Forbidden Love (One Direction ikke kendte)

Madeline Cortez er søster til en af de største bande ledere i London. Madeline betyder alt for hendes bror, derfor vil mange også såre hende for at nå hendes bror. Hun har derfor to til at holde øje med hende, Niall Horan og Louis Tomlinson. Louis har dog en tendens til at være lidt for overbeskyttende.
Men alt Madeline vil er at være fri, så derfor sniger hun sig ofte ud. Men en aften går det galt.
Hun møder en af de andre bander, og de forvandler hendes aften til et levende mareridt. De efterlader hende i en gyde, hvor en mystik dreng finder hende ved halvt bevidsthed. Han tager sig af hende, og får hende til at føle sig tryg. En meget uvant følelse hos hende.
Men det holder kun til det går op for hende hvem han er. Zayn Malik, en af de farligste bande ledere i London.
Hun er skræmt, og vil så langt væk fra ham som muligt, men han nægter at lade hende gå.

Alt dette er starten på en farlig kærlighed der kun kan ende i tåre. Eller kan de ændre det?

61Likes
96Kommentarer
8726Visninger
AA

8. 7

Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre!

En del af mig havde lyst til at skubbe ham væk, men den anden del ønskede det her!

Jeg var så forvirret!

Hvorfor ville han kysse mig?!

Ikke at jeg ikke kunne lide, for det kunne jeg.

Men det gav bare ikke mening for mig.

Derfor valgte jeg også at skubbe ham væk.

Han kunne ikke bare kysse mig, og så tro at det hele var i orden.

Det bliver aldrig i orden.

Jeg stolede på ham, og så..

Han kiggede trist på mig.

Det var sikkert også bare skuespil.

Jeg tænkte ikke, min krop reagerede bare.

Min håndflade ramte hans kind, og han hoved drejede til siden.

Han åbnede munden for at sige noget, men der kom ingen ord ud.

Vi sad bare og kiggede på hinanden.

Mine øjne lyste af had, og hans blev mere og mere triste.

Det overraskede mig da de begyndte at blive våde.

Var han virkelig ved at begynde at græde?

"Madeline, jeg" Begyndte han.

Der kom ikke mere end det.

Hans stemme knækkede, så han gav vel op?

Jeg havde faktisk ondt af ham, men jeg kunne ikke have ondt af ham.

Det hele var så forvirrende.

Hvis det hele bare var en løgn, hvorfor havde han så kysset mig?

"Hvorfor?" Spurgte jeg.

Min stemme var ikke længere hård, men skrøbelig.

"Hvorfor hvad?" Spurgte han stille og kiggede ned på sengen.

"Det hele? Du vil ikke slå mig ihjel, men jeg må ikke tage hjem. Du burde hade mig, men så kysser du mig? Du forvirrer mig!" Indrømmede jeg lavt.

Han rystede svagt på hovedet, så jeg regnede ikke med at jeg fik noget svar.

"Hvorfor passede du på mig? Du brugte tid på at jeg skulle føle mig tryg, jeg forstår ikke hvorfor. Du hader jo Jason, så hvorfor bruger du ikke mig til at ramme ham? Alle andre ville gøre det, men du kysser mig?" Forsatte jeg.

Han sagde stadig ikke noget.

"Zayn, vil du ikke godt snakke med mig? Det forvirrer mig så meget, og jeg får ondt i hovedet af det. Hvis du hade mig, så sig det! Vil du ikke godt forklare mig det?" Spurgte jeg bedende.

"Jeg hader dig ikke" Mumlede han lavt.

"SÅ FORKLAR MIG HVORDAN DET HÆNGER SAMMEN!" Skreg jeg.

Jeg var ved at blive frustreret. 

Det gav ingen mening overhovedet!

"Vi havde planlagt at kidnappe dig, for at ramme Jason. Jeg var på vej hjem da jeg så nogen komme ud af en gyde, så jeg gik derind for at tjekke om der var nogen.

Du var der. Jeg kunne ikke bare lade dig ligge, så jeg tog dig med hjem. Jeg var ligeglad med hvem du var, du skulle bare ikke ligge i en gyde.

Du havde flere sår, brandmærker, og alt det. Det fik mig til at tænke på hvor forkert det var. Du er jo fuldstændig uskyldig, og så er det dig det går ud over. Det er ikke fair.

Du var så bange, og du virkede også så skrøbelig. Jeg kunne ikke lide at se dig på den måde, jeg ville have at du skulle være tryg.

Da jeg gik fra dig i går gjorde det næsten ondt på mig. Jeg kunne ikke få dig ud af hovedet! Normalt ville jeg sagtens kunne vinde over Louis, men det var som om jeg manglede noget af mig selv.

Da fik det til at gøre mindre ondt! Tror du at du var den eneste der var dum nok til at forelske sig? For det er du ikke" Forklarede han.

Betød det at han havde følelser for mig?

Jeg ville gerne tro på det, jeg ville så gerne have at det var rigtigt, men jeg var bange for at tro på det.

"Hvornår ændrede det sig? Hvornår skiftede du meningen om hele kidnapning tingen?" Spurgte jeg koldt.

"Da jeg mødte dig. Det er nemt at gøre ting ved personer du ikke kender, men jeg lærte dig jo at kende. Derefter kunne jeg ikke få mig selv til at gøre dig noget" Indrømmede han.

Jeg havde ikke mere at sige. 

Nu var det mig der sad og kiggede ned i sengen.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare.

Hvad siger man i sådan en situation?

Du har lige fundet ud af at den eneste person du nogensinde har forelsket dig i er en bandeleder, som burde ville dræbe dig.

Han indrømmer så at han også er forelsket i dig.

Hvad fuck skal jeg sige?!

"Madeline, vil du ikke godt sige noget? Bare et eller andet?" Bad han.

"Hvorfor må jeg ikke tage hjem?" Spurgte jeg stille.

"Fordi.. Fordi at jeg ikke kan leve med hvis du hadede mig. Du må godt tage hjem hvis du vil, bare lov mig at du ikke hader mig?" Hans ord fik mig til at kigge op.

Mine øjne mødte hans smukke brune øjne.

Jeg har altid haft en eller anden svaghed for brune øjne.

"Jeg har hjernerystelse. Det er ikke så godt hvis jeg tager afsted, i hvert fald ikke inden jeg kan bruge mig telefon" Sagde jeg med et lille smil.

Det var det han sagde på et tidspunkt.

Jeg havde ikke lyst til at tage hjem.

Eller jo, men jeg havde ikke lyst til at forlade ham.

Han smilede et stort smil, inden han igen lænede sig ind mod mig og kyssede mig.

Denne gang skubbede jeg ham ikke væk, men kyssede med.

Jeg lagde mig ned ham ovenpå.

Min krop var stadig øm på grund af alle de blå mærker og sår, men jeg tænkte ikke over andet end ham. 

Han trak sig lidt væk, og kiggede mig i øjne.

Jeg har aldrig set så meget kærlighed i et blik.

Dét kunne umuligt være skuespil!

Han lagde på sine underarme, så hele hans vægt ikke var over mig.

Han kyssede mig igen.

Han læber var så bløde!

Det var som små puder.

Jeg var fuldstændig i nuet.

Der var ingen ting jeg skulle bekymre mig om.

Jeg skulle ikke passe på.

Jeg var fri.

*****

Vi lå og snakkede.

Vi snakkede ikke rigtigt om noget, men vi snakkede.

Jeg følte mig fri når jeg var sammen med ham.

"Vi bliver nød til at finde på en undskyldning til når du tager hjem" Sagde han pludseligt.

"Hvad mener du?" Spurgte jeg forvirret.

"Louis ved at du er sammen med mig. Han flipper ud når du kommer tilbage" Forklarede han.

"Jeg siger det som det er. Der var en fyr der hed Zayn der reddede mig. Han passede på mig. Jeg fik hjernerystelse, og det gik aldrig op for mig hvem han enligt var" Forslog jeg.

"De lader dig aldrig gå ud igen" Mumlede han trist.

"Jeg er ligeglad. Jeg slår dem ned hvis det bliver nødvendigt" Sagde jeg.

"Det er det jeg elsker ved dig. Du virker så uskyldig, men du er ikke bange for at slå folk ned" Svarede han med et lille smil.

Igen kyssede han mig.

Han lagde sig oven på mig igen, uden at hans læber flyttede sig fra mine.

Der kom et klik fra døren, men jeg tog mig ikke af det.

Det eneste der var vigtig var Zayn.

"Oh" Kom det forskrækket fra døren.

Zayn afbrød kysset og kiggede over mod døren.

Jeg gjorde det samme, og fik øje på Harry.

"Det var ikke for at forstyrre jer, men der er mad. Vil i have at jeg komme tilbage senere, eller kommer i med ned nu?" Spurgte han akavet.

"Vi kommer ned nu" Grinede Zayn.

Harry gik hurtigt igen.

Jeg kiggede på Zayn igen.

Han lå bare med et kækt smil.

*****

Der var en akavet stilhed mens vi spiste.

Harry blev ved med at kigge fra Zayn, til mig.

Liam sad og kiggede på maden.

Zayn sad med et kæmpe smil, og jeg sad der bare akavet.

"I er blevet gode venner igen?" Spurgte Harry akavet.

Jeg kunne ikke lade vær med at grine.

Glæden bobbelede ligefrem inden i mig.

"Ja, ja det er vi" Sagde Zayn med smil i stemmen.

Dét fik Liam til at kigge op.

"Hvad mener du?" spurgte han mistænksomt.

"De lå og kyssede da jeg kom ind til dem" Mumlede Harry akavet.

"Hvad fuck Zayn?! Jeg troede at du sagde at du ikke var dum nok til at forelske dig!" Udbrød han vredt.

Zayn rystede bare på hovedet.

"Hvad nu? Hvad når hun tager hjem? Selv hvis hun på en eller anden måde stadig får lov til at komme ud, kommer i jo aldrig rigtigt til at kunne være sammen!" Råbte han og rejste sig vredt.

"Liam" Startede Zayn, men Liam gik.

"Jeg skal nok snakke med ham" Mumlede Harry.

"Nej, bare lad ham være" Sagde Zayn roligt.

Harry nikkede bare.

Det irriterede mig at Liam havde så meget imod mig.

Måske hvis jeg snakkede med ham?

"Kan jeg snakke med Liam?" Spurgte jeg usikkert.

"Jeg tror ikke at du er den person han helst vil snakke med" Sagde Harry.

"Jeg tror ikke at det er en særlig god ide. Husk lige at han gerne ville skyde dig" Sagde Zayn.

"Jeg går ind og snakker med ham" Sagde jeg hurtigt og rejste mig.

"Skrig hvis han prøver at dræbe dig" Kom det drillende fra Harry.

Virkelig betryggende...

Liam sad i sofaen, så jeg satte mig ved siden af ham

"Hvad vil du?" Hvæsede han af mig.

"Snakke? Hvorfor har du så meget i mod mig?" Spurgte jeg lavt.

"Hvorfor tror du?" Spurgte han vredt.

"Lad os starte forfra! Lad som om at jeg er en hvilken som helst anden person" Forslog jeg.

"Det er altså ikke personligt! Eller jo, det er det, men du ved hvad jeg mener! Jeg kan bare ikke lide dig, okay?!" Så vi starter ikke forfra...

"Zayn vil gerne have at du har det godt, fint! Men når du tager tilbage og hvis de finder ud af at i var sammen, så er det ikke kun Zayn der er i problemer!" Forklarede han.

"Det ved jeg. Men jeg er villig til at stikke af hvis det er det der skal til. Jeg har aldrig bedt om at få det her liv, faktisk så har jeg altid hadet det!

Hvordan tror du det føltes altid at skulle have nogen til at holde øje med en? Aldrig at få lov til at have venner, fordi at de måske kunne være farlige?

Jeg har endelig fundet et sted hvor jeg føler mig fri, og det har jeg ærlig talt ikke tænkt mig at opgive, bare fordi at du ikke kan lide mig" Fortalte jeg ham ærligt.

Han sad stille i et øjeblik, mens han tænkte.

"Frisk start?" Spurgte han.

-----

Jeg undskylder for den lidt sene opdatering, men vi har fået ret mange lektier til denne her uge. Det, og så har mine søskende været hjemme i dag.

#RIPPaulWalker En fantastisk skuespiller i nogle fantastiske film. Det tragiske er at han var med i nogle bil film, og han så dør i en bilulykke :'(

Jeg vil ikke en gang sige glædelig december, for jeg er ret ked af at han er død, så det må i vente lidt med.

Men ja.. Leave a comment below!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...