Magiens hemmelighed

Maya levede i inder kredsen sammen med sine forældre. indtil hendes forældre bliver myrdet af nogle troldmænd. Maya lever livet som tyv, blandt byen andre fattige, hun har et stort had til langt de fleste rige og troldmænd. En dag da hun bryder ind i et stort hus hvor nogen fra det rige kvarter bor, slipper de afsted med nogle underlige ting. En af dem sender en masse troldmænd på jagt efter hende. Hvorfor vil de have fat i hende? Maya bliver draget ind i en verden med mystik og løgne, fra der hvor du mindst forventer dem.

4Likes
1Kommentarer
765Visninger
AA

13. Såret

Hun stirrede stift på ham, imens han jog kniven mod hendes håndled. Hun skreg, da kniven ramte hendes hud og det var som om der blev sendt chokbølger igennem hende. Kniven føj tilbage som ramte den en barriere. Manden blev også skubbet tilbage, og det der lukkede hendes håndled knækkede. Armbåndet var brændende rødt, og Maya skubbede med alt besvær sig væk fra operationsbordet. Alt i rummet var væltet omkuld, selv de vagter der passede på døren. Hendes arm blødte kraftigt, blodet fossede ud fra et sår, og dryppede ned på gulvet. Maya rev et stykke af en af vagternes trøjer af, og brugte det som forbinding. Hun var næsten sikker på at Key og Marian også var her, det ville sikkert være for risikabelt, hvis de ikke var spærret inde, indtil manden havde fået armbåndet af hende. Maya drejede ned af en gang, og kom til de celler, hvor hun havde været spærret inde. Hun begyndte så småt at blive svimmel. Hendes arm blødte stadig lidt, men den mængde af blod, hun allerede havde mistet, var for meget i forhold til hvor lille hun var. Hun støttede sig på væggen imens hun langsomt checkede cellerne. De var alle tomme i denne del, men der skulle nok være flere celler længere nede. Maya gik med små usikre skridt ned mod en stor dør, der nok førte videre. Hun åbnede langsomt døren og kiggede ind. En overrasket vagt kiggede forundret på hende. Maya var udmærket klar over, at det ville blive en meget svær kamp. Han så stærk ud, og såret på hendes arm gav ham en klar fordel. Desværre var der ingen vej tilbage, hun skulle forbi ham. Lige meget hvad det måtte koste. Hendes vejrtrækning var besværet, og hendes hjerte hamrede imens hun prøvede at huskede de kampteknikker som hun havde lært. Hun cirkulerede rundt om ham. Han var tydeligvis trænet kampsport, og han cirkulerede adræt omkring hende, Maya var stadig svimmel af blodtab, så hendes skridt var meget usikre. Hun ville ikke komme uskadt igennem denne kamp, men der skete vel intet ved at prøve. Han langede ud efter hendes venstre skulder og snittede lige så det sendte en skarp smerte igennem hendes skulder. Hun skreg af smerte. Det raslede fra en af cellerne. ”Maya!?” råbte en velkendt stemme. Maya vendte sig om mod lyden. Kel stod i cellen bag hende ”Key godt at du er…” men hun blev stoppet af et slag der hårdt ramte hendes baghoved. Hun faldt til jorden og det svimlede for hendes ”Maya!” skreg Key mens han væltede imod celle tremmen. Mere kunne hun ikke se, før hun blev vendt omkring. Vagten satte sig på tværs af hende, så hun ikke kunne flytte sig, så begyndte han at slå mod hendes ansigt, og hun nåede kun lige at beskytte det. Derefter slog han lige ned på hendes bandage, der blev gennemvædet af blod. Hun skreg og kæmpede for at komme fri. Vagten tvang hende op og bankede hende mod væggen. Hele hendes krop skreg af smerte, og hendes øjenlåg begyndte at blive trætte. Hun rettede armbåndet mod vagten, og håbede inderligt at der ville ske noget. Det gjorde der også. Nøglerne til cellen faldt ned på gulvet foran vagten. Vagten stirrede forundret på det og opdagede først for sent, at Maya kom styrtende lige ind i ham. Hun brugte sin sidste energi på at kaste sig mod nøglen, og glide den hen af gulvet og ind i Keys celle. Vagten bragede ind i hende bagfra og hun blev kastet mod væggen. Det sidste hun så, før hun faldt sammen på gulvet var Key der kom styrtende imod hende med et meget bange ansigt, næsten som om hele hans verden var gået sammen. Men så faldt hendes øjne i, og mørket kom brasende.

 

Hun blev langsomt tvunget tilbage af en stemme, der kaldte på hende. Langsomt og besværligt åbnede hun hendes øjne. Hele hendes krop gjorde ondt, og langsomt kunne hun se Key og Marian sidde, og de kiggede lettede på hende “jeg troede ikke du ville vågne igen, jeg var så bange Maya” sagde Marian. Key havde også et meget lettet udtryk, men han så stadig meget nervøs ud. “De kommer snart og leder efter os, vi må videre” Maya prøvede at sige noget, men det blev bare til et ynkeligt støn. “Du skal ikke overanstrenge dig selv” sagde Marian moderligt. De fik lagt Maya op på Keys ryg og Marian gik et par meter i forvejen “Jeg troede ikke, du var så svag, lille Maya” Maya fremtvang et svagt grin og sagde ordene som en besværlig hvisken “jeg ville gerne se dig gøre det selv” Han grinte ikke “Maya... gør det ikke igen okay” Maya kiggede forvirret på ham “hvad skulle jeg så have gjort? Jeg kunne da ikke bare efterlade jer”. Key kiggede ned “jeg ved det godt… Jeg vil bare ikke have, at du bliver såret. Marian vinkede og hviskede “her er ikke nogen, skynd jer” Maya udstødte et svagt støn, da de gik ned af nogle trapper. “jeg skal nok prøve, at gå stille ned” sagde Key bekymret. Hun nikkede så godt hun kunne, men hele hendes krop var lam. Hendes hjerte arbejdede på højtryk, imens hun holdte øje, om der kom nogen bag dem. Der var ingen, og hvis der kom en vagt var Marian klar. Hun var godt nok ikke god til nærkamp, men hun kunne lamme folk med et enkelt slag, fordi hun vidste, hvor hun skulle ramme. Maya havde aldrig set Marian forsvare sig selv, men hun var foruroligende god til det. Det vrimlede med vagter, og de måtte flere gange gemme sig. Så for hvert hjørne de kom til, holdte hun øje med gemmesteder. De kom til en stor trædør, som de forsigtigt åbnede. Der var ikke nogen vagter, og døren førte ud til en bagdør. Maya tog et godt kig på det sted, hvor de alle tre var holdt fanget. Det sted hun næsten ikke slap levende fra. Det sted hvor hun næsten var sultet ihjel. Hendes mave knurrede og Key begyndte at grine. “Du har virkelig, den værste situationsfornemmelse” Maya grinede også svagt og hviskede besværligt “jeg har ikke spist i lang tid okay?” De satte sig ned og holdte pause bag nogle træer. Marian kiggede bekymret på dem “hvor kan vi gemme os henne?” Key rystede på hoved “jeg ved det ikke” Maya tænkte sig om, på kroen kunne de ikke, heller ikke ved deres gamle bosted hos tyvene. Hun fremkaldte et smalt billede af et fint velkendt hus der var efterladt. “Jeg ved hvor vi kan være” sagde Maya selvom det anstrengte hende, Maya og kiggede mod himlen. “Hvor?” Spurgte Key. Maya svarede stille “et efterladt hus… mine forældres gamle hus” Marian kiggede forskrækket på hende “Maya jeg har aldrig set dig, så meget som nærme dig, det sted i alle disse år?!” Maya nikkede “derfor er der ingen der ville kigge der, de ved ikke engang, hvor huset er” Key nikkede anerkendende “der ville ikke være et mere sikkert sted...Men Maya er du okay med det?” Maya nikkede “det er helt fint” Key nikkede “okay, men lad os vente til Maya er klar igen.” Marian nikkede “okay lad os det” Key fandt brænde, og Marian skaffede noget mad. Maya sad op af et stort træ. Hun følte sig ikke videre nyttig, men der var ikke noget, hun kunne hjælpe med. Key kom først tilbage, og de sad og snakkede lidt. Før Key tændte bålet. Maya spurgte bekymret “kan de ikke se røgen?” Key rystede på sit hoved “trækronerne er så tætte, at der ikke kommer ret meget røg forbi. Desuden er det der så kommer i så små mængder, at ingen fra byen kan se det” Maya nikkede “smart” Key nikkede og kiggede mellem træerne. Så rejste han sig pludselig og satte sig på hug overfor hende “må jeg kysse dig?” Maya kiggede ildrød i hoved på ham “hva-ad?” Key grinte og smilte stille mod hende “du hørte mig godt” sagde han og lænede sig langsomt frem og kiggede afventende på hende, og så kyssede han hende. Mayas hjerte bankede voldsomt, da deres læber mødtes, og der blev sendt gnister gennem hele hendes krop. Han trak sig væk og kiggede på hende. Han begyndte straks at grine. “Du er virkelig nem at læse Maya” Maya kiggede væk “det kan jeg ikke gøre noget ved” Key smilte “nej, det burde du heller ikke” sagde han og satte sig ved siden af hende. De sad bare og kiggede ind i ilden. Nogen gange var tavshed mere værd end tusind ord. Der var en fredelig tavshed, som om de var de eneste tilbage og ikke havde nogen bekymringer. Det føltes som om, at hun ikke næsten var slået ihjel. Ilden knitrede og freden herskede. Maya kiggede op på himlen, og så ned på armbåndet. Hun kunne ikke have den på, hun måtte gemme den, og hun vidste hvor. Maya sukkede.

Intet ville blive som før, men var det en dårlig ting? Hun vidste det virkelig ikke. Så mange ting var anderledes end før. Hun havde lært så mange ting om både Marian og Key. De personer hun virkelig kunne stole på. Hun savnede Kia og Kip, men hun ville bringe dem i fare, hvis hun besøgte dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...