Lord Voldemorts Datter

"Lord Voldemort er din fader." Hviskede dødsgardisten, som holdt mig stramt fanget i sine arme. Jeg forsøgte at vride mig fri, men kom ingen vegne. Han holdt for stramt fast. "Kom, Elise. Slut dig til os, slut dig til din fader." Hviskede han lokkende i mit øre. Jeg stampede ham hårdt over foden, og slap fri fra hans greb. "Aldrig! Aldrig, hører du mig?! Jeg vil aldrig slutte mig til ham!" Råbte jeg, og hævede min tryllestav. "Han er ikke min far, det har han aldrig været og det vil han aldrig blive." Hviskede jeg vredt, og kastede hurtigt en modbesværgelse. .................... Dette er fortsættelsen på historien: Hvem er jeg? - Elise Riddle

66Likes
30Kommentarer
14698Visninger
AA

21. DA bliver opdaget

Jeg hostede endnu engang, og trak min kappe tættere omkring mig. Jeg var blevet syg, og så ville jeg sove lidt, så jeg var klar til DA-mødet. Og så havde jeg sovet over mig, fordi at Hermione sikkert havde ment, at jeg havde bedst af at sove. Så nu stormede jeg igennem gangene for at komme derhen til tiden.

Jeg var der næsten, da Cedric kom frem af ingenting og hev mig til side. Han holdt mig hurtigt over munden, inden at jeg kunne spørge hvad der foregik.

”Umbrigde har fundet DA. Hun er ved at springe hul igennem.”

Hviskede han så lavt han kunne. Jeg nikkede let, og han fjernede hånden igen. Så kunne vi høre en eksplosion. Der havde godt nok været en rysten tidligere, men jeg havde ikke rigtigt lagt mærke til det, fordi at jeg var ved at komme for sent.

”Kom.”

Sagde Cedric, og greb min hånd, så vi kunne skynde os væk.

”Herind, børn.”

Åbnede McGonagall døren ind til sit klasseværelse, så vi kunne skynde os derind. Hun hev hurtigt en af Fred og Georges tryllehatte over hovedet på hver af os. Det var vist en af dem, som magien var lidt for stærk på. For i stedet for kun vores hoved, så blev vi helt usynlige under hattene.

”Stil jer ovre i hjørnet for en sikkerhedsskyld, så der ikke er nogen, som træder på jer.”

Dirigerede hun os, så vi gik over i det fjerneste hjørne. Så smuttede hun hurtigt op til sit bord, og fortsatte med at rette afleveringer. Jeg ved ikke hvor længe at vi stod der, men længe. Jeg hostede blidt et par gange, og kunne så høre fodtrin ude foran døren.

”Professor McGonagall.”

Kom Filch ind, overlykkelig over at have fanget lovovertrædere, som han yndede at kalde enhver, der bare kiggede skævt på ham.

”De er blevet fanget, lømlerne, som har brudt reglerne.”

Sagde han begejstret, og klappede let i sine hænder.

”Ja så.”

Sagde McGonagall, og lød helt overrasket.

”Potter-drengen startede det hele, og nu tager professor Umbrigde ham med op på Dumbledores kontor. Du må hellere komme med, med det samme.”

Sagde Filch, og styrtede så ud af McGonagalls klasseværelse igen. Hun nikkede let, lagde fjerpennen fra sig og så i vores retning.

”I må hellere søge tilbage på jeres egne kollegier. Uden at blive opdaget, hmm… drej til højre og fortsæt lige igennem væggen. I vil komme ud til indgangen på hvert jeres kollegie. Og skynd jer så!”

Sagde hun, og rejste sig. Vi beholdt hattene på hovedet, og skyndte os så ellers afsted. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...