Jeg vil gøre alt for dig.

Den her er en historie om en pige og hendes storebror og om hvor mange ting de kan klare sammen. Deres bånd er ubrydeligt. Juliet og William elsker hinanden rigtig højt.
Men intet er perfekt... og pludselig truer en uventet ting med at skille William og Juliet ad for altid.

6Likes
22Kommentarer
604Visninger
AA

4. Dag tre part 2

En halv time efter vågner jeg op og når lige at fange motorvej skiltet med Vejles navn på suse forbi os.

William fanger mit blik i bakspejlet.

“Vi skal lige ind og have noget at drikke…” forklarer han da ser mit forvirrede blik… Emma bor jo ikke i Vejle… men det betyder at vi ikke er så langt fra Kolding, hvilket er der hvor hun bor.

William kører med afkørslen til Vejle og finder en tankstation der stadig har åbent… vi er jo ude på helt tidlige morgentimer, så vi er faktisk heldige at der er overhovedet er én. Og fordi vi er ude på de så tidlige morgentimer er der heller ikke andre end os.

William holder ind på parkeringspladsen og vrister sig fri af mit greb og hopper ud af bilen.

Jeg læner mig tilbage i mit eget sæde og kigger lige ud i luften uden rigtig at kigge efter noget eller fokusere på noget…

William kommer over og åbner min dør og rækker sin hånd ud til mig, så jeg kan komme ud…

Og da jeg er kommet ud mærker jeg den kolde vind mod mit baghoved…

Jeg skynder mig at slå hatten på mine jakke op så den dækker både mit baghoved og det øverste af min pande.

Godt nok… nu burde ekspedienten ikke blive mistænksom…

Jeg kigger på William… han er helt mundlam…

“Brormand? Hvad er der?” spørger jeg nysgerrigt.

Og han skal lige til at slå min hat ned igen da jeg stopper ham.

“Nej… ikke her”, svarer jeg ham.

William kigger ned i jorden og ser ud som om han er blevet slået i ansigtet…

Jeg tager et skridt tæt på ham så han ser mig i øjnene og siger:

“Hvad er der galt brormand?” spørger jeg bekymret.

Han kigger på mig… med tårer i øjnene.

“Undskyld Juliet”, siger han og til min overraskelse.

“Undskyld at du skulle udsættes for det her… undskyld at det skulle gå ud over dig.”

“Brormand… det skal du ikke undskylde for. Du kan ikke gøre for det. Du skal ikke undskylde”, siger jeg beroligende til ham og stryger en finger beroligende over hans kind.

“Nu til det jeg har ventet på at gøre i flere dage”, siger jeg og tager et par skridt tilbage…

Og springer så op i armene på ham og krammer livet ud af ham.

“Jeg elsker dig brormand…. vi er sammen nu… så skide være med resten”, hvisker jeg ind i hans øre.

“Nemlig lille søs”, siger han og løfter mig op og krammer lige så hårdt tilbage.

Efter fem sekunders krammen, sætter han mig ned igen og skubber mig mod indgangen til tanken.

Indenfor går William direkte over og tager to colaer til os.

Jeg kigger mig lidt rundt og kæmper for at fokusere… mine øjne kan godt blive lidt slørede når jeg er træt.

Jeg går med William op til kassen og ser ham betale inden han puffer mig mod udgangen igen.

Da vi igen er kommet udenfor rækker han mig den ene cola og jeg skynder mig at åbne den og tage en ordentlig slurk.

“Drik langsommere lille skat… jeg ved du ikke har fået noget næring i de sidste par dage men det hjælper mere på det hvis du drikker langsomt”, siger William og sætter sig ind i bilen.

Jeg skynder mig ind i bilen til ham.

“Så kører vi… og der er ikke så langt hjem til Emma nu”, siger William og smiler til ham.

Jeg kigger ham i øjnene, men er for træt til at smile…

Jeg læner mig tilbage i mit sæde og slapper bare af indtil vi er i Kolding.

“Juliet? Du må hellere vågne lidt op nu”, siger William da vi er kommet indenfor Koldings bygrænser.

Jeg blinker lidt med øjnene for at få dem til at vågne lidt op.

Jeg ser gadelysene suse forbi os og jeg bliver pludselig overvældet af følelsen af tryghed.

William drejer ned af en vej og pludselig kan jeg se Emmas hus foran os…

Der er lys i køkken vinduet… og jeg kan se hun sidder derinde…

Tydeligvis nervøs og bekymret… det kan se på bare den måde hun sidder på…

Hun sidder helt ude på kanten af stolen, hele hendes overkrop er inde over bordet og hun sidder med ansigtet i hænderne…

Jeps hun er tydeligvis bekymret for os.

William dytter så hun ved vi er her…

“Kom så lille søs”, siger William og går ud af bilen.

Jeg tager en dyb indånding og stiger så ud af bilen.

Jeg går hen til William, som venter på mig ved bilens kølerhjelm.

Han smiler til mig og lægger en arm om min skulder.

Halvvejs oppe gennem Emmas forhave bliver hoveddøren åbnet og jeg ser Emmas lille tynde skikkelse springe af sted mod os.

“Lille skat! Jeg var så bekymret for dig!” råber hun til mig og springer hen til mig og trykker mig ind til hende i et kram.

Jeg krammer hende tilbage og lukker øjnene og vender mit ansigt nedad.

“Det skal du ikke tænke på… jeg er her nu”, siger jeg.

Pludselig mærker jeg William tage sine arme om os begge to.

Gruppekram!

“Kan vi ikke godt gå indenfor? Jeg er virkelig træt”, siger jeg vrister mig fri.

“Jo, kom med lille skat”, siger Emma og går mod sin hoveddør igen.

Jeg skynder mig efter Emma og træder ind gennem hendes hoveddør og ind i hendes entré.

Jeg tager min jakke af…

Og så lægger Emma pludselig mærke til mit sår i min pande… og mit sår i håndleddet…

Og da jeg bøjer ned for at tage mine sko af, udstøder hun et lille gisp.

Jeg retter mig hurtigt op og spørger forvirret:

“Hvad er der?”

Hun har taget sin hånd op for sin mund.

Hun peger rystende sin anden hånd mod mit hoved.

“Dit baghoved…”, siger hun stille.

Jeg sukker og bøjer mig ned og tager mine sko helt af.

“Vi ved det… vi skal til lægen med hende senere i dag det er helt sikkert”, siger William roligt.

Jeg kigger på dem og viser dem mit håndled.

“Det her er altså det jeg helst vil til lægen for”, siger jeg og viser dem mit betændte håndled.

De gyser ved synet…

Pludselig begynder det hele at svaje for mig og jeg griber fat i William for ikke at falde.

“Kom så… du skal ihvertfald ind og sove nu”, siger William og kigger på Emma.

Hun nikker og gør tegn til at vi skal følge efter hende ind i stuen…

der har hun lagt en madras nedenfor hendes sofa.

Sofaen skal jeg nok sove på og William skal nok sove på madrassen.

William styrer mig mod sofaen lægger mig stille og roligt ned i den.

Emma spreder en dyne over mig og jeg er allerede på vej til drømmeland.

Det flimrer for mine øjne men jeg kan se at de er på vej ud af stuen igen… de skal sikkert ud og snakke i køkkenet eller noget.

“Vent!” siger jeg stille og de vender sig begge om mod mig igen.

“Hva så lille skat?” siger Emma og kigger omsorgsfuldt på mig.

Jeg prøver at rette mig lidt op, men jeg kan ikke få mine arme til at lystre.

Og de er straks ved mig.

“Lig du nu bare og sov lille søs”, siger William og har sat sig på hug ved siden af sofaen.

“Men… men vil I ikke nok blive til jeg er faldet i søvn?” siger jeg bedende.

De smiler til mig.

“Selvfølgelig lille søs”, siger William og sætter sig ned og stryger mig over håret så jeg falder i søvn.

Emma sætter sig ved siden af ham og smiler til mig.

“Tak”, hvisker jeg inden jeg lukker øjnene i og går ud som et lys.

Jeg drømmer en drøm som… helt ærligt får mig helt ud af flippen.

Jeg drømmer at jeg bliver overfaldet af Ralph og alle de andre… at de torturere mig… at de misbruger sig på mig…

Jeg vågner med et sæt og begynder straks at græde.

Jeg kigger mig rundt og opdager at William har lagt sig til at sove på madrassen ved siden af sofaen. Han ser så fredfyldt ud. Jeg begynder at snøfte og hulke…

William slår øjnene op og kigger så på mig.

Han skynder sig op i sofaen til mig og lægger en arm om mig og trykker mig til sig.

“Shh… du skal ikke være ked af det… shh…”, hvisker han i mit øre og vugger mig i sine arme.

Det her er en ret ubehagelig måde for mig at sidde på, så jeg lægger mine ben over hans så jeg virkelig kan komme helt ind til ham… og det har jeg brug for. Jeg har brug for min beskyttende storebror.

“Der sker ikke mere nu… det lover jeg”, siger han og stryger mig over håret.

Jeg snøfter, hulker og lader mine tårer løbe som de vil.

William læner sig bagud så han kan sidde op ad ryglænet

Jeg sætter mig på hans skød så det er nemmere for mig at sidde helt ind til ham.

Og så sidder vi bare… William bliver ved med at hviske beroligende ord og stryge mig over hovedet indtil jeg er faldet til ro.

Jeg falder i søvn, mens jeg sidder hos ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...