Forbidden Love (One Direction ikke kendte)

Madeline Cortez er søster til en af de største bande ledere i London. Madeline betyder alt for hendes bror, derfor vil mange også såre hende for at nå hendes bror. Hun har derfor to til at holde øje med hende, Niall Horan og Louis Tomlinson. Louis har dog en tendens til at være lidt for overbeskyttende.
Men alt Madeline vil er at være fri, så derfor sniger hun sig ofte ud. Men en aften går det galt.
Hun møder en af de andre bander, og de forvandler hendes aften til et levende mareridt. De efterlader hende i en gyde, hvor en mystik dreng finder hende ved halvt bevidsthed. Han tager sig af hende, og får hende til at føle sig tryg. En meget uvant følelse hos hende.
Men det holder kun til det går op for hende hvem han er. Zayn Malik, en af de farligste bande ledere i London.
Hun er skræmt, og vil så langt væk fra ham som muligt, men han nægter at lade hende gå.

Alt dette er starten på en farlig kærlighed der kun kan ende i tåre. Eller kan de ændre det?

61Likes
96Kommentarer
8396Visninger
AA

7. 6

Zayn's synsvinkel:

Jeg kunne ikke andet end at ligge og beundre hende.

Både fordi at hvis jeg bevægede mig gjorde det ekstremt ondt, men også fordi at jeg ikke havde lyst til andet.

Jeg havde ikke lyst til at lave andet end at ligge her ved siden af hende.

Hun får det til at gøre mindre ondt, og hun får mig til at tænke klare.

På en eller anden måde mine hun mig om en engel.

Hun er køn nok til at være en.

Måske er hun rent faktisk en engel?

Sendt ned for at passe på mig.

Jeg kunne ikke lade vær med at smile en lille smule over tanken.

Hun er en engel.

Hun er som lyset i mørket.

Den verden vi lever i, er jo mørk.

Bander, mord, stoffer og den slags kan jo ikke være andet end den mørke del af London.

Hun er som det gode der ligesom skinner igennem.

Men hvad laver en engel her?

Hun burde være et meget bedre sted.

Det er jo farligt, og i sær for hende.

Der er konstant nogen der vil prøve at slukke hende lys.

Jeg kan ikke lade nogen gøre hende noget.

Jeg ved ikke hvor det kommer fra, men jeg har en trang til at beskytte hende. 

Jeg kan ikke lade der ske noget med hende.

Hvis det skete noget med hende ville jeg ikke kunne tilgive mig selv.

Hun høre ikke til her.

Hun burde være fri, og leve uden frygt.

Én dag. 

En dag får jeg hende væk herfra.

En dag skal jeg nok sørge for at hun aldrig behøver at være bange mere.

*****

Madeline's synsvinkel:

Zayn sov stadig da jeg vågnede, og jeg havde ikke lyst til at vække ham.

Der kørte en masse tanker rundt i mit hoved.

Ting folk havde fortalt mig for længe siden.

Jason der sagde hvilke folk der var farligst, og hvem der havde dræbt far.

"Hør her Madeline, hvis du nogensinde møder nogen der hedder Malik, så stikker du af. Det var dem der dræbte far" Sagde han vredt.

Jeg nikkede forstående.

Hvis jeg nogensinde mødte nogen med det navn, så skulle jeg nok stikke af.

"Ham der plejede at lede dem er lige død, så hans søn tager nok over nu. Hans navn er Zayn, så hvis du møder ham skynder du dig væk!" Advarede han.

"Selvfølgelig"

Zayn kunne da ikke være den Zayn, kunne han?

Nej, det var sikkert bare en tilfældighed.

Der findes vel ikke kun en Zayn i London.

"Jeg plejede at gå i skole med ham" Sagde Louis lavt. 

Da Zayn havde taget min telefon, havde han jo sagt at han havde gået i skole med Louis.

Nej, det betyder ikke noget.

Zayn er jo ikke en fucking bande leder!

Men hvorfor skulle Louis ellers slå ham?

Hvis han ikke er bande leder, hvorfor fulgte han dig så ikke bare hjem den dag han fandt dig?

"Godmorgen" Lød Zayn's stemme bag mig.

Alle tingene passe pludseligt sammen.

Jason havde fortalt mig at der var to normal mennesker der døde sammen med den gamle Hr. Malik.

Hvis det var Liam's forældre ville det forklare hvorfor han var så fjendtlig imod mig.

"Godmorgen" Svarede jeg stille.

Jeg blev nødt til at vide om han virkelig var dén Zayn.

Men jeg kunne jo ikke spørge her, for hvad hvis han var?

Jeg blev nødt til at kunne stikke af.

Vi sagde ikke så meget, men bestemte os for at gå nedenunder.

Efter at vi sad i sofaen ved siden af de andre tog jeg mig sammen til at spørge.

Jeg rejste mig forsigtigt op.

Hvis det var skulle jeg kunne løbe med det samme.

"Zayn?" Spurgte jeg usikkert.

Mit hjerte var begyndt at banke hurtigere.

Han måtte ikke var den Zayn, det kunne han bare ikke være!

Jeg var faldet for den her dreng, han kunne ikke bare være en der ville ramme Jason!

"Ja?" Spurgte han akavet.

"Hvad hedder du til efternavn?" Spurgte jeg neutralt.

Han lukkede kort øjne som om at det var et dårligt spørgsmål.

Min hjerne vidste det allerede der.

Mit hoved skreg at jeg skulle skynde mig væk, men jeg nægtede at gå.

Jeg vil høre det komme ud af hans mund.

"Malik" Svarede han kort.

Mit blød frøs til is.

Nej, det kunne ikke passe!

Hurtigt kiggede jeg hen mod døren, og så tilbage på ham.

Det hele skete meget hurtigt.

Han rystede langsomt på hoved, mens jeg begyndte at løbe mod døren.

"Stop hende!" Råbte han panisk.

Jeg var næsten henne ved døren nu.

Hurtigt kiggede jeg mig over skulderen for at se Harry bag mig.

Lige da jeg skulle til at åbne døren, fik han skubbet mig ned.

Mit hoved ramte jorden hårdt.

Det hele dunkede, men alligevel tænkte jeg klart.

Jeg var fanget.

Jeg kom ikke ud.

Harry løftede mig op, og bar mig tilbage til sofaerne.

Jeg prøvede at komme væk, men han holdt mig fast.

"Madeline, det er ikke som du tror!" Prøvede Zayn at sige.

Jeg kunne ikke tro ham.

Han havde taget mig efter at jeg var blevet overfaldet.

Måske havde han endda også sørget for at det skete..

Han passede på mig, fik mig til at føle mig tryg!

Han fik mig til at falde for ham, og så er det hele bare en løgn?!

"Hvordan er det så?! Hvad havde du tænkt dig at gøre? Knuse mig mentalt i stedet for fysik?!" Råbte jeg, mens tårerne begyndte at løbe.

"Hvad? Nej, jeg havde ikke tænke mig at gøre dig ondt!" Forsvarede han sig.

"Nå, så du havde måske tænkt dig at vente lidt, og så bare slå mig ihjel?!" Jeg var vred.

"Nej, hvis jeg ville have at du skulle dø, tror du så ikke bare at jeg ville have ladet dig ligge?" Spurgte han hårdt.

"Var det meningen at jeg skulle falde for dig? Havde du tænkt du at knuse mit hjerte, bare for at vise Jason hvor meget du kunne ødelægge mig?" Min stemme rystede.

"Nej!" Startede han, men jeg kunne ikke lade ham snakke færdig.

Det han sagde var jo løgn.

Det hele havde været en stor løgn.

"Kan du ikke bare dræbe mig nu? Du har allerede knust mit hjerte, så du kan lide så godt bare skyde mig nu!" Råbte jeg og prøvede igen at komme ud af Harry greb.

"For min skyld kan vi godt bare skyde hende" Sagde Liam.

Røvhul!

"Vi skyder hende ikke! Madeline, det var aldrig meningen at du skulle blive såret. Jeg er ked af at jeg ikke fortalte dig hvem jeg var" Sagde han hårdt.

Jeg rystede bare irriteret på hovedet.

Jeg havde ikke flere ting at sige.

"Hør. Kan vi snakke om det her ovenpå? Alene?" Spurgte han.

Det var nok mest henvendt til Liam og Harry..

"Så nu vil du også voldtage mig eller hvad?!" Skreg jeg ad ham.

"Jeg synes altså stadig at vi bare skal skyde hende!" Sagde Liam igen.

"Vi skyder hende fucking ikke! Hvordan ville du have det hvis jeg skød Sophia?! Huh?" Råbte han vredt.

1. Nu er jeg da sikker på de ikke skyder mig.

2. Hvem fuck er Sophia?!

"Der er en forskel! Jeg elsker Sophia, hun er sød og helt vildt fantastisk! Madeline er jo ba" Startede Liam ud, inden Zayn cuttede ham af.

"En hvad?!" Råbte han vredere end før.

"Cortez! Et monster, en morder der ikke har fortjent at leve!" Skreg Liam lige så vredt tilbage.

Det han sagde ramte mig på en eller anden måde.

Havde jeg virkelig ikke fortjent at leve?

Betyder mit fucking efternavn at der ligefrem er nogen der synes at jeg er et monster?

Alt vreden blandet sammen med det han sagde ramte mig.

Jeg har aldrig været god til at være vred, jeg ender altid bare med at græde i stedet for.

Det samme sker der så nu.

Eller også var jeg bare så vred at jeg græd..

"Hun er jo ikke en morder! Liam, hun er ikke som Jason! Du kan ikke bare dømme hende på hvem hun er i familie med! Giv hende dog en chance!" Zayn havde rejst sig op, og stod og skreg.

Han så fuldstændig pissed ud.

Vent..

Forsvarede han mig lige?

Hvorfor ville han gøre det, når det hele jo bare var en løgn?

"Nu forsvare du hende også? Hvad fuck er der galt med dig Zayn?! Liam var nu gået tilbage til at snakke.

Dog stadig hårdt.

"Der er ikke noget galt med mig! Det er dig der vil skyde en uskyldig pige!" Zayn råbte heller ikke længere.

Man kunne se at det gjorde ondt på ham, men jeg kunne ærlig talt ikke være mere ligeglad.

"Jeg håber virkelig at du ved hvad du laver" Sagde Liam hårdt inden han gik.

"Jeg går efter ham" Mumlede Harry akavet, og slap mig.

"Vent, gider du ikke bære hende ovenpå først? Jeg tror ikke hun går med frivilligt" Sagde han koldt.

*****

Jeg sad på sengen, og så mens Zayn låste døren.

For under 24 timer siden lå han på sengen med armene om mig.

Det havde virket så ægte!

Jeg var endda blevet forelsket i ham!

Han ville i hvert fald blive en god skuespiller...

"Madeline, det er altså ikke som du tror" Prøvede han.

"Du kan lige så godt droppe det! Det er jo løgn alligevel. Var det meningen at jeg skulle blive forelsket?" Spurgte jeg på kanten til gråd.

Han er den første jeg nogensinde har kunne lide på den måde, og så sker det her!

"Nej, det er ikke lø.. Vent, hvorfor spørger du om det var meningen at du skulle blive forelsker?" Spurgte han forvirret.

"Fordi at det blev jeg. Jeg følte mig tryg, du reddede mig. Selvfølgelig følte jeg et eller andet for dig!" Forklarede jeg vredt.

Tænk at han virkelig får mig til at sige det.

Han stod mundlam.

Han havde sikkert ikke regnet med at jeg var så dum.

For at være ærlig: Det havde jeg heller ikke troet.

"Hvis du ikke har tænkt dig at dræbe mig, hvad vil du så med mig? Have penge? Kommer jeg nogensinde hjem?" Tanken om aldrig at komme hjem skræmte mig.

Eller nej, det var tanken om at jeg skulle blive her der skræmte mig.

Bo sammen med en der har lyst til at slå mig ihjel lyder ikke særlig rart.

Zayn kom langsomt gående hen til sengen.

Han kiggede ikke på mig, men jeg kunne ikke få øjnene fra ham.

Han svarede mig ikke, hvilket fik mig til at tro at jeg aldrig kom hjem.

Jeg kommer aldrig til at se Jason, eller Niall, eller Louis igen.

"Hvorfor fortalte du mig det ikke bare fra starten af? Hvorfor bruge tid på at passe på mig? Hvorfor ikke bare skræmme mig fra start.." Jeg blev stoppet af et par læber på mig mund.

Zayn's læber.

Min mave eksploderede.

Jeg hadede at han fik mig til føle sådan, men jeg kunne ikke gøre noget ved det.

Han trak sig lidt væk fra mig, men vores ansigter var stadig tætte.

"Du snakker for meget" Sagde han lavt, inden han igen kyssede mig.

-----

Bet you didn't see that one coming!

Hvis jeg var Madeline havde jeg slået ham med en stegepande..

Fortæl hvad i synes AND LEAVE A COMMENT BELOW!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...