I hate YOU. - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 nov. 2013
  • Opdateret: 6 okt. 2014
  • Status: Igang
Wendy Marsh er godt i gang med hendes sidste high school år og hun kan ikke vente på at skulle starte på college. Starte på en frisk og ikke skulle stå ansigt til ansigt med hendes fjender hver dag. En dag da hun er i skoven for at se på stjerner bliver hun ramt af et lyn fra den klare himmel, og det ændre det hele.

Louis tomlinson, en første års college elev som elsker at feste. Han tager ikke skolen seriøst og er ligeglad med det meste. De mødes og meget ændre sig, for dem begge...

Hvordan kan man så bare glemme det hele?

24Likes
9Kommentarer
1893Visninger
AA

6. Kapitel 4.

”Du på ikke tage af sted Wendy, jeg kommer til at savne dig så meget!!” Bedte Elliot og gav mig et hårdt kram. Jeg smilede og sukkede. Jeg vidste at det var sandt, og livet uden mig til at støtte ham imod vores forældre kunne være svært.

”Jeg lover at du kan komme og besøge mig hver weekend og også vis mor og far bliver for meget kan du stikke af og gemme dig hos mig” Han grinede og jeg rodede i hans hår.

”Tak, jeg kommer altså virkelig til at savne dig” Jeg smilede og nikkede inden han igen trak mig ind i et kram. Jeg elskede Elliot, det gjorde jeg virkelig, men nu var det min tur til at komme ud og opleve noget. Jeg skulle på college og jeg kunne ikke slæbe ham med.

”Jeg ringer når jeg kommer frem” Jeg så på mine forældre og smilede til dem, de var så glade for at jeg tog af sted, mest af alt fordi de mente at en uddannelse er en vigtig ting. Jeg satte mig ind i på passager sædet i min fars bil og så kort på min bror og min mor inden min far startede morteren og kørte af sted. Wow endelig var det min tid.

 

Det var uhyggeligt når jeg fik disse flash backs, det var ting jeg aldrig havde oplevet. Eller rettere sagt ting jeg havde glemt at jeg havde oplevet.

”Louis?” Vi sad i bilen og han så kort over mig for bag efter at fokusere på vejen.

”Ja?” Han smilede og det smittede af på mig, selvom det jeg ville spørge ham om ikke var noget at smile af.

”Jeg ved godt det måske ikke er noget du har lyst til at svare på men, hvordan døde han?” Jeg var ikke sikker på om han ville forstå hvad jeg mente men jeg kunne mærke på ham at han udmærket var klar over hvad jeg mente, for hans smil forsvandt og han så straks alvorlig og trist ud.

”Han…” For første gang siden i morges havde Louis været uden ord. Han sank en klump og hostede så.

”Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det Wendy” Han så over på mig og der efter ud på vejen.

”Han tog sit eget liv Wendy” Ordene hang i luften og jeg var lamslået, jeg var godt klar over at han havde haft det svært men… At tage sit eget liv? Jeg havde selv haft det svært med mobning i skolen og jeg vidste at det var slemt i hans klasse. Men… Men…

”Han efterlod et brev…” Sagde Louis tøvende og smilede svagt. Jeg nikkede ivrigt og han forsatte.

”Det ligger stadigvæk et sted på dit værelse, jeg ved ikke hvor, du har aldrig været så god til det med orde-” Jeg afbrød ham i en vrissende tone.

”Jo jeg har” Han nikkede bare forsigtigt.

”Dine forældre var et øjeblik ked af det og triste men der efter handlede det mere om at få det hele til at ligne en lykkelig familie igen. ”Jeg sank en klump og han tog en dyb indånding inden han forsatte.

”Du havde ikke lyst til at tage med til begravelsen men du gjorde det for hans skyld. Det var sidste gang du snakkede med dem” Han parkerede bilen på parkerings pladsen og var på vej til at stige ud.

”Jeg husker ting…” Sagde jeg og så smilende over på ham. Hans hånd lå på håndtaget men han flyttede sig ikke ud af stedet.

”Jeg husker små samtaler, lige nu kun ting der er sket med Elliot men d-” Han vendte sig om i en hurtig bevægelse og han smilte så bredt at jeg også begyndte at smile mere.

”Det fantastisk Wendy, fantastisk det betyder at du…” Jeg nikkede og smilede.

”At jeg kan komme til at huske igen, jeg ved det”

 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...