Lord Voldemorts Datter

"Lord Voldemort er din fader." Hviskede dødsgardisten, som holdt mig stramt fanget i sine arme. Jeg forsøgte at vride mig fri, men kom ingen vegne. Han holdt for stramt fast. "Kom, Elise. Slut dig til os, slut dig til din fader." Hviskede han lokkende i mit øre. Jeg stampede ham hårdt over foden, og slap fri fra hans greb. "Aldrig! Aldrig, hører du mig?! Jeg vil aldrig slutte mig til ham!" Råbte jeg, og hævede min tryllestav. "Han er ikke min far, det har han aldrig været og det vil han aldrig blive." Hviskede jeg vredt, og kastede hurtigt en modbesværgelse. .................... Dette er fortsættelsen på historien: Hvem er jeg? - Elise Riddle

65Likes
30Kommentarer
13644Visninger
AA

23. Ministeriet for Magi

”Kom så!”

Hylede Luna glad, og forheksede den sidste af Umbrigdes dukker, som hun kaldte dem. Jeg frigjorde Cedric fra den lammede tilstand, som han befandt sig i.

”Vi skal hjælpe Hermione og Harry!”

Sagde Ron, og lød lettere panisk. Vi satte straks i løb, for at komme væk fra de lammede elever på Dolores’ kontor. Og nu skulle vi efter hende, for at redde Hermione og Harry. Tuden var skrupskør, og havde truet med at bruge torturforbandelsen på Harry, hvis han ikke fortalte om Dumbledores hemmelige våben, som ikke eksisterede.

Men vi løb heldigvis ind i dem på halvvejen.

”Hvordan?”                                

Spurgte Ron undrende.

”Kentaurerne slæbte hende væk.”

Sagde Harry forpustet, altså havde de været inde i den forbudte skov.

”Vi er nødt til at redde Sirius!”

Sagde jeg bestemt, og frygtede allerede det værste. Jeg kunne ikke miste Sirius, min onkel. Han skulle ikke dø, ikke også ham, på grund af Voldemort. Harry var helt enig.

”Men hvordan kommer vi til London i tide?”

Spurgte Hermione. Luna og jeg så straks på hinanden.

”Vi flyver!”

Blev vi enige om på et splitsekund. Vi løb i forvejen for at hente de skelet-lignende heste, som normalt trak hestevognene. Luna og jeg havde været ude ved dem før, så de var vant til os. Det var derfor en smal sag, at lokke dem med.

”Jamen, vi kan jo ikke se dem!”

Sagde Hermione forskrækket.

”Du er velkommen til at blive her, hvis du er mere tryg ved det.”

Sagde jeg surt, og steg op på en af dem. Cedric, som havde set mig dø, steg op på en anden hest. Jeg fik Ginny op til mig, og Hermione steg på den hest, som Cedric sad på. Luna sad med Neville, og Harry med Ron. Hestene satte straks af fra jorden, og vi satte kurs mod London.

Det var en lang og kold tur.

Men vi ankom, og måtte tage telefonboksen ned af to omgange, fordi at vi var så mange. Det var foruroligende, at der ingen var, som tog imod os. Det kunne ikke være godt.

”Stavene frem.”

Sagde Hermione, godt kold, men hun fik da hevet sin tryllestav ud af lommen.

”Vær klar på hvad som helst.”

Sagde Harry advarende, og så skyndte vi os ellers afsted.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...