Forbidden Love (One Direction ikke kendte)

Madeline Cortez er søster til en af de største bande ledere i London. Madeline betyder alt for hendes bror, derfor vil mange også såre hende for at nå hendes bror. Hun har derfor to til at holde øje med hende, Niall Horan og Louis Tomlinson. Louis har dog en tendens til at være lidt for overbeskyttende.
Men alt Madeline vil er at være fri, så derfor sniger hun sig ofte ud. Men en aften går det galt.
Hun møder en af de andre bander, og de forvandler hendes aften til et levende mareridt. De efterlader hende i en gyde, hvor en mystik dreng finder hende ved halvt bevidsthed. Han tager sig af hende, og får hende til at føle sig tryg. En meget uvant følelse hos hende.
Men det holder kun til det går op for hende hvem han er. Zayn Malik, en af de farligste bande ledere i London.
Hun er skræmt, og vil så langt væk fra ham som muligt, men han nægter at lade hende gå.

Alt dette er starten på en farlig kærlighed der kun kan ende i tåre. Eller kan de ændre det?

61Likes
96Kommentarer
8382Visninger
AA

4. 3

Vi sad i lang tid bare og snakkede.

Jeg har aldrig bare snakket med nogen på den måde.

Selvfølgelig har jeg snakket med Niall og Louis, men aldrig på den her måde.

Han har ikke en gang fortalt mig at jeg skulle passe på.

Min mobil begyndte at vibrere i min lomme, så jeg tog den op. 

Da jeg kiggede på skærmen, begyndte mit hoved at dunke.

Zayn tog mobilen ud af min hånd, og svarede for mig.

"Hallo?" Sagde hans smukke stemme.

Zayn's synsvinkel:

"Hallo?" Sagde jeg ned i hendes telefon.

Jeg kunne se på hende at hun fik ondt i hovedet da hun kiggede på skærmen.

Hun må have slået hovedet ret hårdt.

"Malik?! Hvor er hun?!" Spurgte en velkendt stemme hårdt.

"Bare rolig, Tomlinson. Jeg passer på hende" Sagde jeg venligt.

Jeg har aldrig kunne lide ham.

"Jeg slår dig ihjel!" Skreg han ind i telefonen.

"Det kan du jo ikke" Svarede jeg ham hånligt.

"Hvis du så meget som røre hende!" Truede han.

"Bare rolig. Jeg tager mig hende. Farvel Tomlinson" Cuttede jeg ham af.

Inden han fik sagt mere lagde jeg på.

Jeg slukkede hendes mobil.

"Den får du nok ikke brug for de næste par dage" Sagde jeg, og smilede venligt til hende.

Jeg kan virkelig ikke fatte at hun er Jason's søster.

Hun er jo virkelig sød, og smuk. Han er... Jason.

Meget som Louis.

Idioter.

"Kender du Louis?" Spurgte hun forvirret, og så ud som om hun tænkte meget.

Jeg satser på at hun ikke ved hvem jeg er..

"Jeg gik i skole med ham" Forklarede jeg.

Vi var faktisk venner en gang.

Ind til han så kom i en bande..

Eller det gjorde jeg jo også, men han valgte ligesom selv at han ville være min fjende.

Han vidste jo godt at Contez var rivaler med min far.

Men han havde jo sine grunde, og det er vidst kun af tvang vi hader hinanden.

Vi prøver enligt bare at undgå hinanden.

Ingen af os har lyst til at hade hinanden, det er bare sådan.

Liam er stadig min ven, hvilket jeg er glad for.

Efter min far døde og jeg tog over, hoppede han ligesom bare med.

Vores forældre har altid været gode venner, og hans forældre blev skudt ved et uheld samen dag som min far.

De var det forkerte sted det forkerte tidspunkt.

Han ville have hævn, og nu er han så her.

Han vil sikkert gerne være sammen med Madeline når jeg ikke kan være her.

Ellers er der jo altid Harry.

Han flyttede til London lidt efter Louis gik fra os.

I starten kom vi tit op og skændes, og Harry kom bare ind midt i det hele.

Ham og Louis var gode venner fra starten, og jeg var hans makker i et eller andet projekt.

Han endte så med at holde med mig.

"Huh, han har aldrig snakket om dig?" Hun lignede stadig en der tænkte helt vildt.

"Vi gled fra hinanden" Mumlede jeg.

Madeline's synesvinkel:

Hele Zayn's samtale med Louis virkede ret underlig.

Jeg ved at der er et eller andet med ham, men jeg kan virkelig ikke huske hvad det er.

"Skal vi se en film eller sådan noget?" Spurgte jeg akavet.

"Du må ikke se tv. Eller du må godt, du får bare ondt i hovedet" Sagde han bedervidende.

Ikke på en irriterende måde, men nærmest sødt?

Jeg ved ikke rigtigt hvordan jeg skal forklare det.

"Hvad skal vi så lave?" Spurgte jeg forvirret.

Jeg kan overhovedet ikke tænke.

"Vi kunne lave mad?" Forslog han.

Eh.

Jeg kan faktisk ikke lave mad.

Jeg har aldrig lært det. Jeg har aldrig haft grund til at lære det.

Niall laver jo altid mad, så det har jeg aldrig gjort.

"Jeg kan ikke lave mad" Mumlede jeg flovt.

Det burde man jo kunne som 19 årig..

"Virkelig?" Spurgte han overrasket.

Se, det er unormalt ikke at kunne lave mad.

"Ja" Jeg kiggede flovt ned i jorden.

"Jamen så må jeg jo hellere lære dig det!" Sagde han entusiastisk.

*****

"Ehh. Er det meningen at det skal hænge fast på bunden?" Spurgte jeg forvirret.

"Nej. Det plejer pasta ikke at gøre" Svarede han med et drillende smil.

"Så tror jeg at det er brændt fast" Mumlede jeg.

Det er ikke så godt..

Niall har flere gange sagt at pasta var det nemmeste at lave.

"Har du brændt pasta på?" Spurgte han overrasket.

"Det ved jeg da ikke! Men det hænger fast på bunden. Og det er begyndt at blive en smule sort" Svarede jeg og kiggede ned i gryden.

"Skal vi ikke bare bestille pizza?" Forslog han.

"Det lyder som en god ide!" Pastaen ser ikke ligefrem spiselig ud..

Han kiggede ned i gryden, og rynkede på næsen.

"Det bliver pizza" Fastslog han.

"Det er også det eneste mad jeg kan lave" Grinede jeg.

"Hvorfor er det enligt at du ikke kan lave mad?" Spurgte han, mens han fandt en telefon.

"Niall plejer altid at lave mad. Han bliver altid først sulten, så han laver bare mad til os samtidig" Forklarede jeg.

Han nikkede hurtigt inden han tog telefonen op til øret.

Han kan simpelthen nummeret i hovedet..

"Hey Andrew! Du ved hvad jeg skal have, og så skal jeg have en anden pizza" Sagde han i telefonen.

Så han er ligefrem på fornavn med dem der arbejder der?

"Oh, jeg ved ikke hvad hun vil have! Bare en eller anden pizza!" Sagde han.

Han lagde hurtigt på.

"Får du meget pizza?" Spurgte jeg smilende.

"Er det så tydeligt?" Svarede han drillende.

Det var virkelig underlig at have det så sjovt.

Jeg har aldrig bare kunne joke rundt med på den her måde. 

Faktisk, så har jeg aldrig haft det sjovt med nogen.

Jeg har aldrig været så afslappet omkring nogen.

Det er virkelig underligt.

"Kom. Sofaen er blødere end stolene" Sagde han med et varmt smil.

*****

"Yndlings sanger?" Spurgte Zayn med munden fuld af pizza.

"Uh, det ved jeg faktisk ikke. Jeg kan godt lide Katy Perry, og dem der piger fra X-factor. Little Mix!" Svarede jeg.

"Hmm, de er vel også gode. De er kønne, men jeg har set smukkere" Fortalte han med et skævt smil.

"Hvem?" Spurgte jeg og tog en slurk af min cola.

"Dig" Svarede han.

Overrasket spyttede jeg colaen ud.

"Af hvad for noget?" Spurgte jeg.

"Jeg sagde at du er en af de kønneste pige jeg har set" Sagde han ærligt.

Den havde jeg så ikke lige set komme.

"Du kan ikke lide mig eller noget vel?" Spurgte jeg halvbange.

Jeg kan jo ikke ligefrem have en kæreste.

Jason ville slå ham ihjel!

Ikke bogstavlig talt, men han ville i hvert fald ikke være glad for det.

Desuden ville Zayn jo ikke få andet end problemer, og det ville jeg have det forfærdeligt med hvis jeg var skyld i det.

"Ville det være så slemt?" Spurgte han forvirret.

"Ja, jeg er jo ikke andet end problemer!" Forklarede jeg ham.

Jeg kommer aldrig til at have en familie.

Jeg kan jo for fanden ikke en gang gå udenfor uden der sker et eller andet.

"Hvordan kan du være problemer?" 

"Hvorfor er jeg her? Det er nok ikke sidste gang det sker. Der sker altid noget når jeg er alene!" Det sidste var kun en mumlen.

Det begyndte at prikke i mine øjne.

"Det der skete har jo ingenting at gøre med at du er problemer! Madeline, det skete fordi at du er Jason's søster, det vil du ikke kunne ændre selv hvis du prøvede!" Råbte han.

"Hvad så hvis jeg ikke har lyst til at være det. Jeg har ikke lyst til at konstant have nogen til at passe på mig" Fortalte jeg ærligt.

Jeg var faktisk overrasket over mig selv.

Det har jeg aldrig fortalt til noget, så hvorfor er det så så nemt at sige det til Zayn?

Mine kinder var blevet våde nu.

Han sagde ikke noget.

Han trak mig ind i et kram, og prøvede at trøste mig.

"Jeg vil gerne bare være fri som alle andre" Mumlede jeg ind i hans brystkasse.

"Det ved jeg" Sagde han stille ned i mit hår, mens han hånd kørte op og ned ad min ryg.

"Nej, du ved det ikke! Du ved ikke hvordan det føles at være indespærret hele dit liv, uden at have lov til at have venner! Du ved ikke hvordan det er at vokse op uden at for lov til at være et barn!" Råbte jeg vredt, og skubbede ham fra mig.

"Jeg har aldrig været et barn! Jeg skulle altid passe på, jeg måtte ikke være sammen med andre, bare fordi at de måske var med i en eller anden lorte bande! Jeg havde ikke et valg som alle andre, jeg har aldrig haft et fucking valg!" Skreg jeg mens tårerne løb ned ad mine kinder, og dryppede fra min hage.

Zayn sad mundlam.

Han havde ikke noget at sige.

Alle de ord jeg altid har holdt inde brændte pludselig for at komme ud.

"Jeg har aldrig været tryg! Selv hjemme har jeg været bange for at der skulle ske noget! Jeg ved ikke hvordan det føles at være tryg. Se på dig, du har venner, du har frihed! Du har alt det jeg ikke har!" Min stemme knækkede flere gange.

"Ved du hvad? Jeg kan aldrig få lov til at være fri, for jeg vil altid være Jason's søster!" Mine ord blev erstattet af hulk.

Igen trak han mig ind i et kram.

Han holdte bare om mig og lod mig græde ud.

Jeg har aldrig rigtigt grædt foran folk. Det har altid været noget jeg gjorde når jeg var alene.

Det var underligt pludseligt at have en skulder at græde på.

"Shh, det skal nok gå" Mumlede han ned i mit hår.

"Nej, der vil altid være folk som vil ramme Jason. Niall og Louis kan ikke passe på mig for evigt" Svarede jeg.

Det var jo sandheden.

"Nej, men det kan jeg" Svarede han stille.

Jeg var faktisk i tvivl om jeg hørte rigtigt.

-----

Så er vi rigtigt i gang! 

Hele ideen til den her kom faktisk fra telefonsamtalen.. Og nogle andre ting, men telefonsamtalen var det meste af det.

Nogen bud på hvad der kommer til at ske?!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...