Lord Voldemorts Datter

"Lord Voldemort er din fader." Hviskede dødsgardisten, som holdt mig stramt fanget i sine arme. Jeg forsøgte at vride mig fri, men kom ingen vegne. Han holdt for stramt fast. "Kom, Elise. Slut dig til os, slut dig til din fader." Hviskede han lokkende i mit øre. Jeg stampede ham hårdt over foden, og slap fri fra hans greb. "Aldrig! Aldrig, hører du mig?! Jeg vil aldrig slutte mig til ham!" Råbte jeg, og hævede min tryllestav. "Han er ikke min far, det har han aldrig været og det vil han aldrig blive." Hviskede jeg vredt, og kastede hurtigt en modbesværgelse. .................... Dette er fortsættelsen på historien: Hvem er jeg? - Elise Riddle

65Likes
30Kommentarer
13999Visninger
AA

9. Så var det ikke en drøm

Jeg vågnede ved middagstid, ved at Cedric holdt mig lidt for tæt. Han sov stadigt, så jeg forsøgte at gøre mig selv fra af hans greb. Det vækkede ham desværre.

”Så det var ikke en drøm.”

Mumlede han, og lød stadigt lidt omtåget. Han forsøgte at trække mig tættere ind til sig, men jeg rev mig væk.

”Nej, desværre. Dine forældre er døde, og det er min skyld.”

Sagde jeg trist, og følte ligegyldigheden nærme sig igen. Cedric greb pludseligt om mig bag fra.

”Det er ikke din skyld. Min far afslog Fønix-ordenens beskyttelse, og det slog dem ihjel. Det var ikke din skyld. Hvis det var nogens, så er det min.”

Hviskede han trist.

”Hvorfor er det din skyld?”

Spurgte jeg forvirret. Cedric trak let på sin gode skulder.

”Jeg kunne have fortalt dem, hvor du var. Men jeg kunne ikke få mig selv til det. Jeg ville ikke engang tænke på det. Alt jeg kunne tænke på, var bare at du var i sikkerhed.”

Mumlede han søvnigt, og gned sine øjne.

”Jamen…”

Begyndte jeg, men han lagde let en finger over mine læber.

”Vi skal vel ikke til at skændes over hvis skyld, det er.”

Sagde han søvnigt, men med det skæve smil, som jeg elskede så meget.

”Mente du virkeligt det, som du sagde i går?”

Spurgte jeg, og håbede så inderligt, at han ikke havde sagt det, fordi han var forvirret.

”Hvilket?”

Spurgte han, og gabte træt. Jeg så trist væk.

”Nåh, det der med at jeg elsker dig. Jo, den er god nok.”

Svarede han. Nøj, hvor fik jeg lyst til at slå ham. Den drillepind. Jeg skubbede i stedet bare drillende til ham. Han udstødte en smertelig lyd.

”Undskyld.”

Sagde jeg straks, og troede at jeg havde gjort ham ondt. Han grinede bare, så jeg forstod at han drillede mig. Og så slog jeg ham, så det gjorde ondt for alvor.

”Av.”

Klagede han. Jeg rakte bare tunge, og fik et kys for at holde op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...