Lord Voldemorts Datter

"Lord Voldemort er din fader." Hviskede dødsgardisten, som holdt mig stramt fanget i sine arme. Jeg forsøgte at vride mig fri, men kom ingen vegne. Han holdt for stramt fast. "Kom, Elise. Slut dig til os, slut dig til din fader." Hviskede han lokkende i mit øre. Jeg stampede ham hårdt over foden, og slap fri fra hans greb. "Aldrig! Aldrig, hører du mig?! Jeg vil aldrig slutte mig til ham!" Råbte jeg, og hævede min tryllestav. "Han er ikke min far, det har han aldrig været og det vil han aldrig blive." Hviskede jeg vredt, og kastede hurtigt en modbesværgelse. .................... Dette er fortsættelsen på historien: Hvem er jeg? - Elise Riddle

65Likes
30Kommentarer
13629Visninger
AA

16. Du burde komme med

”Må jeg lige se din hånd?”

Spurgte Hermione, og hev min hånd væk fra den bog, som jeg skulle forestille at læse i opholdsstuen. Ikke at jeg var kommet længere end den side, som jeg havde slået op på. Hun sukkede skuffet, og tog min anden hånd.

”Hvad foregår der?”

Spurgte jeg træt, efter endnu en eftersidning hos Dolores. Jeg fik dem næsten dagligt nu. Jeg kunne jo ikke slippe for hendes undervisning. Cedric nægtede pure at dukke op til hendes undervisning, uanset hvor mange eftersidninger han fik. Jeg var nødt til at dukke op. Jeg kunne ikke holde mange flere eftersidninger ud, end dem som jeg fik i forvejen.

”Den gamle heks torturerer Harry. Han har sår på sin hånd.”

Forklarede Hermione, og slap opgivende mine hænder.

”Jeg ville bare se om han var den eneste.”

Forklarede Hermione, og rejste sig. Jeg lod hende gå, uden at nævne hvordan mine arme så ud. Jeg kiggede let ned på den højre, da det begyndte at gøre ondt igen.  Jeg kunne se en mistænkelig plet brede sig, og lagde den anden arm over. Jeg rejste mig, og forlod hurtigt opholdsstuen.

Jeg skyndte mig ud på det nærmeste toilet, hvor jeg forsigtigt trak ærmet fri af mit blødende ar. Så snart at tudsen havde opdaget dem, så havde hun skiftet mening om hvor mine sår skulle sidde. Så i stedet for på håndfladen, så sad de på mine ar. Jeg kunne ane bogstaverne i min hud, og vidste hvad der stod.

Beskidt. Forældreløs. Riddle. Og mange flere ord, som gjorde for ondt til at læse.

Men jeg havde ikke sagt noget til nogen. Selv ikke Cedric. For som tudsen havde sagt;

”Så snart at de ser de store, grimme ar, så vil de ikke tro dig Riddle. Du gør skade på dig selv, fordi at du ved sandheden. At du er en beskidt tøs.”

De ord gav genlyd i mit hoved, om og om igen. Det afholdt mig fra at deltage i DA-møderne, selvom jeg gerne ville. Men det var nok bedst. Alle var jo så mistroiske overfor mig. Harry havde det sikkert lettere med undervisningen, hvis jeg ikke var der.

”Det ser ud til at gøre ondt, det der.”

Lød Lunas bløde stemme, så jeg spjættede forskrækket. Jeg havde slet ikke hørt hende.

”Det var ikke med vilje, at jeg skræmte dig. Jeg var bare ved at tale med spøgelserne.”

Forklarede Luna, og svang sin tryllestav over sin fyldte taske, så der kom en lille flakon op. Hun kom hen til mig, og slukkede for vandet. Hun hældte en enkelt dråbe af indholdet over min arm, og straks lukkede sårene sig. Der var ikke noget at se. Kun de gamle, store ar. Hun dryppede let på den anden arm, og smilede så forsigtigt, da også den helede.

”Du burde komme med til møderne.”

Sagde hun muntert, og lagde flakonen ned i sin taske igen.

”Det er ikke så slemt som du tror.”

Tilføjede hun, og fulgte mig tilbage til indgangen til Gryffindor-kollegiet.

”Vi ses i morgen, til mødet.”

Sagde hun smilende, og gik så sin vej. Hun lød helt overbevidst om at jeg kom. Og jeg endte da også med at gå med Hermione og Ginny, da de skulle snige sig af sted.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...