Kort novelle om ulykkelig kærlighed.

Har skrevet denne korte novelle, håber i vil læse med! :-) Det er mit første "værk".

5Likes
8Kommentarer
10664Visninger

1. ....

Hans øjne, hans smukke grønne øjne, det var det eneste hun kunne tænke på i dette øjeblik. De to alene, det var det eneste hun ville have. Hun ville have ham ved sin side, med hans hviskende beroligende stemme tæt på hendes øre, hvor han forsikrer hende om at alting nok skal gå. Åhhh de øjne... Hun tænkte på hvordan hun fra første dag havde mistet sin sjæl til ham. Nu var hun sjæleløs. Det var vel den pris man betaler for kærlighed. Stoffer var blevet hendes erstatning, det der skulle fylde det sorte tomrum, som han havde efterladt sig. Alt havde forandret sig, siden den dag i september. Hun havde klippet sit lange blonde hår helt op til nakken. Det var ikke til at bære, at se sig selv i spejlet og tænke på alle de gange, han havde snoet en lok om sin finger og komplimenteret det glansfulde blonde hår, som enhver pige sukkede efter. Og det var blevet farvet mørkt. Da hendes mor havde set hende, var hun kommet med en kort kommentar. ”Hmm.. ja forandring fryder vel” og så havde hun ellers vendt sig væk og kigget dybt ud i intetheden. Det var længe siden hun havde set sin mor været glad. Dog kunne hun huske at have set et lille smil brede sig på hendes læber, da hun første gang havde taget ham med hjem. Det var kun et lille et, men det var der.

Den lille gennemsigtige pose med pillerne blev fundet frem fra skuffen, hun slugte 3 små perfekte runde piller. Euforien strømmede langsomt ud i hendes krop. Engang havde hun afskyet disse piller. Det var dem der tog ham fra hende. Hun havde set hvordan de lige så stille havde forvandlet ham og trukket ham væk. Nu var hun selv endt i samme tilstand som ham, men det betød intet længere, ligesom alt andet heller ikke betød noget. Ud af det lille vindue kunne hun se, at det var blevet mørkt, snart var endnu en dag gået. Livet gik altså videre, også selvom hun har prøvet at stoppe det hele. Det blev stadig nat, mens hun levede sit liv ligegyldigt og uden et mål. Og dagene blev til uger, som blev til måneder, men hun var ikke længere en del af det. Musikken spillede i baggrunden, højt nok til at overdøve alt andet. Hun spillede altid så højt at hendes tanker kunne overdøves.

Afsked. Det var det ord psykologen havde brugt. Hun havde aldrig fået sagt farvel, hun havde end ikke set hans gravsted. Smerten i brystet dunkede, tanken om ham et sted i nede i jorden, var som en borende pæl i hjertet. Hårdt og præcist. Hun havde ikke kunne få sig til at besøge ham. For det ville jo være det samme som at skulle acceptere hans død. Der var vel en første gang for alt.. Hvor sørgeligt det så end skulle lyde, tænkte hun og sukkede dybt. Det var endnu mørkt udenfor, da hun forsigtigt rejste sig fra sengen og klædte sig ligegyldigt på.

Nede af gaden var fortovet svagt lyst op af få gadelygter, kirken føltes afmagtet i mørket, men det gjorde hende intet, det var i mørket hun følte sig tilpas, hvor ensomheden tog over. Lågen knirkede svagt, og et sus gik gennem hende. Et livstegn, tænkte hun kynisk. Selvom hun aldrig havde været her, vidste hun præcist hvor hun skulle hen. Det var ved det store kirsebærtræ, som alle havde sagt blomstret så flot over hans grav. Med varsomme, usikre skridt gik hun hen mod træet. Familien havde valgt en simpel og flot gravsten, ”Et lys er slukket, men en stjerne på himlen er tændt.” hendes øjne fyldtes med smertefulde tårer, for i nat var himlen stjernefri. Med gråd i stemmen lykkedes det alligevel at få fremkaldt en enkelt sætning; ”Hvorfor skulle jeg miste dig? Hvorfor kunne du ikke blive lige her… Lige her hos mig.. Du ved slet ikke hvor tom jeg føler mig uden dig.” En ny strøm af tårer væltede op i hendes øjne. Hendes ben gav langsomt efter, og lod hende falde sammen i gruset. Gruset føltes koldt mod hendes hud, og hun krympede sig sammen. Under hende knasede gruset og hun frøs, hun frøs helt ind til marven. ”Shh.. Sofie, jeg er lige her.” Hun mærkede hans varme ånde mod hendes øre, ”Kommer du? Jeg savner dig så forfærdeligt.” Han er her… Han er her virkelig tænkte hun og hendes øjne flakkede febrilsk rundt efter ham. ”Sofie…”. ”Ja! Åh Nikolaj… Jeg er på vej”. Og med de sidste ord, åndende hun lettede ud. Hendes øjne faldt i, for nu havde hun fået vished. Psykologen havde ret. Hun var nød til at sige farvel, før hun kunne sige på gensyn.

Næste dag vrimlede det med mennesker på kirkegården; forbigående, tilskuere, politi og ambulancemænd vrimlede rundt i mellem hinanden, alle med blikket rettet mod det samme. Den unge kvinde, der var død i nattens løb af forfrysning.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...