Magiens hemmelighed

Maya levede i inder kredsen sammen med sine forældre. indtil hendes forældre bliver myrdet af nogle troldmænd. Maya lever livet som tyv, blandt byen andre fattige, hun har et stort had til langt de fleste rige og troldmænd. En dag da hun bryder ind i et stort hus hvor nogen fra det rige kvarter bor, slipper de afsted med nogle underlige ting. En af dem sender en masse troldmænd på jagt efter hende. Hvorfor vil de have fat i hende? Maya bliver draget ind i en verden med mystik og løgne, fra der hvor du mindst forventer dem.

4Likes
1Kommentarer
749Visninger
AA

3. Tvillinger

Maya vågnede med et sæt. Hvad var det? Var hun ikke stoppet med at drømme efter ulykken?! Hun tog sig til hoved, hun var svimmel, hendes hoved spinnede rundt, alt virkede uvirkeligt som i en drøm. Hun kiggede omkring. Hun var på kroen, hvor Marian arbejder. Kroejeren var en af de mest venlige, og kloge mennesker Maya havde mødt. Der var alligevel en del håb for byen. Døren knirkede, og Marian kom ind af døren med en balje der skvulpede med vand. Bag hende kom kroejeren Kajian, en gammel vis mand der vidste næsten alt hvad der skete rundt om i landet. Han havde mange kontakter og vigtige mennesker spurgte ham om råd. Kajian smilede venligt "har du det bedre, det var et dumt mål du valgte" hun nikkede, imens hun tog sig til hoved "jeg ville bare gerne samle penge til Kia og kip" han smilede endnu mere. "De er kommet for at se dig" Maya lyste op i et smil. Intet kunne få hende til at smile som Kia og Kip. De små tvillinger for ind og satte sig på sengen. De havde begge det samme ansigt med opstoppernæse, og uglede hår. Forskellen var deres hår længder. Kia er en pige, så hun har uglet hår til skulderen, og kip havde kort uglet hår, der sad til alle sider. Marian sukkede over det barnlige ansigt, hun lavede, da de kom "du er så barnlig nogle gange Maya, jeg efterlader baljen her". Hun satte baljen på gulvet. Da Kajian og Marian gik ud af værelset brød Kia og Kap ud i en masse spørgsmål "er du såret?" Maya smilede "ja jeg hoppede igennem et vindue da jeg var på flugt" De kiggede på hende med store øjne "YAY Maya er uovervindelig!" de råbte og skreg. Maya smilede og tog sin taske frem "jeg har noget med til jer" sagde hun og smilede hemmelighedsfuldt. De stoppede straks med  med at snakke og kiggede undrende på hende "hvad er de-et" stammede de. Maya smilede "her" hun rakte dem hver en stor sølvske og et armbånd af sølv. De kiggede med store øjne på det "her smut så med jer" sagde Maya grinende. "Tak maya sagde de i kor og bukkede"

Hun sad på sengen et stykke tid, så trak hun dynen af og kiggede på hendes fod, den var viklet om med tynde bandager, der skulle støtte hendes fod. Hun rejste sig og kiggede sig selv i spejlet, hendes lyse hår var uglet og hendes blå øjne kiggede træt tilbage på hende. Hun sukkede, mens hun fandt en børste frem og redte sit hår. Hun flettede det og vaskede så hendes ansigt. Hendes tanker gled tilbage på drømmen. Var det et syn, hun havde engang fået et syn, før hun mistede sine forældre. Hun slog tanken fra sig, den var tåbelig. Det der ikke var tåbeligt var sølv tingene, de gav en del penge, selv om hun ikke fik meget med fra huset. Hun tog tasken frem og lagde tingene på sengen. Der var tre skeer, et armbånd og en blå æske. Maya kiggede nærmere på æsken. Æsken var mellem hav blå og safir, den skinnede. Hun åbnede æsken, det var sikkert noget værdifuldt. Hun sukkede dybt, da det bare var en glaskugle. Glaskugler var ikke umulige at finde, men der var noget mystisk ved den. Der var en glød i den. Hun lagde mærke til at der var en indhuling i sølv armbåndet. Hun lagde forsigtigt kuglen derind. Hun ville tage den ud igen, men den sad fast. Hun sukkede endnu dybere, der var ingen, der ville købe sådan noget bras. "Vidste du ikke at hver gang du sukker mister du noget glæde" Mayas hjerte bankede, da hun kunne genkende stemmen. Hun drejede rundt, ganske rigtigt i dørkarm stod Key, med det sorte hår og skinnende blå øjne. Også byen bedste tyv. Hun havde ikke snakket meget med ham, men hun blev nervøs, når hun talte med ham, nok fordi han var en af de eneste hun ikke havde nogen information om, og det gjorde hende nervøs. Maya kiggede på ham han stod lænet op af dørkarmen "jeg hørte det gik galt med tyveriet" sagde han grinende. "Hvor ved du det fra?" sagde hun surmulende. " Jeg har mine kilder" svarede han med et smil på læben. Hvorfor skal han være så mystisk? "Hvor kommer du fra" spurgte Maya da hun ikke kunne holde sin nysgerrighed tilbage. "En fisker by i Skylarian kaldet Heims" han sagde det med en lidt deprimeret stemme. "hvorfor har jeg ikke hørt om den?" spurte hun "fordi den ikke eksistere mere. "undskyld, undskyld, undskyld! Jeg burde ikke have spurgt, er der noget jeg kan gøre for at undskylde?" Han smilede listigt "jeg har noget du kan gøre" Maya fik kuldegysninger ned langs hendes rygrad. Hvad skulle han bruge hjælp til?

 

"Du er sindssyg, det ved du godt ikke?" Hun gennemgik alle grundene til at det helt klart var den værst ide nogensinde. "Han smilede derfor er det den sjoveste ide i lang tid" han grinede. Hun sukkede endnu dybere.

"Pas nu på med at sukke, du mister glæde ved det" Han smilede. Hun kunne se hans ansigts træk i det svage gadelysets skær. Men hun tog sig selv i det. Nogle af de få informationer hun havde om ham var, at han havde efterladt flere knuste hjerter i mange byer. Hun havde ikke tænkt sig at blive en af dem. Hun besluttede for at tænke på missionen. "Hvorfor af alle steder lige den magiske skole?" Hun kiggede skulende på ham  "det er da en skam, at de skal være de eneste der får glæde af alle de skatte" sagde han smilende, imens han kigger på den store skole. De stod på bagsiden af slottet, da det ville være for risikabelt at tage hovedindgangen. Der var en stor mur om skole. "Vi skal have en slags spion navn" sagde Maya Grinende "ha ha du er så barnlig" Maya nedstirrede ham. "Fint hvad med skønhedens engle" Maya så på ham og flækkede så af grin. "shhh- stille" han hviskede og pegede op mod skolen. Der er stadig nogen oppe? Hun holdte sig for munden hvem er oppe på dette tidspunkt?!

“Hjælp mig med rebene” hun gned sit håndled. Underligt?! armbåndet med glaskuglen, sad om hendes håndled, men hun havde ingen erindring om at havde taget den på. Hun kiggede på den. Den havde et mystisk skær, af en anden farve end normale glaskugler, men det var nok bare hendes øjne, der spillede hende et puds. Den virkede fascinerende og mystisk i mørket. "Hjælp mig med rebet" sagde Key. Han kiggede mod muren. "Maya træk rebet frem fra hendes taske "her" hun hviskede det, imens hun rakte ham rebet. Han kastede det over muren på et enkelt kast, og det landede der, hvor vi havde regnede med, at det ville sidde godt fast. Han trak i rebet for at være sikker på, at den sad fast. Den rokkede sig ikke. Hun pustede lettet. Hun havde en dårlig fornemmelse. Hun kunne mærke der var noget galt, det havde nok bare noget at gøre med, at hun hadede stedet. Key trak sig over først, med hurtige træk i rebet, var han ovre muren. Hendes håndflader blev svedige, og hendes hjerte hamrede af sted. Hun tog med rystende hænder, fast i rebet. Det var ikke særlig nemt at klatre op ad en mur, med svedige håndflader. Hun trak hårdt i rebet, og hun var helt forpustet, da hun endelig nåede toppen. Muren var jo gigantisk! Hun så ned. Der var flere meter til jorden hun sukkede og hoppede så ned i mørket på den anden side af muren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...