I hate YOU. - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 nov. 2013
  • Opdateret: 6 okt. 2014
  • Status: Igang
Wendy Marsh er godt i gang med hendes sidste high school år og hun kan ikke vente på at skulle starte på college. Starte på en frisk og ikke skulle stå ansigt til ansigt med hendes fjender hver dag. En dag da hun er i skoven for at se på stjerner bliver hun ramt af et lyn fra den klare himmel, og det ændre det hele.

Louis tomlinson, en første års college elev som elsker at feste. Han tager ikke skolen seriøst og er ligeglad med det meste. De mødes og meget ændre sig, for dem begge...

Hvordan kan man så bare glemme det hele?

24Likes
9Kommentarer
1913Visninger
AA

3. Kapitel 1.

Alle stjernerne lyste klart på den skyfri himmel. Jeg tog kikkerten op til mine øjnene og så rundt på himlen. Så fred fyldt, jeg elskede det. Jeg så rundt i skov åbningen og smilte. Det var som mit andet hjem, jeg havde altid elsket at komme her og jeg vil altid elske det. Jeg så op på himlen men pludselig blev hele himlen lyst op af et klart lys og alt blev mørkt.

 

Jeg kunne ikke huske at jeg var gået i seng, det sidste jeg huskede var at jeg var ude i skoven og se på stjernerne. Himlen havde været utrolig klar, men… det lynede. Et enkelt lyn kunne jeg huske. Det var også det sidste jeg kunne huske.

Men nu lå jeg her i min seng, så jeg var tydeligvis gået i seng på et eller andet tidspunkt?

Jeg åbnede øjnene og stirrede på et ansigt. Det tilhørte en dreng, eller en mand jeg var ikke helt sikker. Jeg satte mig hurtigt op og så rundt. Det her var da ikke mit værelse? Der var to enkelt senge i rummet, den ene lå jeg og den mystiske mand i og i den anden lå en blond pige.

”Hvad er der galt Wen?” Fyren satte sig op og lagde en hånd på min skulder. Jeg sprang op af sengen og skreg kort. Han så undrende på mig og svingede benene ud over kanten.

”Er der noget galt, babe?” Han rynkede brynet og jeg havde lyst til at skrige hvem fanden er du men jeg var stivnet. Han rejste sig og stilede sig få centimeter foran mig.

”Se på mig, skat” Nærmest beordrede han og af en eller anden mærkelig grund lystrede min krop hans ord mere end de lystrede mine egne ønsker. Han lagde en hånd på min kæbe og smilte svagt. Der var noget underligt ved hans udtryk, han var hård men blød. Alle hans tatoveringer fik ham til at se nærmest skræmmende ud og hans øjenbryns og læbe piercingener hjalp ikke på det. Men et eller andet i hans blik sagde mig at jeg kunne stole på ham.

”Hvad sker der?” Spurgte han og jeg sank en klump, hvorfor lystre min krop ikke. Hvad fanden forgik der.

”Hvem er du?” Fik jeg fremstammet og han så undrende på mig. Han trådte et halvt skridt tilbage. Jeg vil bare vide hvad der forgik og hvor fanden jeg var henne.

”Babe?” Sagde han håbende og smilte skævt ”Du må altså ikke skræmme mig sådan?” Han lænede sig frem og kyssede mig på næsen. Jeg vidste endnu ikke om min krop ville lystre men det gjorde den tydeligvis for min hånd løftede sig og gav ham en lussing. Jeg trådte et halvt skridt tilbage, han så måbende på mig og kørte en hånd igennem sit hår.

”Wendy, hvad forgår der med dig?” Jeg trådte længere og længere bag ud indtil jeg gik ind i en kommode. Han stod lamslået og vidste ikke hvad han skulle sige. Det var nu det gik op for mig at vi begge kun var iklædt vores undertøj. Eller det vil sige han var iklædt et par sorte stramme boxershorts og jeg iklædt noget undertøj jeg aldrig havde set før. Sort og meget sexet, ikke min stil men flot. Det var ikke behageligt som jeg ellers fortrak, g-strengen irriterede mig i hvert fald utrolig meget.

”Wen, du skræmmer mig?” Han trådte et skridt tættere på og jeg klemte mig op af kommoden.

”Jeg kender dig ikke, og vis du kommer nærmere flår jeg knoppen af dig!!” Jeg tog mig til munden, havde jeg lige sagt det? Jeg var ikke typen der sådan vrissede af folk, isæt ikke fremmede mænd, men på den anden side var det også sjældent at jeg stod kun iført g-streng og BH foran en fremmed?

”Jo du gør, jeg er din kæreste Wendy?” Hver gang han sagde mit navn fik jeg kuldegysninger, hvordan kendte han mit navn? Og jeg var ikke hans kæreste, han var langt fra min type. Jeg gik efter en stabil, venlig og sympatisk kæreste ikke en der lignede en der var medlem af et eller andet halvdårligt punk band.

”Nej, hvem end du er så kender jeg dig ikke. Jeg ved ikke engang hvor jeg er? Eller hvad fanden det er for noget undertøj jeg har på, men jeg vil bare gerne hjem!!” Skreg jeg. I den ene seng vågnede blondinen og stirrede på mig og punk fyren. Hun satte sig op og gnubbede sig i øjnene.

”Hvad sker der Wen?” Mumlede hun og gabte højlydt.

”Hanna, hun hævder at hun ikke aner hvem vi er eller hvor hun er og for at være helt ærlig freaker hun mig ud” Sagde drengen til pigen som jeg måtte antage hed Hanna. Hun så undrende på mig og rejste sig.

”Wendy? Du ved vel godt hvem vi er søde, jeg er Hanna, vi har været bedste veninder i snart et og et halvt år” Hun holdte en pause mens jeg bare stirrede mistroisk på hende. Det kunne ikke passe, jeg anede ikke hvem hun var? Hun var ikke min bedste veninde, jeg havde ingen bedste veninde.

”Og Louis, ham kender du jo, I er som en person. I er bare så søde sammen, uadskillelige lige fra begyndelsen ” Drengen hun kaldte Louis smilte bredt da hun beskrev vores forhold. Selvom hun prøvede at hjælpe gav hun mig bare flere spørgsmål.

”Hvad dato er det?” Spurgte jeg bange, det kunne ikke? Vel… Nej det var stadigvæk August 2011. Det var jeg sikker på, hvad skulle det ellers være? Hanna så undrende på mig og greb ud efter hendes mobil, jeg var ikke sikker på hvad jeg håbede men jeg håbede.

”Det er d. 23. August?” Jeg tænkte det nok intet havde…

”År?” Spurgte jeg nervøst og bed mig i underlæben, sig nu please 2011. Hun grinede og rystede på hovedet.

”Det samme som i går? 2013…” Hun snakkede videre men jeg hørte ikke et ord, for der var kun en ting jeg hørte.

2013.

Men hvordan? Det kunne ikke passe, pludselig føltes mine ben slappe og de gav efter. Jeg lod mig glide ned på gulvet op ad kommoden og jeg placerede mit hoved i mine hænder. Nej det kunne ikke passe. Jeg holdte tårene tilbage. Jeg…

I går var det d. 22. august 2011 og nu sig hun at det er år 2013? Det kunne ikke passe, nej det kunne det ikke.

”Du lyver” Mumlede jeg og så på hende. Hun sad chokeret foran mig, hun lagde en hånd på min skulder og rystede på hovedet.

”Hvad mener du?” Spurgte hun forvirret, Louis sad ved hendes side jeg kunne ikke tyde han ansigts udtryk han så fortabt og bange ud men samtidig tilbage holdt og følelses kold. Jeg så kort ned i mit skød og så der efter op.

”Det sidste jeg kan huske er år 2011” Mumlede jeg, Louis rejste sig hurtigt op og slog sin knytnæve i mod vægen.

 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...