Jeg vil gøre alt for dig.

Den her er en historie om en pige og hendes storebror og om hvor mange ting de kan klare sammen. Deres bånd er ubrydeligt. Juliet og William elsker hinanden rigtig højt.
Men intet er perfekt... og pludselig truer en uventet ting med at skille William og Juliet ad for altid.

6Likes
22Kommentarer
606Visninger
AA

7. Dag fire part 3

Jeg vågner op en time senere til lyden af døren der bliver åbnet.

Det er en sygeplejerske der kommer for at se til mig.

Jeg opdager pludseligt til min overraskelse at det kun er William der er her.

William sidder meget henslængt i stolen ved min højre side og følger sygeplejersken med øjnene.

Sygeplejersken er lille og tæt bygget og tager nogle sjove små skridt som, indrømmet, ser ret komiske ud… hun går som en pingvin.

Jeg smiler af hendes måde at gå på.

“Jeg er her bare lige for at se hvordan det går med hende”, siger sygeplejersken til William.

Tydeligvis er der ingen der har lagt mærke til at jeg er vågen.

William nikker og lægger sin hånd ovenpå min… hvorfor?

Sygeplejersken går hen og ser til mine slanger og maskiner… hendes ansigt er ikke lige frem begejstret.

“Hvad? Hvad er der galt?” spørger William hende bekymret.

“Intet… intet… hun skal bare have noget lidt skrappere medicin”, siger sygeplejersken.

“Vil det hjælpe hende?” spørger William klemmer min hånd lidt.

“Der er 99,9 % chance for at hun bliver god igen efter den skrappere medicin ja.”

Jeg kan se at sygeplejersken trækker lidt på det…

“Væk hende lige. Hun skal lige vide hvad der foregår”, siger sygeplejersken til William.

“Hun er vågen”, svarer William hurtigt.

Jeg kigger op på sygeplejersken som ser overrasket tilbage på mig.

Hun holder fast i sengehesten på min seng og kigger ned på mig.

“Jeg giver dig lige noget mere medicin, men det skulle gerne få dig hurtigere på benene”, siger hun og går ud.

Jeg rynker forvirret øjenbrynene og vender langsomt mit hoved mod William. Jeg er stadig lidt træt, men det er ikke så slemt som for en time siden.

“Hvor skal hun hen? Hvor er Emma?” spørger jeg forvirret, men i det mindste sammenhængende.

“Hun skal nok bare ud og hente medicinen. Og Emma er ude og købe noget tøj til dig”, svarer William.

Jeg smiler. Hvor er det bare sødt af hende at købe noget tøj til mig.

“Okay…” siger jeg stille.

Jeg kigger på ham og tænker lidt over hvorfor han lagde en hånd oven på min…

“Hvorfor… hvorfor gjorde du det?” spørger jeg og kigger på vores hænder.

Han flytter hurtigt hånden, som om han er pinlig berørt over det.

“Det er lige meget.” svarer han og… rødmer han?! Det her bliver jeg fandeme nød til at vide.

“Jo kom nu. Er din lillesøster, mig kan du jo fortælle alt til”, siger jeg og kigger indtrængende, bedende og sødt på ham.

Han trækker lidt på det men siger så:

“Okay. Det er fordi-” men nåede ikke at sige mere, fordi sygeplejersken kommer ind med… skræmmende meget medicin, væske og udstyr.

Jeg gyser ved synet og mærker straks hvordan Williams beskyttende hånd lægger sig oven på min.

Og da han lægger hans hånd oven på min… føles det som om alt bliver forstærket i mig… ikke smerten, men hvor god jeg er til at tackle den… hvor meget smerte jeg kan klare… glæden i mig… men det der bliver mest forstærket… er nok det bånd imellem os som jeg føler der er lige nu… jeg føler et bånd imellem os som er ubrydeligt… jeg mærker min kærlighed til ham som vokser… jeg mærker den kærlighed jeg modtager fra ham…

Følelsen er så overvældende at jeg smiler helt ud af det blå. Jeg mærker hvordan William bliver glad selvom jeg ikke ser på ham…

Vores bånd er så stærkt… at vi ikke engang behøver at snakke eller se på hinanden? Wow. Jeg har aldrig set noget lignende… eller følt noget lignende…

Jeg elsker ham. Det virker ikke engang som om det overhovedet er sådan jeg har det med ham… det føles som om jeg har noget mere end bare kærlighed til ham. Det virker som om der er noget der binder os sammen…

Sygeplejersken afbryder mit tankespind ved at snakke til mig.

“Nu giver jeg dig først smertestillende og bagefter får du så selve medicinen”, siger hun til mig og jeg nikker.

Hun lægger sine ting på mit sygehus bord ved siden af mig og finder en kanyle frem.

Jeg gør store øjne og kigger på William.

Han opfanger det straks og læner sig over mod mig, så hans ansigt er er omkring fyrre centimeter fra mit.

“Ikke tænk på det. Kig på mig” siger han og fastholder mit blik.

Jeg nikker et lille, skræmt nik… jeg kan virkelig ikke lide nåle.

Kanylen… minder mig om Michael og Ralph.

Jeg gyser og prøver at bekæmpe tårerne der prøver at trænge op i mine øjne…

Det var da… mærkeligt? Jeg plejer da ikke at være bange for noget.

Og da slet ikke hospitaler og kanyler…

Ralph… det er Ralph. Det er Ralph den lille kælling!

Han har jo givet mig traumer!

For helvede… endnu mere mod min i forvejen ikke eksisterende psykiske balance.

William kigger mig i øjnene og jeg føler hvordan hans blik spreder en varme i mig.

En flygtig tåre flyder af mit højre… og ikke venstre øje? Det var da underligt.

Man siger jo at, hvis den første tåre løber ud af højre øje er det glædeståre og hvis den løber ud af venstre øje er det ‘sørge’- tårer, som jeg tror de hedder.

William tørrer tåren væk og nuser mig på kinden.

“Nu mærker du et lille prik i dit håndled…” siger sygeplejersken og ganske rigtig få sekunder efter stikker hun nålen ind i mit gode håndled.

“Og nu kommer bedøvelsen”, fortsætter hun og jeg kan mærke at hun sprøjter bedøvelsen ind i mig.

Jeg skærer ansigt til William og han kigger omsorgsfuldt på mig.

“Sådan der”, siger sygeplejersken,” det var smertestillende. Nu kommer medicinen Juliet. Er du klar?”

Fuck nej hvad tror du selv?

“Jeg har jo ikke rigtig noget valg” svarer jeg og nikker til hende.

Hun finder hurtigt medicinen frem og siger så:

“Så gør vi det. Og hvis du skal have mere smertestillende siger du bare til.”

Jeg svarer kort med et “Hmm” og kigger misfornøjet på William.

Han læner sig ned til mit ører og hvisker:

“Du klarer det flot.”

“Nu kommer det…” siger hun og igen mærker jeg at hun sprøjter noget ind i mig…

Smertestillende… smertestillende NU!

Jeg spiler øjnene ud og griber fat i sengehesten og klemmer til for at holde smerten ud og begynder at hyperventilere.

“Juliet? Søs? Hvad er der galt?” siger William febrilsk.

“Smerte… smertestillende… NU!” stammede jeg frem og så ud af øjenkrogen hvor hurtig sygeplejersken var til at finde mere smertestillende til mig.

“Det komm-”

“NUUUU!” skreg jeg ad hende.

Jeg tror ikke hun ved hvor ondt det gør… det føles som ild, der bliver spredt ud i alle mine årer.

Så mærker jeg at hun igen sprøjter bedøvelse ind i armen på mig og det føles som vand der bliver spredt ud i mine arme…

Meget bedre.

Jeg giver slip på sengehesten og slapper af.

“Bedre?” spørger William og lægger en hånd på min kind.

Jeg lægger min hånd oven på hans og siger:

“Meget bedre.”

William smiler og nuser min kind.

“Tak for det”, vender jeg mig og siger til sygeplejersken.

Hun smiler til mig og går så ud med alle sine ting igen.

Jeg vender mig mod William igen og ser et kort glimt af hvordan han ser på mig…

Al den her medicin og bedøvelse er ikke god for mig. Synes lige at det lignede at han kiggede på mig med et glimt af… begær? i sine øjne. Begær blandet med stor kærlighed… blandet med omsorg og bekymring.

Men… begær? Seriøst? Han… han må ikke få den slags følelser for mig… nu.

Det… det duer bare ikke. Vi er søskende. Vi hverken er… eller kan blive et par.

Eller kan I?

Arj hold nu op. Jeg mener, han er seks år ældre end mig.

Og?

Og han er min bror…

Og?

Og jeg har ikke lyst til at ødelægge det vi har sammen.

Kom nu. Du ved du vil. Du ved at du også elsker ham på den måde du vil bare ikke se det i øjnene. Prøv at mærk efter… ikke kun på ham. Men også på dig selv.

Gu vil jeg ej, tænkte jeg til min indre stemme og ignorerede den.

Jeg er femten og han er enogtyve. Det ville aldrig gå.

Nej det går ikke. Jeg vil ikke have følelser for min bror.

Men du ved jo du har dem?

Kæft.

“Du må hellere hvile dig lidt smukke”, siger William.

Smukke? Det… det har han aldrig kaldt mig før… han gav det en forkert klang.

Han fik det til at lyde mere… flirtende.

Se? Han har jo også de følelser for dig.

Nej han har ikke. Han sagde det bare fordi…

Jaer? Fordi hvad?

Jeg ved det ikke.

Jeg svarede et lille “Hmm” til ham og lagde mig til rette og faldt i en underlig døs, som lissom føltes som om jeg sov men jeg kunne stadig høre Williams åndedræt og maskinernes næsten lydløse bippen.


 

***

 

Men det var ikke længe jeg fik lov at sove fordi en halv time senere kommer sygeplejersken tilbage.

Hun går hurtigt hen til mine slanger og maskiner og begynder så at smile.

“Det virker. Bedre end forventet endda.” siger hun og smiler til os.

Jeg smiler til hende og smiler så til William.

William smiler til mig på den forkerte måde… han smiler til mig med den forkerte slags kærlighed i øjnene.

Sygeplejersken går mod døren og slår døren næsten lige op i hovedet på…

pigen med de grønne øjne fra Århus?

Jeg kigger på William og han rynker forvirret brynene.

“Sandra? Hvad laver du her?” spørger William pigen, som så hedder Sandra.

Sandra kigger mig i øjnene og jeg mærker hvordan jeg bliver fyldt med en ro så afslappende…

lige som sidste gang jeg så hende i øjnene.

Sandra tager en dyb indånding og træder ind i stuen.

Det er tydeligt at se at hun er ked af det… hun er i dyb sorg.

“Sandra?” spørger William igen og går hen til hende og… kysser hende?!

Hvad? Er de… kærester eller hvad? Hvorfor har jeg ikke hørt noget om dem?

Jeg kigger væk fra William og Sandra… det gør ondt at se på, underligt nok.

Indrøm det nu.

“Søs? Det her er Sandra… min kæreste”, siger William tøvende til mig fra enden af min seng.

Sandra træder væk fra William og går op på siden af min seng og William følger efter hende… og lægger en hånd på hendes lænd.

Hvorfor gør det så ondt? Jeg elsker ham jo ikke på den måde.

Jo du gør.

William kigger på mig, som om han kan se det sårer mig…

Det her er seriøst forvirrende.

“William sæt dig ned”, siger Sandra stille med en sørgmodig stemme.

Men William gør som der bliver sagt og han sætter sig over på den anden side af min seng.

Sandra tager endnu en dyb indånding og siger så:

“Emma er her ikke længere.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...