Under The Mistletoe | Liam Payne | Julekalender

*drengene er ikke kendte* Årets højdepunkt er endelig kommet til Treusdale, og Rachel Sky er en helt almindelig elev fra Treusdale High, der vælger at tage ud at skøjte den første december dag, sammen med hendes bedste veninde Jessica. Det samme vælger Liam Payne, den mest populære dreng fra skolen også at gøre. Rachel og Liam støder tilfældigt ind i hinanden, men Rachel har aldrig rigtig brudt sig om Liam, hun synes bare han er arrogant og er ivrig efter opmærksomhed. Men for første gang i hele Rachel's liv, bemærker Liam hende og begynder at interessere sig mere for hende og Liam og Rachel begynder at hænge mere og mere ud sammen. Rachel begynder at kunne lide Liam mere og mere, og hendes liv bliver forandret for altid. Sandhederne kommer på bordet og ting Rachel aldrig har fortalt til nogen før, bliver afsløret. Og det bliver helt klart en Jul Rachel aldrig vil glemme.
*Dette er en julekalender*

53Likes
48Kommentarer
8053Visninger
AA

23. 20. December, kl 00:05 - You have a what!?


 

Someone comes into your world, Suddenly your world has changed forever, No there's no ,one else's eyes, That could see into me, No one else's arms can lift, Lift me up so high, Your love lifts me out of time, And you know my heart by heart

 

Demi Lovato - Heart by Heart

 

 

 

 

 

 

 

 

Liam stoppede, og kiggede på mig med forskrækkede øjne.

Jeg smaskede begge mine hænder på fjæset af mig selv, og lukkede øjnene. Liam fjernede sig, og min krop blev kold igen. Jeg kunne mærke tårende presse på, og jeg sukkede. højt.

Jeg fjernede mine hænder igen og satte mig op på sengen, og kiggede på Liam, som havde sat sig ned på gulvet og lænede sig op af muren. 

Liam sad og kiggede ud i ingenting, og han var helt tom.

Vi sagde ikke noget i et stykke tid, og jeg kunne mærke mere og mere, at tårende pressede på. Jeg trak tungt efter vejret "Liam.." min stemme var meget rystende, og jeg vidste allerede nu, at jeg havde fortrudt jeg fortalte ham det, eller jeg overhovedet tog hjem til Taylor.

Mine følser er stærke hos Liam, men er bange for at nogle rester stadig ligger hos Taylor. Hvilket irerterre mig inderligt.

Liam svarede ikke, han valgte i stedet at folde sine ben, og hvile sit hoved ned mod dem.

En tåre trillede ned ad kinden på mig, og det føltes som om mine læber blev hævet.

"Liam....-" min stemme rystede stadig og min vejrtrækning hakkede. Liam svarede mig stadig ikke.

"-Hør, det var ham der kyssede mig, og jeg..-"

"Jeg stolede på dig..." Liam svarede mig endelig, og han løftede sit hoved for at kigge på mig, og hans øjne var røde. Ligesom i drømmen.

Jeg sukkede og et uventet gråd kom frem "Liam, jeg kunne ikke gøre noget..-" min stemme havde hævet sig en smule, men den var røstende fra gråden, "jeg var slet ikke forberedt på det..han.. han gjorde det bare..-" jeg tørrede en tåre væk fra min kind. Jeg rystede på hovedet "mine følser ligge slet ikke hos ham længere.." og med det samme fortryd jeg, at jeg sagde det.

Liam rettede hurtigt sit blik mod mig og fik store øjne "var det ikke i 1.g?" spurgte Liam, og hans stemme var rimlig hæs.

Jeg lukkede hårdt øjnene i. Jeg kunne lige så godt fortælle ham det hele nu.

"da Marly sendte alle den besked om jeg var vild med Taylor..var rigtigt..den gang jeg sagde til dig, jeg ikke var vil med ham. Var en løgn...-"

"tsk.." Liam rystede på hovedet og rejste sig op og begyndte at gå frem og tilbage.

"Ja, dengang var jeg..men det er jeg ikke længere..jeg ved godt det lyder mærkeligt. Men siden du steppede ind i mit liv, har det hele ændret sig, og mine følser hos Taylor, forsvandt fuldstændig..de ligger hos dig nu, Liam..".

Liam stod bare og kiggede ligeud. Han kiggede slet ikke på mig, men jeg kunne høre hans suk, og han klemte sine læber sammen.

Liam begyndte at bevæge sig hen mod hans kontor stol, og satte sig, "Er der mere du har løjet for mig om?" spurgte Liam og kiggede på mig, med seriøse øjne.

jeg lukkede en gang for øjnene og nikkede, og jeg kunne nærmest føle Liams ansigtsudtryk.

"Alex..ham jeg så i min drøm.. er min lillebror.. og min far er ikke død.." jeg sukkede og tårende trillede ned.

”Har du en lillebror?” Liam kiggede pludselig undrene på mig.

Jeg nikkede og slugte en klump ”jamen er, er han så din halvbror?” Liam havde en lidt rystende stemme og et meget undrene blik da jeg rystede på hovedt ”nej..” det var nærmest som en hvisken, der kom ud af min mund, og jeg havde mit blik på mine bare fødder, så jeg kunne se det orange neglelak på min tå.

”jamen, sagde du ikke din far døde inden du blev født?” jeg kunne høre Liam's klump i halsen, jeg nikkede og kiggede stadig ned på mine bare fødder ”jo.. jo jeg gjorde” jeg kunne slet ikke få mig selv til at kigge på Liam, jeg skammede mig så meget over jeg har løjet over for ham.

”jamen, hvordan kan det så være du havd-”

”Jeg har løjet for dig Liam, jeg løj” jeg kiggede undskyldene på Liam og skammede mig over det ”Jeg forstår slet ikke...” Liam kiggede skuffende på mig ”hvordan kan det så være at..hvorfor 'havde' en bror?” Liam var fuldstændig forvirret og jeg forstår ham.

Jeg samlede mine ben og hvilede mit hovedet på mine knæ og trak dybt efter vejret, og prøvede at tage mig sammen til at fortælle ham alle de ting jeg havde i mit hoved, som jeg havde løjet om..

der er så meget jeg gerne vil fortælle ham, men har ikke kunne fået mig selv til det, da jeg er bange for han vil forlade mig hvis jeg fortalte ham det.

Men nu kan jeg ikke klare det mere, jeg må ud med det, og nu hvor vi alligevel er godt i gang..

jeg trillede en tåre, ”Min far forlod os da jeg var 5 og min mor var gravid med min lillebror..” jeg sukkede og tog mig selv i at snøfte ”jeg kan tydelig huske den dag.. jeg kan huske hans tøj, jeg kan huske hans stemme, jeg kan huske hvor knust min mor var..jeg kan huske da han satte sig ned foran mig og fortalte han elskede mig, jeg kan tydeligt huske møblerne, døren, vores gammle hus..jeg kan huske jeg kunne høre mor og far skændes ude i køkkenet.. jeg kan huske alt, selv de små detaljer.. Liam, jeg er så ked af det” en tåre gled ned ad mine kinder og jeg kiggede på Liam med våde øjne.

Jeg kunne mærke på Liam alt det her kom som et chok, og han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige til det her, ”jamen, hvorf..din bror, hvad med ham?” Liam havde så mange spørgesmål og jeg kunne se hans forvirede øjne og han var helt forvirret ”Han er død..” pludselig kunne jeg mærke de tusinde tårre glide ned ad mine varme kinder ”Rachel je-”

”Kan du køre mig til hans grav?” Jeg kiggede på Liam og jeg kunne se choket i hans ansigt da han så mine øjne.

Han nikkede ”jo, jo selvfølgelig” Liam rejste sig fra stolen og han gik hen og tog sin trøje på igen. Jeg sad med mit blik rettet ud i luften og tårende trillede stadig ned af mine kinder.

 

Liam startede bilen og jeg kunne mærke hans blik hvile på mig, som stirrede lige ud i luften.

Alle tårene var begyndt at forsvinde igen ”hvor ligger det henne?” Liam havde en meget rolig stemme og jeg kiggede over på ham igen ” Kings-way kirke” min stemme var meget hæs, og jeg blev rimlig overresket over det.

Liam nikkede og begyndte at køre.

 

Liam måtte åbenbart vide hvor det lagde, siden han ikke spurte om vej eller noget.

Liam drejede til venste og jeg kunne høre hjulene der rørte grusset, og jeg kunne se kirken lyste op.

Jeg steg ud ad bilen og stod og kiggede på kirken, og minder boblede frem i mine tanker.

Mine onkler der bar på min kære lillebrors kiste ind i kirken, præstens ord, min mors gråd.

Jeg til gengæld nægtede at græde den dag, da jeg ikke kunne overbevise mig selv om, at han ikke var her længere.

Jeg var knust og det er jeg stadig, tanken om min bror bringer både glæder og sorg, og jeg hader at snakke om ham og tænke på ham.

Jeg kunne mærke nogle varme hænder røre min ryk og det gav et sæt i mig ”skal vi gå?” Liam havde sine arme om mig. Og man skulle tro han havde glemt alt om det med Taylor og kysset.

Jeg nikkede og begyndte at bevæge mine fødder hen ad grusset.

Igen kom der minder frem i mine tanker fra min brors begravlesle.

Mørket var begyndt at ligge på og man kunne se lyset fra gravene, skinde op mod himlen.

Liam åbnede for porten og det sekund jeg trådte min fod på de flotte fliser, begyndte tårene at presse på igen, og jeg stoppede lidt op ”jeg har ikke været her i over 2 år?” jeg stod og kiggede lidt ud i luften og kiggede derefter på Liam, og hans øjne skindede i lyset fra en grav ved siden af os.

Liam trak mig ind til sig, og jeg begyndte at gå hen mod min lillebrors grav.

Jeg stansede op og kiggede ned af ”her..” jeg lukkede mine øjne i for ikke at græde for meget.

På graven stod der ”vores højt elskede engel, hvil i fred, vi ses nok der oppe en dag” oven på graven var der en lille fugl og en hel masse blomster ”i dag er det præcis 4 år siden han døde” jeg åbnede mine øjne i igen ”så det forklar alle blomsterne” Liam havde en mundret stemme, men jeg så nu ikke så meget sjovt i det og blev ved med at kigge på min brors grav, ”I dag, er det 4 år siden, jeg skulle sige farvel til Alex..Den 20 – 12 – 2009. ”

Vi stod og kiggede på min lillbrors grav, og jeg kunne pludselig mærke Liams fingre røre mine fingre, og vi begyndte at flette dem ind i hinanden ”Han døde af kraft da han var 10 et halvt, han havde kæmpet en kamp siden han var 5..sygdommen blev værre og værre og til sidt fik vi af vide at det var et spørgesmål om tid..Det knuste min mor og jeg, og selvfølgelig min ældste bror, Justin. Men vi valgte bare at nyde de sidste tider med ham.

Det endte med at han levede 2 år længere og.. og dagen hvor vi skulle begrave ham, havde jeg håbet på min.. min fa-” jeg kunne pludselig ikke snakke mere, tårende faldt ned som en flod og jeg kunne slet, slet ikke styre det længere.

Liam slap min hånd og jeg kunne mærke hans arme omringe mig, og han klemte mig ind til sig, hårdt ind til sig.

Jeg begyndte at hulke, og Liam agede min ryg og trøstede mig, som en lille pige der lige havde slået sit knæ.

Jeg fik endelig taget mig sammen igen ”han var der ikke..” jeg snøftede og tørte mine øjne med mine hænder.

Liam holde stadig om mig ”min mor og jeg valgte at flytte, for vores gamle hus mindede os for meget om ham, og det ville æde os op..så vi valgte at flytte væk herfra, for at starte på en ny... der gik næsten et år hvor jeg ikke gik i skole, men det endte så med jeg jo var nød til at begynde at gå i skole igen, og så begyndte jeg jo så på Treusdale High. Selv Jessica valgte at flytte med os til Treusdale” Jeg snøftede og var begyndt at stoppe med at græde.

Liam slap mig fra hans greb og begyndte at gå hen til en trillebøre med blomser ”Liam, du kan da ikke bare tage dem” Liam ignorerede mig og satte sig ned på hug foran min brors grav.

"tak" Liam lagde blomsterne på min lillebrors grav. "Tak fordi du gjorde det muligt for mig at møde din søster." Liam rejste sig op igen med et smil på læberne. Liam rettede sit blik på mig, men mit blik var klistret fast på gravstenen med min brors navn på. Pludselig begyndte tårerne igen at presse på og smagen af salt fyldte min mund.

Jeg satte mit blik på Liam, som stadig kiggede på mig ”tak” jeg kiggede taknemeligt på Liam.

Mens vi stod og kiggede på hinanden, gik det op for os begge at det begyndte at sne.

Jeg strakte mine hånd ud og en snefnug lanede på min varme hånd, og fnugen begyndte at smelte.

Jeg kiggede på Liam igen og vores øjne mødtes igen.

Liams hår var fyldt med snefnu og jeg kunne ikke lade værre med at smile.Synet af ham gjorde min verden så meget bedre.

Jeg gik stille hen mod Liam og stod helt foran ham igen ”Undskyld..” jeg kiggede undskyldene på Liam. Liam rystede på hovedet og begyndte at age min kind. 

 

 

 

 

"mor!" jeg løb ind ad døren og min mor kom med det samme steppende ud i gangen, og jeg sprang ind i et kram. 

Min mor havde tåre i øjnene og hun var helt klart ked af det på grund af Alex. 

Hver år, siden han døde, sidder hun for sig selv og græder, og det eneste jeg gør er at sidde på mit værelse og prøve at glemme det, så godt jeg overhovedet kan.

Jeg kunne høre min mors hulken "min pige.." hun begyndte at age mit hår, og vi stod begge og stortudede. "jeg er så ked af det.." sagde jeg med en meget røstende stemme og klemte min mor endnu hårde ind til mig. Min mor rystede på hovedet "Nej, det mig der siger undskyld.. det var ikke i orden det jeg gjorde" sagde min mor med en meget stille stemme, og hæsende.

"Jeg løber aldrig, aldrig, ALDRIG, hjemme fra igen, det lover jeg!" svarede jeg kiggede på min mor "det lover jeg" min mors øjne var helt røde og hun nikkede "Kom, jeg laver noget varmt kakao" min mor fik et smil plantet frem om læberne og jeg nikkede.

 

 

---------------------------------------------------------------------------------------↬

Whaat!? Rachel har haft en bror? og hun kendte faktisk sin far..hold da op.

Og hvordan kan Liam bare tilgive hende sådan? tror i på han har tilgivet Rachel, eller var det bare fordi han havde medfølelse? hm, man ved aldrig.
Nå, men tak til jer der læser med, i de bedste 
❤❤

 

xoxo

Katrine & Rebecca V. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...