Hell on Earth

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2013
  • Opdateret: 10 nov. 2013
  • Status: Igang
Da den 19 årige Clare Walkins er ude for en slem ulykke der koster henne livet, træder hun ind i en anden verden.

3Likes
5Kommentarer
206Visninger

1. Clare

Jeg fløj. Jeg fløj gennem dimensioner. Gennem tuneler af lys. Det var ikke en drøm, men noget mellem drømme og virkelighed. Jeg kunne mærke mine øjne flakke, mit hjerte banke. Jeg var fri. For første gang i mit liv, var jeg fri. Jeg fløj videre, tænke ikke på ulykken mere, den var borte. Og jeg vidste jeg var gået bort med den. Nu var den kun et fjernt minde. Et minde der synes fjernere for hver meter jeg fløj. Jeg kunne ikke se mig tilbage, jeg kunne kun se frem, frem i lyset. Lyset var skarpere en solen, men jeg kunne stadig kigge ind i det. Jeg var hypnotiseret. Lyset forsvandt, alt blev mørkt. Mørket kom som et tæppe. Et tæppe der dæmpede lyden. Jeg kunne ikke høre mit åndedrag, mit hjerteslag. Jeg var ensom. Alene i mørket. Jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg var frosset til is. Små knive borede sig gennem min krop.  Smerten var ubeskrivelig, jeg ville skrige, men ordenen blev kvalt, jeg ville græde men tårerne blev udtørret. Alt holdt op. Der var helt stille igen. Der kom et brag, og alt eksploderede. Jeg eksploderede. Lyset kom som en supernova, og nu blev jeg blændet. Det hele gik hurtigt. Dage, måneder, år fløj forbi mig. Alt jeg nogensinde har tænkt, sagt og følt, så jeg. En lysende hånd rakte ud efter mig. Jeg greb fat i den uden at se mig tilbage. Jeg blev suget ind i et hul, ikke sort men heller ikke lyst. Ikke koldt men hellere ikke varmt. Der kom et ryk og endnu et. Et åndedrag. Og så vågnede jeg.

Det første jeg så var blåt. En isblå himmel. Det første jeg følte var græs. Blødt sommergræs. En lun brise kom rullende ind over mig. Fredfyldt. Var jeg i himmlen? Jeg vidste ikke hvor jeg var, men en ting vidste jeg. Jeg var lykkelig. Lyden af fuglesang fyldte mig med glæde. Sådan et moment skulle vare evigt. Hvis bare man kunne putte et vidunderligt moment ned i et syltetøjsglas. Og når man havde en dårlig dag, og ens verden synes at falde sammen. Så kunne man åbne glasset, og opleve det gemte moment igen.

Båret væk i mine tanker, glemte jeg ulykken. For et kort øjeblik, havde jeg skubbet den væk. Gemt den i de fjerneste kroge i mit sind. Jeg var kørt galt. Det var en slem ulykke. Jeg var på vej hjem. Vejen var spejlglat. Det var så koldt inde i bilen, at jeg kunne se mit eget åndedrag. Et dyr løb foran bilen. Jeg prøvede at undvige, men forsendt. Jeg mistede kontrolen over bilen. Det sidste jeg så var to billygter, og så blev min verden sort. Alt blev sort. Mine forældre ventede på mig derhjemme, men jeg nåede ikke frem. Jeg kom aldrig. Hvordan ville de klare det? Min far var stærk, det vidste jeg. Men min mor. En tåre trillede ned ad min kind. Jeg savnede dem, og det gjorde ondt. Med et tungt hjerte, satte jeg mig op. Vinden tog fat i mit lange brune hår, og tørrede mine tårer. Undrende kiggede jeg ned af mig selv. Jeg var iført brune læderbukser, og en hvid tunika. Længere henne kunne jeg se bygninger, og en stor plads fyldt med mennesker. Hvor var jeg? Med blikket rettet mod byen rejste jeg mig op, og begyndt at gå hen imod den. Det jeg så var uvirkeligt. Der var hestevogne, folk med sværd og rustning. Kvinder i lange silke kjoler. Jeg stoppede op, da jeg trådte på et stykke papir. Jeg fjernede det fra mine brune læder sko, og begyndte at læse. Dokumentet bekræftede at jeg var i det 12 århundrede. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...