Lord Voldemorts Datter

"Lord Voldemort er din fader." Hviskede dødsgardisten, som holdt mig stramt fanget i sine arme. Jeg forsøgte at vride mig fri, men kom ingen vegne. Han holdt for stramt fast. "Kom, Elise. Slut dig til os, slut dig til din fader." Hviskede han lokkende i mit øre. Jeg stampede ham hårdt over foden, og slap fri fra hans greb. "Aldrig! Aldrig, hører du mig?! Jeg vil aldrig slutte mig til ham!" Råbte jeg, og hævede min tryllestav. "Han er ikke min far, det har han aldrig været og det vil han aldrig blive." Hviskede jeg vredt, og kastede hurtigt en modbesværgelse. .................... Dette er fortsættelsen på historien: Hvem er jeg? - Elise Riddle

65Likes
30Kommentarer
14308Visninger
AA

4. Hermiones synsvinkel

På trods af at vi alle havde været så forfærdelige ved hende, så var jeg åbenbart den eneste, som ville nærme mig hende. Ud over Sirius, som jeg nu vidste, var hendes familie.

Jeg tog de sidste tunge skridt op af trappen til de øverste værelser. Hvordan kunne jeg ikke regne ud, at det var Elise, som de havde skjult for mig i den uge, hvor jeg havde været der? Jeg håbede bare ikke at hun havde set mig grine sammen med de andre, og troet at det var fordi, at jeg ikke havde noget med hende at gøre længere. Ginny havde jo sagt, at Elise var blevet så deprimeret at hun sjældent forlod sit værelse, at hun knap nok talte længere.

Det var min skyld, altså ikke kun min skyld, de andre bar den også. Men jeg ville gøre det op. Jeg ville være der for hende igen. Hun havde jo ikke selv valgt at være hans datter, og hun var jo et af de rareste mennesker, som jeg kendte.

”Gå ned igen, Hermione. Det er nok bedst, hvis du ikke ser til hende. Hun… hun har det ikke godt.”

Sagde Sirius, og så dybt bekymret ud. Men jeg rystede bestemt på hovedet.

”Jeg vil se til hende. Jeg… jeg er nødt til at sige undskyld.”

Forklarede jeg. Ham-som-ikke-må-nævnes havde gjort mange forfærdelige ting, men det var jo ikke Elises skyld. Det vidste jeg nu. Sirius gav sig, og jeg fik lov til at komme ind på værelset.

Gardinerne var trukket for, så der var ikke meget lys. Jeg havde regnet med at hun ville ligge i sengen, men i stedet sad der en skikkelse, som lignede Elise ovre i det ene hjørne. Det lignede hende, men så havde hun tabt sig. Helt utroligt meget, så meget at det ikke kunne være sundt. Hendes hår var desuden helt uglet. Var hun så ligeglad, at hun ikke engang gad at rede sit hår mere? Stakkels Sirius, at se sin niece sådan.

”Elise, det er mig. Hermione.”

Sagde jeg forsigtigt, og nærmede mig. Hun blev livløst siddende, så jeg kunne ane de hvide bandager, som strakte sig fra hendes håndled og hele vejen op af hendes underarme. Så kunne jeg bedre forstå, at Fr. Weasley havde sagt at det nært var gået frygteligt galt. Specielt når det var så dybt.

”Elise?”

Kaldte jeg, men hun blev siddende med det tomme blik i øjnene. Jeg nærmede mig, og satte mig på gulvet overfor hende.

”Elise, du må undskylde at jeg var så dum overfor dig. Det havde du jo slet ikke fortjent.”

Forsøgte jeg at undskylde, men syntes at hvert eneste ord, som jeg brugte ikke kunne gøre op for det. At hun var blevet drevet så langt ud, at hun havde forsøgt selvmord. Det virkede bare ikke som den Elise jeg kendte, men det måtte jeg gøre noget ved.

Jeg ville have at Elise skulle have det bedre, om det så skulle være det sidste, som jeg gjorde. Hun skulle have det bedre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...