Lord Voldemorts Datter

"Lord Voldemort er din fader." Hviskede dødsgardisten, som holdt mig stramt fanget i sine arme. Jeg forsøgte at vride mig fri, men kom ingen vegne. Han holdt for stramt fast. "Kom, Elise. Slut dig til os, slut dig til din fader." Hviskede han lokkende i mit øre. Jeg stampede ham hårdt over foden, og slap fri fra hans greb. "Aldrig! Aldrig, hører du mig?! Jeg vil aldrig slutte mig til ham!" Råbte jeg, og hævede min tryllestav. "Han er ikke min far, det har han aldrig været og det vil han aldrig blive." Hviskede jeg vredt, og kastede hurtigt en modbesværgelse. .................... Dette er fortsættelsen på historien: Hvem er jeg? - Elise Riddle

65Likes
30Kommentarer
13548Visninger
AA

25. Kampen i Ministeriet for magi

”Du holder dig fra min niece og min gudsøn!”

Råbte en velkendt stemme, Sirius. Og så dukkede han op sammen med flere fønix-medlemmer. En besværgelse blev straks kastet igennem luften, efter Sirius, men han undgik den let. Jeg blev afskåret fra de andre, men så kom Tonks til undsætning og hev mig i sikkerhed bag en sten.

”Tillykke.”

Sagde hun muntert. Jeg rullede med øjnene af hende. Der var ikke tid til at diskutere forlovelser lige nu, når besværgelserne fløj os om ørerne. Men hun kastede hurtigt en modbesværgelse og fældede dødsgardisten.

”Har i kigget på ringe?”

Spurgte hun smilende. Jeg rullede igen med øjnene af hende, da Bellatrix begyndte at kaste med besværgelser efter os.

”Hvornår skulle vi have haft tid til det?”

Spurgte jeg, netop som stenen som beskyttede os, gav efter. Tonks skubbede mig hurtigt af vejen, og gik til modangreb på Bellatrix.

”Bombarda!”

Skød jeg lynhurtigt en besværgelse af sted, som fik gulvet til at eksplodere under Bellatrix’ fødder. Hun faldt omkuld, og så for Tonks afsted for at hjælpe Remus. Mens at jeg selv havde retning mod Cedric, som kæmpede imod to dødsgardister. Jeg hjalp ham med at få dem på afstand.

Og så hørte jeg pludseligt den ondeste latter, og Harry som skreg.

Jeg vendte mig, lige tids nok til at kunne se at Sirius var blevet ramt af dræberforbandelsen. Bellatrix havde myrdet ham, og det jublede hun lykkeligt over. Jeg kastede en besværgelse efter hende, som fik hende til at tie stille. Jeg kunne ikke holde ud at høre på hendes rædselsfulde stemme.

”Aldrig, hører du Elise?!”

Råbte Malfoys far af mig. Cedric havde overvundet ham.

”Aldrig, han slipper dig aldrig.”

Gentog han forpustet.

”Og næste gang… næste gang bliver det ikke nogen så ubetydelig som din kære onkel. Der bliver det dine venner, din kæreste…”

Sagde han, og så kort hadefuldt på Cedric.

”Han vil dræbe alle, hver og en, indtil du slutter dig til ham.”

Sagde han, og grinede så. Indtil Cedric kastede en besværgelse over ham, så han ikke kunne sige noget. Men han havde jo ret.

”Er i uskadte?”

Spurgte Tonks bekymret, og kom løbende.

”Jeg kan ikke blive. Dødsgardisterne lader mig aldrig gå. I er kun i fare, hvis jeg bliver. De vil jage jer, værre end før, nu hvor han ved hvem mine venner er.”

Forklarede jeg hende. Jeg mærkede Cedrics hånd på min skulder.

”Du tager ingen steder uden mig. Jeg har lovet dig det, aldrig alene, Elise. Aldrig.”

Sagde han bestemt. Jeg nikkede, og accepterede at min stædige Cedric aldrig ville lade mig rejse uden ham. Så jeg tog hans hånd. Nu hvor vi var udenfor Hogwarts, så kunne vi rejse. Tonks stoppede op, og nikkede let. Hun forstod det godt.

”God rejse.”

Ønskede hun os, netop som vi transfererede væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...