Jeg vil gøre alt for dig.

Den her er en historie om en pige og hendes storebror og om hvor mange ting de kan klare sammen. Deres bånd er ubrydeligt. Juliet og William elsker hinanden rigtig højt.
Men intet er perfekt... og pludselig truer en uventet ting med at skille William og Juliet ad for altid.

6Likes
22Kommentarer
581Visninger
AA

5. Dag fire part 1

“Juliet?” hvisker William i mit øre.

Jeg slår øjnene op og ser at det er blevet lyst… sent om formiddagen tror jeg.

Jeg opdager pludselig at William på en eller anden kringlet måde har fået hans dyne over os uden at vække mig.

Jeg lægger mit hoved tilbage på hans skulder og hvisker:

“Hej.”

Jeg kan hører at han trækker på smilebåndet.

“Klokken er mange... vi skal op nu”, siger han og trækker dynen af os.

Jeg gaber og rejser mig fra mit behagelige siddested hos ham.

Og lige da jeg skal til at træde over Williams madras mister jeg balancen og alt svajer for mine øjne.

Jeg mærker ikke engang at William griber mig lige inden jeg rammer gulvet.

“Juliet? Åben øjnene og se på mig! Please? Bare åben øjnene og se på mig!”, hører jeg William sige med bedende stemme lige ovenover mig.

Jeg åbner langsomt mine øjne og ser direkte op i Williams øjne.

Jeg kigger mig forvirret rundt og ser Emma sidde på hug ved siden af mig.

Jeg blinker lidt og ser på William.

“Hv-hvad skete der?” spørger jeg forvirret.

William rynker forvirret øjenbrynene og kigger kort på Emma og så tilbage på mig.

“Søde kan du ikke huske det?”, siger han og jeg ryster på hovedet,” du besvimede for to minutter siden.”

Denne gang rynker jeg forvirret mine øjenbryn.

“Gjorde jeg?” spørger jeg endnu mere forvirret og bemærker så en pludselig dunkende smerte i mit hoved.

Jeg spærrer øjne op og begynder at trække vejret dybt.

“Mit hoved… det… det… det gør så ondt!” siger jeg og prøver at lade være med at hæve stemmen.

William og Emma kigger nervøst på hinanden.

“Vi skal til lægen idag”, siger Emma og William nikker alvorligt.

“Ja det skal vi ihvertfald”, svarer William og skubber mig så op og sidde med den arm han allerede har om mig.

Emma hjælper mig op og stå og støtter mig… hvilket er noget af en bedrift for hun er en lille spirevip i forhold til mig.

Hun stønner lidt fordi det er svært for hende ikke at bukke under for min vægt og højde.

“Puha du må vist hellere låne lidt af mit tøj”, siger hun da vi er kommet ind i køkkenet og jeg er kommet ned og sidde.

Jeg bryder ud i et grynt, som egentlig var ment som latter.

“Hvad er der så sjovt ved det?” smiler hun til mig.

“Som om jeg kan passe det!”

“Arj det skal sgu nok gå”, siger hun og smiler endnu bredere til mig.

William kommer ind i køkkenet bag hende og sætter sig på den anden side af bordet.

Emma står lidt og tripper henne ved døren men siger så:“Jeg henter det lige”, og går ud af køkkenet.

“Uha I har ligefrem valgt noget tøj til mig?”

William tog hænderne op foran sig for at vise at han var uskyldig.

“Det har jeg intet med at gøre.”

Og sekundet efter kommer Emma ud i køkkenet med en sammenfoldet bunke tøj og lægger det foran mig.

“Værsgo”, siger hun inden hun glider ned på stolen ved siden af mig.

Jeg tager det øverste i bunken og folder det ud.

En sort T-shirt med V-udskæring. Fint nok.

Jeg foldede den sammen igen og lagde den ved siden af bunken.

Jeg tog det næste i bunken. Et par grå sweat-pants. Fint nok.

Jeg foldede bukserne sammen og skulle til at tage T-shirten og bukserne med da jeg ser at der ligger et par ankelsokker nedenunder bukserne.

Jeg smilede og tog dem med.

“Jeg går lige ned og skifter”, siger jeg og de andre nikker til mig.

Jeg går langsomt ned af gangen af frygt for pludselig at miste balancen igen.

Jeg åbner døren til badeværelset og træder ind og lukker døren bag mig.

Og for første gang i flere dage ser jeg mig selv i spejlet.

Jeg gisper og tager en hånd op til min mund.

Jeg ser jo rædsom ud! Jeg ser skræmmende ud!

Mit sår i panden er blevet rødt og og det er hævet.

Jeg har blod på kinden og jeg ser pludselig at jeg også har blod på hænderne.

Den side af mit hoved er smurt ind i blod og mit hår er fuldstændig mørke brunt… næsten mørke rødt. Af blod!

Min ene kind var også hævet og rød på grund af alle de lussinger jeg har fået.

Jeg gispede endnu en gang og skyndte mig at åbne for vandet i vandhanen og begyndte at vaske mit ansigt.

Efter fem minutter havde jeg fået det meste af blodet væk fra mit ansigt og mit hår ude på siden af hovedet havde næsten sin normale farve nu. Næsten.

Jeg kiggede mig i spejlet og blev enig med mig selv om at det var godt nok. Resten måtte jeg tage mig af senere.

Jeg begyndte at tage min bluse af så jeg kunne få Emmas tøj på istedet.

Jeg skyndte mig at tage den sorte T-shirt Emma gav mig på og gik så videre til at tage mine bukser af.

Jeg gøs ved synet af min bukser… der var blod på.

Jeg skyndte mig at få dem af og tog så Emmas sweat-pants på.

Og til sidst skyndte jeg at tage hendes sokker på. Efter at jeg havde taget mine egne af selvfølgelig.

Jeg kiggede på mig selv i spejlet igen og skulle lige til at rede mit hår med Emmas børste men stoppede mig selv af to grunde.

Nummer et var at hun nok ikke ville have blod på sin børste (jeg havde ikke ordnet såret i mit baghoved).

Nummer to var at jeg ikke kunne rede håret ved mit baghoved. Det ville simpelthen gøre for ondt.

Jeg tog mit eget tøj i hånden og gik ud fra badeværelset og tilbage i køkkenet.

“Emma kan du vaske det her for mig?” spurgte jeg fordi jeg skulle nok have mit eget tøj på igen på et tidspunkt.

Hun smilede til mig, rejste sig og tog det ud af hænderne på mig.

“Selvfølgelig kan jeg det”, siger hun og går ud på gangen og sikkert videre ud til sin vaske maskine.

“Tak søs!” råbte jeg efter hende.

Jeg vendte mig om og kiggede på William der smilede til mig.

Jeg smilede et trist og træt smil til ham.

“Hendes tøj klæder dig”, siger han for at bryde stilheden.

Jeg smilte til ham og gik hen og satte mig på hans skød og krammede ham.  

“Tak”, sagde jeg til både hans og min overraskelse.

“For hvad dog?” spørger han forvirret.

Jeg læner mig lidt væk fra ham, så jeg kan se ham i øjnene.

“Fordi du reddede mig. Fordi jeg betyder nok for dig til at du overhovedet gad at redde mig. Fordi du kom og reddede mig, som du hele tiden har sagt du ville”, siger jeg og kigger ham dybt i øjnene så han kan se at jeg mener det.

Han smiler storebror agtigt til mig.

“Jeg elsker dig jo”, siger han og trykker mig ind til sig, så jeg igen sidder med hovedet ved hans skulder,” og besides så kan jeg da slet ikke undvære min skøre lille søster.”

Den kommentar smiler vi begge af.

Men jeg har noget mere jeg ville sige, så jeg læner mig bagud så jeg kan kigger ham i øjnene og siger: “ Men du ved godt at jeg ville gjort det ik? At jeg ville have taget en kugle for dig, hvis det var det der kunne løse det hele? Hvis det kunne hjælpe dig?”

Smilet forsvinder fra hans ansigt og han kigger mig stramt i øjne og lægger en beskyttende arm om mig.

“Jeg ville ikke lade dig gøre det. Jeg ville aldrig lade dig gøre noget der skadede dig selv for at hjælpe mig. Og desuden ville det ikke hjælpe mig hvis jeg mistede dig. Tværtimod. Jeg ville få det forfærdeligt selv hvis det ikke var min skyld. Du er min lille søster og min eneste lille søster og jeg elsker dig! Det løser ingenting at jeg mister dig! Ja du kan ikke hjælpe mig i alle situationer også selvom du ville, men der er altså situationer hvor jeg virkelig har brug for dig. Og der er du der for mig. Det kan du ikke være hvis du er død. Så nej du bliver her og du gør aldrig nogensinde nogen som helst form for skade på dig selv, for at hjælpe mig. Fordi det hjælper mig ikke.”

Jeg sundede mig lidt over den tale han lige havde givet mig.

Wow… når men så er den idé da vist ude af verden. Det ville åbenbart ikke hjælpe ham hvis jeg bare forsvandt.

Jeg smilede til ham og bemærkede et glimt i hans øje da jeg smilede til ham.

“Okay… så… det du siger er… familie holder sammen?” siger jeg som et barn der er ved at lære noget meget vigtigt og svært.

Han nikker til mig og giver min skulder et klem.

“Nemlig. Og bliver sammen. Det er meget vigtigt. Det må du aldrig glemme lille søs.” siger han og smiler til mig.

Jeg læner mig ind mod hans skulder igen og slapper af.

Og så sidder vi bare… det er endnu en sjov ting med os… vi behøver ikke snakke for at vide at vi sætter stor pris på hinanden… vi behøver ikke snakke for at få noget ud af hinanden.

Det eneste jeg behøver er at sidde tæt på ham, hvis ikke ham.

Jeg smilede og lagde mine arme om hans hals.

“Jeg elsker dig storebror”, siger jeg for første gang sammenhængende.

Han sukker og lægger sin anden arm om mig, så jeg nu sidder fanget i hans arme.

“Jeg elsker også dig lille søs. Og det må du aldrig tvivle på.”

Jeg kyssede ham på halsen og sukkede.

“Nå er I klar til at tage til læge?” siger Emma og træder ud i køkkenet.

Ohh… yay.

“Jeps… heldige mig”, siger jeg sarkastisk.

“Årh bare rolig du skal nok klare det. Det værste der kan ske er at du har fået en hjernerystelse”, siger William.

Jeg rejser mig fra hans skød og går ud i gangen til mine sko og min jakke.

“Ja uha da nu blev jeg helt tryg”, siger jeg og smiler til ham så han kan se at min kolde tone bare var for sjov.

Han puffer til min skulder, som for at sige:’hold op med at piv. Du skal nok klare den’.

Jeg lyner mine jakke da jeg har fået bundet mine sko på og spørger så:

“Er I klar?”

“Altid”, svarer de begge i munden på hinanden og griner.

Jeg smiler af dem og ser William åbne døren, mens Emma gør tegn til at jeg skal følge efter ham.

Jeg går ud af døren og ser sollyset som kommer lige i øjnene på mig. Jeg skynder mig at slå min hat op. Af to grunde.

1. Så kan sollyset ikke ramme mig.

2. Så kan folk ikke se mine sår.

3. Så behøver jeg ikke lade som om der ikke er noget galt. Mit hoved gør stadig ondt af helvede til.

Jeg går stille og roligt hen til William der har åbnet bildøren til mig.

Jeg smiler til ham og bekæmper en lyst til at slå armene om ham og sige hvor meget jeg elsker ham.

Jeg skynder mig ind i bilen og lukker døren efter mig.

Få sekunder efter er vi alle tre på vej i fuld fart mod kolding sygehus.

William kører så hurtigt… alle husene flyder sammen i et for mig…

Jeg mærker hvordan mine øjne snurrer… og så hvordan jeg bliver skiløjet…  og hvor svimmel jeg bliver…

Jeg griber panisk fat i håndtaget i bildøren og synker langt ned i sædet

“Hvad fanden laver du?” spørger Emma omme fra bagsædet, lige da jeg lukker øjnene, for ikke at blive mere svimmel.

“Det er ba-...” siger jeg men stopper mig selv da den dundrende hovedpine kommer tilbage.

Jeg skriger.

Mit hoved… det føles som om det er ved at sprænges indefra…

“Prinsesse? Bare tag det helt roligt okay? Vi er der snart, bare hold ud okay?” spørger Emma.

Det føles som om mit hoved bliver fyldt med flammer…

Jeg skriger, stønner og vrider mig.

Tager mig til hovedet for at flå flammer ud af mit hoved, men det virker ikke.

Jeg hyperventilere og ser hvor bekymret William og Emma begynder at se ud.

Men det kan jeg ikke tage mig af… mit hoved står i flammer og der er intet der hjælper!

Jeg begynder at græde og tager mig hoved ned mellem mine knæ, men det får flammer til at løbe ned i mit ansigt.

Jeg retter mig hurtigt op og bliver pludselig overvældet af en træthed.

Jeg læner mig tilbage i sædet og opdager en form for ubevisthed skylle ind over mig…

Jeg kan ikke åbne mine øjne. Jeg kan ikke åbne min mund.

Men jeg kan godt høre. Det er idet mindste noget.

“Juliet? Kan du høre mig? Hvad sker der?” spørger William og standser bilen.

Men jeg kan ikke svare. Jeg kan svare ‘hmm’ og så ikke andet fordi jeg ikke kan få min mund til at bevæge sig.

“Hmm…” prøver jeg at svare.

Det blev vist godtaget som et svar, fordi Emma rakte sin hånd frem og strøg mig over kinden.

“Shh… du kan klare det… shh… du klarer den…” hvisker Emma til mig, men hun får det til at lyde mere som om hun snakker til sig selv og ikke til mig.

Jeg hører William slukke bilen og åbne sin dør.

Emma skynder sig også ud af bilen og jeg tager mig sammen og tvinger mine øjne op og ser den store velkendte hvide bygning, som bliver kaldet Kolding sygehus.

Jeg har faktisk aldrig været på kolding sygehus, kommer jeg pludselig i tanke om.

Eller nej det er faktisk løgn. Jeg blev født her.

Pludselig bliver bildøren i min side åbnet og ser en stor skygge flyde ind over mig.

William.

“Kan du selv komme ud?” spørger han roligt.

Jeg rykker langsomt mit hovedet uden at flytte resten af min krop. Underligt nok er det som om resten af min krop ikke rigtig vil lystre.

Efter et stykke tid har jeg fået mit hoved vendt mod William som stadig venter tålmodigt uden for bilen.

Jeg kan mærke det paniske blik i mine øjne.

Jeg ryster meget let på hovedet, men godt nok til at gøre mig svimmel og William til at gribe ud efter mig for at hjælpe mig ud.

Han får mig ud af bilen og Emma lukker min dør efter ham.

Jeg er så svimmel at jeg ikke engang kan tage det første skridt William lægger an til at vi skal tage.

Jeg falder ned på asfalten og flammerne i mit hoved blusser op…

Denne gang gør jeg ikke noget for at få dem væk.

De er ulidelige, ja men jeg kan ikke gøre noget for at få dem til at gå væk.

“Okay nu er det nok!” hører jeg William sige i nærheden af mig.

Jeg har lukket øjnene for at det hele ikke skal svimle for mig.

Pludselig mærker jeg nogen tage armenen om mine knæhaser og min ryg og pludselig kan jeg ikke mærke andet end de arme jeg hænger i.

Jeg blinker lidt med øjnene men mærker igen flammerne blusse op.

“Wi-wil-william?” spørger jeg, fordi jeg kan ikke engang mærke om det er ham.

“Jeg er lige her”, siger han, igen forholdsvis tæt på. Jeps det er hans arme jeg hænger i.

Jeg mærker pludselig at jeg ikke engang kan holde på mig selv.

Jeg hænger bare næsten bevidstløst i Williams arme og jeg kan mærke hvordan mine ben, mit hår og mit hoved dingler for hvert skridt han tager.

“Hold dig vågen lille skat… du må ikke falde i søvn lige nu”, siger Emma som går lige ved siden af mig.

Og lige da hun har sagt det… får jeg en pludselig meget stor lyst til bare at sove i Williams arme.

Jeg kæmper for at holde mig vågen…

men lige i det William træder ind i selve hospitalsbygningen og jeg mærker den umistænkelige duft at hospital, besvimer jeg i Williams arme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...