Lord Voldemorts Datter

"Lord Voldemort er din fader." Hviskede dødsgardisten, som holdt mig stramt fanget i sine arme. Jeg forsøgte at vride mig fri, men kom ingen vegne. Han holdt for stramt fast. "Kom, Elise. Slut dig til os, slut dig til din fader." Hviskede han lokkende i mit øre. Jeg stampede ham hårdt over foden, og slap fri fra hans greb. "Aldrig! Aldrig, hører du mig?! Jeg vil aldrig slutte mig til ham!" Råbte jeg, og hævede min tryllestav. "Han er ikke min far, det har han aldrig været og det vil han aldrig blive." Hviskede jeg vredt, og kastede hurtigt en modbesværgelse. .................... Dette er fortsættelsen på historien: Hvem er jeg? - Elise Riddle

65Likes
30Kommentarer
13829Visninger
AA

3. Hermiones synsvinkel

Det var helt vildt spændende at befinde sig i Fønix-ordenens hovedkvarter. Men jeg undrede mig også. De var alle sammen så stille, der blev ikke rigtigt sagt noget. Selv Remus og Sirius havde ikke så meget at sige. Var det fordi, at Harry ikke var her endnu? Var de bekymrede?

”Fr. Weasley?”

Spurgte jeg derfor Rons mor, efter aftensmaden. Hun nikkede let, og så på mig.

”Hvorfor er alle så stille? Er der sket noget?”

Spurgte jeg bekymret. Måske var der nogen, som var kommet til skade. Men alle så da ud til at have det godt. Hun sukkede trist, og virkede ikke som om at hun ville svare.

”Dagen, inden at du kom hertil. Så… der skete et uheld. Det var nært endt frygteligt galt. Vi er vel alle lidt rystede over det endnu.”

Svarede hun trist, og rystede opgivende på hovedet.

”Hvem kom til skade?”

Spurgte jeg. Hun tøvede igen.

”Fr. Weasley, Ron har slet ikke sagt noget og han burde da vide det. Hvem er kommet til skade?”

Spurgte jeg panisk, bange for at der sket noget virkeligt alvorligt. Hun sukkede trist, og rystede endnu engang på hovedet.

”Åh, min kæreste Hermione. Det var ikke et uheld. Det ulykkelige pigebarn forsøgte at slå sig selv ihjel! Jeg vidste at der var noget galt, og da jeg opdagede at kniven manglede... Jeg skulle have opdaget det før!”

Sagde hun trist, og begyndte at hulke. Mr. Weasley var på vej, så jeg skyndte mig at spørge:

”Hvem, fr. Weasley?”

Spurgte jeg, og havde bange anelser. Hun fik hulkende svaret:

”Elise, den kære Elise.”

 

Jeg stormede op af trappen, lige op til Ron og stak ham en lussing lige foran hans søster og tvillingebrødre.

”Du vidste det! Du vidste det, din lille… Uh!”

Råbte jeg vredt af ham. Han holdt sig til kinden, og Ginny, George og Fred ønskede sig usynlige.

”Og?”

Spurgte Ron, som om at det var ligegyldigt. Hans søskende svarede heller ikke.

”At i ikke skammer jer! Hun er et levende menneske, for pokker. Hun har ikke bedt om at være hans datter!”

Råbte jeg vredt af dem.

”Er du måske meget bedre selv? Du sagde ikke engang farvel til hende, og jeg tør vædde med at du ikke har skrevet et eneste brev til hende!”

Gav Ron vredt igen. Og han havde jo ret. Vi havde alle sammen været helt og aldeles forfærdelige ved hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...