Jeg vil gøre alt for dig.

Den her er en historie om en pige og hendes storebror og om hvor mange ting de kan klare sammen. Deres bånd er ubrydeligt. Juliet og William elsker hinanden rigtig højt.
Men intet er perfekt... og pludselig truer en uventet ting med at skille William og Juliet ad for altid.

6Likes
22Kommentarer
569Visninger
AA

6. Dag fire part 2

Jeg slår langsomt mine øjne op og prøver at bekæmpe trætheden.

Jeg blinker lidt for at få mine øjne til at vågne op og ser så at jeg ligger i en hospitalsseng.

Det ligner en af de der modtagelses stuer man ikke får lov at blive på mere end højest et par dage… men der er kun mig. Og det ser ikke ud som om der kan være flere senge. Hmm… hvor er jeg egentlig?

Jeg prøver at rette mig op, men kan ikke da jeg mærker trætheden tage til ind over mig.

Jeg har kun lige energi til at flytte mit hoved. Der er nogen der har rettet ryglænet på min seng op så jeg kan sidde op. Har jeg lagt sådan hele tiden eller vidste vedkommende at jeg ville være forvirret og træt når jeg vågnede? Hvor er William og Emma? Hvorfor er -

“Skaderne er minimale i forhold til hvad hun har været udsat for. Hun kunne havde fået indre blødninger, hjerneskader, brækkede knogler og meget mere, men hun har klaret det rigtig godt. Hun har fået en ret kraftig hjernerystelse, et presset ribben og hendes sår er blevet desinficeret og rengjort og forbundet, men I bør stadig holde et vågent øje med om der går betændelse i det igen. Men I skal dog holde et vågent øje med hende så skal det nok gå. Desværre har betændelsen fra hendes sår spredt sig ud i hendes åre. Vi gør alt hvad vi kan og hun skal nok klare den, der er bare en lille chance for at betændelsen ikke reagere på pencilinen. Men om en halv time til halvanden ved vi om pencilinen virker.”, høre jeg en stemme sige igennem døren som står på klem.

Jeg flytter instinktivt hovedet mod døren, for at lytte bedre efter og jeg kan lige ane Emmas hoved lige uden for døren.

“Emma…” prøver jeg at kalde men min stemme er ikke andet end en lille hvisken. Forbandede bedøvelse! Den gør mig så sløv og slatten!

“Og grunden til hendes hovedpine og besvimen lige før?” hører jeg Emma sige roligt.

“Hjernerystelsen. Hvis man går med så kraftig en hjernerystelse i et par dage så kommer der nogle klare tegn på at der er noget galt”, siger ham der nok er lægen.

Jeg kunne se Emmas lille hoved nikke igennem den lille sprække.

“Tak doktor”, siger Emma.

Så er der en lille pause og så lyden af skridt på vej væk.

Jeg kan se Emma sukke dybt inden hun tager fat i døren og kommer ind.

Jeg følger hende med øjnene og venter på at hun opdager at jeg er vågen.

Men hun ser det ikke. Hun sætter sig bare på stolen ved siden af mig og tager min hånd.

Jeg kigger på vores hænder.

Rigtig søsterkærlighed. Vi behøver heller ikke snakke. Vi ved begge at der ikke er noget at sige. Vi ved at vi betyder meget for hinanden.

Pludselig læner Emma sig frem og støtter hovedet mod sengehesten der er sat op rundt om min seng. hun har ansigtet vendt mod vores hænder og hendes hår kilder mig på håndryggen.

“Jeg elsker dig lille søs. Du må ikke forlade mig nu. Jeg har brug for dig.”

“Emma…” prøver jeg at sige, men min stemme adlyder stadig ikke helt. Det lyder stadig bare som en lille hvisken.

Emma retter lynhurtigt sit hoved op og kigger mig i øjnene.

“Du er vågen! Åhh gud! Bare rolig lille skat nu skal det hele nok gå”, siger hun og stryger mig over kinden.

Jeg prøver at smile til hende. Men trætheden overvælder mig og jeg kan ikke holde smilet oppe længere.

“Det er okay. Du er træt. Det er okay”, siger Emma og sender mig et omsorgsfuldt blik.

“Emma…” siger jeg og prøver at sætte mig op for at give hende et kram.

Hun kan se at jeg kæmper mod trætheden for at komme op til hende, så hun skynder sig at slå armene om mig i et kram som tvinger mig tilbage ned og ligge i min seng.

“Emma… jeg… elsker… dig…” siger jeg med pauser på grund af at jeg bare ikke har kræfter til det. Men hun fortjener at jeg prøver.

Hun aer mig og hvisker i mit ører:

“Jeg elsker også dig. Jeg vil altid kæmpe for dig. Jeg vil altid beskytte dig.”

“Du ved… du ved jeg ville… gøre… jeg ville gøre det samme… jeg ville gøre det samme for dig”, siger jeg med utroligt mange pauser. Lorte bedøvelse.

“Shh… jeg ved det godt lille skat”, siger hun med en beroligende stemme og trækker sig tilbage fra mig.

“Men det er slut nu…” siger hun og klapper mig blidt på hånden”... du behøver aldrig se de -”

Men bliver afbrudt af William der kommer ind af døren, men stopper op da han ser Emma kigge på ham som om han afbrød noget.

“Afbrød jeg noget vigtigt?” spørger han og kigger på mig.

Jeg kigger træt tilbage på ham.

“Nej nej kom du bare ind”, siger Emma ligegyldigt og vinker ham ind.

“Er hun helt vågen?” spørger William lidt drillende og kigger endnu mere på mig.

Jeg trækker kort på smilebåndet.

“Du kan jo selv prøve at se efter”, siger Emma og jeg lukker hurtigt øjnene.

Jeg mærker at William træder et skridt tættere på og læner sig ind over mig.

Jeg kan mærke hans ånde lige i mit ansigt hvilket betyder at han kigger efter på mine øjne om de sitrer eller bevæger sig.

Jeg slår hurtigt øjnene op og siger:”Bøøh”.

William smiler og retter sig hurtigt op.

“Jeg tror sgu at hun er vågen!” siger han og smiler af sin egen joke.

Jeg smiler til ham og hører at Emma griner fra den anden side af min seng.

William smiler til mig og sætter albuerne på sengehesten.

“Nå må jeg så høre? Hvordan har du det? Har du ondt?” spørger William.

Jeg prøvede at trække på skuldrene - dum idé. Ved at trække på skuldrene fandt jeg også lige ud af hvor øm jeg egentlig er.

“Træt…” siger jeg og lukker øjnene i et sekund og åbner dem så i det næste.

“Det kan jeg godt forstå… lige da du var besvimet blev jeg bedt om at ligge dig på en båre og så gik alting ellers bare hurtigt”, siger William og smiler beroligende til mig.

“Hvad… skete… hvad skete der?” siger jeg og er ved at være godt træt af al den bedøvelse.

“Tja de blev nødt til at give dig noget smertestillende på grund af den skrappe pencilin mod betændelsen og så noget smertestillende mod din hovedpine.”

“Hmm…” siger jeg træt.

“Jeg tror du bare skal sove lidt nu lille søs”, siger William og stryger mig over håret.

“Det er bedst søde”, tilslutter Emma sig.

“Okay… bare… bare… bare,” siger jeg men går i stå.

“Bare hvad?” hører jeg William sige langt væk. Jeg er allerede på vej ind i drømmeland…

“Bliv… bliv hos mig”, siger jeg og rækker ud efter deres hænder.

“Altid. Vi vil altid blive hos dig”, svarer William alvorligt.

Jeg ved hvad han mener med det…

Jeg når lige at mærke deres hænder oven på mine inden jeg falder i en tung søvn.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...