Jeg vil gøre alt for dig.

Den her er en historie om en pige og hendes storebror og om hvor mange ting de kan klare sammen. Deres bånd er ubrydeligt. Juliet og William elsker hinanden rigtig højt.
Men intet er perfekt... og pludselig truer en uventet ting med at skille William og Juliet ad for altid.

6Likes
22Kommentarer
567Visninger
AA

2. Dag to

… jeg vågner brat op da Ralph stormer ind på værelset med et brag.

For helvede da også! Jeg faldt i søvn!

Jeg kigger mig hurtigt rundt og gnubber mine øjne og sukker da jeg opdager at jeg nok har ødelagt min øjenmakeup fra igår.

Da jeg lige har sundet mig lidt over den bratte opvågning retter jeg mit blik mod Ralph igen.

“Hvad er der?” spørger jeg irriteret.

Han giver mig elevatorblikket og siger så:

“Det pjuskede look gør dig ret så sexet”, siger han og blinker til mig.

Jeg holder mit ansigt uforandret og spørger så igen:

“Hvad vil du?”.

“Rolig nu skat… du skulle nødig gøre mig ophidset”, siger han og giver det en pervers klang.

Jeg sukker og sætter mig op på kanten af sengen.

“Kom med… og tag alt dit lort med”, siger han og vender sig mod døren.

“Sætter I mig fri?!” siger jeg af begejstring fordi der måske er en chance.

Ralph griner og vender sig rundt mod mig igen.

“Haha pus tror du virkelig selv på den? Sig mig lige hvor dumme tror du vi er?” siger han og griner af mig.

Jeg vender ansigtet lidt væk og siger så:

“Det har du sgu ikke lyst til at vide…”.

Jeg samler min telefon op og retter lidt på min jakke, som jeg aldrig nåede at tage af før jeg faldte i søvn igår.

Jeg går hen til Ralph, som stadig står ved døren og kigger på mig.

“Hvad sagde du ikke vi skulle ud?” siger jeg koldt til ham og giver igen på hans ubehagelige blik.

Og så er det som om alting sker i et splitsekund…

Ralph giver mig en svidende lussing og skubber mig så ned på gulvet og træder med vilje på der hvor han skar mig i håndleddet.

Han kører sin sko rundt i såret der kun lige har nået at få en tynd skorpe på…

Åhh nej nu vil der ihvertfald først gå betændelse i såret.

Jeg prøver at hive min hånd til mig men giver så et skrig fra mig delvist i håb om at Knud vil høre det og komme mig til hjælp og delvist af smerte.

Så flytter Ralph endelig sin fod fra mit håndled og sparker mig så i siden lige over hoften.

Jeg spærrer øjnene op og tager mig til hoften. Hvert åndedrag føles som en svidende smerte lige der hvor han har sparket.

“Du skal ikke spille flabet overfor mig!” råber han til mig.

Seriøst… er det derfor han banker dig? Hvor er det dog ynkeligt og barnligt. Han kan sgu da ikke forvente at du er sød og venlig overfor ham… altså hvor dum har man lige lov at være?

Han lægger an til et nyt spark denne gang i ansigtet men så hører jeg døren ryge op og jeg kan se Karstens høje skikkelse kaste sig over Ralph.

Pludselig bliver der taget fat i min gode hånd og jeg bliver hevet op og stå… af Knud som har et underligt bange udtryk i øjnene.

“Kom Juliet!” siger Knud og puffer mig mod døren.

Jeg skynder mig ud af døren med Knud lige i hælene.

Jeg overvejer om jeg skal prøve lykken og løbe min vej…

men jeg når ikke engang at tænke tanken til ende før en helt ny fjerde mand som også har elefant hue på og er på højde med mig tager fat i min overarm.

Jeg krymper mig indeni på grund af hans alt for hårde greb om min arm,

“Hvad fanden har du lavet møgunge?!” råber han og jeg får hans spyt lige i hovedet.

Jeg laver en grimasse fordi jeg fik hans spyt lige midt på kinden.

Jeg tørrer det af med min fri hånd kigger så på ham med et ligegyldigt blik.

“Hey hvis I behandler mig på den her måde så vær ikke overrasket når jeg behandler jer som jeg gør”, siger jeg og trækker på skuldrene.

Han er meget rød i hovedet og åbner munden og skal lige til at sige noget men bliver så afbrudt af Knud der siger:

“Lad mig tage hende”.

Manden giver slip på mig med et voldsomt ryk og vender sig så om, som om han ikke gider at se på mig.

Knud kommer bagfra og lægger en hånd på min ryg lige mellem skulderbladene og puffer mig blidt fremad.

Jeg tager et skridt og bider det i mig da jeg mærker smerten tage til der hvor Ralph sparkede mig.  

Jeg tager mit håndled op til mig for at se hvor slemt det er.

Hold da kæft… det ser værre ud end jeg regnede med…

Det er begyndt at bløde igen og at Ralph har haft jord under skoen har bestemt ikke gjort det bedre.

Knud kaster et blik på det og siger så:

“Argh det der ser ikke godt ud”, med en meget ligegyldig tone.

Jeg kaster et koldt hadefuldt blik på ham.

“Når gør det ikke det? Det havde jeg da slet ikke set!” siger jeg irriteret.

Knud sukker lige inden han åbner døren indtil, det der godt kunne ligne en stue.

Der er en sofa og et tv… endda også et bord med nogle stole.

Jeg når ikke at gøre noget før jeg mærker en hånd på min bagdel.

“Det er jeg ked af skat. Du gjorde mig bare ophidset”, hører jeg Ralph siger foruroligende tæt på mit øre. Jeg kan mærke at hans krop klæber sig til min venstre side bagfra mens han har hånden på min røv.  

“Hold op med at lægge an på hende”, hører jeg Karsten sige længere bag mig,”hun er en dum, lille, overdramatisk, standard teenager som ikke har noget mellem ørerne”.

Jeg ignorere Karsten og hans ord fordi de ikke betyder noget. Han kender mig jo ikke.

“Det ved jeg. Men sådan kan jeg også bedst lide dem…”, siger Ralph og giver min bagdel et lille tryk med sin hånd,”... det gør dem meget nemmere”.

Jeg vender mig langsomt om og smiler et overlegent smil til ham.

“Du må da virkelig ikke have haft kvindeligt selskab i lang tid, hvis du er så desperat efter at få noget at du vil have det af en mindreårig”, siger jeg og får Knud og Karsten til at grine.

Ralph ser bare ud som om jeg virkelig har pisset ham af.

“Ind med dig”, siger Ralph så og skubber mig ind i rummet.

Knud gør tegn til at jeg skal sætte mig i stolen for enden af bordet, mens han sætter sig på min ene side og Ralph sætter sig på den anden, mens Karsten sætter sig ved siden af Knud og ham med elefanthuen på højde med mig sætter sig ved siden af Ralph.

“Okay! Hvad vil I med mig og hvorfor I al helvede tror I at I kan slippe af sted med det?”, siger jeg og ser krævende på dem, fordi jeg synes jeg kræver en forklaring.

Alle undtagen Ralph griner. Ralph kigger bare på mig med et pervest blik og siger så:

“Du ved jo godt hvad jeg vil med dig”.

Karsten fløjter et fløjt som skal opfattes som et frækt fløjt. Et fløjt der kun bruges når man pifter efter en dame.

Jeg kigger træt på Ralph og giver ham så et lille falsk smil inden jeg giver ham en svidende lussing. Næste sekund er mit fokus igen rettet mod flokken og ikke Ralph der jamrer over smerten i sin kind.

“Svar mig så. Hvad vil I med mig og hvad i alverden får jer til at tro at I kan slippe afsted med det?”, siger jeg alvorligt og kigger dem allesammen i øjnene en efter en.

“Uff hende er der bid i… pus du gør så ophidset!”, siger Ralph og sender mig et vildt blik.

Jeg trækker træt på skuldrene og falder træt tilbage i stolen og sender Ralph et træt blik.

“Det får jeg tit at vide af klamme, perverse, pædofile voksne mænd som dig”, siger jeg og kigger så på flokken igen og venter på at de skal svare mig.

Efter fem sekunders stilhed læner Karsten sig frem i stolen og sætter albuerne på bordet.

“Ser du søde vi-”, siger Karsten lige inden jeg afbryder ham.

“Kald mig det der en gang til og Ralph vil ikke være den eneste der får slag”, siger jeg koldt og skuler.

Karsten griner af mig.

“Søde skat du kan ikke true mig”, siger han og smiler til mig.

Jeg svarer tilbage med intet andet end en kold skulen der får ham til at gyse.

Sådan Juliet! Du kan endelig lave ‘dødsblikket’!

“Jo ser du Juliet. William blander sig alt for meget i hvad der sker og ikke sker her i Århus…”,siger han og smiler da han ser det giver et gib i mig da han siger Williams navn,” … og det vil gerne have ham til at holde op med”.

“Og hvilken sammenhæng har det til mig?”, siger jeg irriteret og utålmodigt.

“Ikke så selvoptaget søde”, svarer Karsten og igen prøver han bare at teste mit temperament. Jeg skal lige til at svare men lader det så ligge. Fornøjelsen af at se hvor meget jeg hader at blive kaldt selvoptaget skal de ikke have.

“Vi har prøvet at få ham til at blande sig uden om ved bare at snakke til ham. Og så nogle andre ting vi helst ikke vil dele med dig…”, siger Karsten og smiler ved sig selv,” … men eftersom intet af det har virket måtte vi prøve noget nyt. Og det så der vi fandt dig”.

Jeg forholder mig tavs og venter.

“William synes at du er en fantastisk og dejlig lillesøster…”, han laver en lille håndbevægelse for at vise at han misbilliger Williams syn på mig,” … ja beklager søde men den opfattelse deler vi ikke med ham. Men det kan også være ligemeget. Den eneste vi skal bruge dig til er at få ham til at forstå at han skal klappe kajen og blande sig uden om alt det vi laver her i Århus.”

“Altså… små venner… hvis ikke I lavede alt der der så ville der jo slet ikke være nogen problemer!”, siger jeg og ser hvordan Ralph retter sig op og skuler til mig.

“Ingen skal fortælle os hvad vi skal gøre og ikke gøre. Og da slet ikke en lille uvidende kælling som dig”, siger Ralph koldt.

“Så for satan Ralph! Er du virkelig så desperat? At du vil have noget af en kælling? Amen altså dit sexliv må fandeme være kedeligt…”, siger jeg og griner indeni mig selv.

Alle griner. Bortset fra mig og Ralph.

Vi ser bare stift på hinanden og jeg venter på at se hans reaktion.

“Mit sexliv bliver knapt så kedeligt når jeg er færdig med dig”, siger han og får det til at lyde mere som en trussel end et løfte.

Jeg himler med øjnene og vender mig væk.

“Men ihvertfald søde. Du er her sammen med os indtil vi får aftalt at mødes med din bror, hvor du selvfølgelig skal med. Og tøv en kende der går nok ikke så lang tid inden det sker”, siger Karsten.

Jeg giver et lille koldt nik fra mig.

“Kom med din telefon Juliet. Vi skal sende en ny besked til William”, siger Knud så.

Prøver at lyde blid… hvorfor? Jeg mener… alle kan sgu da se at det bare er en facade.  

Men lille ven… han reddede dig jo ligefør.

Jeg finder min mobil frem, låser den op og giver den så til Knud.

Han vender og drejer den lidt, men finder så ud af at han ikke kan finde ud af min telefon så han giver den til Karsten.

“Neeeeej! Får jeg æren af at sende en besked til ham? Sikke en ære!” siger Karsten sarkastisk.

“Det skal være en video besked… så han kan se hvor dejligt hun har det”, siger Ralph og smiler til mig.

Mit eneste svar er at hæve det ene øjenbryn lidt.

“Hmm… okay”, siger Karsten og skal til at filme lige inden Ralph afbryder ham med et “stop”.

“Hvad er der?” spørger Karsten tydeligvis utålmodigt.

“Hun…”, siger Ralph og peger op og ned af mig,” … må ikke se så godt”.

Jeg ved ikke helt om jeg skal tage det som en kompliment eller en trussel, så jeg forholder mig bare tavs.

Jeg spærrer øjnene op da  det går op for mig hvad han egentlig mener.

Han vil gøre skade på mig så William kan se at de mener det alvorligt.

Jeg skuler til Ralph.

“Du. Rører. Mig. Ikke.”, siger jeg koldt og vedholdende.

Ralph smiler.

“Vi må hellere tage det på video… bare begynd at filme nu”, siger Ralph og venter til at Karsten har set filmen igen.

Karsten vender min mobil så kameraet på bagsiden af den vender mod os.

“Hej William! Jeg synes bare lige du skulle se hvordan… “, siger Karsten men ordene flyder ud i et for mig fordi Ralph rejser sig op fra stolen og hiver mig brutalt i mit dårlige håndled så jeg også rejser mig fra min stol.

Jeg giver et smerte skrig fra mig og får tårer i øjnene, men rejser mig op fra stolen.

“Hvad er der nu?!” skriger jeg ind i hovedet på Ralph.

Jeg kan se at min råben forskrækker ham.

Sådan tøs!

Jeg kan høre Karsten grine bag mig.

Ralph skubber mig op mod døren som er lige bag mig så jeg slår baghovedet hårdt imod den hårde metal dør. Men jeg lader ham ikke se at jeg er kommet til skade. Den fornøjelse skal han ikke have.

Da jeg ser forbi Ralph ser jeg at Karsten har nu sat mig og Ralph i centrum for kameraet mens han selv er gået helt ud af billedet.

Ralph kommer helt tæt på mig og jeg kan mærke hans ånde komme lige ind i min næse.

Jeg giver ham et knæ i kuglerne og skynder mig væk fra hans rækkevidde inden han når at lange ud efter mig.

“Nej nu kan det fandeme være nok!” siger manden som tog fat i mig ude på gangen.

Han kommer direkte imod mig og istedet for at løbe skrigende væk løber jeg imod ham med et smil. Jeg morer mig faktisk lige nu.

Han ser meget overrasket ud men kun i et splitsekund inden han har samlet sig selv igen.

Men det sekund er nok for mig til at gå til angreb.

Jeg springer op i favnen på ham fordi så kan han ikke gøre mig noget.

Men han er en større svans en jeg troede fordi han kan tydeligvis ikke klare min vægt og han falder bagover med et slam.

Jeg begynder at grine rigtig højt.

Jeg ser manden ømme sig over at han vist var landet lige på sit haleben hvilket bare får mig til at grine endnu højere.

Jeg rejser mig op fordi jeg husker at det ikke er min mening at gøre skade på nogen.

Jeg ser at jeg er kameraets fokus og jeg smiler bare og vinker.

“Hej Willia-”, siger jeg men bliver afbrudt da jeg mærker nogen tage armene om mig bagfra og løfte mig op. Ralph.

Jeg kommer med nogle slå klage-støn og prøver at vride mig fri.

“Slip mig! Perverse svin!” skriger jeg og prøver at fyre min hæl ind i Ralphs knæ.

Han tager sin hånd foran min mund, men jeg bider ham i fingeren.

Han slipper mig med det samme og tager sig til fingeren.

Jeg spæner over i den anden ende af rummet stadig som centrum for kameraet.

Herfra hvor jeg står kan jeg holde øje med dem allesammen og se om de prøver at angribe mig igen.

“Se at kom op Michael!” råber Ralph til ham som ligger på gulvet som åbenbart hedder Michael.

Michael skynder sig op og stå og sammen går han og Ralph imod mig.

Prøver at trænge mig op i et hjørne.

Men jeg er jo ikke dum… jeg ved at hvis de først får mig op i hjørne er alt håb ude.

Så jeg prøver at løbe forbi dem, men Ralph får fat i min dårlige hånd og hiver i den.

Jeg giver et smerte hyl fra mig.

“Jeg har hende! Jeg har hende!” råber Ralph, som om det er en større bedrift at få fat i mig.

Det er det jo også.

Touché, tænker jeg til min indre stemme.

Ralph tager fat om livet på mig bagfra så han kan holde mig fast.

Jeg prøver at vride mig fri, men han holder for godt fat.

Pludselig ser jeg Michael komme hen imod mig. Lige så langsomt med en kanyle i hånden.

Min første tanke er at han vil give mig stoffer i blodet.

Jeg går fuldstændig i panik og råber og skriger og slår og sparker.

“William! WILLIAM DE VIL GIVE MIG EN SPRØJTE!!!” råber jeg i ren panik og rædsel. Og en lille smule fordi adrenalinen pumper i mine årer.

Jeg kommer i tanke om en ting jeg kan gøre.

Jeg lægger mærke til at Michael står med let spredte ben og at jeg stadig kan bruge mine ben.

Jeg fyrer min hæl ned i Ralphs fod og derefter sparker jeg Michael HÅRDT mellem benene.

Ralph giver slip på mig og Michael taber kanylen.

Jeg spæner over til bordet og stiller på den side af bordet hvor ingen sidder og ingen kan nå mig.

Og så ser jeg at Karsten og Knud sidder og griner så tårerne triller ned af deres kinder.

“Hold da kæft! Da vi sagde der var bid i hende så kan man da lige love for at vi undervurderede hende!” siger Karsten og griner af Ralph og Michael der stadig står og ømmer sig omme bag sig.

Jeg smiler et roligt smil og prøver at få mit åndedræt under kontrol.

“Det kaldes selvforsvar Karsten”, siger jeg stille.

Jeg tager mig pludseligt til hovedet da en dunkende hovedpine jager igennem mit baghoved.

Jeg flår min hånd til mig igen da jeg mærker at den er blevet klistret ind i klistret mørkerødt blod.   

Åhh nej…. ikke flere sår…

Jeg mærker hvordan blodet lige så langsomt løber ned af mit baghoved og ned af min nak.

Jeg væmmes da jeg kommer i tanke om hvor meget mit tøj kommer til at stinke af blod.

“Ihvertfald William…”, siger Karsten og vender kameraet mod sig selv,” … torvet. I nat klokken tre. Kom ale-”.

“Åhh gud skal vi se William i aften?! YES! Vi ses storebror! Jeg elsker dig!” siger jeg til William og smiler for mig selv.

“Hold kæft Juliet!” råber Karsten og fortsætter så:” Som sagt William kom alene hvis du vil have din lille søster til at leve efter idag”.

“Du må have det”, siger Karsten lige inden han vender min mobil rundt og trykker på stop knappen.

“Så er den sendt”, siger Karsten og kigger bagud på Michael og Ralph, som vist er kommet til sig selv.

Michael ser vredt på mig, mens Ralph bare sender mig et anerkendende men pervest blik.

“Uff… pus al den modstand gør mig så ophidset!” siger Ralph og smiler frækt til mig.

Jeg ignorerer ham og kigger på Knud og Karsten igen.

“Jamen så ser det da vist ud til at vi skal til centrum i nat”, siger Karsten.

Jeg mærker en pludselig følelse af glæde vokse indeni mig og jeg begynder at smile fra øre til øre.

Ikke kun fordi jeg får min savnede bror at se i nat men også fordi jeg skal op klokken tre.

Ja det er også en mærkelig ting ved mig… jeg elsker at være uden for om natten.

Luften er klarere og det er lettere for mig at tænke klart og koncentrere mig.

Og så er der ikke så mange forstyrrende ting… som mennesker, biler, lys, støj osv.

Jeg sætter mig i sofaen mens jeg udstøder et glad suk.

“Hva satan…”, hører jeg Ralph undrende udbryde, “ … hun er jo helt glad!”

“Tihi… “, siger jeg og smiler til ham,” … ja det er jeg da.”

Jeg rejser mig hurtigt, da jeg kommer i tanke om at Karsten har min mobil.

“Giv mig min mobil”, siger jeg med et sukkersødt smil.

“Værs'artig”, siger Karsten og rækker mig min mobil.

Jeg tager imod den og går hen i sofaen igen.

Jeg finder mine høretelefoner frem fra lommen i min jakke som jeg stadig har på.

Da jeg har fundet det musik jeg vil høre og sat mine høretelefoner i ørerne, går jeg ind i chat vinduet med William.

Jeg kan se at Karsten har sendt en besked som han ikke har sagt noget om…

I beskeden står der:

“Kom i nat… eller vi slår Juliet ihjel.”

Jeg gyser da jeg ser beskeden… men bliver glad da jeg ser Williams svar som lige bippede ind.

Han svarer til videoen:

“Hvor er det ynkeligt… en femtenårig kan banke to voksne mænd… det er jo ynkeligt! Jeg skal sgu nok være der inde i nat klokken tre. Vi ses tabere og lille søs!’

Jeg smiler da jeg ser beskeden. Hvor er jeg bare glad!

Jeg lægger mig ned i sofaen med et glad suk.

Jeg kigger over mod Karsten og de andre igen og ser at de allesammen stirrer på mig.

Jeg rynker øjenbrynene i forvirring.

“Hvad fanden glor I på?” siger jeg og prøver ikke at lyde for sød.

Ralph er den første der kommer til sig selv.

“Du er jo glad!” siger han som om han væmmes ved synet af mit smil.

Jeg trækker på skuldrene og rækker ud efter fjernbetjeningen på bordet.

“Det er jeg vel”, siger jeg med et smil og tænder for tv’et.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...