Magiens hemmelighed

Maya levede i inder kredsen sammen med sine forældre. indtil hendes forældre bliver myrdet af nogle troldmænd. Maya lever livet som tyv, blandt byen andre fattige, hun har et stort had til langt de fleste rige og troldmænd. En dag da hun bryder ind i et stort hus hvor nogen fra det rige kvarter bor, slipper de afsted med nogle underlige ting. En af dem sender en masse troldmænd på jagt efter hende. Hvorfor vil de have fat i hende? Maya bliver draget ind i en verden med mystik og løgne, fra der hvor du mindst forventer dem.

4Likes
1Kommentarer
870Visninger
AA

12. Forræderi

Hun spurgte flere personer før hun næsten stødte ind i Key. Han kom ud af trænings rummet, og der var stadig lidt sved, på hans pande. Der tydede på, at det var styrketræning. “Hvad laver du her?” spurgte han hende forunderligt. “Jeg leder efter Kajian, har du set ham?” spurgte hun. Han nikkede, imens han sagde “ja, han er ved informationskontoret” Maya så forvirret på ham “hvad er det?” Key smilede “du har ikke hørt om det, fordi du ikke har været her i særlig lang tid, men det er der vi samler al vores information, og der Kajian tilbringer det meste af sin tid” Maya nikkede “kan du vise mig hvor det er” Key nikkede “følg med mig”      De gik ned af en masse snoede gange, og maya kunne kun gætte på, hvordan et så stort sted ikke var blevet opdaget. “her er det så” sagde Key da de stod foran en gammel trædør. “tak fordi du viste mig vejen” sagde hun. Key smilede “intet problem” Maya rettede sit blik mod den store dør. Hendes fingre fandt frem til hængslerne, og hun trak så hårdt hun kunne indtil døren med en knirkende lyd åbnede. Der var to bogreoler til højre og i midten stod et bord. Kajian sad fordybet i nogle papirer. Maya rømmede sig, kajian fjernede sit blik fra bogen og mod hende “Maya jeg så dig slet ikke komme, sid ned” sagde han og pegede mod en stol. Maya satte sig til rette “jeg ved, hvordan man bruger armbåndet” sagde hun. Kajian kiggede interesseret på hende “ja så, så ved du også hvor vigtigt det er” Maya nikkede “det er utroligt at jeg stødte på noget så værdifuldt” Kajian nikkede “det er sandligt mærkværdigt med skæbnens veje” Maya nikkede “hvad skal jeg gøre?” Kajians blik blev fjernt “det skal du nok få at vide, når tiden er inde… jeg er ked af at du blev blandet ind i det her Maya” Maya kiggede forvirret på ham men han fortsatte “du må undskylde for hvad jeg skal til at gøre, det er ikke personligt” sagde han og rettede hans øjne direkte mod hende. Maya spurgte forvirret “undskyld for hvad?” Kajian blik blev fjernt da han sagde “det her” i samme øjeblik som hun mærkede en skarp smerte i sit baghoved og alt blev sort.

 

En dunkende smerte kom fra hendes baghoved og hun åbnede langsomt øjnene. Det tog noget tid for hende øjne at vende sig til mørket. Hun var i noget der lignede en fængsel celle. Begge hendes arme var låst fast af håndjern, hvorfra der gik nogle store jernkæder der var sat fast til væggen. Hun trak hjælpeløst og vredt sig fremad og prøvede ihærdigt at slippe fri. ”Kajian!” Skreg hun vredt og såret. Han havde været som en far for hende, og han havde altid behandlet hende som en datter. Hendes hjerne kunne slet ikke følge med til det der var sket. Et af spørgsmålene blev ved med at runge i hendes hoved: Hvorfor? Hvorfor er det armbånd så pokkers vigtigt? Hvorfor var det hende der fandt det? Hvis ikke hun havde fundet det, ville hun sikkert have snakket med Kia og Kip på dette tidspunkt. Hvad mon de lavede? Har de mon mad nok? Hun kunne mærke tårerne løbe ned af hendes kinder. Hun har altid prøvet at være stærk, men nu faldt det hele sammen. Den person hun havde elsket som sin far havde forrådt hende, og hun anede ikke hvordan Kia og Kip havde det. Hun var stadig et barn, og da hun først var startet med at græde, kunne hun ikke stoppe, tårerne flød ned af hendes kinder. Hendes verden var vendt på hoved, og hun vidste heller ikke, hvordan Key og Marian havde det. Hvad var der mon sket med dem. Hun lå flere dage bare og stirrede ud i ingenting. Engang imellem blev der sendt mad ind til hende, men hun drak kun vandet. Hun nægtede at spise noget. En dag blev hun hentet af to troldmænds vagter, men hun lagde ikke mærke til noget. Alt foregik i en døs, som i en drøm. Hendes ben lystrede ikke, så de slæbte hende hen ad gulvet. De ankom til et rum med en masse knive og et operationsbord. ”Se hvem vi har her, du må så være Maya” sagde en stemme. Hun hvæsede, da hun kunne genkende stemmen, det var den troldmand som var vred på den, der passede på armbåndet. ”Rolig nu, så sker der ikke noget. Bare giv os armbåndet” sagde han og kiggede gennemtrængende på hende. ”Jeg kan ikke få den af, den sidder fast” sagde hun, imens hendes blik gennemborede ham. ”Ser du tricket med armbåndet er, at du skal frivilligt give det. Eller skal vi til at save din hånd af, og det vil vi jo nødigt ha, vel?” Maya rystede, var de villige til at save hendes hånd af? Hvad var de ikke villige på at gøre for at få armbåndet? Maya stirrede stift på ham ”jeg giver ikke armbåndet, til en flok mordere som jer” Mandens blik blev blodtørstigt ”jamen fint det er dit eget valg, spænd hende fast” Maya skreg og kæmpede imod, men de fik alligevel tvunget hende op på operationsbordet, hvor de spændte hende fast. Tårerne løb ned af hendes kinder, men hun fjernede ikke sit blik fra ham. At kigge væk ville være et tegn på fejhed, og Maya var ikke fej. Hun ville dø med åbne øjne stirrende imod morderen. Det kunne godt være, at hun var lille og bange, men hun ville ikke vise det. Hun ville aldrig vise det, ikke til dem. Hun fik langsomt sin vejrtrækning under kontrol, og stoppede tårerne. Troldmanden tog en stor kniv frem, og kom gående hen imod hende. Hun kæmpede ikke imod, hun stirrede bare på ham, mens hun gentagede ordet ”morder” ganske stille som en hvisken, men højt nok til at han kunne høre det. Han smilte bare ”målet før midlet”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...