I hate YOU. - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 nov. 2013
  • Opdateret: 6 okt. 2014
  • Status: Igang
Wendy Marsh er godt i gang med hendes sidste high school år og hun kan ikke vente på at skulle starte på college. Starte på en frisk og ikke skulle stå ansigt til ansigt med hendes fjender hver dag. En dag da hun er i skoven for at se på stjerner bliver hun ramt af et lyn fra den klare himmel, og det ændre det hele.

Louis tomlinson, en første års college elev som elsker at feste. Han tager ikke skolen seriøst og er ligeglad med det meste. De mødes og meget ændre sig, for dem begge...

Hvordan kan man så bare glemme det hele?

24Likes
9Kommentarer
1887Visninger
AA

7. Kapitel 5.

Hanna sad på værelset op ad væggen da vi kom ind, hun var begravet i nogle lektier og så op på os da vi kom ind. Louis var på vej til at kysse mig men ændrede til sidst mening og gav mig et akavet kram. Da han gik vendte jeg mig om og så rundt i rummet.

”Hey, gik det godt hos dine forældre?” Sagde Hanna. Jeg sukkede og satte mig i sengen.

”Spørg mig ikke” Mumlede jeg og rettede ansigtet mod hende. Hun smilede og så bagefter igen ned på sine lektier.

”Er I på tale fod igen?” Jeg rystede på hovedet.

”Jeg... jeg ved det ikke, jeg har aldrig ikke snakket med mine forældre men…” Jeg kunne ikke klare den her samtale lige nu. I mit hoved havde de slået min bror ihjel. Det var min far der altid havde presset ham til at gå i skole og aldrig forslået at få ham forflyttet til en anden klasse, eller en anden skole. Det var min mor der bare havde siddet der ved middagsbordet og nikket hver gang min far havde ødelagt hans selvtillid.

”Er du okay?” Hanna sad nu nede foran sengen på hug og havde en hånd på mit hoved. For at være helt ærlig var det lidt svært for mig, alt det her. For vi skulle forstille at være bedste veninder men alligevel turde jeg ikke stole på hende endnu.

”Jeg er ikke klar til at tale om det her lige nu” Sagde jeg og rettede mig op ”Men en ting vil jeg gerne snakke om” Jeg tørrede mig under øjnene og satte mig tilrette op af væggen.

”Os, hvordan mødtes vi?” Hun satte sig på sengen og begyndte at grine.

”Det var min første dag på college og jeg skulle flytte ind i det her værelse” Sagde hun og så rundt. ”Da jeg kom ind sad du ved dit skrivebord og læste en bog. Din halvdel var indrettet fint og organiseret mens min halvdel hurtigt blev et stort kaos. Efter et par dage fik du nok og bedte mig om at rydde op, så det endte med at vi stod og skreg af hinanden og til sidst brød jeg ud i latter. Du stirrede på mig i lidt tid og til sidst brød du også ud i latter ” Hun smilede og grinte mens hun fortalte historien, det lød fantastisk. Jeg vil ønske jeg kunne huske det.

”Siden da var vi venner, du hjalp mig med at få bedre organiseret det hele og jeg tvang dig til at løsne lidt op. Det tog lidt tid, for du er vildt stædig, men jeg har faktisk engang fundet dine lektier på din seng i en ikke så organiseret bunke” Hun grinede af de sidste, hun mente tydeligvis at jeg stadigvæk var alt for organiseret, men sådan havde det altid været. Eller det plejede det altid at være?

Jeg så rundt på min halvdel af rummet, helt slemt var det ikke. Jeg havde nogle plakater, den ene hang skævt men det kunne jeg sagtens ordne. Ellers var det meget organiseret, jeg havde en bunke toilet ting til at ligge på en hylde som jeg nok også burde få styr på men-

”Hvad tænker du nu på?” Hun så efter mit blik og så at jeg stirrede på det ikke så organiserede skab med bunken af toilet ting.

”Du sider vel ikke og drømme om hvordan du kan rydde op?” Hun grinede og jeg nikkede, jeg følte mig ydmyget. Men hun så ikke sådan på det, hun smilede bare og grinede svagt.

”Lad os se en film” Sagde hun og rejste sig for at hente hendes computer. Hun så op på hendes hylde med dvd’er og valgte hurtigt en.

”Fame?” Spurgte hun og vendte sig om mod mig, jeg nikkede og satte mig tilrette mens hun fik sat computeren til. For første gang siden jeg havde mistet hukommelsen hyggede jeg mig faktisk, vi grinede og jeg havde det som om at vi rent faktisk var bedste veninder.

Jeg var ikke sikker på hvordan hun vidste at jeg ville kunne lide den film, eller måske havde vi set den mange gange før? Jeg så over på hende og hun havde stadigvæk sine øjne rettet mod computeren. Hun så undrende over på mig og smilede

”Hvad?” Spurgte hun og jeg smilede nervøst.

”Har vi set den her før, du ved, sammen?” Det var en så underlig sætning og jeg snublede også over ordne da jeg snakkede. Hun nikkede og smilede. Jeg så på filmen igen.

Tanken gjorde mig trist, at der var nogle ting jeg aldrig fik lov at opleve første gang? Jeg var ikke sikker på hvad det ville betyde for mig. Men jeg var sikker på at jeg ikke kunne lide det.

 

***

 

Jeg åbnede langsomt mine øjne og så rundt, der var ingen spor efter vores film aften. Jeg havde ikke sovet særlig godt, det hele var stadigvæk sindssygt mærkeligt for mig. Jeg vendte mig og så over på Hanna, hun sov stadigvæk. Jeg satte mig op og så på klokken, den var 6:11. Jeg stillede åbenbart ikke mit vækkeur længere? Det var da ellers altid stillet til 5:30.

”Wendy?” Mumlede Hanna fra hendes seng, hun satte sig svagt op i sengen og så undrende over på mig. Jeg smilede til hende og hun sukkede.

”Hvorfor er du allerede oppe?” Hun satte sig helt op og gnubbede sig i øjnene. Hun strækkede armene og jeg grinede svagt. Hun var vel ikke et morgen menneske.

”Jeg er altid oppe så tidligt?” Sagde jeg mens jeg dykkede ind i bunken af tøj der lå i bunden af mit skab. Jeg måtte da have noget anstændigt at tage på? Jeg havde aldrig været den store fan af korte kjoler eller afslørende bluser, men når jeg så ind i skabet var det det eneste jeg kunne se. Hanna så undrende på mig og sukkede.

”Nej, eller… lige da jeg flyttede ind var du et morgen menneske men med tiden er du da blevet mindst lige så morgen sur som mig” Hun grinede og vidste ikke hvad jeg skulle svare. Jeg kunne ikke huske det, det eneste jeg huskede var Elliot og han væk for altid.

”Er du okay?” Før jeg nåede at stoppe det forlod en tåre mit øje. Hanna var straks ved min side og lagde sine arme om mig. Hun strøg en hånd over mit hår.

”Det okay, du behøver ikke at huske. Ikke lige nu” Hun trådte tilbage og smilede til mig. Hun tørrede tåren under mit øje væk.

”Det skal nok gå” Jeg sank en klump og greb et par alt for stramme bukser og en sød rød top. Det kunne gå, bare i dag, indtil jeg fik købt noget andet.

Jeg fik endelig klemt mig ned i bukserne og så da i spejlet, men det var et fremmed syn jeg mødte. Jeg kendte ikke den pige jeg så. Mit hår var længere og mere utæmmet. Jeg havde taget på, ikke meget men jeg havde fået former, jeg havde aldrig haft former men mest af alt var blikket i mine øjne ændret. Jeg havde altid haft et beslutsomt og blidt blik, men jeg var ikke længere sikker på noget, mit blik var blevet så blankt.

Jeg tog den røde top på og så igen i spejlet. Den klædte mig. Efter jeg havde ret mit hår gik jeg ind til Hanna, hun sad på sengen i sit nattøj. Hun havde en bog i skødet og sad tydeligvis og læste. Stemningen var mærkelig, det ene øjeblik var vi bedste venner og det øjeblik vidste jeg ikke hvordan jeg skulle formulere mig over for hende. Jeg kendte hende ikke, ikke sådan rigtigt.

”Skal du ikke til time?” Spurgte jeg hende undrende. Klokken var 6:50 og hun burde da snart stå op vis hun skulle møde ind til klokken 9 eller noget i den stil. Som svar trak hun bare på skuldrende.

”Jeg orker det ikke lige nu…” Hun sukkede og lagde sig ned igen. Jeg hadede hendes indstilling til tingende, skole var en pligt og der var nogle et eller andet sted, formentlig hendes forældre der betalte for at hun kunne være her.

Det var længe siden jeg sidst ikke havde haft noget jeg skulle, men i dag føltes det dejligt befriende. Jeg satte mig på sengen og så rundt i rummet. Imens jeg forsøgte at genkende tingende på mit værelse kæmpede Hanna sig ud af sengen og mumlede brokkende hele vejen ud på badeværelset. Efter noget tid kunne jeg høre at hun tændte vandet.

Jeg rejste mig op og så på væggen min seng stod op af. Jeg havde to hylder, en af dem var fyldt med klassiske romaner, stolthed og fordom, den store Gatsby, stormfulde højder, Romeo og Julie og en masse andre klassikere. En ting var da sikkert, jeg havde ikke mistet min gode smag.

Hanna kom ud fra badeværelset med kun et håndklæde i håret. Jeg tog hurtigt hænderne op for øjnene.

”HANNA!!” Råbte jeg og vendte ryggen til, hun sukkede og skramlede lidt med noget tøj.

”Hvad? Det plejer ikke være et problem” Jeg vendte mig om og hun stod nu i undertøj. Jeg var ikke van til så meget nøgenhed. Jeg smilede og sukkede.

”Jah, men husk nu, hukommelsestab?” Hun smilede og trækkede hurtigt i en pink mini skørt og en stram neon grøn top. Hun nikkede og så rundt.

”Hvad laver du?” Spurgte hun mig og smilede, hun tiltede hovedet lidt og så rundt på væggen bag mig.

”Jeg kigger rundt, jeg er ikke van til at ikke lave noget” Hun grinede og smed sig i sin seng. ”Gid det var mig” Mumlede hun og tog håndklædet ud af sit hår. Hun tørrede håret i håndklædet og smed håndklædet på gulvet.

Hun fik gjort sig klar og smed nogle bøger i sin taske.

”Jeg er den der er smuttet” Sagde hun og greb sin mobil på vej ud. Jeg smilede til hende og da døren smækkede efter hende åndede jeg ud. Jeg så på væggen og undrede mig.

Der var plakater på væggene, plakater med bands jeg aldrig havde troet jeg vil interessere mig for? Siden hvornår syntes jeg at fem drenge med tre centimeter tyk eyeliner, alt for mange tatoveringer og piercinger var tiltalende.

Mine tanker var forvirrende og jeg greb ud efter min mobil. Jeg måtte have noget musik her på. Jeg rodede igennem alt punk musikken og fandt en enkel cd med the Fray, det var da til at holde ud.

Midt i ”You found me” blev min tankeløse tilstand afbrudt af en ringetone. Jeg greb ud efter mobilen og så på navnet der poppede op. Diane stod der, jeg havde ikke nogen anelse om hvem Diane var.

”Hallo, Wendy?” Sagde min mors vrede stemme i den anden ende. Jeg sukkede og det var tydeligt at jeg ikke længere havde lyst til kalde hende mor, hverken på min mobil eller i virkeligheden.

”Wendy Marsh du har bare af at komme hjem til os, du kan ikke være der alene på et kollegieværelse?” Jeg sukkede igen, jeg var normalt ikke typen der vrissede af min mor men i dag var jeg ikke i humør til hendes lort.

Hun var ikke den mor jeg havde brug for hun var. Det havde hun aldrig været.

”Mor, jeg ved ikke hvad der er sket i vores fortid men jeg er ikke klar til at tilgive dig det!!” Råbte jeg ind i mobilen og lagde på. Havde jeg lige…

Det kom bag på mig at jeg havde en sådan vrede i mig allerede men det var nok en blanding mellem den indædte vrede jeg kunne huske og den vrede jeg ikke selv var bevidst om, endnu.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...