Magiens hemmelighed

Maya levede i inder kredsen sammen med sine forældre. indtil hendes forældre bliver myrdet af nogle troldmænd. Maya lever livet som tyv, blandt byen andre fattige, hun har et stort had til langt de fleste rige og troldmænd. En dag da hun bryder ind i et stort hus hvor nogen fra det rige kvarter bor, slipper de afsted med nogle underlige ting. En af dem sender en masse troldmænd på jagt efter hende. Hvorfor vil de have fat i hende? Maya bliver draget ind i en verden med mystik og løgne, fra der hvor du mindst forventer dem.

4Likes
1Kommentarer
1025Visninger
AA

14. Sandheden

Marian kom tilbage, da mørket var ved at sænke sig. “Se hvad jeg har fundet” Marian hev en pose med brød og frugt frem. “Jeg fandt dem ved Rinca floden. Kajian og mig plejede at hente frugt der, til sommer øl” hun sank blikket “undskyld Maya jeg vidste virkelig ikke, hvad han havde gang i. Hvis jeg bare havde vidst det, ville jeg havde stoppet ham” Maya rystede på hoved “det er ikke din skyld. Du kunne ikke vide noget” Marian nikkede “ingen kunne havde forudset det” Maya nikkede og sagde stille “nu gælder det bare om at komme videre” De nikkede begge to samtykkende. De sad og kiggede tavs mellem træerne imens de spiste bærene og brødet. Aftenen faldt stille hen, og Key slukkede de sidste gløder fra bålet før de faldt i søvn. Maya lå tidligt om morgenen og så sig omkring. Der var en tidlig morgen brise, og nogle få fugle sang. Maya sagde stille “Marian er du vågen?” Marian bevægede sig lidt, og sagde derefter anstrengende “ja hvad er der Maya?” Maya tøvede lidt før hun talte “jeg tror jeg kan bevæge mig igen” Marian satte sig brat op og kiggede overlykkeligt på hende “kan du virkelig?!” Maya nikkede “måske, men kan du ikke prøve at hjælpe mig op” Marian nikkede smilende “selvfølgelig vil jeg det” Marian rejste sig og kom gående imod hende. Hun hjalp stille Maya op. Maya ben rystede, og det tog hende noget tid, før hun kunne stå selv. Hendes krop var ikke helt healet endnu, men hun kunne da gå. Desuden måtte de videre, det ville være for farligt at blive her længere. Maya stod og hvilede hendes vægt fra det ene ben til det andet, til hun var sikker på at hendes ben ville holde. Hun strakte sin krop og prøvede at få hendes krop i gang igen. Hendes muskler og bevægelser var sløve, men i det mindste kunne hun bevæge sig igen. Hun ville slet ikke tænke på, hvad der ville ske, hvis hun ikke kunne bevæge sig igen. Marian kiggede smilende på hende. Key gabte og satte sig op. Han blinkede et par gange, før han også begyndte at smile. “Du kan bevæge dig igen?! Det er jo fantastisk” sagde Key fuld af entusiasme. Maya smilede “ja, men burde vi ikke se at komme videre?” Key nikkede “du har ret, det vil ikke være sikkert at blive her” Marian nikkede samtykkende “jo vi må videre.”

De pakkede de få ting de havde og gik i nogle timer. Maya forblev tavs og viste dem vejen. Minderne strømmede frem. Det hele kom tilbage til hende. Alle de minder hun havde brugt år på at fortrænge. De fleste af minderne var gode, men der var også et med troldmandens smil, der gentager sig i hendes hoved. Hun dirigerede dem hen ad en lille forvokset sti. Hun kunne stadigvæk finde vej selvom stierne var groet til flere steder. Det ville give dem en fordel, hvis nogen begyndte at kigge efter dem. Træerne blev mere tilgroede jo længere de kom ind. Maya tørrede sved af sin pande, og prøvede at tørre sit ansigt der var blevet snavset af jord. Hendes hår havde samlet flere blade. Hun  vendte sig om og kiggede imod de andre. De var også snavsede og så trætte ud. De trængte til en pause, men havde de råd til det? de vidste intet om hvor vagterne eller troldmændene patruljerede. Hun var dog sikker på, at de ikke patruljerede skoven endnu, og det var ikke sikkert de ville det. Hun kunne stadig ikke ryste den bange følelse af sig, hvad mon var i vente? hvad ville der ske når de ankom? Maya følte sig drænet af den lange gåtur, men de måtte fortsætte. “Kom vi fortsætter lidt endnu, vi er der næsten” sagde hun træt. De nikkede og kiggede træt fremad. Hun navigerede dem igennem noget tæt terræn og ned af en stejl bakke, som Maya endte med at falde nedad. Alle hendes muskler gjorde ondt, og hun fik en mavepuster, da hun ramte en træstub. “Er du okay?” spurgte Key og rakte hans hånd frem. Maya nikkede stønnende “Ja, jeg faldt bare ned af en bakke...Ingenting” Key grinede “Kom så op igen” Maya tog hans hånd og trak sig op på benene igen. “tak” sagde hun og imens hun børstede jord og grene af sig. De gik igennem noget buskads, før de kom til huset. Maya holdt vejret, de var ankommet. Huset så rustent og gammelt ud. Meget var tilgroet, gennem årene og huset havde store slyngplanter op langs dets sider. Hun sukkede, det nyttede ikke at være bange. Der var ingen vej tilbage. Hun kunne ikke flygte fra fortiden for evigt. Hun gik nærmere, med usikre små skridt. Key og Marian gik et stykke bagved. De standsede og lod Maya undersøge huset i fred, hun lod minderne runge frem som en flodbølge. Hun kunne se sin familie overalt. Se alle deres minder strømmede frem. Hun standsede det ikke idag, hun kunne huske alt. Små og store minder. Ting hun havde brugt årevis på at begrave. Fortiden væltede ud af hendes barrikade. Alt stod skarpt. Hun lod fingrene glide over væggene. Pludselig huskede hun et bestemt minde. Et minde hvor hendes mor viser hende et magisk skrin. Hun genlevede mindet. Hun står og kigger på et stort gyldent skrin, hendes mor kommer nærmere, hun smiler “dette er et magisk skrin, der kan beskytte lige hvad du vil have beskyttet” Maya griner stort. “Så vil jeg gemme min bamse, Liljetot deri. Det er min største skat” Moren smiler og svarer “okay men for at åbne den skal du sige denne remse ord: ild, sne, tåge og regn lad os gemme dette til det bliver til gavn”  Maya prøvede remsen men skrinet åbnede sig ikke. Moren smiler “du skal virkelig ønske at gemme eller hente det ellers virker det ikke” Maya nikkede, og kiggede på kisten “ild, sne, tåge og regn lad os gemme dette til det bliver til gavn”  små gnister flyder fra hendes hænder før skrinet gled op. Maya grinede og lægger Liljetot ned i æsken. Der var noget mere i kisten, det lignede et kort eller et pergament. Maya smilede stort, hun havde lige fundet ud af, hvor hun kunne lægge armbåndet i huset! Hun vidste at hun ville gemme det i huset, men ikke hvor. Hun styrtede op af trappen og ind på hendes forældres gamle soveværelse. Æsken stod ovre i hjørnet, præcis som i mindet. Maya styrtede derover og lagde hånden mod æsken. Hun håbede af alt sin magt at den ville åbne. Det skulle den. “Ild, sne, tåge og regn lad os gemme dette til det bliver til gavn”  Hun mærkede et sus gå igennem sin krop til det nåede fingerspidserne og kisten gled op. Hun lænede sig langsomt frem og kiggede i den smukke guldbelagte kiste. Der lå flere ting deri. En gamle bamse kaldet Liljetot, nogle magiske formularer og et pergament, Hun åbnede forsigtigt det gamle pergament. hun stirrede chokeret og mistroisk på det. Det var sandhedens kort. Måske var der en grund til, at de var efter hendes forældre. Kunne hendes fortid have været en løgn. Hun tog armbåndet af, og lagde det forsigtigt i kisten. Hun sikrede sig at kisten var lukket og sukkede så. Hun havde endnu flere spørgsmål nu, end før. Hvem var hendes forældre? Hvorfor havde de kortet? Hvornår kom troldmændene og ledte efter dem? Hvad forgår der? hvordan kunne hun åbne skrinet? Var det magi? Var hun magisk? Hele verden spinnede rundt. Hun hørte en rømmen og vendte sig om. Key stod i døråbningen. Hun kiggede på ham, imens han spurgte “er den gemt i kisten derovre?” Maya nikkede. Hun trådte et par skridt nærmere, så der kun var 15 centimeter imellem dem. Hun havde fået mange spørgsmål men også mange svar. Hun havde indset, at hun var blevet forelsket i Key, måske fra den første gang hun mødte ham. Det var endnu et spørgsmål. Hun lænede sig frem og kyssede ham blidt, han lagde hans arme rundt om hendes talje og trak hende tættere ind til sig. De trak sig fra kysset og Key kiggede lusket på hende “er du klar over hvor længe jeg har ventet på, at du skulle gøre det” Maya grinede og kyssede ham igen. Hun var fuldstændig ligeglad med hvor mange hjerter han havde knust, så længe han ikke knuste hendes. Hendes hjerte bankede voldsomt, og sendte små sommerfugle flyvende rundt i hendes mave. Hun havde fået spørgsmål. Hun havde fået svar. Få ting vidste hun. Hun var vanvittigt forelsket, bange for troldmænd, men nød i fulde drag at være hjemme, selvom hun ikke rigtigt hørte til her mere. Marian og Key var hendes familie nu. En af dem håbede hun kunne blive mere. Sammen måtte de klare det, til der ikke var flere spørgsmål. Et spørgsmål hjemsøgte hende dog stadig. Hun havde haft et syn, men hvad handlede det om, er det noget der er sket, eller er det noget der kommer til at ske? Hun ville ikke stoppe til alle svar var vendt. De tre havde en fordel. De havde kortet og armbåndet, og hvis nogen prøvede at tage det, skulle de bare komme an. Hun ville ikke lade noget ødelægge de to hænder hun holdte lige nu. Den ene var varm og fik hendes hjerte til at hamre. Den anden fik hende til at føle, som om alt ville blive godt for evigt. Det ville det ikke. Ikke for dem der dræbte hendes forældre. Ikke for de pokkers troldmænd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...