Lord Voldemorts Datter

"Lord Voldemort er din fader." Hviskede dødsgardisten, som holdt mig stramt fanget i sine arme. Jeg forsøgte at vride mig fri, men kom ingen vegne. Han holdt for stramt fast. "Kom, Elise. Slut dig til os, slut dig til din fader." Hviskede han lokkende i mit øre. Jeg stampede ham hårdt over foden, og slap fri fra hans greb. "Aldrig! Aldrig, hører du mig?! Jeg vil aldrig slutte mig til ham!" Råbte jeg, og hævede min tryllestav. "Han er ikke min far, det har han aldrig været og det vil han aldrig blive." Hviskede jeg vredt, og kastede hurtigt en modbesværgelse. .................... Dette er fortsættelsen på historien: Hvem er jeg? - Elise Riddle

65Likes
30Kommentarer
13548Visninger
AA

19. Riddikulus!

”Klar?”

Spurgte Cedric, og gjorde klar til at åbne for klaveret. Jeg nikkede, og stod allerede klar med min tryllestav i hånden. Min mors tryllestav, som havde fundet vej til mig. Cedric hev let, men klaveret gav sig først efter lidt kamp. Boggarten hoppede straks op, og kiggede først på Cedric. Den forvandlede sig hurtigt til mig, liggende død på gulvet. Cedric gjorde et let, forskrækket sæt.

”Riddikulus!”

Sagde jeg straks, og forsøgte at forhekse boggarten. Jeg måtte have gjort noget forkert. For pludseligt rejste den sig, stadigt som mig og så på mig. Den grinede ondt.

”Lille stakkels Elise.”

Sagde den med min stemme. Jeg forsøgte igen.

”Riddikulus.”

Sagde jeg, men det virkede ikke.

”Lille forældreløse Elise. Men det er jo ikke rigtigt er det, vel? Jeg har far, Tom Riddle, Lord Voldemort. Min far.”

Sagde boggarten, stadigt i min skikkelse. Så det her var min største frygt?

”Jeg vil slutte mig til far, og så vil jeg myrde, lemlæste, dræbe, enhver, som går mig på tværs!”

Råbte den begejstret med min stemme. Det gjorde mig bare vred, for det ville jeg aldrig gøre.

”Riddikulus!”

Kastede jeg endeligt besværgelsen korrekt, så boggarten blev forvandlet til en ballon og suste ned i den kiste, som Dunder havde fået åbnet.

”Flot klaret, flot klaret Elise.”

Roste Remus med et smil. Jeg opdagede at han, Sirius og Dunder havde fulgt med alligevel. Og at de havde hørt det hele. Sirius nikkede stolt, og så gik han og Remus ind til spisebordet igen. Dunder satte en ekstra lås på kisten.

”Jeg skaffer mig af med den her.”

Sagde han, og lod kisten forsvinde ned i en af sine utallige lommer.

”Kom ind og spis. Molly forsøger at drukne os i mad.”

Beordrede han nærmest, hvilket var godt nok. For jeg havde fået mig noget af en forskrækkelse, både over at se hvad Cedric frygtede allermest, og hvad jeg selv frygtede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...