I hate YOU. - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 nov. 2013
  • Opdateret: 6 okt. 2014
  • Status: Igang
Wendy Marsh er godt i gang med hendes sidste high school år og hun kan ikke vente på at skulle starte på college. Starte på en frisk og ikke skulle stå ansigt til ansigt med hendes fjender hver dag. En dag da hun er i skoven for at se på stjerner bliver hun ramt af et lyn fra den klare himmel, og det ændre det hele.

Louis tomlinson, en første års college elev som elsker at feste. Han tager ikke skolen seriøst og er ligeglad med det meste. De mødes og meget ændre sig, for dem begge...

Hvordan kan man så bare glemme det hele?

24Likes
9Kommentarer
2215Visninger
AA

8. Kapitel 6.

Da jeg var kommet mig over min ellers så endeløse vrede mod min mor poppede en tanke op i mit hoved. Louis havde nævnt et brev, et brev fra Elliot. Jeg rejste mit hurtigt op og begyndte at lede. Jeg måtte have gemt det et eller andet sted, hvor ville jeg være vis jeg var et vigtig papir?

Jeg kiggede først efter et ringbind med vigtige papirer, men alt jeg fandt kun store stakke med rode noter og slidte notes bøger. Jeg ledte hele mit skab igennem og i processen fik jeg sorteret mit tøj, i anstændigt, går an og luder. Jeg fandt nogle bøjler under tøjet og hang det pæneste af det op.

Havde jeg virkelig ikke noget andet tøj? Jeg måtte virkelig snart få den der shoppe tur overstået.

Bagerst i skabet fandt jeg en kasse, den var lilla, låget var dækket af sort blonde stof og med store glimmer bogstaver stod det. Elliot. Jeg rev hurtigt låget af og før jeg vidste af det løb tårerne hurtigt ned af mine kinder.

Det var billeder, massere af billeder, både billeder fra hvad jeg kunne huske og billeder jeg aldrig havde set før. Jeg tog et specielt billede op, jeg huskede det som var det i går. Vi sad foran et juletræ, det var nok for omkring 6 år... jeg mener 8 år siden. Han havde en alt for stor nissehue på og sad og smilede bredt til kameraet. Jeg gravede i kassen men ingen seddel. Blot massere af billeder, jeg lagde dem på gulvet i rækkefølge efter hvornår de formentlig var taget. Billeder fra juleaftner, fødselsdage og et enkelt billede fra min High School dimension.

Jeg forsøgte at holde billederne væk så det ikke blev plettet af mine tåre men efter et par tåre på hver billede gav jeg op og lod tårerne ramme.

Overaskende nok var det let at sætte dem i rækkefølge. Jeg tog udgangspunkt i omgivelserne, om det var jul, hvis der stod tillykke med de 18 år. Men mest af alt tog jeg udgangspunkt i udtrykkende i vores ansigter. De billeder der var taget lige efter hvad jeg kunne huske var stadigvæk glade, jeg var glad og Elliot var glad. Men jo tættere på hans død vi kom jo mere trist så han ud og jo mere punk så jeg ud.

Ved at se på billederne gik det pludselig op for mig at jeg havde fået en piercing, jeg havde ikke set den før for den gemte sig under mine vilde lokker. Jeg skyndte mig ud på badeværelset og satte mit hår op i en stram hestehale, og der var den. En piercing i øjenbrynet.

Wow. Den havde jeg ikke set komme.

Jeg stoppede op og stod der i lidt tid. Var jeg virkelig piercing typen?

Jeg sank en klump og tog mig sammen, jeg skulle ind og finde det brev så jeg kunne lukke hele den her, hvad der skete med Elliot halløj.

Jeg trådte ind i rummet og så at alt var rodet. Billederne rodet ud over gulvet, noter på sengen, en masse vulgært tøj, et helt liv jeg ikke kendte spredt ud i et kæmpe rod. Jeg samlede hurtigt billederne sammen og kom dem tilbage i kassen.  

Jeg måtte have styr på det her liv, men først det brev skulle findes.

Da jeg havde ryddet op i alle de ting jeg havde spredt ud over gulvet gik jeg i gang med at lede videre. Jeg var snart ved at løbe tør for idéer og var ikke længere sikker på hvor jeg kunne lede?

Men så åbnede jeg en skuffe i mit nat bord, og der lå det, brevet. Jeg tog det hurtigt op og satte mig på sengen, jeg trak føderene op under mig og læste så.

 

Til Diane og Will (mine såkaldte forældre), til Wendy og til de idioter der har nedladet, mobbet og skadet mig.

Diane og Will...

Jeg hader jer, lad os få det på det rene, jeg absolut hader jer mere end jeg hader de modbydelige mennesker der har mobbet mig i næsten et årti. Godt nok har de både brugt fysisk og psykisk vold men det i har gjort, i har presset mig, sagt jeg ikke var god nok. Psykisk pres på et helt andet plan en det idioterne på min skole kunne udtænke, for i er kloge. I har fundet ud af hvilke knapper der skal trykkes på for at få tårerne til at løbe, og i tøver ikke med at trykke på dem.

Jeg har fået nok, det eneste gode i mit liv er dig, Wendy. Jeg håber du læser det her og forstår. Jeg elsker dig så meget at jeg ikke kan beskrive det, du er min bedste ven, min søster og samtidig som en mor for mig. Du ved modsat Diane og Will lige hvad der skal til for at få tårerne til at blive til smil og det hele til at blive godt igen. Så du må ikke føle at det din skyld for… det er det altså ikke. Vi er gledet far hinanden det naturligt, men det stadigvæk ikke din skyld.

Jeg gør, eller har gjort, det her fordi jeg ikke længere kunne holde mig sammen. Jeg græder flere gange hver dag og, som Diane og Will er klar over, skader jeg mig selv. Jeg hader bare livet.

Det der fik det hele til at flyde over var en episode i dag, i skolen. To idioter kastede lidt frem og tilbage med min computer (I ved hvem i er), og pludselig tabte de den. Jeg blev vred, selvfølge, jeg havde mange ting på computeren. Men det var ikke det. Efter skole fulgte de efter mig og tævede mig mens jeg forsøgte at kæmpe mig hen mod busstoppestedet. De slog mig, jeg havde ikke så meget i mod smerten men ydmygelsen var slem. Det var heller ikke det der gjorde det, det var jer, Will og Diane.

Jeg ringede til Will og du tog den efter et par gange. Du sagde at du havde travlt, selvom jeg forklarede alt ville du ikke hente mig. Så jeg måtte tage bussen, med blød næse, et blåt øje og en vandvigtig øm arm. Men det værste var at de stadigvæk var der, de fulgte efter mig i bussen og blev ved med at mobbe mig i bussen. Og da jeg kom hjem og troede alt var over fik jeg en masse onde beskeder på nettet. Det var der det blev for meget.

Det havde været sådan i alt for lang tid, nu var det nok.

Jeg havde håbet at vi havde noget reb, så jeg kunne hænge mig og i ville være nød til at stirre på mig blive pillet ned fra loftet. Men jeg kunne ikke finde noget reb så det blev pillerne.

Jeg siger farvel.

 Farvel Wendy, jeg elsker dig og vil altid gøre det. Håber college er godt for dig og at du aldrig skal døje med Will og Diane igen.

Farvel Idioter.

Farvel Will og Diane, jeg hader jer.

 


 

Kunne godt tænke mig og vide om i syntes jeg skal bruge

alle drengene fra One direction eller kun Louis?

Der kommer et kapitel igen snart...

Mille.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...