Lord Voldemorts Datter

"Lord Voldemort er din fader." Hviskede dødsgardisten, som holdt mig stramt fanget i sine arme. Jeg forsøgte at vride mig fri, men kom ingen vegne. Han holdt for stramt fast. "Kom, Elise. Slut dig til os, slut dig til din fader." Hviskede han lokkende i mit øre. Jeg stampede ham hårdt over foden, og slap fri fra hans greb. "Aldrig! Aldrig, hører du mig?! Jeg vil aldrig slutte mig til ham!" Råbte jeg, og hævede min tryllestav. "Han er ikke min far, det har han aldrig været og det vil han aldrig blive." Hviskede jeg vredt, og kastede hurtigt en modbesværgelse. .................... Dette er fortsættelsen på historien: Hvem er jeg? - Elise Riddle

65Likes
30Kommentarer
13640Visninger
AA

7. Stakkels Cedric

”Er der nyt?”

Spurgte jeg bekymret, da Remus kom op på værelset.

”Han fik besvaret nogle spørgsmål, før at han besvimede. De er ved at behandle ham nu.”

Svarede Remus, og rystede på hovedet. Han havde ikke lyst til at fortælle mig det.

”Dødsgardisterne.”

Sagde jeg trist, og satte mig på sengekanten. Remus måtte utilpas nikke.

”De ledte efter dig, og fandt frem til Cedric og hans familie. De… de torturerede dem, for at finde ud af hvor du var. De dræbte hans mor og far, da Cedric ikke ville fortælle dem det. De lod ham gå, sikkert for at kunne finde dig, men han transfererede væk, så de ikke kunne følge efter.”

Forklarede Remus. Jeg så undrende på ham.

”Vidst… vidste Cedric, hvor jeg var?”

Spurgte jeg forvirret. Han nikkede.

”Dumbledore skrev til ham, forsikrede ham at du var i sikkerhed og fortalte ham, hvor han kunne finde os.”

Forklarede Remus. Jeg stirrede forvirret ned i gulvet.

”Jeg forstår det ikke.”

Mumlede jeg forvirret.

”Cedric skrev til Dumbledore, og spurgte til dig. Han ville vide hvordan du havde det. Det var… øhm… dagen efter dit uheld, så Dumbledore måtte lyve lidt. Men han gav ham del i hemmeligheden, så han kunne skrive til dig, hvis han havde lyst.”

Forklarede Remus. Jeg havde lyst til at græde. Jeg var ikke så forhadt, som jeg havde troet. Cedric hadede mig ikke, ellers ville han ikke have spurgt til mig. Men hvad med nu? Når hans forældre var døde? Nu måtte han hade mig.

”Der er noget med dig og ham, ikke?”

Spurgte Remus, som den bekymrede far, der ville beskytte sin datter.

”Vi.. vi var vel kærester, da vi gik i skole. Nu er jeg ikke så sikker længere.”

Svarede jeg. Remus nikkede bare.

”Lig dig bare til at sove. Det har du bedst af. Jeg skal nok give dig besked, hvis der sker noget.”

Forsikrede Remus mig, så jeg krøb ned under dynen. Han var på vej ud af mit værelse, da jeg fik øje på Tonks. Hun vinkede til mig, en smule bekymret. Jeg vinkede let tilbage. Remus nikkede let til hende, og gik så sin vej. Hun så sukkende efter ham.

”Så sig dog noget.”

Hviskede jeg til hende. Hun gjorde en tys-bevægelse med sin finger foran læberne, og mimede så; sov godt, før at hun lukkede døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...