Lord Voldemorts Datter

"Lord Voldemort er din fader." Hviskede dødsgardisten, som holdt mig stramt fanget i sine arme. Jeg forsøgte at vride mig fri, men kom ingen vegne. Han holdt for stramt fast. "Kom, Elise. Slut dig til os, slut dig til din fader." Hviskede han lokkende i mit øre. Jeg stampede ham hårdt over foden, og slap fri fra hans greb. "Aldrig! Aldrig, hører du mig?! Jeg vil aldrig slutte mig til ham!" Råbte jeg, og hævede min tryllestav. "Han er ikke min far, det har han aldrig været og det vil han aldrig blive." Hviskede jeg vredt, og kastede hurtigt en modbesværgelse. .................... Dette er fortsættelsen på historien: Hvem er jeg? - Elise Riddle

65Likes
30Kommentarer
13646Visninger
AA

14. Møgkælling

”Special timer.”

Svarede jeg kort. Hun vidste det jo godt. Men hun rystede let på hovedet, med et skævt smil.

”Du kan få lov til at afslutte timen her, men efterfølgende vil jeg gerne have at du finder dit rigtige klasseværelse og din egen årgang.”

Sagde tudsen, Dolores, og syntes sikkert at hun var overordentligt sød. Jeg hadede den møgkælling allerede. Jeg rakte hånden op igen.

”Ja, Riddle?”

Svarede hun. Det gjorde nærmest ondt i mine ar, at hun tiltalte mig på den måde.

”Hvorfor skal vi ikke bruge besværgelser i undervisning?”

Spurgte jeg forsigtigt. Den skøre tudse så ud til at udtænke noget ondt.

”Det er ikke nødvendigt.”

Sagde hun bare kort, og vendte ryggen til mig.

”Hvordan skal vi så vide, hvordan vi kan forsvare os? Håbe på at mørkets kræfter har lige så lidt træning, som vi har?”

Spurgte jeg. Tudsen snurrede fornærmet omkring.

”Der er intet, intet derude, som vil angribe dig, min kære Riddle.”

Sagde hun, og regnede vist med at det var det afsluttende ord.

”Nåh, hvad så med dødsgardister? Og lad mig se… Lord Voldemort?”

Spurgte jeg irriteret. Hun udstødte en fornærmet lyd.

”Han-som-ikke-må-benævnes er for længst borte, og dødsgardisterne sidder i Azkaban.”

Sagde hun surt.

”Så det var derfor, at vi blev angrebet under den magiske trekamps turnering? Fordi at de sidder i Azkaban?”

Spurgte Cedric, og havde rejst sig. Han så ud til at være mere vred end jeg var. Tudsen svarede ikke.

”Så det var derfor, at Elise blev slået ihjel?”

Spurgte Cedric vredt. Tudsen var begyndt at puste sig op.

”For mindst halvdelen af skolen kan bevidne hendes død.”

Sagde Cedric vredt.

”Det var en tragisk ulykke, at den kære Elise kom til skade. Det har intet med han-som-ikke-må-benævnes at gøre.”

Sagde tudsen utilfreds, og understregede at jeg kun var kommet til skade.

”Bevis det.”

Gav jeg tudsen igen. Hun blev lettere rød i hovedet.

”Eftersidning, fr. Ridde. Og så vil jeg ikke se dig i min undervisning, andet end på den årgang og det kollegie, hvor du hører hjemme. Ja, hvis du da overhovedet hører hjemme her på skolen.”

Sagde hun surt, og så på Cedric, som stadigt var rød i hovedet af raseri.

”Du bliver her, hr. Diggory. Du slipper indtil videre for straf, men kun fordi at jeg tror at du kender sandheden inderst inde.”

Sagde tudsen tilfreds, mens at jeg hidsigt pakkede mine bøger ned i tasken. Jeg lod hendes møg-bog blive liggende på bordet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...