I hate YOU. - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 nov. 2013
  • Opdateret: 6 okt. 2014
  • Status: Igang
Wendy Marsh er godt i gang med hendes sidste high school år og hun kan ikke vente på at skulle starte på college. Starte på en frisk og ikke skulle stå ansigt til ansigt med hendes fjender hver dag. En dag da hun er i skoven for at se på stjerner bliver hun ramt af et lyn fra den klare himmel, og det ændre det hele.

Louis tomlinson, en første års college elev som elsker at feste. Han tager ikke skolen seriøst og er ligeglad med det meste. De mødes og meget ændre sig, for dem begge...

Hvordan kan man så bare glemme det hele?

24Likes
9Kommentarer
1889Visninger
AA

11. Kapitel 9.

På vej ud mod bilen hev jeg mobilen op af lommen for at se på klokken, den var lidt over 15. Som jeg stod og fumlede med mine nøgler ringede min mobil.

”Det Wendy” Sagde jeg med et smil på læberne.

”Hey… Det Lou” En forpustet Louis lød i den anden ende. Jeg smilede ved lyden af hans stemme, på trods af i dag havde været en forvirrende dag med en masse nye mennesker var der noget i mig der straks genkendte hans stemme.

”Hey” Sagde jeg og han blev straks gladere og friskere at høre på da han kunne høre at jeg var glad for at han havde ringet.

”Hvad laver du, sådan lige nu?” Spurgte han og jeg fik endelig låst bilen op.

”Jeg er på vej hjem, for resten jeg fandt min bil” Han grinede og sukkede.

”Hvor har du været?” Spurgte han.

”Jeg var bare nede og få noget mad” Jeg kunne ikke lide at han var så hurtig til at spørge hvad jeg havde lavet, jeg kunne ikke huske nogen jeg kunne tage hen og møde.

”Kunne du tænke dig at komme hen til min lejlighed?” Spurgte han nervøst. Jeg ville vildt gerne men jeg var ikke sikker på hvor han boede eller hvordan jeg kom hjem?

”Ja men jeg-” Stammede jeg og Louis forstod straks.

”Du ved ikke hvor du er eller hvor jeg bor, jeg kommer og henter dig.” Han afbrød mig, men jeg havde ikke noget i mod det for han havde fuldstændig ret.

”Kan du se et vejskilt?” Spurgte han og jeg smilede for mig selv. Jeg så rundt og kunne se et skilt hvor der stod Peterson st.

”Peterson Street?” Sagde jeg spørgende og han mumlede et ja.

”Jeg kommer og henter dig om to, jeg elsk-” Han stoppede sig selv og jeg kunne høre ham bande lavt for sig selv. ”Vi ses” Ændrede han det hurtigt til og lagde på.

Jeg låste bilen igen og gik hen mod vejskiltet.

Jeg vidste at alt det her havde været svært for mig men jeg havde helt glemt hvordan han måtte have det. Pige han elskede kendte ham pludselig ikke? Prøv at forstille dig vis en du elsker ikke kan huske noget som helst af jeres liv sammen?

”Wendy? Er du okay?” Louis stemme afbrød mig og jeg så på ham, det var ikke gået op for mig før nu at et par tåre var undsluppet mine øjne. Han lagde armen om mig og guidede mig hen i mod sin bil.

”Ja, jeg er okay. Det bare for meget alt det her” Han nikkede og åbnede bil døren for mig. Jeg satte mig ind og to sekunder efter åbnede den anden dør sig og han smuttede hurtigt ind. Han startede stille bilen og drejede igen ud på vejen.

Vi kørte lidt i tavshed og det fik mig til at tænke, hvor længe havde jeg stået og ventet på ham? I mit hoved havde det ikke været længe men tydeligvis var de flere minutter eftersom at turen tilbage til lejligheden tog lidt tid.

”Jeg bor rundt om hjørnet” Sagde han. Han havde et charmerende smil på læberne mens han forsøgte at fokusere på vejen.

”Hvad har du lavet i dag?” Spurgte jeg nysgerigt. Han vendte kort sit blik mod mig inden han igen fokuserede på vejen.

”Ikke så meget, college du ved...” Jeg nikkede. Han drejede da bilen ind på en parkeringsplads ved siden af en høj bygning. Det var en flot gammel bygning, medtaget men hyggelig. Han stoppede bilen og så over på mig med et smil.

”Så er vi her ” Vi steg begge ud af bilen og han begyndte at gå hen mod bygningen, jeg fulgte efter ham i stilhed og beundrede stedet. Det var ikke byens pæneste kvarter, hegne og bygninger havde graffiti på dem og alt bevoksning var dødt men det havde alligevel sin charme.

Hvis min mor havde det her sted ville hun straks være løbet sin vej.

Vi gik i tavshed og han førte mig hen til døren. Han låste døren op og holde døren for mig, jeg skyndte mig ind og så rundt i rummet. Det var en typisk opgang, kedelig med gulligt tapet og mørkebrune lister. Han førte mig op af trappen til fjerde sal.

”Så er vi her” Smilede han og låste en dør op. Han ledte vej ind i en gang, gangen forsatte igennem hele lejligheden. Jeg satte mine sko pænt op af væggen og hang jakken på en krog, Louis sparkede sine sko af og forsøgte forgæves at hænge sin jakke op, den falde mod jorden. Han gik forrest men vendte sig om for at se mit udtryk.

Gangen havde hvide vægge og et gammelt charmerende trægulv. På den en væg var en masse billeder, de var ikke sat i rammer men hang bare lidt tilfældigt og overlappede hinanden. De fleste billeder var af os og det var ubehageligt at se mig selv så glad uden at kunne huske en skid. Jeg sank en klump og det gik op for mig at Louis stod og så spændt på mig. Jeg vendte mig mod ham og smilede.

”Er det noget… som vi har lavet?” Spurgte jeg og han nikkede. Jeg stod et øjeblik men gik forbi ham og forsatte ind i det første rum, det var en stue. Stuen var forholdsvis stor og ligge som gangen med hvide vægge og et flot gammelt trægulv. Der var en smule rodet men mere havde jeg heler ikke forventet, jeg så lidt rundt i stuen.

Der var en sofa i sort ruskind og en lænestol i et mørke grønt stof betræk, foran et sofa bord, det hele stod rettet mod et tv som stod i en bog reol. Jeg blev egentlig chokeret over hvor mange bøger han havde, han var ikke typen jeg umildt bart vil tro læste frivilligt.

Det var smukt og enkelt indrettet. Ud af øjenkrogen kunne jeg se Louis betragte mig, han smilede bredt og stod lænet op af dørkarmen.

Jeg drejede mig og så hen mod et halvmur der delte køkkenet og stuen. Jeg bevægede mig ud i køkkenet og Louis fulgte lydløst efter mig.

Køkkenet var præcist så enkelt og smukt som stuen. Jeg elskede det allerede og jeg havde knap nok set halvdelen. Jeg vendte mig mod Louis og smilte bredt til ham.

”Det skønt” Sagde jeg og han åndede lettet ud. Jeg bed mig nervøst i underlæben og så ud i gangen som også havde en dør fra køkkenet.

”Vil du se resten?” Spurgte han og jeg nikkede ivrigt. Han grinede og lagde en hånd på min lænd for at føre mig ud tværs over gangen og ind i et soveværelse. Der var næsten ingen farver i rummet ud over det mørke træ gulv der skilte sig ud fra resten af lejligheden. Der stod et lille bord på hver side af den hvide dobbeltseng. Underligt nok var der kun en lampe på det ene, på det andet lå en bog, noget papir og lidt tyggegummi.

Jeg blev nu ledt igennem en dør og ind i hvad der først lignede en gang, men da jeg så ekstra efter lagde jeg mærke til at væggene var skabe og at der var nogle hylder med sko og nogle kasser. Det var et walk-in closet. Jeg åbnede nysgerigt et af skabene og så til min forbavselse at det var fyldt med mit tøj. Jeg så undrende på Louis der tydeligvis ikke var stoppet med betaget at se på alle mine bevægelser.

”Du insisterede” Grinede han og noget ved måden han grinte på fik mig til at smile bredt. Han havde sikkert været i mod det, men hvis jeg kender mig selv godt nok ved jeg at jeg ikke tager et nej for et nej. Jeg havde formentlig også forsøgt at overbevise ham med statistikker over hvor meget nemmere det vil være.

”Selvfølge” Han førte mig med et let skub igennem en dør i den anden ende af det aflange rum ind i et lille badeværelse. Det var hvidt og ikke rigtig noget specielt. På hylder stod der nogle mandeparfumer og to tandbørster. Tanken om at jeg havde en tandbørste her fik mig til at tænke på noget jeg indtil nu havde skubbet langt væk.

Hvor langt var vi gået?

Indtil for nyligt havde jeg været jomfru, men der var så mange andre ting jeg ikke længere vidste at jeg sagtens kunne… Eller hvad?

”Er du okay, Wen?” Spurgte han og lagde sin ene hånd på min skulder. Jeg nikkede og smilede forsigtigt. Hans pludselige kontakt fik mig til at rødme og jeg så straks væk.

”Er du sulten?” Spurgte han og lagde igen en hånd på min lænd for at føre mig ind i stuen. Jeg så på klokken og det kom som et chok at den allerede var blevet 17. Jeg nikkede svagt og han slap min lænd for at gå ud i køkkenet.

”Sæt dig ned så laver jeg noget” Jeg ignorerede hans opfordring og fulgte efter ham ud i køkkenet. Jeg satte mig på køkkendisken og betragtede nu ham som han havde tidligere. Han tog nogle ting ud af køleskabet og vendte sig om. Han fik et chok da han så mig side på køkkendisken. Han stillede tingende ned og smilede til mig.

”Hey” Mumlede han og jeg grinede svagt. Han begyndte at finde en masse ting frem og jeg så bare på ham. Jeg var normalt alt for genert til at stirre lydløst på en i 40 minutter mens personen lavede mad men i dag var det ikke et problem. For pludselig var han færdig og jeg dækkede bordet.

Han havde lavet en eller anden spændende gryderet og da jeg tog den første bid var jeg solgt.

”Uhm det smager jo fantastisk” Sagde jeg med munden fuld af mad, jeg holdte mig for munden ligge så snart det gik op for mig hvad jeg lige havde gjort. Louis var tilsyneladende liggeglad og grinede bare lidt.

”Det er vel også lidt snyd når jeg godt var klar over at det er… har været din livret” Han smilede og jeg nikkede lidt. Måske var det lidt snyd men det smagte stadigvæk himmelsk.

”Hvor har du den opskrift fra?” Han smilede og pegede på mig.

”Hvad? Mig? Hvem har jeg den så fra?” Spurgte jeg undrende.

”Hanna, hendes mor er kok” Jeg nikkede forstående og smilede.

”Men det er i hvert fald min livret nu, igen” Han grinede og vi tog begge en ordentlig mundfuld af den utrolig simple men fantastiske ret.

Vi fik hurtigt spist alt maden og ryddet op. Bag efter besluttede vi os for at sætte os og se en film. Louis vil have mig til at vælge så jeg greb bare ”Grease” fra hylden og bad ham sætte den på. Han stirrede lidt på coveret inden han satte den i.

”Hvad er der nu galt med Grease?” Spurgte jeg grinende og han så smilende over på mig.

”Ikke noget, det har bare en gang været min ynglings” Jeg smilede og smed mig i hans sofa. Vi havde poppet popcorn og var nu klar til ultimativ afslapning. Louis satte sig ved siden af mig og lagde tøvende sin arm om mig. Han var stivnet og slappede overhoved ikke af.

”Det ok” Jeg så på ham og lænede mig op af hans skulder. Selvom det føltes forkert lige nu, så ville det vel komme til at føles rigtig, det havde det jo gjort før.

Da vi var midt i filmen og jeg var på vej til at falde i søvn kyssede Louis mig blidt på hovedet.

”Jeg er så glad for at vi kan få det her til at fungere igen” Hviskede han i mit øre. Min krop reagerede mærkeligt, jeg begyndte at smile men sammentid føltes det også underligt når han brugte ordet ”igen”. Men jeg måtte nok vende mig til det, for som tingende så ud nu slap jeg ikke af med ham, og det havde jeg faktisk heler ikke lyst til.

 


Så håber alle har haft/har en god jul...

Jeg vil blive ekstremt glad vis i vil smide en kommentar,

bare lige der nede i feltet,

det behøver ikke være en roman (Selvom jeg ELSKER lange kommentarer)

Bare en lille en hvor der står hvad i syntes er godt

og gerne også hvad i syntes er dårligt...

 

Knus Mille. ♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...