I hate YOU. - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 nov. 2013
  • Opdateret: 6 okt. 2014
  • Status: Igang
Wendy Marsh er godt i gang med hendes sidste high school år og hun kan ikke vente på at skulle starte på college. Starte på en frisk og ikke skulle stå ansigt til ansigt med hendes fjender hver dag. En dag da hun er i skoven for at se på stjerner bliver hun ramt af et lyn fra den klare himmel, og det ændre det hele.

Louis tomlinson, en første års college elev som elsker at feste. Han tager ikke skolen seriøst og er ligeglad med det meste. De mødes og meget ændre sig, for dem begge...

Hvordan kan man så bare glemme det hele?

24Likes
9Kommentarer
2022Visninger
AA

4. Kapitel 2.

Jeg foldede mig sammen i en klump og lod vær med at lytte til deres skænderi. Louis var tydeligvis helt ude af den mens Hanna prøvede at berolige ham. Efter noget tid fik de mig op at stå, i noget nattøj og der efter kørte han mig til lægen. De forklarede det hele til en sygeplejerske og hun så nærmest forskrækket over på mig.

”Wendy, lad mig forstå det rigtigt, hvad er det sidste du husker?” Jeg sad på en briks og så rundt i rummet. Det var sterilt og skræmte mig ærlig talt. Hun lagde en hånd på min skulder og jeg så på hende.

”Jeg var ude i en skov, himlen var klar og jeg var taget ud for at se på stjerner” Louis så på mig med et måske genkendende blik, jeg var ikke sikker på om jeg måske havde jeg fortalt det her til ham før?

”Jeg havde min kikkert med og stod bare og så på stjernerne. Da et lyn slog ned, og mere husker jeg ikke” Sygeplejersken sukkede og vendte sig om. Hun mumlede et eller andet til sig selv og skrev noget ned. Hendes mystiske opførsel gjorde mig bange, var der noget seriøst galt med mig?

Hun gav mig hele grundundersøgelsen, lyste mig i øjnene, vejede mig, målte mig og tog mit blodtryk. Jeg kunne ikke se hvorfor det var nødvendigt. Hun skrev alt ned og bag efter stilede hun sig foran mig.

”Jo, det lyder som om hun har fået hukommelsestab. Gå ud og tag plads i vente værelset, når I kommer ind til din læge skal i bare give hende den her” Hun gav Louis en seddel og smilte venligt til mig.

”Det skal nok gå alt sammen” Hun smilte og nikkede. Jeg sukkede og rejste mig fra briksen. Jeg gik efter Louis og Hanna ud på gangen, de så fortabte ud mens vi ventede, uden at klage sad de bare ved min side. Der var en trykket stemning og der blev ikke sagt noget før jeg brød tavsheden.

”Jeg ved ikke hvad jeg skal sige? Jeg har mindst lige så lidt anelse om hvad der sker som i har” Hanna smilte og lagde en arm om mig. Louis havde sine øjne rettet på væggen på den anden side af rummet og han mumlede bare et svagt ja.

”Jeg ved det, vi skal nok få styr på det” Hun gav mig et klem og smilte forsigtigt.

Da vi blev kaldt ind af en venlig læge, det havde tilsyneladende været min læge i et godt stykke tid. Jeg blev hilst af en venlig kvinde med et bredt smil.

”Hej Wendy!” Hun gav hånd til mig og så der efter over på Louis og smilte.

”Og Louis” Hun nikkede til ham og så så smilende på mig. Hun kendte ham, endnu et spørgsmål, havde jeg haft ham med til lægen før?

”Nå hvad jeg så hjælpe jer med?” Jeg sukkede og så rundt i lægelokalet.

”Jo det en lang historie mrs. Waters” Sagde Louis i en bekymret tone. Jeg orkede ikke at forklare det igen og forsøgte at få øjnekontakt med Louis. Han så bare nervøst ned i jorden.

”Må jeg få papiret?” Sagde lægen og så ned på papiret sygeplejersken havde givet Louis. Hun nikkede mens hun læse papiret og så der efter op på mig med et trøstende blik.

”Okay, jeg er nok nød til at tage det hele lidt langsomt? Jeg er din læge, Mary Waters. Jeg er bange for at du har fået en form for hukommelsestab som bivirkning efter det lyn du blev ramt af den aften i skoven for to år siden” Jeg måbede og så over på Hanna.

”Er jeg blevet ramt af et lyn?” Hun nikkede og jeg så ned i jorden.

”For to år siden, det var ikke så slemt men du lå da på hospitalet i et stykke tid” Jeg nikkede og så akavet over på Louis. Han havde ikke sagt så meget til mig siden i morges, og selvom jeg egentlig var lidt bange for ham ville jeg så gerne kunne huske ham.

”Får hun sin hukommelse tilbage?” Spurgte Louis fra siden og så håbefuldt på lægen Mary. Hun sukkede og så over mod Louis.

”Jeg kan ikke love noget, altså mange får små stykker tilbage ad gangen, og så kan man huske mere og mere. Men jeg kan som sagt ikke love noget.” Louis nikkede opgivende og så over på mig.

”Jamen hvordan skal jeg så lære alting at kende?” Spurgte jeg nervøst. Lægen gik et skridt hen mod mig og smilte.

”Altså, lige nu tænker du som du vil have gjort for 2 år siden. Men det burde lige så stille blive som før, så du vil ligeså stille få den personlighed som du har skabt de sidste par år tilbage” Jeg rejste mig op. Jeg kunne ikke side stille når jeg ikke vidste hvem jeg var længere.

”Hvem er jeg?” Spurgte jeg ud i luften. En tåre forlod mit øje og Hanna trådte hen for at give mig et lille klem.

”Er der noget vi bør gøre?” Spurgte Louis lægen. Lægen nikkede og smilede.

”Hun må nok droppe college for et stykke tid, holde en god pause for lige at samle nogle personlige tråde.” Jeg nikkede og skyndte mig ud af døren ud på gangen. Hvad fanden var det meningen at jeg skulle nu. Jeg kendte ikke mit liv længere. Jeg måtte snakke med min mor, hun måtte da kunne kaste noget lys over alt det her.

Louis og Hanna sluttede hurtigt samtalen med lægen og fulgte så efter mig ud på gangen.

”Louis” Mumlede jeg. Han så forhåbningsfuldt på mig og jeg rystede hovedet, han skulle ikke tro at jeg kunne huske ham. Men han kendte da sikkert også mine forældre, måske kan han køre mig hen til dem?

”Jeg vil gerne hjem til mine forældre” Sagde jeg beslutsomt.

”Wendy, du har ikke snakket med dine forældre i snart et år?” Han trådte hen mod mig men jeg nægtede at tror hans ord. Selvfølge snakkede jeg med mine forældre? Jeg elskede min familie, jeg elskede min bror og mine forældre over alt på jorden. Jeg vil da aldrig stoppe med at snakke med dem.

”Hvad?” Mumlede jeg og så ind i hans øjne. De var blå, dejlig velkendt blå. Han smilte forstående og nikkede.

”Efter at din bror døde har du aldrig tilgivet dem…” De ord slog mig, min bror… død? Nej det kunne ikke passe. Han var kun 14 år, eller i år 2013 var han jo 16 år men han…

”Nej… Elliot er ikke død… hvad mener du?” Bedte jeg ham. Han lagde armene om mig og jeg lod ham holde mig, for jeg vidste at vis han gav slip ville mine ben give efter. Han kyssede mig forsigtigt i håret og strøg sin hånd over min ryg.

”Jeg ved det er hårdt for dig at høre Wendy, men jo, han død for et år siden” Han løsnede grebet om mig og trak mig ud så han kunne se mig i øjnene.

”Du må ikke lade det få dig ned igen, jeg har set dig være på dit laveste på grund af hans død. Jeg vil ikke lade det ske igen” Han smilte beroligende men jeg kunne ikke andet end at tænke på alle de ting jeg nu fik at vide.

Min bror var død.

Jeg snakkede ikke længere med mine forældre.

Jeg gik på college.

Jeg havde en kæreste.

Jeg kendte ikke mig selv længere.

På vej tilbage til vores kollegieværelse forsøgte Hanna at fortælle mig nogle af de ting hun vidste. Liggegyldige men chokerende ting, så som at jeg var vild med rock, at jeg havde fået en tatovering med min brors navn i, at jeg pjækkede fra mange af mine matematiktimer, at jeg var en af de mest populære i vores overgang og at jeg altid gik i de her ubehagelige g-strenge. Latterlige men alligevel chokerende ting.

Jeg vidste ikke hvem jeg var længere og jeg var ikke sikker på hvordan jeg skulle finde mig selv igen.

 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...