Forbidden Love (One Direction ikke kendte)

Madeline Cortez er søster til en af de største bande ledere i London. Madeline betyder alt for hendes bror, derfor vil mange også såre hende for at nå hendes bror. Hun har derfor to til at holde øje med hende, Niall Horan og Louis Tomlinson. Louis har dog en tendens til at være lidt for overbeskyttende.
Men alt Madeline vil er at være fri, så derfor sniger hun sig ofte ud. Men en aften går det galt.
Hun møder en af de andre bander, og de forvandler hendes aften til et levende mareridt. De efterlader hende i en gyde, hvor en mystik dreng finder hende ved halvt bevidsthed. Han tager sig af hende, og får hende til at føle sig tryg. En meget uvant følelse hos hende.
Men det holder kun til det går op for hende hvem han er. Zayn Malik, en af de farligste bande ledere i London.
Hun er skræmt, og vil så langt væk fra ham som muligt, men han nægter at lade hende gå.

Alt dette er starten på en farlig kærlighed der kun kan ende i tåre. Eller kan de ændre det?

61Likes
96Kommentarer
8656Visninger
AA

15. 14

Der var begyndt at småregne da jeg gik hjem. Nu fortryder jeg lidt at jeg ikke fik tager en jakke med i går, men det er lidt for sent nu.

Hele morgen har været så underlig. Jeg har været så smigret over alt det Zayn har sagt, men så utrolig flov over at jeg gik så meget i panik da.. Ja.

Regnen gjorde mig enligt ikke noget. Jeg kan godt lide regnen, det gør det ligesom nemmere at tænke klart. Så længe det ikke regner for meget er det fint.

Halv våd bankede jeg på døren. Jeg måtte virkelig til at anskaffe mig en nøgle!

Til mit held var det Niall der åbnede. Jeg var ikke i humør til at snakke med hverken Louis eller Jason. De ville sikkert alligevel bare fortælle mig hvor farligt det var at jeg gik rundt alene.

Niall måtte have kunne mærke at jeg ikke rigtigt var i snakke humør, for han sagde ingenting. Han lod mig bare gå op på mit værelse, uden at stille nogen spørgsmål.

Men hvad skulle han også have spurgt om? Han ved godt hvad der forgår, og jeg tror ikke at det er noget han har så meget lyst til at snakke højt om. Det har jeg nu heller ikke, men jeg tror Niall har mindre lyst end jeg har.

Hvis det var Louis der havde lukket mig ind, var han sikkert begyndt at tåbe ad mig fordi at jeg gik rundt alene. Det irritere mig at han tror at han vare kan bestemme over mig på den måde!

Jeg havde ikke rigtigt lyst til at lave noget. Lige nu havde jeg det fint med bare at sidde og ligge ud i luften. Bare sidde og tænke, uden at nogen fortalte mig jeg gjorde noget forkert.

Måske mente Zayn rent faktisk der med at vi skulle stikke af sammen? Han virkede jo meget seriøs da han sagde det?

Hvem prøver jeg at narre? Det kan jo ikke lade sig gøre. Hvor ville vi tage hen? Hvordan skulle nogen af få et rigtigt arbejde, der er jo ikke rigtigt nogen af os der har en uddannelse?

Selv hvis vi af en eller anden underlig skulle have en masse penge, så ville vi ikke kunne forlade landet. Hverken Louis eller Jason, og nok heller ikke Niall for den sags skyld, ville lade mig forlade London.

De ville jo opdage der hurtigere end vi kunne nå at flyve væk. Der er ingen chance for at det er muligt for os at stikke af.

Tanken gjorde mig trist. Jeg ville altid være fanget her. Zayn kunne godt stikke af, men jeg ville aldrig bogen sinde få chancen for det.

Eller vent.. Hvis vi rejste væk om natte ville de ikke opdage det inden om morgenen, og der ville der jo være for sent. På det tidspunkt ville det være umuligt for dem at finde mig igen.

Hvad er det jeg tænker på? Overvejer jeg virkelig at stikke af sammen med ham? Jeg har kun kendt ham i lidt iver en uge, jeg burde overhovedet ikke en gang overveje at stikke af med ham!

Men på den anden side, hvorfor så ikke? Han kan jo give mig det eneste jeg nogensinde har ønsket mig, så hvorfor ikke bare lade ham?

Fordi at hvis det går galt, så vil hele mit liv ramle sammen om ørene på mig. Hvis vi bliver opdaget så kommer jeg aldrig nogensinde til at kunne snige mig ud igen.

Men hvis det nu lykkedes, ville det så ikke være chancen værd? Det er jo ikke rigtigt fordi at jeg har så meget at miste...

Jeg kunne høre Louis lave stemme der kom nedefra, hvilket måtte betyde at han næsten lige var kommet. Jeg håber virkelig at han ikke kommer herop. Jeg er overhovedet ikke i humør til at snakke med ham!

Jeg ville sikkert ende med at råbe ad ham, og så ville han blive vred, og så ville det hele bare blive endnu mere forvirrende. Men hellere det end at jeg skal til at afvise ham!

Jeg har jo ikke lyst til at ødelægge noget i mellem os, men det bliver jeg jo nok nød til. Jeg kan jo ikke ligefrem gå ud på en date med ham, jeg har heller ikke lyst til det.

Med hurtige skridt gik jeg over mod mit skab og gemte mig mig i bunden af det. Ikke fordi at jeg ville gemme mig, men jeg kunne godt lide at sidde i skabet. Det er noget jeg altid har gjort hvis jeg ikke var i humør til andet.

Mørket gjorde ligesom regnen det nemmere at tænke. Der var ikke noget det kunne distrahere mine tanker herinde. Det var mit tilflugtssted. Der var som at gemme sig i Narnia, hvor der ikke var nogen der kunne finde dig. Jeg ville elske ar stille af til Narnia.

Jeg kunne høre lyden af skridt udenfor skabet. Automatisk begyndte jeg at holde vejret. Der gik ikke længe inden skabsdøren blev åbnet og Louis' ansigt kom til syne.

"Så der er her du gemmer dig?" Spurgte han i et forsøg på at få mig til at smile. Ligesom han havde gjort første gang han fandt mig i skabet.

Med tårerne løbende ned ad kinderne gemte jeg mig i mit skab. Han kunne ikke være død! Hvordan kunne han bare dø?! Han kan jo ikke bare forlade mig på den måde!

Vreden over at han bare forlod mig, og sorgen over at han aldrig kom tilbage og bladede sig inden i mig. Jeg havde ingen kontrol over mine følelser længere.

Jeg var vred. Vred på han for at dø, og vred på dem der havde dræbt ham. Hvis der var nogen der prøvede at snakke til mig ville jeg nok flippe helt ud.

"Madeline, hvor er du?" Spurgte Louis' stemme venligt.

Inden jeg kunne nå at reagere havde han åbnet døren ind til skabet, hvor jeg sad. Han sendte mig et trist smil, men jeg kunne ikke gengælde det, som jeg normalt ville have gjort.

"Nå, så det er her du gemmer dig?" Spurgte han med den lette glade tone han altid brugte når jeg var ked af det.

"Gå væk! Jeg har ikke lyst til at snakke med dig!" Vrissede min grådkvalte stemme.

"Det ved jeg godt at du ikke har, men jeg har heller ikke lyst til at lade dig sidde grædende i et skab helt alene" Svarede han.

Jeg kunne ikke finde på noget at svare. Jeg ville ikke have at han skulle se mig sådan her, nu tror han sikkert bare at jeg er svag.

"Kommer du ikke med ned? Vi kan lave varm kakao med skumfiduser?" Forslog han.

"Jeg har ikke lyst til at gå ned" Mumlede jeg trist.

"Så du vil hellere sidde her i mørket?" Spurgte han forundret.

Svagt nikkede jeg.

" jeg kommer tilbage om lidt" hvislende han lovende inden han lukkede døren og gik.

Som han sagde kom han tilbage kort tid efter. Denne gang med en bakke i hånden.

"Ryk ind" Sagde han stille.

Jeg gjorde som han sagde og rykkede ind. Han satte sig ned ved siden af mig, og placerede bakken så den lå iver vores ben. Han tændte en lille lommelygte, så vi kunne se hvad der var på den.

Han havde tager varm kakao med skumfiduser med op, og nogle småkager. Et lille smil dukkede op på mine læber. Den dreng var intet andet end fantastik.

"Gå" Sagde jeg koldt.

"Nej, jeg lader dig ikke sidde herind alene" Svarede han og satte sig ned på hug, så vi var i øjenhøjde.

"Louis jeg sværger, jeg sparker dig et sted du ikke har lyst til at blive sparket hvis du ikke går nu" Sagde jeg hårdt.

Han kiggede på mig med sårede øjne, men jeg var ligeglad. Jeg havde bedt ham om at gå, så det burde han have gjort.

"Hvorfor er du så sur på mig, hvad er det jeg har gjort?!" Spurgte han forvirret.

"Jeg er bare ikke lige i humør til at snakke med dig! Du har ikke gjort noget, jeg har bare lyst til at være alene, okay?" Vrissede jeg af ham.

Faktisk så havde jeg bare ikke lyst til at forklare hvor meget det irriterede mig at han spurgte Jason om lov, inden han inviterede mig ud på en date. Ikke at jeg nogensinde ville tage med ham, men Jason styre jo ikke mit liv.

"Okay. Jeg er nedenunder hvis det er" Svarede han kort og efterlod mig til mørket.

*****

Med tunge skridt gik jeg ned ad trappen. Jeg blev jo nød til det før eller senere, så jeg kunne vel lige så godt få det overstået.

"Nej, se hvem der er vendt tilbage fra de døde!" Sagde Nialls glade irske stemme.

"Du skal ikke snakke til hende, hun er ikke i humør til det" kom det irriteret fra Louis.

Han er simpelthen for meget nogle gange. Han kan virkelig få et bitch flip! Man skulle næsten tro at det var ham der var pigen...

"Seriøst? Du er for meget Louis" Sagde jeg ærligt, og satte mig ned i sofaen ved siden af Niall.

Hvis der er noget jeg ikke skal så er det at dele sofa med Louis!

Han kom ikke med andet svar end et suk. Han sendte Niall et indforstået blik, og Niall rejste sig hurtigt og gik. Det her ender ikke godt...

"Hør Madeline, jeg ved godt at det måske ikke er det bedste tidspunkt at spørge på" Startede han ud.

Det her ender overhovedet ikke godt...

"Men jeg ville jo spørger alligevel på er eller andet tidspunkt. Vil du gå på en date med mig?" Spurgte han dybt seriøst.

"Louis, jeg..."

-----------

Det her kapitel må i godt hade mig for.

Jeg har overhovedet ikke hft tid til at skrive det før nu, på grund af lektier, og afleveringer. (Hvilket jeg ikke er færdig med endnu -.-)

Det her kapitel er nok ret kort (jeg har ingen anelse om hvor langt det er) men jeg havde det virkeligt dårligt med at lade jer vente så længe!! Så jeg ville hellere give jer et kort kapitel, end at lade jer vente til weekenden. Håber at det er okay!

Som altid -LEAVE A FUCKING COMMENT BELOW

(Ved ikke lige, har haft en alt for lang dag, så blev lige bød til at bande)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...