Forbidden Love (One Direction ikke kendte)

Madeline Cortez er søster til en af de største bande ledere i London. Madeline betyder alt for hendes bror, derfor vil mange også såre hende for at nå hendes bror. Hun har derfor to til at holde øje med hende, Niall Horan og Louis Tomlinson. Louis har dog en tendens til at være lidt for overbeskyttende.
Men alt Madeline vil er at være fri, så derfor sniger hun sig ofte ud. Men en aften går det galt.
Hun møder en af de andre bander, og de forvandler hendes aften til et levende mareridt. De efterlader hende i en gyde, hvor en mystik dreng finder hende ved halvt bevidsthed. Han tager sig af hende, og får hende til at føle sig tryg. En meget uvant følelse hos hende.
Men det holder kun til det går op for hende hvem han er. Zayn Malik, en af de farligste bande ledere i London.
Hun er skræmt, og vil så langt væk fra ham som muligt, men han nægter at lade hende gå.

Alt dette er starten på en farlig kærlighed der kun kan ende i tåre. Eller kan de ændre det?

61Likes
96Kommentarer
8393Visninger
AA

2. 1

Jason er ude igen i aften. Ikke at det er noget nyt, han er altid ude.

Så er det vel bare mig, Niall og Louis. Igen.

Niall er stadig min yndlings af de to. Eller nej, jeg elsker begge de to drenge!

De er næsten som mine brødre, men jeg har bare et eller andet specielt med Niall.

Det var også mig det fik ham ind i alt det her. Han havde et godt liv inden, og det tog jeg så væk fra ham.

Den gang var min far stadig i live.

Men ud over det er der ikke særlig meget der har ændret sig.

Jeg sniger mig stadig ud, man skulle tro at jeg lærte noget af det, men det gjorde jeg jo så ikke.

Med et dæmpet dump landede jeg på jorde uden for mit vindue. 

Ikke noget der, jeg sniger mig altid ud om aftenen. Der er det eneste tidspunkt hvor jeg bare kan have lidt frihed.

Min far er altid bange for at der skal ske mig et eller andet, men helt ærligt? 

Jeg kan ikke se hvad der skulle ske.

Helt i mine egne tanker gik jeg ned af gaden.

Pludseligt var der nogen der trak mig ind i en gyde.

Et slag ramte mig i maven, og jeg faldt sammen på jorden.

Hårdt hev de mig op igen, og prøvede at få min bluse af.

Panisk begyndte jeg at skrige og sparke ud efter dem, men det hjalp ikke.

Igen slog de mig, denne gang på kinden.

Tårerne begyndte at løbe nu.

Min bluse lå ødelagt på gulvet, og de var ved at åbne mine bukser.

"Hey, lad hende være!" Lød en irsk stemme.

Mændene rundt om mig smed mig hurtigt væk.

"Lad os gå. Hvis dværgen ringer til politiet skal vi ikke være her" Sagde den ene mand til de andre.

Og så gik de.

Drengen med den irske accent var hurtigt henne ved mig.

Mit syn var sløret på grund af tårerne.

"Er du okay? Her" Sagde han og tog sin trøje af og gav mig den på.

Han løftede mig og, og begyndte at gå.

"Hvor bor du?" Spurgte han venligt.

Jeg pegede i retningen af vores hus, og inden længe stod vi foran vores hoveddør.

Den irske dreng ringede på dørklokken, og min far var hurtig til at åbne.

Hans ansigt blev blegt da han så os.

Efter at vi var kommet ind lagde den irske dreng mig på sofaen. 

Det var først nu jeg rigtigt så ham. 

Smukke lyseblå øjne, der havde en lille smule grønt i dem. Hans har var lyst med mørke rødder.

"Hvad skete der?" Spurgte min far uroligt.

"Jeg gik fordi en gyde da jeg hørte hende skrige. Der var nogle mænd der var ved at overfalde hende, så jeg stoppede dem" Fortalte han genert.

"Hvad hedder du?" Lød min fars hårde stemme.

"N-Niall Horan" Fik han stammende frem.

"Er du herfra?" Hvorfor var han ved at krydsforhøre ham?

"Jeg er lige flyttet hertil fra Irland af" Mumlede han genert.

"Jeg stoler på dem nu Horan. Du ved det nok ikke endnu, men der er bander her i London. Jeg leder en af dem, og min datter har tydeligvis brug for beskyttelse. Forstår du hvor jeg vil hen?" Spurgte han.

"Ikke rigtigt" Svarede han. Han lød næsten bange nu.

"Jeg tilbyder dig et job. Du skal beskytte mig datter. De mænd der var ved at overfalde hende var fra en anden bande, og jeg vil ikke have at der nogensinde sker hende noget" Jeg har da ikke brug for nogen til at beskytte mig!

"Hvad siger du, Horan? Vil du have jobbet?" Spurgte han næsten venligt.

"Jeg skal prøve" Svarede han overvældet.

Han reddede min røv den aften, men der er ikke sket noget siden. 

Niall ved også godt at jeg sniger mig ud.

Han ved jo godt hvor meget jeg hader at være fanget på den her måde.

Louis derimod er meget overbeskyttende. Hvis det kun er ham der er her tvinger han mig næsten til at være sammen med ham, så han kan holde øje med mig.

Men på den anden side havde han også fire mindre søstre inden.

Han offererede alt.

Han havde et valg, og han valgte at redde sin mor.

Jeg kan stadig huske den aften han kom.

Hans mor skyldte åbenart min far en del penge for stoffer. Da hun ikke kunne betale ville min far sende folk ud for at tage det der betød mest for hende. 

Han ville have skudt hendes døtre.

Ja, det er barsk, men det er sådan denne her verden fungere.

"Sir. Min mor skylder dem penge, og det har vi ikke. Jeg har ikke lyst til at miste nogen af mine søstre, så derfor er jeg har. Jeg vil gøre alt for dem, hvis de lader min familie være" Den unge dreng stod modigt uden for vores hoveddør.

"Er du villig til at dø for din familie?" Spurgte min far hårdt.

"Ja, hvis det er det der skal til" Sagde drengen modigt, men man kunne tydeligt se frygten i hans øjne.

"Far! Han kunne hjælpe Niall" Udbrød jeg.

Jeg kan ikke lade ham dø. Han er jo tydeligvis et godt mennesker, for god til at dø på den måde.

"Vil du gerne have mere end en til at passe på dig?" Spurgte han forvirret.

"Hvis Niall bliver syg, eller der sker et eller andet med ham. To er bedre end en" Sagde jeg overbevisende.

Drengen i døren så forvirret ud, men det lod til at han forstod at jeg lige havde reddet ham.

"Okay. Men hvis der sker noget med dig giver jeg ham skylden!" Svarede han hårdt tilbage.

Med de ord gik han.

"Tak" Sagde drengen hæst.

"Madeline, er du ved at være sulten?" Niall.

Han plejer at lave mad. Han bliver også altid først sulten, så han laver også bare til os når han er i gang.

Hurtigt gik jeg ned ad trappen til dem. 

Jeg behøvede ikke en gang at svare Niall, han var allerede i gang med at lave mad.

"Nogen planer for i aften?" Spurgte Louis fra sofaen.

"Nope. Tror jeg ender med at læse eller sådan noget" Det passer så ikke.

Jeg hopper ud af vinduet, og går en tur, men det skal man ikke fortælle til Louis.

Niall kiggede på mig med et løftet øjenbryn.

Han ved godt at jeg ikke gider at læse, jeg vil meget hellere se film.

Jeg sendte ham et ansigt, så han vidste at jeg havde tænkt mig at gøre som jeg plejer.

Mig og Niall har et slags kodesprog med ansigter. 

Jeg er ikke sikker på hvordan det er opstået, men vi bruger det tit.

Det er praktisk, især når Louis er der.

"Virkelig? Hvad har du så tænkt dig at læse i aften?" Spurgte Louis. 

Jeg kan godt lide at læse nogen gange. Bare ikke dem der kliche historier.

"Romeo and Juliet, tror jeg" Jeg elsker den historie.

Forbudt kærlighed med en trist slutning. Juliet havde heller ingen frihed, måske er det derfor at jeg så godt kan lide den.

Hun ville jo også være fri til at vælge hvem hun skulle giftes med, men hun endte med at dø i forsøget.

Jeg vil gerne have en der elsker mig ligeså meget som Romeo elskede Juliet. En der er villig til at dø for mig.

Men det kommer jo aldrig til at ske.

På et tidspunkt havde jeg rent faktisk venner, en af dem var endda en dreng.

Min far truede hans familie og nu bor de så i Irland.

Det er derfor jeg ikke en gang prøver på at have venner længere.

Niall og Louis er mine eneste venner, og min bror betaler dem for at være sammen med mig.

Ikke at de ikke vil, men de får stadig penge for det.

Man kunne høre en snorken fra sofaen.

Louis er faldet i søvn..

Så meget holder han nemlig øje med mig!

"Du ved godt at han er vild med dig, 'ik?" Spurgte Niall lavt.

"Louis? Er du sikker på det Niall?" Spurgte jeg mistroisk.

"Ja, hvorfor tror du ellers at han er så overbeskyttende overfor dig?" Spurgte han med munden fuld af mad.

"Måske har du fat i noget" Jeg har aldrig tænkt over det på den måde.

"Gå. Du gider jo ikke stå og snakke med mig. Gå en tur, eller hvad du nu plejer" Sagde han med et venligt smil.

*****

Det velkendte dæmpede bump lød da mine fødder ramte jorden.

Jeg elsker den lyd.

Den betyder at jeg har et par timers frihed. 

Mens jeg gik ned af Londons gader gik jeg og nynnede stille for mig selv.

Jeg elskede fornemmelsen af den friske efterårs luft mod min hud. 

Jeg fik fuldstændig i min egen verden, og kom først ud af den der var en der stoppede mig.

Hårdt blev jeg hevet ind i en gyde.

Nej, ikke igen.

Jeg prøvede at skrige, men der var en der holdte en hånd foran min mund.

En anden holdt mig fast bagfra, så jeg ikke kunne komme væk.

Den sidste stod foran mig med et ondt smil.

"Hvis du kommer levende fra det her, så hils Jason"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...