I hate YOU. - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 nov. 2013
  • Opdateret: 6 okt. 2014
  • Status: Igang
Wendy Marsh er godt i gang med hendes sidste high school år og hun kan ikke vente på at skulle starte på college. Starte på en frisk og ikke skulle stå ansigt til ansigt med hendes fjender hver dag. En dag da hun er i skoven for at se på stjerner bliver hun ramt af et lyn fra den klare himmel, og det ændre det hele.

Louis tomlinson, en første års college elev som elsker at feste. Han tager ikke skolen seriøst og er ligeglad med det meste. De mødes og meget ændre sig, for dem begge...

Hvordan kan man så bare glemme det hele?

24Likes
9Kommentarer
1863Visninger
AA

9. Kapitel 7.

Brevet der allerede havde små tårer pletter fra tidligere var nu dækket af mine ny fældede tårer. Jeg vidst ikke at han havde det så slemt, eller gjorde jeg? Nej. Jeg vidste det ikke. Ellers havde jeg gjort noget, ikke?

Jeg så rundt i rummet og over på mit sengebord hvor der stod et ur, 13:10. Tiden gik hurtigt, jeg måtte finde et sted at få noget middagsmad, jeg var død sulten, jeg havde end ikke fået morgenmad.

Havde jeg egentlig en bil? Eller måtte jeg gå hen til et sted at få mad?

Jeg så over på senge bordet og så et sæt nøgler. Jeg tog dem op og kiggede på dem, en nøgle der formentlig var til værelset, en der lignede en cykel nøgle og en bil nøgle. Så havde jeg da ikke mistet alt min fornuft med tiden.

Jeg greb hurtigt en læder jakke fra mit skab og skyndte mig ud af døren. Jeg havde taget min mobil med for en sikkerheds skyld og desuden havde jeg taget brevet med, jeg var nød til at læse det mindst en gang til, i dag.

På parkeringspladsen udenfor kollegieværelserne holdte der tusindvis af biler, men hvilken en var min? Jeg så på den lille bil nøgle og kunne se at var der et lille diskret Kia mærke. Så jeg havde en Kia. Jeg så rundt på parkeringspladsen. Altså som 200 andre elever på det her kollegieområde…

Jeg trykkede på nøgle og kunne se nogle bil lygter blinke. Jeg fandt hen til bilen og tog fat i håndtaget, straks startede en bil alarm. FORKERT BIL. Jeg sprang tilbage og så rundt, jeg var ikke alene, to meter væk stod en dreng og smilede til mig. Jeg havde underligt lyst til at smile tilbage men modstod trangen.

”Hey Wendy, hvad laver du, troede at du var færdig med at stjæle biler nu når du har fået din egen?” Hans kommentar gjorde ondt i mit hjerte, havde jeg stjålet biler? Hvem var jeg?

”Øhm jeg… jeg kan ikke huske hvilken bil der er… min…” Stammede jeg og så ned i jorden. Hvorfor var jeg så akavet hele tiden? Drengen brød ud i grin og trådte nærmere.

”Den der” Sagde han og pegede på en bil der holdte to biler henne, den var mørke grå og forholdsvis elegant.

”Okay, tak…” Jeg vendte mig hurtigt om og gik hurtigt hen til den mørke grå Kia. Bag mig kunne jeg høre drengen følge efter mig med hurtigt tunge skridt. Da jeg kom hen til bilen tog jeg fat i dørhåndtaget og åbnede døren men drengen satte en hånd mod døren og lukkede den igen.

”Wendy…” Sagde han og lænede sig op ad bilen, hans mørke brune øjne stirrede ind i mine.

”Undskyld jeg, jeg må nok lige forklare noget ” Han nikkede og smilede svagt. Jeg sank en klump.

”Jeg har hukommelses tab, så jeg har ingen anelse om hvem du er eller hvor jeg kender dig fra” Han stivnede svagt og rettede sig op. Han smilede nervøst og rynkede sit bryn. Hans brune hår var sat med voks i en lidt rodet frisure, det klædte ham underligt godt.

”Hvad? Altså… altså mit navn er Zayn og vi, ja vi havde noget kort, du ved men ja, så kom Louis, du ved vel hvem Louis er?” Spurgte han, det var en masse informationer på en gang, jeg var mundlam, så jeg nikkede blot.

”Men altså, vi venner, sådan da og… wow har du virkelig hukommelses tab?” Spurgte han forvirret, jeg smilede kort og nikkede.

”Men altså, ja det nok det” Han smilede og jeg nikkede. Jeg tog igen i bildørens håndtag og han lod mig åbne døren.

”Hvor skal du hen?” Han slappede pludselig meget af selvom jeg lige havde fortalt ham at jeg havde hukommelsestab, hvordan eller hvorfor var jeg ikke klar over.

”Jeg skal have noget mad” Jeg smækkede døren i og satte nøglen i. Zayn så undrende på mig et øjeblik, han var nok i van til at folk bare smækkede døre i hovedet på ham. Jeg fik ondt af ham og rullede vinduet ned.

”Jeg er nød til at smutte” Han nikkede og trådte et skridt tilbage. Jeg skyndte mig og rullede hurtigt vinduet op igen. Jeg kørte hurtigt uden at se mig tilbage, for jeg var sikker på at hvis jeg havde se tilbage ville jeg fortryde og invitere ham med og det orkede jeg ikke lige nu. Ikke nok med at jeg lige havde mødt en ex-kæreste jeg aldrig havde mødt før, men ud over det fortalte han mig at jeg havde stjålet biler før?

 

***

 

Jeg kørte rundt i hele kvarteret og ledte efter et sted at få mad. Men der var ikke meget at komme efter, jeg fandt til sidst en lille diner der lå ned til en sø hyggeligt men diskret. Jeg parkerede bilen og brugte lidt tid på at få den låst igen.

Jeg trådte inden for i dineren og så rundt. Der var ikke mange kunder, kun et par gamle mennesker og en lille gruppe teenagere. Jeg satte mig ved vinduet og så hurtigt på menukortet.

Hvordan var mit liv endt sådan her? Jeg var ikke typen der stjal biller eller ”havde noget” med en masse forskellige mennesker. Jeg havde bare ikke set det komme, jeg havde ikke regnet med at jeg ville side her, med tåre ned af kinderne uden og vide hvem jeg var.

”Er du okay?” Spurgte en venlig mandestemme, jeg så op og foran mig stod en blond fyr med et akavet smil. Jeg tørrede mig under øjnene med bagsiden af min hånd.

”Jeg skal bare have en stor kop kaffe og en doughnut” Han nikkede og jeg så hurtigt ud af vinduet igen, jeg gad ikke snakke om det hele lig nu. Kort efter vendte han tilbage med en kande kaffe og en fyldt kop. Han stilede koppen og gik bag efter rundt og fyldte folks kopper op. Jeg drak en tår af den varme sorte væske og væmmedes ved smagen, mindre end jeg plejede, men smagen sved stadigvæk på tungen. Jeg hadede kaffe men det var det eneste der kunne holde mig vågen i dag.

”Her er din doughnut” Han satte en tallerken med en lyserød doughnut ned og smilede til mig.

”Er du sikker på at du er ok?” Jeg nikkede og smilede til ham, mens jeg bedte til at jeg ikke var nød til at forklare. Han smilede stille tilbage.

”Okay, sig til vis jeg kan hjælpe med noget. For resten, mit navn er Niall” Han vendte sig og gik ud i baglokalet. Jeg så ned på doughnuten og tog en bid. Jeg vil bare spise min doughnut, drikke min kaffe og måske læse sedlen igen, en sidste gang.

 


 

Jeg undskylder for de korte kapitler

men nogle ting skal bare deles op.

Nå men jeg vil værdsætte vis i efterlod en kommentar?

For jeg vil vildt gerne gøre kapitlerne bedre

og jeg ved ikke hvad der skal ændres?

Så kommenter!!

 

Knus Mille.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...