Lord Voldemorts Datter

"Lord Voldemort er din fader." Hviskede dødsgardisten, som holdt mig stramt fanget i sine arme. Jeg forsøgte at vride mig fri, men kom ingen vegne. Han holdt for stramt fast. "Kom, Elise. Slut dig til os, slut dig til din fader." Hviskede han lokkende i mit øre. Jeg stampede ham hårdt over foden, og slap fri fra hans greb. "Aldrig! Aldrig, hører du mig?! Jeg vil aldrig slutte mig til ham!" Råbte jeg, og hævede min tryllestav. "Han er ikke min far, det har han aldrig været og det vil han aldrig blive." Hviskede jeg vredt, og kastede hurtigt en modbesværgelse. .................... Dette er fortsættelsen på historien: Hvem er jeg? - Elise Riddle

65Likes
30Kommentarer
13999Visninger
AA

20. Fornødenhedsrummet

”Godt gået, alle sammen.”

Roste Harry, og det betød enden på endnu en lektion.  Vi var tilbage på skolen igen, efter en herlig juleferie. Jeg havde fået en del gaver, af alle sammen. Tonks havde givet mig et farveskiftende tørklæde, som oftest var skrigende lyserødt, præcist som hendes hår. Det mindede mig om hende, og det var en god gave. Men jeg kunne ikke gå med den, og risikere at Dolores Umbrigde fandt på en eller straf for det.

Det, og så Sirius’ gave var dem, som betød allermest, selvom jeg var glade for alle gaverne. For Sirius havde fundet et billede af min mor, Florwena, på sit gamle værelse. Hun havde brudt tidligt med Black-familien, så hendes billede var brændt væk på stamtræet. Billedet lå på mit natbord, og der ville det blive liggende.

”Jeg fatter ikke, at du giver at gå med mors hæslige sweater.”

Kommenterede Ron på den bluse, som hans mor havde lavet til mig. Men jeg var vild med det. Selvom den kradsede en smule.

”Jeg kan godt lide den.”

Sagde jeg, og stak min tryllestav ned i min støvle, så den var skjult. Nu skulle vi jo snige os tilbage til værelserne, uden at Filch eller nogle andre opdagede os. Vi blev sendt afsted i små grupper, så vi ikke var alt for mange på gangene.

Jeg blev bremset af Cedric, da vi skulle til at gå, som de sidste med Hermione, Ginny og Harry.

”Vent lige lidt.”

Bad han mig, da vi kom ud på gangen. Døren forsvandt bag os, og jeg gjorde tegn til de andre, at de skulle fortsætte uden os.

”Hvad nu?”

Spurgte jeg undrende. Han gjorde tegn til at jeg skulle være stille, mens at han gik frem og tilbage de tre gange de krævede, så vi kunne komme ind i fornødenhedsrummet. En ny dør kom frem, som jeg aldrig havde set før.

”Kom.”

Sagde han hviskende, og tog min hånd. Han åbnede den flot dekorerede dør, og ledte mig indenfor.

Der var helt utroligt smuk derinde. Det var næsten som at befinde sig en i fortryllet skov. Der var træer, og jeg kunne høre fugle. Blomsterne stod flot, og blomstrede så snart, at jeg nærmede mig dem.

”Det er så smukt.”

Sagde jeg, og rørte en lille rose, som straks blev til en stor rosenbusk med de smukkeste røde roser.

”Jeg tænkte på dig, og hvordan jeg har det, når jeg er sammen med dig.”

Forklarede Cedric, og tog mine hænder i sine. Han kyssede mig let, og gik så på knæ i den bløde græs.

”Jeg ved godt, at vi stadigt går i skole. Og jeg ved, at en hård tid nærmer sig. Men jeg kunne ikke være mere ligeglad. Jeg er så utroligt glad, når jeg er sammen med dig. Så… Elise Liddle, Riddle, det betyder intet. Vil du gøre mig til den mest lykkelige i hele verden, og gifte dig med mig?”

Spurgte han. Jeg udstødte en lykkelig lyd, og braste i tårer. Jeg nikkede ivrigt, alt for overvældet til at kunne sig noget som helst. Han rejste sig, og tog mig i armene. Han var så glad, at han begejstret svang mig en omgang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...