Jeg vil gøre alt for dig.

Den her er en historie om en pige og hendes storebror og om hvor mange ting de kan klare sammen. Deres bånd er ubrydeligt. Juliet og William elsker hinanden rigtig højt.
Men intet er perfekt... og pludselig truer en uventet ting med at skille William og Juliet ad for altid.

6Likes
22Kommentarer
567Visninger
AA

1. Dag et

Jeg går hen af fortovet og prøver at få min flagrende jakke under kontrol. Jeg burde måske lukke den… men det gider jeg ikke nu.

Mine høretelefoner falder ud af mine ører og jeg beslutter mig hurtig for at lade dem ligge i min lomme med min mobil.

Jeg hiver min mobil op af lommen for at tjekke mine beskeder. Som ventet, er der en besked fra William. Mig og William skriver altid sammen. Det er også den eneste måde, vi kan komme i kontakt med hinanden så det gør vi meget. Jeg stopper ved hjørnet og svarer på beskeden.

Det er egentlig sjovt at William overhovedet har tid til det… han har meget travlt med at stoppe nogle gutter, som skaber en masse kriminalitet og problemer i Århus (der hvor William bor).

Jeg må ærligt indrømme… jeg er ikke så vild med hvor blandet ind i det, han er. Han udsætter sig selv for fare og det kan jeg ikke lide.

Jeg er bare så glad for ham… han er den bedste storebror man kan få. Jeg er så bange for at miste ham. Jeg elsker ham højere end noget andet. Jeg har seriøst ingen idé om hvad jeg skulle gøre uden min storebror…

Jeg propper telefonen ned i min lomme og drejer om hjørnet og går ned af bakken. Det er næsten mørkt… Jeg sætter tempoet lidt op, da mørke har det med at gøre mig nervøs.

Jeg mærker min mobil vibrere i min lomme. Jeg tager den op og standser så jeg kan svare.

Det er også en fantastisk egenskab jeg mangler… jeg mangler den der fænomenale evne til at kunne gøre noget samtidig med at jeg går.

Lige inden jeg skal til at trykke send, sætter en varebil farten ned lige ved siden af mig. Det giver mig et lille chok, så jeg laver et lille grynt af ren overraskelse.

Jeg skynder mig at proppe min mobil ned i min lomme, uden at trykke send og går så hurtigt videre i et raskt trav.

Men varebilen indhenter mig.

Så åbnes døren i siden og en mand viser sig i døren og siger med en dyb og alvorlig stemme:

“Nu kommer du herind’’.

“Og hvis jeg nægter?’’, siger jeg trodsigt uden at lade ham vide hvor bange jeg er og uden at stoppe.

Jeg kigger over på ham og ser at han har rettet en pistol mod mig.

Jeg kigger trodsigt på ham, men standser.

“Så går det ud over William’’, siger han.

Jeg kigger hadefuldt, kold og gennemborende på ham. Et af de blikke der får folk til at gyse…

Og så går jeg langsomt ind i varebilen, uden at sænke paraderne et eneste øjeblik.

Hvorfor? Fordi jeg elsker William. Jeg vil ofre alt for ham.

Jeg ville for ham.

Og ud af ingenting har manden skubbet mig op af siden af varevognen og samlet mine arme med et reb omme på min ryg. Jeg prøver at sparke mig fri, men han retter pistolen mod mig igen lige mod min pande denne gang.

Så jeg giver op og lader ham binde hvad han vil. Han er færdig med at binde mine hænder og han prøver at tage på mig bagfra.

Jeg jokker ham en over foden.

Ham der kører bilen griner, mens den anden jamrer over sin tå.

“Der er bid i hende hva Ralph?’’, siger føreren og griner videre.

“Ja’’, siger ham der åbenbart hedder Ralph,’’ men sådan kan jeg også bedst lide mine tøsebørn’’.

“Beklager at ødelægge din drøm, men jeg hverken, er eller bliver dit tøsebarn’’, siger jeg med en skarp tone.

“Hvad er det nu hun hedder Ralph?’’, siger føreren og snakker over mit hoved.

“Juliet. Hvad var helt almindelige Julie ikke godt nok?’’, siger Ralph og smiler pædofilt til mig.

“Jeg er ikke som alle andre. Det siger mit navn også. Har du måske mødt nogen anden der hedder Juliet?’’, siger jeg skarpt og kigger gennemborende på ham.

“Glem det pus. Du er som alle andre. Du er som alle andre gennemsnitlige tøser, som ikke har noget i hovedet og endnu mindre at tilbyde verden’’, siger han og jeg kan se han prøver mit temperament af.

“Åhh ja fordi du ved jo også en hel masse om mig?’’, bider jeg af ham.

Han smiler til mig og går så tættere og tættere på mig så jeg er endnu længere presset imod den ene side af vognen.

“Skat jeg behøver ikke at vide noget om dig. Jeg kan se at du er en helt almindelig pige’’, siger han og prøver at tage på mig igen. Jeg giver ham et knæ i skridtet.

Han nærmest springer væk fra mig og tager sig til skridtet.

Han ser vredt på mig, men retter det så til et frækt blik der siger:

‘Jeg kunne så godt have dig lige nu’.

Indeni væmmes jeg ved det blik han sender mig… men jeg holder mit ydre uforandret.

“Så så Juliet’’, siger han med et fjoget smil.

Og så går det op for mig…

“Hvordan ved I hvad jeg hedder? Hvorfor tror I at det ville røre mig hvis William kom til skade?’’, spørger jeg fordi nu begynder jeg først at blive rigtig utryg ved situationen. Der kan måske ske William noget…

“Det skal du ikke tænke på. Vi ved bare at du’’, siger Ralph og tager fat i mit hår bagfra og trækker mit hoved nedaf så jeg ser op til ham,’’ er Williams lillesøster. Du betyder meget for ham. Vi kan ramme ham med dig. Så nu giver du mig din telefon så vi kan sige at vi har dig’’, siger han og hiver lidt mere i mit hår. Jeg skuler til ham.

“Og hvis jeg nægter?’’, siger jeg og sender ham et gennemborende blik.

Han hiver endnu mere i mit hår og jeg krymper mig indeni.

“Jeg vil lade min ven her tale for sig selv’’, siger han og retter pistolen mod siden af mit hoved, men slipper mig så sekundet senere og rækker så hånden krævende frem mod mig.

Jeg tager min telefon op af lommen og låser den op og giver den så til ham.

Først nu lægger jeg mærke til hvordan Ralph egentlig ser ud.

Han er høj… nok nogle og 185 cm. Han har en elefanthue på så jeg kan ikke se hans ansigt men kan se hans øjne, mund og ansigtsform. Hans øjne er en meget mørk brun, hans mund er stor med tykke læber og hans ansigt er meget smalt…

Meget grimt.

“Jeg tager lige en video besked til ham okay pus? Jeg vil gerne have at han ser hvordan du har det’’, siger han og prøver at komme med et ondskabsfuldt smil.  

“Det gør du bare. Og hold op med at kalde mig det der’’, siger jeg alvorligt og koldt.

Men Ralph hører ikke det sidste fordi han allerede er begyndt at filme.

“Hey William! Jeg tænkte bare at du måske ville vide at Juliet...’’, han retter min mobil mod mig og jeg skuler til ham,’’... er her sammen med os. Så er du klar til at blande dig udenom al den ballade du prøver at løse? Ikke? Hvad hvis jeg siger at det går udover Juliet hvis du ikke gør?’’.

“Som om du mener det. William det hele er en omgang lort! Du skal ikke tro på ham!’’, siger jeg men min stemme ryster vist lidt da jeg siger ‘William’.

Det lægger Ralph vist mærke til… så han kommer hen til mig, stadig med ‘kameraet’ rettet mod mig, og sætter så pistolen mod min pande igen.

Jeg holder mit blik koldt og skulende mod ham.

“Jeg tror du har rettet den der tingest mod mig mindst tre gange nu… hvornår har du tænkt dig rent faktisk at bruge den?’’, siger jeg koldt.

Han kigger på mig og smiler sødt på den ondskabsfulde måde til mig.

“Vi skal da først lige hygge os lidt med dig først pus’’, siger han og tager hurtigt fat i mig og snurrer mig rundt så jeg står lige foran ham.

Jeg kigger ned i gulvet og bider mig i læben.

“Prøv lige at se hvor gode de er William… hvordan kan du dog ikke have knaldet hende endnu?’’ spørger Ralph kameraet som han har vendt mod os, så William kan se os begge to, mens han fører sine hænder ind under min jakke og tager på mine bryster.

Og lige det sidste han siger… pisser mig så meget af at jeg laver en lille stønne lyd som jeg altid gør når jeg tramper godt og grundigt på nogens fod.

Jeg kan mærke at han krymper sig over smerten som jeg nu har placeret i hans fod, men så sætter han et ben ind foran mig og skubber mig så hårdt forover at jeg falder.

Av for helvede mit bryst! Jeg landede lige på min mave og mit bryst, fordi mine hænder ikke er løse. Jeg kan ikke få vejret så jeg krummer mig bare sammen til en kugle og hiver efter vejret.

Jeg retter mit blik op på Ralph som smiler til mig og så kigger han tilbage ind i kameraet.

“Bare rolig. Hun lever… lidt endnu’’, siger han og får mig til at gyse indvendig.

“Men ihvertfald, nu ved du at hun er her sammen med os. Og hvis ikke du blander dig udenom så… “, Ralph kigger ned på mig,’’... ja så ved du hvad der sker’’.

“Du må have det William!’’, siger han så.

“Jeg elsker dig William!’’, råber jeg lige Ralph når at trykke på stopknappen.  

Han kigger over på mig igen.

“Hvil dig så. Der er langt til Århus pus’’, siger han så sukkersødt til mig.

Jeg skuler til ham.

“Jeg vil godt høre hans reaktion’’, siger jeg og bliver faktisk lidt overrasket over mine egne ord. Man skulle ikke tro jeg havde lyst til at høre min storebror på den måde. Men det vil jeg godt. Jeg ved ikke rigtig hvorfor… det vil jeg bare godt.

“Fint’’, siger Ralph.

Jeg skubber mig selv ud til siden af bilen så jeg kan sidde op af døren.

“Nu har han svaret pus’’, siger Ralph og kigger på min telefon.

“Lad mig se’’, siger jeg koldt og utålmodigt.

“Her’’, siger Ralph og holder telefonen op foran mig mens jeg læser beskeden.

I beskeden står der:

“Hvor er det dog sørgeligt at nogen mennesker synker så lavt… at kidnappe et barn bare for at få hendes storebror ned? Det er jo ynkeligt. Men jeg lover jer… jeg finder hende. Jeg finder jer. Jeg finder jer og så kan I ikke forestille jer hvordan jeg ser ud… beklager men når vreden kommer frem i mig kan jeg ikke styre det. I skal være glade hvis I er i live når jeg har haft fat jer. Når Juliet er kommet hjem… lover jeg jer… det bliver et helvede på jord for jer. Jeg finder hende. Jeg redder hende som jeg redder byen. I kan ikke stoppe mig.

Så I må have det indtil jeg kommer og tager min lillesøster”.  

Jeg bliver egentlig lidt ked af det da jeg læser det…

Jeg kan tydeligt mærke hvad Ralph ikke kan ved de her besked.

Jeg kan mærke at hans rolig ydre bare er en facade. Men indeni… er han chokeret og måske endda lidt irriteret og nervøs.

Fem sekunder efter jeg har læst beskeden popper der en ny besked op fra ham.

Den siger:

“Hold ud søs. Jeg kommer og henter dig så hurtigt jeg kan. Du skal ikke være bange. De gør dig ikke noget med mindre de har mistet lysten til at leve… jeg kommer og henter dig før du ved det. Bare hold ud og bid fra dig hvis de prøver på noget. Det ved jeg du er god til. Jeg elsker dig Juliet <3”

Jeg bliver helt varm om hjertet da jeg læser det… William har det med altid at være min grund til at gøre noget. Hvis jeg ikke vil gøre noget vigtigt jeg skal siger jeg altid ‘gør det for William’ til mig selv.

Gør det for William. Jeg vil være stærk for ham. Jeg vil overleve for ham. Jeg vil klare det her for ham.

Ralph skal lige til at trække hånden som har min telefon i til sig da det kommer omme fra forsædet:

“Ralph det gør ikke nogen forskel om hun har den… lad hende have den’’.   

Jeg bliver faktisk lidt overrasket over det. Men det giver mig også lidt håb. Hvis jeg bare kan få lov at høre lidt musik… så klarer jeg nok den her køretur.

Ralph trækker på skuldrene og lægger så min telefon ved siden af mig.

Jeg læner mig mod siden af bilen for at hvile mig lidt men kommer så i tanke om at jeg ville høre musik.

“Få lige de her reb af mig. Jeg vil høre musik’’, siger jeg men da jeg kan se han trækker på det tilføjer jeg:’’ Så skal jeg nok lade vær med at gøre modstand?’’.

“Ja ja pus’’, siger Ralph ligegyldigt, mens jeg vender mig rundt for at han kan binde knuderne op.

Men så hører jeg lyden fra en hobbykniv der bliver skubbet op så den er brugbar.

Så et ‘ritsch’ og så… jeg giver et lille vræl fra mig da jeg mærker kniven gå igennem min hud.

“Hvad fanden har du gang i Ralph?!’’, råber jeg.

Kniven kommer ud af min hud igen og efterlader en svidende smerte.

“Åhh undskyld skat… jeg er ikke så god med knive’’, siger han, men jeg kan høre han lyver.

Han gjorde det med vilje.

Jeg skuler til ham men lader ham sejle sin egen sø så jeg kan få hørt noget musik og prøver at glemme at jeg måske dør af det her.

Et gys løb igennem mig…

Jeg dør måske af det her.

Men… nej det gør jeg jo ikke… vel?

Jeg mener… nej det ville William aldrig lade ske.

Men hvad kan William gøre ved det, hvis Ralph fyrer en kugle gennem dit kranie?

Åhh fedt. Nu er min indre stemme også imod mig.

William har altid sagt at han smadrer alle og enhver der prøver at gøre mig noget.

Så nej jeg dør ikke af det her.

Hold op med at lyve for dig selv. Du ved du kan dø af det her men du vil bare ikke indse det her.

Jeg fandt min høretelefoner frem og proppede dem i ørerne og prøvede at ignorere det indre stemme.

Halvanden time senere bliver jeg enig med mig selv om at jeg godt kan skrive til William.

Jeg skriver en besked hvor der står:

“Brormand… jeg savner dig :’(“, og sendte den så.

Jeg når ikke engang at lukke chatvinduet ned inden jeg får et svar.

I hans besked står der:

“Du skal ikke være bange. Jeg kommer og redder dig. De gør dig ikke noget. Det lover jeg. Jeg elsker dig.”

Jeg svarer hurtigt:

“Jeg er ikke bange. Jeg er utryg, men jeg er ikke bange. Du kommer jo og redder mig. Det der egentlig er værst er hvor pervers Ralph er…”

“Ikke find dig i det. Sig fra og lad ham ikke røre dig. Bid fra dig. Det er du god til. Bare hold dig til det indtil jeg kommer.”

“Okay brormand… jeg elsker dig”.

“Jeg elsker også dig”.

Og det var så den samtale jeg fik med ham… fordi nu er vi i Århus.

Jeg sender hurtigt en besked til ham hvor der står:

“Vi er i århus nu”.

Jeg når lige at trykke send inden Ralph kommer hen og hiver min telefon ud af hænderne på mig.

“Hey!” siger jeg til ham lige inden han åbner døren og gør tegn til at jeg skal hoppe ud.

Jeg skynder mig ud og ser efter en flugtvej men inden jeg overhovedet kan nå at se op bliver mine hænder bundet sammen igen.

Jeg giver et smerte hyl fra mig da rebet bliver bundet stramt lige over der hvor kniven sad.

“Ti stille”, siger en dyb stemme.

“Argh rolig nu Karsten. Ralph skar hende i håndleddet så der er ikke noget at sige til at en svans som hende hyler lidt”, siger føreren af bilen som også er kommet ud af bilen.

Vent… Karsten? Den Karsten som har været gode venner med William? Den Karsten som engang prøvede at skille mig og William ad?

“Karsten?”, siger jeg og vender mig rundt så jeg kan se hans ansigt. Men han har en hue på som Ralph så jeg kan kun se hans læber og øjne.

Han trækker på smilebåndet.

“Så mødes vi endelig Juliet. Lang tid siden?”, siger han og prøver at gøre mig utilpas med hans blik.

Jeg skuler koldt tilbage til ham.

“Meget lang tid siden”, siger jeg fordi jeg ikke ved hvad jeg ellers skal sige.

“Få hende indenfor Knud’’, siger Karsten uden at tage blikket fra mig. Han holder sit klamme perverse blik på mig.

“Kom Juliet”, siger føreren af bilen der åbenbart hedder Knud.

Knud fører mig hen mod noget der mest af alt ligner en forladt varer bygning…

Hvor klicé-agtigt.

Da jeg kigger mig rundt ser jeg at vi er industriområdet af Århus. Ikke et just tiltalende miljø… men det er nok meget fri for offentligheden. Ikke et sted folk kommer så tit.

Da vi er kommet ind i bygningen og de to andre stadig står udenfor, bliver jeg ført ind i et lille, kvadratisk værelse hvis eneste møbel er en seng som er fuldt udstyret med dyne og pude. Og der er endda en stikkontakt…

Amen altså, det bliver da ikke bedre nu.

Jeg sætter mig på sengen og ser på Knud, der kommer hen og sætter sig ved siden ad mig.

“Jeg har noget til dig”, siger Knud og finder en telefonoplader frem fra sin lomme og giver den til mig.

Jeg tager imod den og kigger fra ham og til den og tilbage igen.

“Hvorfor er du så sød mod mig?”, siger jeg og rynker øjenbrynene af forvirring.

Han klapper mig på knæet og rejser sig.

“Fordi det ikke er dig vi er ude efter. Så jeg synes ikke at det er fair at det går mere ud over dig end nødvendigt’’, siger han og kommer vist i tanke om noget, “jeg henter lige din telefon til dig”.

Jeg skulle lige til at smile til Knud men husker så hvorfor jeg egentlig er her.

Han prøver bare at få mig til at samarbejde ved at sige at han ikke vil gøre mig noget.

Han vil gøre William noget og det er ikke iorden med mig.

To minutter senere kommer Ralph tilbage med min telefon, et glas vand og et æble.

“Er du sulten?”, siger han da han har givet mig min telefon.

“Øhh…”, siger jeg fordi jeg ikke ved hvor god en idé det er at tage imod mad og drikke fra en der har kidnappet mig,’’bare giv det til mig”.

Han giver mig glasset og æblet og jeg lægger det på gulvet.

Knud står lidt og kigger på mig, som om han ikke er helt sikker på hvad han skal sige.

Til sidst tager han sig sammen og siger:

“Juliet du skal ikke være bange for mig. Jeg vil ikke gøre dig noget. Hørte du ikke hvordan jeg forsvarede dig?’’, siger han og kigger indtrængende på mig.

Jeg sender ham et koldt blik.

“I vil gøre min bror noget. Det er grund nok for mig til at hade jer”, siger jeg koldt til ham og sætter telefon opladeren i stikkontakten.

Knud trækker på skuldrene og går ud.

Jeg sætter mig i min seng og bliver pludselig overvældet af en hvis træthed.

Det var egentlig min mening at skrive til William men jeg er pludselig så træt at jeg lige lægger mig ned for at hvile mig…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...