Jeg vil gøre alt for dig.

Den her er en historie om en pige og hendes storebror og om hvor mange ting de kan klare sammen. Deres bånd er ubrydeligt. Juliet og William elsker hinanden rigtig højt.
Men intet er perfekt... og pludselig truer en uventet ting med at skille William og Juliet ad for altid.

6Likes
22Kommentarer
557Visninger
AA

3. Dag tre

“Se at kom op pus!” råber Ralph lige ved siden af mig.

Jeg spærrer øjnene op af ren overraskelse.

“Hv-hvad er klokken?” siger jeg og stammer på grund af min gaben.

“Den er halv tre! Vi skal afsted nu!” siger Ralph og hiver mig op fra sofaen i min dårlige hånd.

Jeg skriger et smerteskrig… smerterne er ihvertfald ikke blevet bedre og at han hiver i min hånd gør det kun værre.

Tårerne vælder op i min øjne og jeg skynder mig at bide mig i læben så jeg kan afholde mig fra smerten i mit håndled.

Det er utroligt hvor hurtigt der kan gå betændelse i sådan noget.

Jeg tager mig til baghovedet da jeg kommer i tanke om at jeg også har et sår deromme.

Men opdager til min skræk at hele mit baghoved er smurt ind i klistret blod.

“Uff det der ser ikke godt ud Juliet…”, siger Knud og kommer hen til mig og ser på mit baghoved,’’ … her tag den her hat. Folk vil da først begynde at glo efter dig hvis dit hoved er helt smurt ind i blod.”

Knud rækker mig en hat som jeg faktisk også har derhjemme… meget sød og minder lidt om hat franskmænd går med men som jeg aldrig kan huske hvad hedder.

“Tak”, siger jeg og tager hatten på så den dækker mit baghoved.

“Kom nu! Få hende ud!” råber Michael henne fra porten som er åben.

Det er mørkt udenfor… og efter de kolde vindstød der kommer ind i rummet kan jeg også fornemme at det er satans koldt udenfor.

Jeg går mod den åbne port med Knud foran mig og Ralph ved siden af mig.

Jeg går udfra at Karsten er ude i bilen.

“Ind med dig”, siger Knud og åbner døren i varevognen for mig.

Jeg hopper ind i varevognen og sætter mig på gulvet.

Knud hopper ind og sætter sig ved siden af mig og Ralph går ind og stiller sig i den modsatte side.

Jeg kan se at, som ventet, at Karsten sidder ved rattet og Michael sidder på forsædet ved siden af ham.

“Okay hør her…”, siger Ralph og fanger min opmærksomhed,” … hvis du gør noget som helst for at tilføre os eller dig selv opmærksomhed inde i byen… så har du ikke lyst til at vide hvad der sker”.

Mit eneste svar er at hæve mit ene øjenbryn.

“Lad vær at se så overrasket ud pus. Jeg ved ikke om det for meget forlangt men du kan vel tænke dig til at vi ikke har lyst til at få unødig opmærksomhed”, siger Ralph.

“Ja ja jeg skal nok lade vær”, siger jeg ligegyldigt og prøver at kigge ud af forruden.

Men Ralph er åbenbart ikke færdig med mig. Han kommer hurtigt hen til og giver min kolde kind en hård og svidende lussing.

“Har du forstået det?” siger Ralph og holder en lille pause,” hvis du får nogen til så meget som at sende os et underligt blik så kan jeg love dig for at du får ballade.”

“Vent… du kan ikke give mig ballade når jeg ikke ser jer efter idag”, siger jeg beslutsomt,” undskyld mig men har I ikke glemt en væsenlig men uoverselig detalje? William tager mig med hjem.”

Ralph trækker på skuldrene.

“Nu må vi se… det kan jeg jo være at du overhovedet ikke kommer med nogen hjem”, siger han så og smiler et ondskabfuldt smil til mig.

Indeni gyser jeg over det han lige har sagt… men jeg holder mit ydre uforandret.

Ralph kigger ud af forruden og får mig til at se samme vej.

Nu kender jeg ikke Århus så godt men jeg kan da kende et torv når jeg ser et.

“Nu er vi her…”, siger Karsten”, … nu skal du opføre dig ordentligt søde”.

Karsten holder ind i siden af vejen.

Knud rejser sig op og åbner døren og hopper ud.

Jeg kigger på Ralph der gør et kast med hovedet for at signalere et koldt “ud”.

Jeg skynder mig at hoppe ud af bilen og bliver pludseligt overvældet af en følelse af at være klar i hovedet og at være rolig. Og afslappethed… nøj hvor jeg elsker at være ude om natten!

Jeg ser ud over pladsen… og jeg kan ikke se en eneste skikkelse udover mig, Ralph, Michael, Knud og Karsten.

“Hvad så nu?” spørger jeg Knud.

“Nu… nu venter vi bare”, siger Karsten hurtigt.

Jeg sukker og går rundt om bilen og læner mig op af kølerhjelmen.

Jeg kan hører bassen fra en sang fra et diskotek i nærheden, så det bliver lidt som baggrundsmusik.

Jeg bevæger stille og roligt min fod til beatet og nynner med da jeg kommer i tanke om hvad det er for en sang.

Jeg kigger udover pladsen og ser at inde midt på pladsen er der en meget stor rytterstatue… og det ligner at der står en omme bag ved.

Jeg kigger mig lidt mere rundt og ser at ude i venstre side af pladsen er der nogle borde og stole i en indhegning som hører til restauranten lige ved siden af…

Enten ser jeg mange syner i aften eller også er der et par personer, der ligger bag ved hegnet, som man ikke kan se igennem… de skynder sig at dukke sig, da de ser at jeg har fået øje på dem.

Jeg kigger mig lidt mere rundt for at se om der er flere skjulte personer…

Og det er der. Ovre i højre side af pladsen står der et par meget tykke træer… Og det er tydeligt at der står mindst tre personer omme bag ved.

Puuuuuha der er sgu mange mennesker her.

Pludselig hører jeg nogle motorcykler komme imod os bagfra. Jeg retter hurtigt bagud og ser mindst fire personer kommer på motorcykler.

De stopper ved os og stiger af.

Jeg retter mig op så jeg kan hviske til Knud:

“Hvem er det? Hvorfor er de her?”.

Han kigger på mig og kigger så tilbage på dem med et suk.

“Det er nogle vi kender. De er for at hjælpe os

Jeg trækker på skuldrene og lægger armene over kors.

Fedt. Flere mennesker der bare vil slå.

Hey straighten up little soldier!

Jeg skuler ned i jorden og prøver at skjule mit dårlige håndled i min jakke.

De mænd som lige er kommet er alle sammen lidt kraftige i det og iført læder.

Og de ligner ikke typen der er bleg for at udnytte en andens svagheder…

Og hvis de finder ud af at jeg har et meget dårligt håndled vil de helt klart bruge det mod mig.

Jeg retter blikket mod Ralph, Karsten, Michael og de andre igen da jeg hører dem falde i snak.

De opfanger at jeg ser på dem og så hvisker Ralph et eller andet til den forreste af dem. Han smiler og nikker på hovedet inden han kigger sig bagud og beder de andre følge med ham.

De kommer hen foran mig og Knud og omringer os.

“Nå så det er dig der er Juliet”, siger den forresten som jeg nu ser har solbriller på…

Okay da… fuck logik!

Jeg hæver det ene øjenbryn og siger i en skarp og kold tone:

“Du er sgu ikke så nem at narre”.

Det ser ud til at solbrille vil føre ordet så han fortsætter.

“Ralph du har sgu ret! Hun har sgu ben i næsen hende her!”

“Jeg sagde det jo! Men hun er min Kaj!” siger Ralph og får mig til at udbryde i latter.

Navnet Kaj… arj men altså Kaj er jo ikke et navn. Det er en kage for helvede.

“Hvad er det der er så sjovt hva’?” siger Kaj alvorligt og træder et skridt tættere på mig.

Kaj… det er jo ikke et navn! Det er en kage!” siger jeg og griner endnu mere og tager mig til maven fordi jeg griner for meget.

Kaj tager endnu et skridt tættere på mig og hans ansigt er nu tyve centimeter fra mit.

Han sender mig et koldt blik og jeg ved hvad der er på vej…

Jeg dukker mig da hans hånd flyver imod mit ansigt og så prøver jeg lykken og løber ud mod rytterstatuen…

men en mand der stod bemærkelsesværdigt tæt på mig (men alligevel har jeg ikke set ham) griber fat i mit dårlige håndled og jeg udstøder et skrig fordi det gør endnu mere ondt i dag end igår.

Jeg river mig fri, men mærker så en anden tage armene om mig bagfra. Denne gang er det ikke Ralph, det er vedkommende for kraftig til…

Det er en af dem der kom på motorcyklerne.

Ihvertfald løfter hvem det end er mig op og svinger mig fra side til side… drejer rundt mig… og kaster mig så hårdt imod jorden.

AV FOR SARTAN DA! Brosten! Jeg landede lige med hovedet mod en brosten! Der er gået hul på min pande! Æwha hvor får jeg da mange skader af det her.

Jeg retter mig hurtigt op uden at tøve og prøver så at storme over pladsen men jeg kan ikke se noget for blodet der løber ned i mine øjne, så jeg kan ikke undvige da jeg løber lige ind i armene på Ralph.

“SÅ SLAPPER DU AF!” råber Ralph ind i mit øre.

Og så sættes mit pis i kog da jeg svarer:

“Skal JEG slappe af?! Det var jer der startede! Det er altid jer der starter! I kan fandeme ikke sige noget til at jeg forsvarer mig! At I ikke kan klare mig er så jeres problem!” skriger jeg ind i Ralphs øre.

Ralph skal lige til at sige noget mere da der lyder et rungende “STOOOOOOOP!” over pladsen.

Jeg træder et skridt tilbage fra Ralph selvom han stadig har fat i mine håndled…

Og ser William stå foran rytterstatuen.

“WILLIAM!” skriger jeg og prøver at vride mig fri.

Dum idé. Ralph strammer bare grebet om mit dårlige håndled.

William smiler beroligende til mig og lægger så en finger over sine læber for at signalere at jeg bare skal være stille.

“Så går vi Juliet”, hvisker Ralph og hiver mig fremad i mit dårlige håndled så han ved at jeg følger med.

Vi går halvvejs ud på pladsen så vi står face-to-face med William. Kun William.

Ikke alle de andre mennesker jeg så omme bag træerne eller bag hegnet. Kun William.

“Når giv mig så min lille søster”, siger han imødekommende.

Ralph fnyser nedladende til William og svarer så:

“Prøv lige at hør dig selv… du snakker om hende som om hun er ting!” svarer Ralph så.

William griner.

“Det er i det mindste ikke mig der vil knalde hende!” siger han og griner endnu mere.

Ralph sender mig et pervest blik og prøver at tage på mig. Igen.

Jeg smiler falskt til ham og fjerner hans hånd.

“Hold hænderne for dig selv… du fortjener ikke engang hendes blik”, siger William med en pludselig kold tone.

“Og det gør du måske?” siger Karsten og jeg kan hører giften i de ord han siger. Jeg tror stadig han er lidt indebrændt på William efter deres skænderi.

William retter sit kolde, giftige blik på Karsten og siger så:

“Ja det gør jeg ihvertfald. Du hørte måske ikke hendes reaktion da hun så mig?”.

“Nej jeg lukker ørerne for små, dumme kællinger som hende”.

“Uhh av av nu begynder jeg at græde. Som  om. Hallo du rører hverken mig eller hende med det der så der er ingen mening med det.” Williams stemme er dyb og beroligende.  

“Tilbage til det overordnede emne!” afbryder Ralph.

“Så… William er du klar til at blande dig uden om hvad vi render og laver?” spørger Michael.

Og før William når at svare, har Ralph fundet sin pistol frem og rettet den mod mit hoved.

“Hvad med nu?” spørger Ralph og smiler.

William smiler til os og kigger bare på os.

Jeg kigger bange på William, men det sekund han ser mig i øjnene bliver jeg beroliget. Han ved lige hvordan han skal takle mig…. fuck hvor jeg elsker ham.

“Hvad med at du bare flytter det der tøse ammunition fra pigebarnets ansigt, så vi kan løse det her uden at blande mindreårige ind i det?” siger en stemme bag os.

Jeg mærker at Ralph snurrer rundt, mens han hiver mig med.

Og så ser jeg dem… alle de mennesker jeg så stå bag træerne og hegnet. De står lige bag mig, Michael, Ralph, Knud, Karsten, Kaj og de andre.

Og før jeg ved af det har Ralph sluppet mig… alle har mistet opmærksomheden på mig da de allesammen bryder ud i intens og brutal slåskamp. Jeg træder et par skridt tilbage da jeg er bange for at blive blandet ind i midten af det.

Pludselig mærker jeg nogen tage armene om mig bagfra… men denne gang på en blid måde som siger:’jeg er her… nu skal det hele nok gå’’

Jeg vender mig om og hvisker:

“Kom så… jeg vil gerne væk herfra.”

Jeg har egentlig mere lyst til at hoppe op i favnen på William… men det er der bare ikke tid til.

William kigger over min skulder og bliver vist enig med sig selv om at det er bedst.

“Kom”, siger han og skubber mig i retning af træerne.

“JULIEEEEET!” bliver der råbt efter os da vi er lige på om bag træerne.

“Løb!” siger William og giver mig et start-skub mod en gågade jeg ikke havde set.

Jeg sætter i løb og prøver at holde tempo med William… men han har jo både længere ben og bedre kondi, så for ham er det bare en skovtur mens jeg kører for vild workout for mine ben.

“Kom! Den her vej!” råber William og peger mod en sidevej som fører ud til en rigtig gade.

Og da vi er ud til den rigtige vej ser jeg Williams bil. Hans elskede sølv Volvo.

“Skynd dig ind!” råber William og låser bilen op.

Jeg skynder mig om på forsædet, mens William skynder sig ind og tænde bilen og så er vi heller på vej ud af Århus i fuld fart.  

Og pludselig mærker jeg tårerne rulle ned af mine kinder…

Jeg begynder at snøfte og det hører William straks.

“Søs du skal ikke græde… jeg er her okay? Og det bliver jeg ved med de næste par dage… bare rolig lille skat du skal ikke være bange”, siger han, giver mit knæ et kort klem og kigger mig så kort, men beroligende i øjnene.

Jeg snøfter lidt og tørrer så tårerne væk fra mine kinder.

Så kigger jeg på min bror igen…

Og bryder ud i tårer og slår armene om ham.

“J-jeg er så-så gl-glad for at s-se di-ig”, siger jeg imellem hulkene og snøftene.

William vender sit ansigt mod mig og kysser mig beskyttende på håret.

“Bare rolig. Du er i sikkerhed nu. Jeg elsker dig lille søs”, siger William beroligende.

“J-jeg e-elsker o-o-også di-ig”, svarer jeg og lader mine tårer falde ned på hans skulder.

Efter ti minutters behagelig stilhed hvor jeg kan komme til mig selv og bare sidde helt tæt og beskyttet hos William, ser jeg at vi er på motorvejen.

“Hvo-or skal vi hen?” spørger jeg og kigger på hans ansigt som er vendt mod forruden og vejen.

“Vi skal ned til Emma… vi tre skal bare hygge os sammen de næste par dage”, siger William og får mig til at smile et kort sekund.

Emma er min store søster og Williams bedste ven. Emma er (lige som William) ikke en del af min biologiske familie. De er begge to dele af min rigtige familie.

Fordi familie er ikke altid en dem du deler gener med. Familie er dem der er der for dig og elsker dig for den du er.

Jeg prøver at få mig selv til at smile… men jeg kan bare ikke holde mine mundviger opad.

Jeg bliver pludselig overvældet af træthed… jeg lægger mit hoved på Williams skulder og hviler mig… og kæmper for ikke at lade mine øjne falde i.

William fanger mit blik i bakspejlet.

“Sov bare… der sker ikke mere nu. Jeg er her”, siger han beroligende.

Jeg kysser ham på kinden og lægger så mit hoved på hans skulder igen og lukker øjnene…

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...