I hate YOU. - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 nov. 2013
  • Opdateret: 6 okt. 2014
  • Status: Igang
Wendy Marsh er godt i gang med hendes sidste high school år og hun kan ikke vente på at skulle starte på college. Starte på en frisk og ikke skulle stå ansigt til ansigt med hendes fjender hver dag. En dag da hun er i skoven for at se på stjerner bliver hun ramt af et lyn fra den klare himmel, og det ændre det hele.

Louis tomlinson, en første års college elev som elsker at feste. Han tager ikke skolen seriøst og er ligeglad med det meste. De mødes og meget ændre sig, for dem begge...

Hvordan kan man så bare glemme det hele?

24Likes
9Kommentarer
1862Visninger
AA

13. Kapitel 11.

 

(Sang til kapitel)

Vi satte os ned ved et bord i hjørnet af den lille café som Louis havde ledt mig hen til. Selvom caféen næsten var fyldt føltes det ikke sådan. Jeg skimmede hurtigt menukortet inden jeg mødte Louis blik, han kiggede på mig, nærmest afventende. Han smilede til mig og kiggede så ned i menuen igen. Hver gang han gjorde noget som dette fik det mig til at tænke på alt, på os, på alt det jeg ikke vidste noget om. Jeg blev trist bare ved tanken, hvad hvis vores forhold var den perfekte kærligheds historie? En slem fyr med problemer møder et nørdet mobbe offer og de vender op og ned på hinandens liv. Men det kommer jeg aldrig til at vide, for jeg kunne ikke huske noget. INTET.

Tårer fyldte langsomt mine øjne og jeg tog en dyb indånding i håb om at de ville gå væk. Det gjorde dog blot af Louis kiggede på mig og hans kække smil blev straks til en trist mine.

”Er du okay? Hvad er det? Har jeg gjort noget galt?” Spurgte han forvirret og lænede sig ind over bordet for at ligge hans ene hånd over mine hænder som lå på bordet.

”Nej det ikke dig… Eller… det okay” Sagde jeg frustreret, lidt højere end jeg måske havde ønsket. Jeg tog hurtigt hænderne til mig og dækkede for min mund. Jeg mumlede et svagt undskyld og gemte så mit ansigt i mine hænder.

Før jeg vidste af det sad Louis ved min side med en arm om mig.

”Det okay” Hviskede han i mit øre og kyssede mig i håret. Han var så blid og så sød, havde han altid været sådan? Eller havde han været en total punk da jeg mødte ham? Havde jeg tæmmet ham, gjort ham til noget han ikke var? En han ikke kunne stå inden for som person?

Tårerne løb langsomt ned af mine kinder og jeg blev bare siddende, frosset i den stilling jeg nu havde siddet i. Louis blev også siddende der i to minutter, to minutter blev til fem som så blev til ti og blev til femten. Han sad bare der, sagde ikke et ord men brugte alle hans kræfter på at klemme mig ind til ham.

”Nu slipper jeg dig, langsomt og stille og roligt. Så går jeg over til kassen og bestiller noget mad og så tager vi det med op i lejligheden. Okay?” Spurgte han og jeg nikkede. Lykkelig over at han på denne måde kendte mig så godt, ulykkelig over at jeg aldrig ville komme til at kende ham så godt.

Louis vendte hurtigt tilbage med en pose take away og et forsigtigt smil. Han hjalp mig op og lagde en forsigtig hånd på min ryg mens han ledte mig ud af den fyldte café. Vi kom hurtigt ud på gaden og vendte snuden mod hans lejlighed. Koordinaterne var allerede ind koordineret i min krop og jeg fulgte bare efter Louis. Vi gik i stilhed, ikke at det gjord noget for der var aldrig en akavet stemning mellem os, hvorfor var jeg ikke helt sikker på.

Da vi trådte ind af døren til hans lejlighed smed jeg hurtigt mine sko og min jakke, jeg havde ikke kræfter i kroppen til at stille dem ordentligt. Det eneste jeg havde lyst til var at smide mig på sofaen med take away og Louis ved min side.

Louis fulgte efter mig i et roligt tempo, han så mit humor an og jeg kunne ikke bebrejde ham. Jeg var som en bombe der kun ventede på at sprænge, det var i hvert fald sådan jeg følte mig.

Jeg gik med tunge skridt ind i stuen hvor jeg smed mig på sofaen. Efter et par sekunder dukkede Louis op i døren men stoppede der. Han så på mig med et smil og lænede sig op af karmen.

”Er du okay?” Spurgte han prøvende og lagde armene over kors.

Jeg overvejede et øjeblik spørgsmålet, var jeg overhoved okay? Jeg var ikke sikker, jeg var ikke sikker på noget længere. Jeg satte mig frustreret op i sofaen.

”Jeg… jeg ved det ikke Lou jeg ved ikke noget længer okay!! Jeg er usikker på hvad jeg laver, hvem jeg er jeg ved ikke længere noget som helst, så nej jeg er ikke okay. Jeg føler mig som en tom skal af den jeg var engang, jeg ved ikke hvem jeg skal forstille at være eller hvem jeg har lyst til at være?” Jeg rejste mig hurtigt op for at gå ud i køkkenet og slå en næve hårdt mod en skabslåge.

Smerten fra slaget gik op gennem min hånd og langt op i armen til min skulder.

”For helved!!” Udbrød jeg og tog mig til næven inden jeg brød sammen i tårer på gulvet. Jeg gled ned i en sidende fosterstilling mens jeg skjulte mine tårer i mine knæ. Louis varme arm lagde sig på min skulder og gav mig et fast og beroligende klem.

”Det okay Wendy, det okay” Mumlede han ind i mit hår og kyssede mig oven på hovedet.

Jeg rejste mig langsomt op og hans arme fulgte med. Med en arm om mine skuldre ledte han mig ind i stuen og hen i sofaen. Jeg lagde mig straks ned og han lagde et tæppe over mig.

”Jeg finder maden frem” Konstaterede han og kørte kærligt en hånd hen over min kind. Før jeg vidste af det havde han fundet tallerkner, bestik, glas og vores mad frem på sofabordet foran mig. Jeg satte mig op i sofaen og trak benene op under mig. Louis satte sig ved siden af mig og varmen fra hans krop beroligede mig.

Vi sad sådan og spise vores mad til et par afsnit af ”The big bang theory”. Louis latter var noget af det mest beroligende jeg kunne tænke mig til, den var blød og forsigtig men på sammentid også lige på og latterlig at høre på. Jeg var vild med hans latter.

Jeg lagde mig ned med hovedet i hans skød efter vi havde spist og falde så langsom i søvn. Lyden af hans åndedræt der langsomt fandt det samme tempo som mit, hans blide fingre som tegnede små cirkler på min ryg, hans forsigtig kys på mit hoved inden han selv forsøgte at sove i den stilling jeg havde fanget ham i. Men han klagede ikke, selvom jeg ikke kendte ham så vidste jeg at han ikke klagede fordi det var mig. Fordi ham og jeg ikke klagede over hinanden. Sådan døs jeg hen, med tanken om Louis.

 

 


 

 

Så er der et kapitel som kan læses i sommer varmen,

 

hvad end i holder ferie i dejlige Danmark eller i et eller andet varmt land.

Jeg tænkte på, hvis i kunne ændre titlen på movellaen,

hvad ville du så ændre den til?

For jeg ville gerne vælge et nyt navn og det kunne være mega fedt

hvis i kom med nogle forslag :)

Så skriv i kommentaren, et forslag og også gerne hvad jeres ferie skal bruges på i år?!

Det kan være jeg vælger jeres forslag...

- Mille.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...