Lord Voldemorts Datter

"Lord Voldemort er din fader." Hviskede dødsgardisten, som holdt mig stramt fanget i sine arme. Jeg forsøgte at vride mig fri, men kom ingen vegne. Han holdt for stramt fast. "Kom, Elise. Slut dig til os, slut dig til din fader." Hviskede han lokkende i mit øre. Jeg stampede ham hårdt over foden, og slap fri fra hans greb. "Aldrig! Aldrig, hører du mig?! Jeg vil aldrig slutte mig til ham!" Råbte jeg, og hævede min tryllestav. "Han er ikke min far, det har han aldrig været og det vil han aldrig blive." Hviskede jeg vredt, og kastede hurtigt en modbesværgelse. .................... Dette er fortsættelsen på historien: Hvem er jeg? - Elise Riddle

65Likes
30Kommentarer
13627Visninger
AA

12. Dolores Umbridge

Det var dejligt, at være tilbage på Hogwarts. Selvom de underlige heste, som trak hestevognen havde skræmt livet af mig, første gang jeg så en. Specielt fordi at Harry og jeg tilsyneladende var de eneste, som kunne se dem. Dog sagde en anden pige, som allerede var på hestevognen, Luna Lovegood, at hun også kunne se dem. Og at det ikke var fordi, at Harry og jeg var ved at blive skøre. Også gjorde jeg ellers mit bedste for at ignorere dem, mens at hestevognen blev trukket hen til skolen.

Men det var sværere at ignorere de blikke, som vi fik fra de andre elever. Hvis de da overhovedet ville se på os. En enkelt pige gik endda så langt, at hun hviskede at hun hadede mig og ønskede at jeg var død, fordi at jeg var hans datter. Og så gik hun ellers roligt og smilende videre, som om at der intet var galt.

”Bare ignorer hende.”

Hviskede Cedric, og tog et mere fast greb i min hånd, før at han trak mig med hen til den store sal, hvor vi skulle samles. Da vi endeligt stoppede op, ude foran de store døre, måtte jeg hurtigt trække mit lange ærme ned. Cedric havde fået hevet det op. Han sukkede trist, da han fik et glimt af mine ar.

”Aldrig mere. Aldrig mere, skal du føle dig så trist igen.”

Hviskede han lovende, og kyssede mig let på kinden. Så slap han mig, modvilligt, og måtte gå over til sit eget bord i storsalen. Jeg sukkede let efter ham, indtil at tvillingerne, Fred og George, fik fat i mig.

”Nåh nåh.”

Sagde de i munden på hinanden, og så ud til at være ved at udtænke drillerier. Jeg ignorerede dem, og skyndte mig hen for at finde et sted at sidde. Jeg fandt intet sted at sidde, før at Harry og de andre også nåede frem. Ingen ville gøre plads til mig. Men så kom de alle sammen, og de andre søgte hurtigt væk og skabte en masse plads til os. Så jeg satte mig i midten, så langt væk fra de andre, som overhovedet muligt. Jeg fik Ginny ved min højre side, og Fred, nu kunne jeg se forskel, på min venstre. George satte sig på den anden side af Ginny. Overfor os, satte Harry, Ron og Hermione sig.

”Velkommen, velkommen.”

Hilste Dumbledore, så der blev ro.

”Velkommen til endnu et år på Hogwarts.”

Begyndte han, og talte kort om at dette skoleår nok blev bedre end det sidste, taget i betragtning af at jeg blev myrdet der. Også fortalte ham om de to nye lærere, som vi havde fået. Hagrid var der ikke, så en anden, midlertidig, lærer stod for magiske dyrs pasning og plejning. Og at en Dolores Umbrigde havde overtaget undervisning i Forsvar mod mørkets kræfter efter Dunder. Han var ved at tale videre, da denne Dolores afbrød ham. Og det gjorde man bare ikke. Man afbrød ikke Dumbledore.

Og så holdt hun sin egen lille tale om ministeriet for magi, og deres interesse i den nye generation af hekse og troldmænd.

Jeg så lige igennem hende. Jeg hadede hende allerede. Hun var en lille, oppustet gås, som troede at ministeriet havde alle svar. Og det havde de ikke! De løj om Dumbledore og Harry. Og jeg blev slet ikke nævnt i profettidende, efter at de havde bragt lille artikel om den Azkaban-fange, som havde klædt sig ud som Dunder. Hvor at han havde råbt og skreget, hele vejen til Azkaban, at jeg var Voldemorts datter. Så vidste alle det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...