Lord Voldemorts Datter

"Lord Voldemort er din fader." Hviskede dødsgardisten, som holdt mig stramt fanget i sine arme. Jeg forsøgte at vride mig fri, men kom ingen vegne. Han holdt for stramt fast. "Kom, Elise. Slut dig til os, slut dig til din fader." Hviskede han lokkende i mit øre. Jeg stampede ham hårdt over foden, og slap fri fra hans greb. "Aldrig! Aldrig, hører du mig?! Jeg vil aldrig slutte mig til ham!" Råbte jeg, og hævede min tryllestav. "Han er ikke min far, det har han aldrig været og det vil han aldrig blive." Hviskede jeg vredt, og kastede hurtigt en modbesværgelse. .................... Dette er fortsættelsen på historien: Hvem er jeg? - Elise Riddle

65Likes
30Kommentarer
13860Visninger
AA

8. Jeg elsker dig

Jeg sov uroligt, og var ofte vågen. Jeg var så bekymret for Cedric, at jeg næsten ikke kunne sove. Jeg sov, da et højlydt knald vækkede mig. Jeg for op, og vidste slet ikke hvad der foregik.

”Cedric.”

Udbrød jeg forskrækket. Han vaklede usikkert, så jeg skyndte mig hen og støttede ham. Jeg hjalp ham hen til sengen, hvor han kunne sidde ned. Han udstødte en smertelig lyd, så jeg ville gå for at hente en af de andre til ham. Men han greb om mit håndled, og trak mig tilbage.

”Åh nej, Elise.”

Udbrød han fortvivlet, da han mærkede arret på min arm. Jeg tændte lyset på natbordet, så han kunne se. Og så trak jeg ellers armen fra ham. Han forsøgte at gribe ud igen, men hans bevægelser var usikre, så han fangede mig ikke.

”Dumbledore… Dumbledore sagde at du var kommet til skade. Åh, Elise. Du forsøgte da vel ikke…”

Han afsluttede ikke sin sætning, og tog sig til hovedet med sin mest raske arm. Jeg udstødte en såret lyd.

”Selvfølgeligt gjorde jeg det. Jeg var overbevidst om at hver eneste heks og troldmand i verdenen hadede mig. På grund af ham. Jeg var overbevidst om at du hadede mig.”

Sagde jeg såret. Han rystede klodset på hovedet.

”Nej, nej. Elise, slet ikke.”

Sagde han utydeligt. Han var træt og udmattet. Hvorfor havde han overhovedet tranfereret ind i mit værelse? Også midt om natten. Remus og Sirius ville nok ikke blive så glade for det.

”Lig dig ned. Du har det ikke godt.”

Beordrede jeg utilfreds. Han rystede på hovedet, så jeg væltede ham omkuld. Ikke at det var så svært. Han måtte have meget ondt.

”Jeg ville så gerne skrive til dig. Jeg forsøgte flere gange, men jeg krøllede altid brevet sammen. Jeg… jeg syntes aldrig at det lød rigtigt. At jeg ikke kunne undskylde på den måde.”

Mumlede han omtåget. Jeg sukkede utilpas.

”Undskyld, Elise. Jeg var sådan en idiot. Jeg skulle ikke… jeg skulle ikke have vendt dig ryggen.”

Sagde han undskyldende. Han lød virkeligt som om at han fortrød det, men jeg ville ikke tro ham.

”Vil du ikke nok tilgive mig?”

Bad Cedric træt, og blinkede forvirret med øjnene. Jeg rejste mig for at gå.

”Jeg elsker dig.”

Mumlede han fjernt, og mistede bevidstheden. Jeg stoppede op, hvor jeg stod. Så vendte jeg rundt, satte mig på sengekanten og kravlede i seng. Så tæt op af ham, som jeg kunne ligge, uden at røre ved ham. Han skulle ikke have mere ondt, på grund af mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...