Forbidden Love (One Direction ikke kendte)

Madeline Cortez er søster til en af de største bande ledere i London. Madeline betyder alt for hendes bror, derfor vil mange også såre hende for at nå hendes bror. Hun har derfor to til at holde øje med hende, Niall Horan og Louis Tomlinson. Louis har dog en tendens til at være lidt for overbeskyttende.
Men alt Madeline vil er at være fri, så derfor sniger hun sig ofte ud. Men en aften går det galt.
Hun møder en af de andre bander, og de forvandler hendes aften til et levende mareridt. De efterlader hende i en gyde, hvor en mystik dreng finder hende ved halvt bevidsthed. Han tager sig af hende, og får hende til at føle sig tryg. En meget uvant følelse hos hende.
Men det holder kun til det går op for hende hvem han er. Zayn Malik, en af de farligste bande ledere i London.
Hun er skræmt, og vil så langt væk fra ham som muligt, men han nægter at lade hende gå.

Alt dette er starten på en farlig kærlighed der kun kan ende i tåre. Eller kan de ændre det?

61Likes
96Kommentarer
8364Visninger
AA

6. 5

Harry's synsvinkel:

Zayn var lige gået for at ordne et eller andet, så vi sad alene med Madeline.

Der var en ret akavet stilhed.

Vi sad bare og kiggede på hende.

Liam har et slags indre had til hele Cortez familien, og dem der holder med dem, så jeg regner ikke med at han starter en samtale.

"Gider i ikke godt lade vær med at kigge på mig som om at jeg er et misfoster?" Spurgte hun stille.

"Det gør vi da heller ikke?" Svarede Liam forvirret.

"Jo i gør. I ser ud som om at jeg slår jer ihjel hvis i gør noget forkert. Jeg er altså ikke som Jason, så lad vær med at lade som om jeg er" Sagde hun halv irriteret.

"Det er bare underligt for os. Og vi er vel også bare lidt bekymret for Zayn" Fortalte jeg hende ærligt.

Hun var jo en pæn pige, uden tvivl.

Zayn kunne godt forelske sig i hende, og så ville vi alle stå i lort til halsen.

Jeg regner ikke med at han gør det, men chancen er der.

"Hvorfor?" Spurgte hun forvirret.

"Fordi at hvis han får følelser får dig, dræber Jason ham nok højst sandsynligt" Svarede Liam en smule hårdt.

"Det ved jeg" Mumlede hun trist.

Igen var der en akavet stilhed.

"Hvad har du lyst til at lave?" Spurgte jeg bare for at sige et eller andet.

Zayn's synsvinkel:

Jeg havde det dårligt med at efterlade Madeline med Harry og Liam, men jeg stoler på dem.

De kan godt passer på hende.

Jeg kunne ikke få hende ud af mit hoved.

Hendes ansigt, og hendes stemme blev ved med at køre rundt i mit hoved.

"Yo, Mailk!" Råbte en stemme inde fra en gyde.

Jeg kiggede til siden, og det var ingen andre end Louis Tomlinson.

Han kom hurtigt gående hen til mig, og trak mig med ind i gyden.

"Hvor fuck er hun?!" Råbte han vredt.

"Det er ikke godt at vide" Svarede jeg ham flabet.

Han slog ud efter mig, men jeg nåede at dukke mig.

Jeg udnyttede chancen til at slå ham i solar plexus, lige midt i maven.

Det slog luften ud af ham, og han bøjede sig sammen.

"Jeg slår dig ihjel" Vrissede han vredt mens han prøvede at få vejret igen.

"Jeg ville gerne se dig prøve" Svarede jeg og vendte mig om for at gå.

Jeg nåede ikke langt inden han fik taklet mig, så jeg lå på jorden.

"Så åben øjne" Sagde han hånligt og spyttede på jorden ved siden af mit hoved.

Jeg fik hurtigt rejst mig op, og fik placeret et slag i hans hoved.

Man kunne høre at hans kæbe gik af led, men han tog sig ikke af det.

Inden jeg nåede at reagere fik jeg en knytnæve i øjet.

Mit syn blev sløret, og det hele kørte rundt.

Han udnyttede mit slørede syn til at slå mig i siden. 

Jeg kunne allerede nu mærke at han havde bøjet et af mine ribben.

Mit syn var kommet nogenlunde tilbage, men smerten var stadig stor.

Jeg var godt klar over at jeg ikke kunne slå tilbage.

Jeg ville i hvert fald ikke kunne skade ham nok til at gå herfra.

"Hvis du dræber mig finder du hende jo aldrig. Og hvis jeg døde ville Liam og Harry nok ikke holde hende i live" Fortalte jeg ham.

Han vidste at det var sandt.

Liam ville ikke tøve med at dræbe hende.

Det var jo hendes far der dræbte hans familie.

De var helt almindelige mennesker, de var bare det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

"Næste gang slipper du ikke så let" Truede han, og gik.

Det var først da jeg var sikker på at han var helt væk at jeg tillod mig selv at falde om på jorden.

Med besvær fik jeg fundet min mobil og ringet til Liam.

"Hallo?" Lød hans stemme.

"L-liam. J-jeg har b-brug for h-hjælp" Fik jeg anstrengt frem.

Mit ribben brændte, og jeg kunne mærke at mit øje var begyndt at hæve.

"Hvor er du?!" Spurgte han hurtigt.

"En g-gyde. 2 blokke v-væk" Sagde jeg med rystende stemme.

"Bliv der, jeg er der om lidt!" Svarede han hurtigt og lagde på.

Madeline's synsvinkel:

Efter at Zayn havde ringet var Liam hurtigt ude af døren.

Liam havde virket ret bekymret, og Harry virkede også urolig.

Tanken om at der måske var sket ham noget fik det til at gøre ondt inden i.

Lidt efter kunne vi høre at døren gik op.

Jeg var hurtigt ude ved døren.

Liam kom ind med armen om Zayn.

Han nærmest slæbte ham.

Jeg var hurtig til at hjælpe Liam med at få ham over på sofaen.

"Harry, hent noget is, og noget smertestillende!" Kommanderede Liam. 

"R-ribben" Gispede Zayn.

Liam løftede forsigtigt op i Zayn's trøje, så hans ribben var blottet.

Det var et stort rødt mærke i den ene side.

Liam trykkede forsigtigt på det, hvilket fik Zayn til at skrig i smerte.

Harry kom med is og smertestillende.

"Forbindinger" Sagde Liam kort, og Harry løb afsted igen.

Jeg hentede hurtigt noget vand til Zayn, og gav ham de smertestillende.

"T-tak" Mumlede han anstrengt.

Harry kom med forbindingerne og gav dem til Liam.

"Harry hvis du holder hans overkrop oppe, så binder jeg det om ham. Madeline, kan du distrahere ham imens?" Han ventede ikke på vores svar.

Harry løftede forsigtigt hans overkrop op.

Det var tydeligt at det gjorde ondt på ham.

Jeg tog hans hånd, og kiggede mens Liam begyndte at forbinde hans ribben. 

"Madeline, snak med ham!" Beordrede Liam.

"Hvad skete der, Zayn?" Spurgte jeg panisk.

"D-din b-bodyguard" Stammede han i smerte.

Det ville Louis eller Niall da aldrig gøre?

Niall ville ikke en gang slå folk, men mindre at det var for at passe på mig.

Louis kunne godt finde på det, men aldrig uskyldige mennesker!

Jeg kunne ikke få det til at passe sammen inde i mit hoved.

"Bliv ved med at snakke" Vrissede Liam.

"Eh, har du nogen søskende" Jeg kan ikke tænke under pres.

"Tre s-søstre" Mumlede han.

"Færdig, så skal vi bare have ham oven på" Sagde Liam, og Harry lagde ham ned igen.

"Er det ikke bedst at lade ham ligge her?" Spurgte jeg bekymret.

Jeg kunne ikke lide at se ham have så ondt.

"Han har brug for at sove" Sagde Liam hårdt.

"Jeg skal nok bære ham" Tilbød Harry.

"Jeg vil h-have Madeline med" Lød det udmattet fra Zayn.

"Zayn, du har brug for at sove, og det kan du ikke hvis hun er der" Sagde Liam bestemt.

"J-jo. Bare lad hende g-gå med op" Svarede Zayn så bestemt som han kunne.

"Fint" Gav Liam sig.

Harry bar ham op på sit værelse, og jeg fulgt tavst efter.

Han blev lagt ned på sengen.

"Vi går ned nu, råb hvis der er noget" Sagde Harry og skulle til at gå.

Han gjorde tegn til at jeg skulle gå med.

"Vent. Lad Madeline b-blive. Hun har også brug for at s-sove. H-hun har hjernerystelse" Sagde Zayn.

Det var tydeligt at han var udmattet.

"Men Zayn, du har brug for at slappe af" Prøvede Harry.

"Hun får mig til at slappe af. J-jeg har b-brug for hende" Det sidste var nærmest kun en svag hvisken.

Havde han virkelig brug for mig?

Det var jo mig der havde brug for ham?

Han var i så meget smerte, og så tænker han alligevel på hvordan jeg har det.

"Fint" Gav Harry sig og gik.

Jeg stod tilbage på gulvet.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv.

"Kom og lig ned" Sagde Zayn stille.

Med besvær fik han rykket sig længere ind på sengen.

Jeg kunne se at det gjorde ondt på ham.

Jeg gjorde som han sagde og lagde mig ned ved siden af ham.

Jeg lå med ryggen til ham.

Pludseligt trak han mig helt ind til sig, og holdte godt fast omkring mig.

Min mave eksploderede da jeg kom så tæt på ham.

Han fik mig til at føle mig tryg.

Jeg har aldrig været så tryg, som jeg er sammen med ham.

Jeg har ikke kendt ham særlig længe, men det er som om der er en eller anden forbindelse mellem os.

Hans åndedræt blev hurtigt langsommere og der gik ikke lang tid inden han var faldet i søvn.

Han havde reddet mig, selvom han godt vidste hvor mange problemer det kunne give ham.

Han passede på mig, og blev hos mig så jeg ikke var bange.

Han fik mig til at føle mig tryg.

Jeg har aldrig nogensinde følt sådan her før, men jeg tror at jeg er forelsket.

Alt inden i mig bliver trukket hen mod ham, men alligevel skriger alt inden i mig at jeg skal løbe væk.

Han er farlig, men jeg ved ikke hvorfor.

Jeg ved godt at det er skidt at jeg er begyndt at føle noget for ham, men jeg ved jo ikke hvad jeg skal gøre?

Måske er det normalt?

Han reddede mig jo trods alt, så det er vel normal.

Jeg nåede ikke at tænke meget mere inden jeg faldt i søvn

-----

Jeg har brugt hele dagen på at skrive det her kapitel, og så bestemte min computer sig så for at slette det hele inden jeg kunne gemme -.-

Men jeg har skrevet det hele igen, men det er nok ikke lige så godt som det var første gang.

Jeg håber at i kan lide det alligevel, for jeg kan godt lide det.

Men: Se, det er ikke så svært at kommentere!

Det gør det også meget nemmere for mig at se om der er nogen der rent faktisk læser den.

Men Midnight Memories er ude i morgen! Gah jeg glæder mig!

Leave a comment below! (Jeg elsker seriøst den sætning:3)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...