Under The Mistletoe | Liam Payne | Julekalender

*drengene er ikke kendte* Årets højdepunkt er endelig kommet til Treusdale, og Rachel Sky er en helt almindelig elev fra Treusdale High, der vælger at tage ud at skøjte den første december dag, sammen med hendes bedste veninde Jessica. Det samme vælger Liam Payne, den mest populære dreng fra skolen også at gøre. Rachel og Liam støder tilfældigt ind i hinanden, men Rachel har aldrig rigtig brudt sig om Liam, hun synes bare han er arrogant og er ivrig efter opmærksomhed. Men for første gang i hele Rachel's liv, bemærker Liam hende og begynder at interessere sig mere for hende og Liam og Rachel begynder at hænge mere og mere ud sammen. Rachel begynder at kunne lide Liam mere og mere, og hendes liv bliver forandret for altid. Sandhederne kommer på bordet og ting Rachel aldrig har fortalt til nogen før, bliver afsløret. Og det bliver helt klart en Jul Rachel aldrig vil glemme.
*Dette er en julekalender*

53Likes
48Kommentarer
8010Visninger
AA

9. 7 December - There is no "him" !


"I never could have seen, never could have seen this coming, you are here with me, I'm alive all of sudden, anyone can see, anyone can see it's beautiful"

 

Tyrone Wells - This is beautiful

 

 

 

 

 

"Skal vi ikke invitere din fætter på besøg til noget julehygge i dag?" min mor lænte sig frem på stolen og lænede sig ind over bordet med et kæmpe smil om læberne. Jeg fik pludselig store øjne. Jeg stivnede lidt, da jeg ikke havde noget at sige. 

fuck.

gider ikke være sammen med Hr.Charme der tror han kan score alle og en hver pige han støder ind på.

"Rachel?" min mor viftede en hånd op foran ansigtet på mig, for at få min opmærksomhed tilbage igen "ehh, kan ikke i dag" jeg kiggede ned på bordet og lavede lidt ansigt af mig selv.

"hvad skal du da?" min mor lænte sig tilbage på stolen igen, og krydsede armene.

Jeg stivnede igen, og tænkte på en god undskyldning, men kunne ikke rigtigt finde på noget.

"Jeg skal...eh-" jeg tænkte stadig på, om hvad jeg dog skulle.

Jeg løftede hovedet hurtigt op igen "jeg skal mødes med Li..Jeg skal være sammen med Jessica senere i dag" pludselig stod det klik for mig, jeg skulle jo mødes med Liam idag.

Det havde han ihvertfald skrevet.

Min mor fik pludselig et undrene blik "umh.." hun løftede sin ene øjenbryn "hvem er han?" min mor havde stadig krydset arme og løftede denne gang begge sin øjenbryn.

"Mor! Jessica er altså en pige" jeg lavede et overraskende blik til min mor.

hvordan fanden kan hun vide jeg skal ud med en 'dreng'? 

som VEN..

Spådame...

"Jeg hopper ikke på den der, hvem er han?" min mor spidsede sine læber "Der er altså ikke nogle han" jeg kiggede med store øjne på min mor og halvt åben mund "umh..det sagde du også sidste gan-"

"Det blev aldrig til noget! og der er altså ikke nogen!" jeg råbte næsten af min mor "du havde ikke reageret sådan, hvis der ikke var nogen.-" min mor smilte hånligt til mig "-og du skulle til at sige et andet navn.." Jeg sukkede håbløst og rystede på hovedet.

"hvornår skal du så være samme med Jessica?" min mor slap sine krydsede arme, og begyndte at rette på sit tøj "ved 12 tiden" jeg løftede mit ben op under mit andet ben og satte mig til rette på stolen. Min mor nikkede og rejste sig op fra stolen "du er hjemme inden klokken 6" min mor kiggede på mig med et alvorligt blik "og hvis du er forsinket, så skriver du!" min mor gik op til køkkenskabet og begyndte at tage en hel masse ting ud "skal du til at bage?" jeg rejste mig fra stolen og kiggede på min mor som var i gang med at stile tingene på borden "ja" hun lukkede skabet, og bukkede sig ned for at åbne skuffen, og tage fat i en stor skål. Jeg nikkede og kiggede på uret på min telefonen 12:02 "shit..-" jeg gik med faste skridt op på mit værelse og for at finde noget tøj og make-up at tage på.

 

 

"jeg smutter nu mor" jeg lukkede døren bag mig, og gik med faste skridt ud af haven og drejede til højre. På vej ned mod broen lidt længere nede af vejen, kunne jeg mærke noget brumme i min lomme. Jeg stoppede op og fandt min mobil frem fra min grønne-lange jakke, som også havde fucking lange lommer, så det tog længere tid at finde mobilen frem..

Smart fundet på..

Jeg kiggede på skærmen. Det bare Jessica der ringer. Jeg valgte at lade værre med at svare, for igen, jeg er ond.

ej, joke.

kun lidt.

måske.

Jeg lagde min mobil tilbage i lommen og begyndte at gå hen mod broen igen. Da jeg endelig var noget ned til stien, hen mod broen og søen, kiggede jeg på klokken 12:43, ups, er rimlig forsinket, bare han stadig er her.

Jeg drejede ind til venstre for at komme hen til broen, lagde jeg pludselig mærke til nogle lys. Det var ikke fordi det var særelig mørkt, men det var heller ikke lyst, da der var rimlig overskyet.

Jeg gik længere ind, og nåede endelig til broen. Jeg kunne se en fyr, en høj, slank og muskløs før stå med siden til mig. 

Liam stod oppe på broen, og kiggede ud over søen. Solen var ved at komme frem, og det blændede mig en smule. Liam stak sin arm frem, og kiggede på sit ur.

Jeg stoppede op, og kiggede hen på Liam, som stod og lignede en der skulle med et tog, som var forsinket, og han skulle skynde sig hjem.

Jeg kunne ikke lade værre med at smile, ved synet af ham, og jeg var faktisk så optaget af at kigge på Liam vente, at jeg slet ikke havde lagt mærke til, at der var sat nogle  lys på buskene og det lagde en kurv på et tæppe.

Har han lavet en picnic? om vinteren? 

Jamen, okay så..

Jeg kunne høre Liam sukke, og han vendte sig om med hovedet rettet ned mod jorden. Han stak sine hænder ned i lommen og begyndte at gå ned af den lille bro. Han stoppede dog op da han løftede sit hoved og fik øje på mig "Rachel?" han fik pludselig store øjne "Ja, det mig?" jeg kunne ikke lade være med at smile. Liam begyndte at gå hen mod mig, og der begyndte at plante et smil på hans perfekt formede læber "jeg troede ikke du kom" Han stod nu foran mig, og solen blændede mig, men jeg kunne se det meste af Liam "hvorfor skulle jeg ikke komme?" jeg smilede spørgene "Tjaa, jeg ved ikke..-" han sukkede "man ved jo aldrig" han smilede skævt. 

Jeg kiggede hurtigt ned på jorden, for det her...var akavet. Jeg kiggede op igen, og Liam som stod foran mig, stod stadig og kiggede på mig, og han perfekte brune øjne, borede sig lige ind i mine, og det føltes pludselig som om, jeg kørte ned fra en karrusel i tivoli, og det killede.

"hvorfor har du bragt mig her til?" jeg kiggede spørgene på Liam, som stadig stod og stirrede på mig "Jeg har ikke bragt dig herned" jeg kunne hære ironien i hans stemme "jeg har inviteret dig herned" han smilte stort og kiggede hen mod tæppet og kurven "hvorfor har du så inviteret mig herhen?" jeg rettede på mig selv, og stod stadig og kiggede på Liam, som rettede sit hoved tilbage mod mig "det skal jeg vise dig" han begyndte at gå op på broen og jeg fulgte efter ham "Her, lige her, hvor du står, plejede jeg at fiske med min far" Liam havde en meget stille klang over stemmen "bragte du mig kun hertil, for at fortælle mig, at du plejede at fiske her, med din far?" jeg grinte lidt af ham, men Liam så ud til at være rimlig seriøs, og jeg stoppede med at grine. Liam sukkede "Da jeg var lille, tog min far mig hertil for at lære mig at fiske, og lære mig at blive en rigtig mand. Men jeg kunne aldrig rigtig finde ud af det. Men han blev ved med at lære mig det..-" Liam sukkede, og kiggede ligeud mod vandet "Liam, hvad er det du prøver at fortælle mig?" Jeg kiggede bekymrende på Liam, som stadig stod og kiggede ligeud. Liam trak tungt vejret, og lød som en der skulle til at græde. Da solen stadig blænede en smule, kunne jeg ikke rigtig se, om han rent faktisk græd?

"Rachel, jeg har gerne ville sige det til dig længe, og jeg håber du vil tage det..ja.." Liam kiggede stadig ligeud, men han drejede hovedet lidt til siden, så jeg kunne se siden af hans venstre øje skinne.

"For 5 år siden, skulle min far til noget forretnings halløj, og det ved nede i USA, så han skulle flyve..-" Liam stoppede lidt op "Jeg ved godt du heller ikke har din far, og jeg forstår hvis du har haft det hårdt uden en far-"
"Liam-"

"Men jeg kendte min far, jeg kendte ham, jeg opvoksede med ham, og at han ikke er he-" Liam stoppede op igen, han lænte sine arme over gelænderet og stod lidt uroligt "i dag er det lige præcis 5 år siden han døde, og jeg plejer hvert år at gå herned. og hver eneste gang, håber jeg inders inde, han står hernede og venter på mig, men det sker jo aldrig, for han er her ikke længere. og je-" Liam stoppede igen, men denne gang var det mig der stoppede ham. Jeg lagde mine arme om ham, og var nød til at stå på tæer for at kunne nå helt op, så vi bar sådan nogle låne lige høje. Liam græd ikke, men jeg kunne mærke og se han var såret, og han havde bare brug for en at fortælle det til. Jeg kunne mærke Liam lagde sine arme om min mave og om til mig ryk. Han klemte mig helt ind til sig og han lænede sit hoved ned mod min skuldre. Jeg begyndte at age hans ryg. Liam holde fast om mig, som om han aldrig nogensinde ville slippe igen "jeg er glad for du fortalte mig det" jeg hviske-snakkede og havde en smule mumlen, da min mund var klemt en smule mod hans jakke ved hans skulder. Liam svarede ikke, men klemte mig mere ind til sig.

Nu skal i ikke tro han er hulk, og er ved at kvase mig, han holder bare, lad og sige, rimlig godt fast.

Pludselig kunne jeg mærke noget koldt ramme min pande og se mit hår blev fyldt med hvide pletter. Liam slap stille sit krep om mig, og jeg fjernede mine arme fra hans nakke, men vi stod stadig meget tæt, og Liam holde stadig om mig, men med en meget slap krep. 

Vi kiggede begge op mod himlen, og kiggede på den tygge sne falde ned over os.

Jeg smilte og begyndte at grine en smule, jeg ved ikke hvorfor, men Liam begyndte også at grine.

Jeg fjernede mit blik fra himlen og sneen, og kiggede istedet på Liam, som stadig stod og kiggede op. Jeg havde stadig et smil om mine læber "Tak fordi du gad at lytte" Liam kiggede stadig op, men kiggede ned igen og kiggede mit lige ind i øjnene. Jeg smilte og nikkede bare som svar. Liam og jeg stod og kiggede lidt på hinanden i et stykke tid. Liam stod ikke langt væk fra mig, men tæt nok på, at jeg skulle kigge op, for at kunne se ind i hans øjne. Liam trådte lidt længere hen mod mig og jeg kiggede blot på ham. Liam og jeg stod så tæt nu, at jeg kunne mærke hans åndedrap mod min kolde næse. Liam begyndte at bevæge sit hoved ned mod mit, og jeg ved ikke helt hvad der gik af mig, men jeg gengældte og vi var nu så tætte, at vores pander rørte hinanden og vores læber var ikke mere end en snefnug fra hinanden. Liam rykkede lidt på hovedet, og skulle til at kysse mig, men vi blev afbrudt af min mobil begyndte at ringe. Jeg trak hurtigt mit hoved og krop væk fra Liam, og vi stod nu som vi gjorde før.

Jeg tog min mobil op af lommen, og Jessica ringede igen.

Jeg stod og kiggede lidt på den i et stykke tid, og overvejede om jeg skulle tage den. Men jeg nåede det ikke lige meget hvad, for mobilen stoppede med at ringe, og det stod nu på min låseskærm at jeg havde et ubesvaret opkald, og fået en..besked? havde jeg slet ikke set. Det var Jessica igen, og hun havde skrevet det hastede. Jeg kiggede på Liam, som stod med hænderne nede i lommerne og kiggede ud mod søen "Jeg er desvære nød til at gå, det haster" jeg hadet mig selv for at efterlade ham, efter han lige havde fortalt hans far var død. Liam nikkede forståeligt, og jeg stod og kiggede undskyldene på ham, men vendte mig om, låste min telefon op, trykkede på Jessicas nummer, og gik med faste skridt ud af den lille sti, men mobilen mod øret.

 

 

↫---------------------------------------------------------------------------------------↬

 

Okay, jeg har ikke lige fået rettet den endnu, da jeg er doven..
Der er ikke så meget at sige her :)

 

Tak fordi i læser med 

 

xoxo

Katrine og Rebecca 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...