Lord Voldemorts Datter

"Lord Voldemort er din fader." Hviskede dødsgardisten, som holdt mig stramt fanget i sine arme. Jeg forsøgte at vride mig fri, men kom ingen vegne. Han holdt for stramt fast. "Kom, Elise. Slut dig til os, slut dig til din fader." Hviskede han lokkende i mit øre. Jeg stampede ham hårdt over foden, og slap fri fra hans greb. "Aldrig! Aldrig, hører du mig?! Jeg vil aldrig slutte mig til ham!" Råbte jeg, og hævede min tryllestav. "Han er ikke min far, det har han aldrig været og det vil han aldrig blive." Hviskede jeg vredt, og kastede hurtigt en modbesværgelse. .................... Dette er fortsættelsen på historien: Hvem er jeg? - Elise Riddle

65Likes
30Kommentarer
13685Visninger
AA

22. Fønix-ordenens billede

Harry havde fortalt os hvad der var sket. Dumbledore havde taget skylden, og var så nødt til at flygte. Men det betød jo også, at han kunne gå mere aktivt in i Fønix-ordenen. Men det betød også, at Dolores Umbridge var blevet rektor på Hogwarts.

Dagene var blevet helt forfærdelige. Cedric og jeg var mere adskilt end nogensinde før. Hvis jeg var heldig, så fik jeg et kort glimt af ham på gangene, når vi gik til time. Men hvis jeg kiggede for længe, eftersidning. Dolores var blevet strengere end nogensinde.

Den eneste smule opmuntring der var, var Fred og Georges protest imod Dolores. Som blandet andet bestod af fyrværkeri, som voksede sig større, hvis man forsøgte at forhekse det. Også det brev, som jeg havde modtaget fra Sirius og alle de andre på Grumsted Plads nr. 12.

Dumbledore havde på en eller anden måde fundet ud af, at Cedric og jeg var blevet forlovet. Selvom jeg ikke gik med ring. Og brevet var fuldt med hilsner og lykønskninger fra dem alle sammen.

”Det var på tide!”

Skrålede Tonks på det gruppebillede, som var blevet taget af dem alle sammen. De bevægede sig alle muntert på billedet. Tonks fik endda lokket Remus til en svingom. Selv Dunder smilede fornøjet. Sirius stod i det ene hjørne, og smilede let til mig. Han var også glad, selvom han stadigt syntes at det var lidt for tidligt.

Og så var jeg den eneste, som kunne åbne billedet op, så jeg kunne se motivet. Det var sikkert Dunders værk. For Ginny havde villet tage billedet fra mig, så hun kunne se hvad der stod. Straks havde billedet forvandlet sig til en skråler, som hidsigt begyndte at skælde hende ud for at blande sig i andre sager, med Mollys stemme.

”Nej, hvor forfærdeligt.”

Havde Ginny sagt, og rystede ivrigt på hovedet, mens at jeg samlede det nu rolige billede op fra gulvet. Hun rørte det ikke siden.

I det mindste havde jeg den fortryllede skov, hvor jeg kunne snige mig hen om aftenen. Jeg kunne ikke aftale noget med Cedric, når vi ikke kom i nærheden af hinanden, så jeg måtte sidde blandt de smukke blomster, helt alene.

”Elise?”

Blev der pludseligt hvisket. Jeg så forvirret op, og opdagede at min medaljon lyste op. Jeg fik den taget af, og holdt den i hænderne. Pludseligt sagde den klik, og gik op.

”Elise.”

Hviskede den røgsky, som kom ud. Den blev til Voldemorts ansigt.

”Mit barn.”

Hviskede han med et tilfreds smil.

”Godt at vide, at du er på Hogwarts.”

Sagde han smilende, så det gik op for mig, at han havde fundet en måde at spore mig på. Ved hjælp af min mors medaljon.

”Hvor er du nu, mit barn? Du er sikker på Hogwarts, indtil jeg kan hente dig.”

Sagde han, så jeg forstod at han ikke kunne spore mig i fornødenhedsrummet.

”Jeg er ikke dit barn.”

Sagde jeg surt, og smed medaljonen fra mig, så den lukkede sig. Jeg forlod hurtigt fornødenhedsrummet, men ikke før at det blev til et sted, hvor der lå hundredevis af ting. Sikkert ting, fra personer, der lige som mig, havde et behov for at gemme en ting. Så jeg lod medaljonen ligge, og skyndte mig tilbage på værelset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...