I hate YOU. - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 nov. 2013
  • Opdateret: 6 okt. 2014
  • Status: Igang
Wendy Marsh er godt i gang med hendes sidste high school år og hun kan ikke vente på at skulle starte på college. Starte på en frisk og ikke skulle stå ansigt til ansigt med hendes fjender hver dag. En dag da hun er i skoven for at se på stjerner bliver hun ramt af et lyn fra den klare himmel, og det ændre det hele.

Louis tomlinson, en første års college elev som elsker at feste. Han tager ikke skolen seriøst og er ligeglad med det meste. De mødes og meget ændre sig, for dem begge...

Hvordan kan man så bare glemme det hele?

24Likes
9Kommentarer
1861Visninger
AA

5. Kapitel 3.

”Wendy, det er så godt at se dig igen” Min mor kyssede mig i panden og smilede falskt til mig. Jeg havde aldrig tænkt over det før men hendes smil, det var overfladisk. Jeg så over på min far og smilede. Bag mig stod Louis, han holdte sig et skridt bag mig og havde kun gået med til at tage hen til mine forældre fordi lægen havde sagt at det kunne hjælpe på hukommelsen. Der var tilsyneladende sket en masse siden jeg gik i sidste år på High School.

”Det her er Louis” Sagde jeg, for ud fra den stilhed der havde bredt sig kunne jeg regne ud at de ikke havde mødt ham før. Min far gav ham en hurtig skanning og kom så med en fnysende lyd.

”Kom inden for, jeg har lavet middag” Hun viste os ind i spisestuen, den lignede sig selv bordset fra at alle billederne af mig og Elliot var taget ned. Jeg gik rundt om bordet en enkel gang og så bag efter over på min mor.

”Hvor er billederne?” Jeg så forvirret rundt ”Hvor er alle minderne?” Jeg forsøgte at få det til at lyde venligt og mindre fjendtligt men det lykkedes ikke. Min mor så skuffet på mig og sukkede. Hun vendte sig mod min far som svarede.

”Da Elliot han… forlod os og du tog på college tog vi dem ned for ikke at… pine os selv” Det hele lod meget følelses koldt. Da han forlod os, det var jo ikke fordi han havde forladt os for at være med i en eller anden voldtægts bande eller noget i den stil, han var død!

”Vi forlod jer ikke, i skubbede os væk!” Sagde jeg vredt og vendte ryggen til dem.

”Elliot, hvorfor siger din lære at du har pjækkede fra skole igen i dag?” Spurgte min far mens vi alle sad rundt om bordet og spiste. Normalt blev der ikke sagt meget under vores middags måltid. Jeg så chokeret på mig far, men skiftede hurtigt mening og så der efter ned i min tallerken.

”Fordi jeg pjækkede?” Sagde han uden bekymring. Min far slog en knytnæve i bordet og så skuffet på Elliot.

”Den slags opførsel ville vi ikke finde os i!!” Råbte han og så vredt på min bror. Jeg sank længere og længere sammen i sædet og gjorde alt for ikke at sige en eneste lyd. For den første der sagde noget når vi far var vred var den det gik ud over.

”Hvorfor fanden skulle jeg gide at i skole når det eneste de gør, er at mobbe mig?!” Råbte han og rejste sig for at gå.

”Det kun de svage der lader sig mobbe” Sagde min far og så over på min mor. Hun nikkede og spise bare sin mad i fred og ro. Elliot vendte sig om og så vredt på vores far.

”Jeg lader mig ikke.. ARGH!!” Råbte han og trampede vredt oven på. Jeg hadede når min far var sådan, Elliot lod sig ikke mobbe, ingen af os lod os nogensinde mobbe?

Jeg satte mig ned og Louis dumpede ned ved siden af mig. Han smilede forstående til mig og jeg smilede forsigtig tilbage.

”Nå Wendy” Startede min far og så skiftevis på mig og Louis. Der kunne ikke være en mere trykket stemning lige nu. Han smilede forsigtigt, jeg kunne ikke se om han mente det eller om hans smil var overfladisk.

”Du havde noget at snakke om?” Han begyndte at øse mad op på sin tallerken mens han ventede på svar. ”For vi havde jo ikke regnet med at høre fra dig, du ved efter måden vi skiltes for over et år siden” forsatte min mor nedladende.

”Jeg vil ønske jeg kunne sig at jeg ved hvad du mener men…” Jeg tog en dyb indånding og så på mine forældre der så forvirret ud. ”Jeg har mistet store dele af min hukommelse”

Min far tabte chokeret sin gaffel mens min mor bare stirrede. Jeg nikkede og så på Louis. Han lagde en arm om skuldrende på mig og selvom det føltes så forkert lod jeg ham for jeg havde brug for nogen ved min side..

”Jamen Wendy dog” De så forvirret på mig og min mor sank en klump.

”Du kan jo komme og bo hos os i noget ti-” Var hun ved at sige da Louis afbrød ”Lægen mente at det vil være bedst at leve så normalt som muligt, for at hjælpe hukommelsen på vej” Jeg nikkede istemmende.

”Så, du siger at ikke kan huske noget?” Spurgte min mor nervøst. Jeg sukkede og nikkede.

”Ikke noget der er sket inden for de sidste to år” Svarede jeg og så over på Louis. Der var noget ved ham, der gjorde mig tryk ved at side her og have den er samtale med mine forældre. Jeg har altid hadet at snakke med dem men i dag var det ikke så slemt.

Louis hjalp mig med at forklare, selvom der ikke var meget at sige. Mine forældre fortalte mig at den gang jeg var blevet ramt af lynet havde jeg ligget på hospitalet i to måneder og det havde ændret mig meget. Det var der jeg kort efter var flyttet på college og knap havde snakket med dem siden.

 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...