er det bare når man glemmer sine skumfiduser…!’’ Jeg vendte mig rundt for at gå, men stoppede stift op. ,, Ellers andet?’’ Lød det fra Calvin. ,,Nej tak, kun kakaoen,’’ stemmen kendte jeg godt. Jeg kendte den fordi, at sådan én stemme glemmer man bare ikke lige. Jeg vendte langsomt og zombieagtigt mit hoved og ville faktisk ikke se, hvem det var, men ud af øjenkrogen så jeg noget brunt krøllet hår og et smilehul. Jeg vendte hurtigt hovedet, og forsatte med hurtige skridt ud mod udgangen. Og jeg nåde ud. Jeg åndede hurtigt ud, som om jeg lige havde holdt vejret i 2 minutter. Jeg skyndte mig over gaden og trak ned i håndtaget ind til mit lejlighedskompleks, men værst af alt var at den var låst. Og jeg havde glemt mine nøgler. I min lejlighed. Jeg hev hurtigt op og ned i håndtaget som om nogle var efter mig, og jeg bare SKULLE ind. Jeg sparkede til døren og kaldte, i håb om nogle hørte mig. Jeg sukkede dybt og lagde mit hoved mod døren. ,, Låst ude?’’ En stemme ikke så langt bag mig, skar igennem luften. Jeg sank en klump og vendte mig rundt. Og der stod han. Harry. Jeg nikkede og tog mig til hovedet. Jeg måtte have set fuldstændig komplet dum ud med min pyjamas og hjemmesutter. Han gav mig et hurtigt elevatorblik, hvorefter han så smilte ad mig. ,, Surt. Er det skumfiduser du har der?’’ Jeg kiggede ned på min pose også sagde jeg: ,, Jeg løb tør…’’ Han grinte. Han tøvede også kunne jeg mærke. Han kiggede på døren og trådte et skridt tættere på. ,,Knock knock,’’ jeg smilte skævt og så ned i jorden. ,, Who’s there?’’ - ,, Etch,’’- ,, Etch who?’’ - ,, Prosit!’’ Han blinkede til mig, og der gik lidt tid før jeg fattede den, men ellers brød jeg ud i latter. Jeg holdte mig for maven, så ondt det gjorde. Jeg er et nemt offer for platte jokes. Tavshed. Jeg skævede til ham, og bagefter ned på skumfiduserne. Så åbnede jeg posen, satte mig ned og begyndte at spise dem. Harry gled ned ved siden af og uden så meget, som at spørge, lå hans hånd i posen og fiskede efter skumfiduser. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...