Under The Mistletoe | Liam Payne | Julekalender

*drengene er ikke kendte* Årets højdepunkt er endelig kommet til Treusdale, og Rachel Sky er en helt almindelig elev fra Treusdale High, der vælger at tage ud at skøjte den første december dag, sammen med hendes bedste veninde Jessica. Det samme vælger Liam Payne, den mest populære dreng fra skolen også at gøre. Rachel og Liam støder tilfældigt ind i hinanden, men Rachel har aldrig rigtig brudt sig om Liam, hun synes bare han er arrogant og er ivrig efter opmærksomhed. Men for første gang i hele Rachel's liv, bemærker Liam hende og begynder at interessere sig mere for hende og Liam og Rachel begynder at hænge mere og mere ud sammen. Rachel begynder at kunne lide Liam mere og mere, og hendes liv bliver forandret for altid. Sandhederne kommer på bordet og ting Rachel aldrig har fortalt til nogen før, bliver afsløret. Og det bliver helt klart en Jul Rachel aldrig vil glemme.
*Dette er en julekalender*

53Likes
48Kommentarer
8007Visninger
AA

12. 10. December - You and I


You can be the peanut butter to my jelly. You can be the butterflies I feel in my belly. You can be the captain And I can be your first mate. You can be the chills that I feel on our first date.

 

Auburn - Perfect two

 

 

 

 

"Du er virkelig blevet dårlig til at svare på mobilen.." Jessica skubbede døren op ind til kantinen "Undskyld, men min mobil løb tør for strøm, og min mor havde taget den" 
Ja, måske løj jeg lidt der..men nogle gange, så det altså nødvendigt, så længe den ikke er alt for stor.

"Tsk.." Jessica satte sig ned på bænken, ved bordet. Jeg valgte bare at ignorere det.

"Hun har godt nok ramt dig hårdt med den bold.." Jessica kiggede nøje på mit øje, og fik et medefølsene blik "Det heller ikke fordi det lige frem var behageligt" jeg tog en bid af min sandwich og kiggede op Jessica, som sad med stivnet fjæs, som om hun kunne se et spøgelse bag mig. Jeg kiggede undrene på Jessica, og valgte derfor at kigge tilbage, for at se hvad det var hun kiggede på. 

Marly fucking Parker stod og ned stirrede mig, sammen med hendes såkaldte 'venner'. Marly fik pludeselig store øjne og åbnede forbløffet munden "Ej, hvad hedder den øjenskygge du har brugt?" hun grinte "den er rigtig flot" Emma som stod ved siden af Marly, stod og nærmest og grøntede af Marly's kommentar. 

fucking blondine.

Jeg rullede øjne af Marly og vendte mig bare om igen og kiggede på Jessica, som stadig sad og stirrede.

Pludselig klaskede Marly sin hånd ned på borden, og vores ansigter var få meter fra hinanden.

Marly kiggede mig lige i øjnene, og så dybt alvorlig ud "Hør her Rachel, jeg siger det en gang til, hold dig væk fra Liam, for ellers-"
"Ellers hvad!?" Jeg fik pludselig denne klump i maven, og en trang til at rive Marly's ekstension af.

Marly, som stadig have sit ansigt helt ved mit, klemte sine læber sammen, og fjernede sig endelig, og gik med faste skridt væk igen.

Jeg åndede lettet ud igen og kiggede på Jessica, som nu sad og kiggede forvirret på mig.

"Hvad handlede det lige om?" Jessica lød forvirret.

Jeg rystede på hovedet "ikke noget.." jeg tog endnu en bid af min sandwich, men det ville Jesscia ikke lade mig gøre..
"Hvorfor sagde hun du skulle holde dig væk fra Liam?" Jessicas blik var seriøs, og det samme var hendes stemme. Jeg kiggede overraskende på Jessica, og skulle til at sige noget, men hun afbrød mig "- og hvordan kan det være at det var Liam der kom og hjalp dig, da du fik bolden i hovedet?!" Jessica fik pludselig meget seriøse øjne, og hun skræmte mig faktisk en smule.

"Jessic-"
"Du har heller ikke svaret mig i dagevis..hvad forgår der? du siger aldrig noget til mig mere" Jessica lignede en der skulle til at rejse sig, og kaste sit mad i fjæset på mig. men gudskelov for hun blev siddende.

Jeg var rimlig forbløffet over det hun sagde, og jeg kunne slet ikke svare hende.

"Undskyld.." sagde jeg med en meget stille stemme. "Jeg kan ikke fortælle dig det her.." Jeg kiggede undskyldene på Jessica.

Jessica sukkede og spiste af sin mad igen.

 

 

 

 

Jeg smækkede mit skab i og begyndte at gå hen ad den lange gang, men jeg blev stoppet af Liam kom springene ud foran mig, og jeg fik æreligtalt et kæmpe chok.

"Liam!" jeg råbte hans navn rimlig højt, og folk kiggede forvirret på os. "du gav mig et chok!" jeg kiggede på Liam med store øjne, men Liam stod bare og smilede "har du fri nu?" Liam kiggede på min taske "Ja.." jeg smilede skævt. Liam kiggede mig lige ind i øjnene, og pludselig føltes det som 1000 sommerfugle i min mave, så meget at jeg var nød til at slå mit selv i maven. Men meget diskret. "Nu hvor jeg har mødt din mor..-" Liam grinte "Så tænkte jeg, at du måske ville komme med mig hjem?" Liam stod og trippede, med hænderne i lommerne. Jeg tyggede lidt på forslaget, men nikkede derefter "jaer..det vil jeg gerne.."

Jeg tog min taske over skulderen og smilte så skævt til Liam da vi bevægede os ud af skolen. Jeg så rundt med et smil da jeg så sneen faldt stille ned omkring os. Jeg elskede sne. Det var seriøst så flot. Jeg så op på Liam med et smil.

Jeg fangede hans blik og kunne ikke se andet end varme. Noget som jeg efterhånden så hver gang. Ikke fordi jeg havde noget imod det. Men der lå bare en eller anden bestemt varme i dem, hver gang han kiggede på mig, syntes jeg. Det lød lidt underligt, i know. Men sådan var det altså bare.

"Vil du med?" sagde Liam med et skævt smil. Jeg nikkede afslappende og lagde hovedet en anelse på skrå. Jeg betragtede hans brune øjne, der hvilede på mine. Dog gik han ud af fokus og lod hans blik glide ned på mine læber.

Jeg smilte stille og vendte mig så hen mod parkeringspladsen men kunne stadig mærke Liams blik hvile på mig.

Vi gik hen mod hans bil, den havde jeg efterhånden sat i mange gange.

Åh gud.

Jeg kunne høre et klik da Liam låste bilen op, og vi satte os begge to ind i hver sin side af bilen.

Okay det ville også være weird hvis vi satte os ind i den samme side.

Lol.

Jeg smed min taske ned til mine fødder og så på Liam som valgte at smide sin taske ovenpå mig. Jeg så på ham med et undrende blik men alligevel et smil. Jeg grinte så.

"Hvad skulle det til for?" sagde jeg med et svagt grin i stemmen. Liam så over på mig imens han satte nøglen i tændingen...

hedder det tændingen.

Well. I don't know.

Liam grinte småt og nikkede så bare. "Tja, du har ligesom nakket den plads som min taske normalt har...så" sagde Liam med et grin i stemmen imens han bakkede ud. Jeg kunne ikke lade vær med at fnise selv. Smed så tasken ned ovenpå min.

"Hvad hedder din mor?" spurgte jeg så, da jeg følte der ligesom ikke var så meget andet at spørge om. Jeg havde allerede spurgt om hvordan hans dag havde været. Og fra vores begges vedkommende havde den været. Frygtelig.

Jeg har altid været dårlig til at skulle starte samtaler. Altid. Og når jeg siger dårlig, mener jeg virkelig dårlig.

Men er det noget nyt?

I don't think so.

 

"Karen..Karen Payne" sagde Liam med et smil. Han holdt øje med vejen. Hvilket jeg var utrolig glad for. For jeg mener. jeg gider altså ikke køre galt. Det ville være pænt nedern.

Jeg nikkede stille og så på ham. Jeg så så ud af vinduet. Det var hvidt udenfor af sneen der nu havde lagt sig i et tykt lag på jorden. Jeg smilte svagt da det så virkelig flot ud. Jeg burde blive metrolog.

Hmm..

Nej det ville sku nok ikke gå.

Jeg blevet revet tilbage til virkeligheden da jeg så vi holde ind i en indkørsel hvilket måtte betyde vi var hjemme ved Liam nu.

Eller så holde han bare i en random indkørsel.

Det ville have været mærkeligt.

Og nu griner alle igen.

Wee, det var også virkelig sjovt..

Jeg er ironisk lige nu, hvis i ikke har bemærket det..

Jeg gav Liam hans taske igen og smilte til ham da vi gik udenfor. Sneen faldt ned omkring os og jeg kunne ikke lade vær med at tage en runde og kigge ud over hele gaden. Alt blev bare smukkere når der sneede.

jeg fulgte derefter med Liam indenfor. De havde et stort hus og jeg så mig længe omkring da jeg havde taget mine sko af og hængt min jakke op. Jeg lod min taske blive i gangen, men tog min telefon op af lommen på den og ned i min cardigan lomme. Jeg så på Liam som gik indenfor imens har låste sin telefon op, muligvis bare for at se på klokken da han låste den igen efter 2 sek.

"Liam er det dig?" stemmen kom inde fra deres stue af. Jeg så mig lidt omkring og da Liam så valgte at bevæge sig ind i stuen, så traskede jeg efter ham. Jeg kom ind i stuen, og hold nu kæft den var stor. Jeg så på alle billederne der hang på væggene og smilte da der var et af Liam da han var lille. Jeg så så en dame som sad i sofaen og læse et blad. Hun havde lyst kort hår, og et virkelig rart smil.

"Jamen goddag, du må være Rachel! Hyggeligt at møde dig" sagde Karen, som jeg stærkt gik ud fra det var Liams mor. Jeg smilte venligt og så på hende. "Det mig ja, og hyggeligt at møde dig også" sagde jeg en anelse genert, men nok mest fordi Liam stod og så en smule ned i sin telefon.

Hallo.

I need help.

Det begynder at blive akavet.

"Du kan tro vi har hørt meget om dig" hun kiggede op fra sit blad og smilede. Jeg så på hende med et et forvirret udtryk og kiggede derefter på Liam som lavede ansigt til sin mor, hvilket fik Liams mor til at smile igen. Jeg så på hende og rømmede mig kort.

"Vi smutter op på mit værelse" sagde Liam med et smil. Liam hev hurtigt i min arm. jeg grinede og fulgte bare med ham ud mod entreen. Jeg smilede stille og så på ham. Har grinte og så på mig. "Ja, det var så min mor" sagde Liam med et smil. Hvilket jeg hurtigt gengældte, "Hun virker som en virkelig rar kvinde" sagde jeg med et smil.

"Det er jeg da glad for du syntes" sagde Liam og grinte svagt.

Vi gik begge to op på hans værelse som lagde på 3-etage. For de havde nemlig fucking 3 etager. Jeg kunne ikke lade vær med at tænke på hvordan det lige må være at bo her. Jeg bor i sådan et lille hus, og Liam. Han har sådan et motherfucker stort et.

Liam lukkede døren bag os da vi kom ind på det som tydeligvis var hans værelse. Og fuck det var fedt. Der stod et klaver, og 2 guitare + et trommesæt. Jeg så mig omkring og syntes virkelig det hele var så flot.

"hey Rachel" smilede Liam, da jeg placerede mig i hans seng. "Hvad?" sagde jeg med et smil. Han smilte og så på mig. "Må jeg spille en sang for dig?" spurgte Liam mig med et skævt smil. Jeg nikkede ivrigt. Jeg ville virkelig gerne høre ham spille.

"Jeg plejer normalt ikke spille for nogle" sagde Liam med et skævt smil. Jeg så på ham med et undrende blik. Samlede mine fødder under mig i hans seng og så på ham da han hentede sin Guitar og satte sig ved siden af mig på sengen.

"Hvordan kan det så være du vil spille for mig?" sagde jeg med en stille stemme og så nysgerrigt på ham, han så  mig i øjnene og rystede grinene på hovedet. "Fordi du er anderledes" sagde Liam med et smil. Jeg smilede og mine kinder begyndte at brænde. Jeg kiggede på guitaren. "Hvad hedder sangen?" spurgte jeg med et stille smil. "You and I" sagde han imens han stemte sin guitar en sidste gang. "Jeg har skrevet den selv" sagde Liam og så på mig med et stille smil.

Jeg lyste op i et stort smil og så på ham. "Wauw, jeg elsker at høre sådan nogle orginale sange. Hvornår skrev du den?" sagde jeg med et stort smil plantet på mine læber.

"jeg skrev den i går aftes" sagde Liam med et stille smil. Han så mig i øjnene og der var stille.

"Jeg glæder mig.." sagde jeg med et sødt smil og ventede på at han ville spille.

Liam smilte og nikkede stille. Han strøg en akkord på guitaren og så på mig.  Han så så ned på Guitaren. Han begyndte at spille en melodi som lød virkelig godt.

 

"I figured it out, I figured it out from black and white
Seconds and hours, Maybe they had to take some time
I know how it goes, I know how it goes from wrong to right
Silence and sound, Did they ever hold each other tight like us
Did they ever fight like us

You and I, We don't wanna be like them

We can make it till the end, Nothing can come between you and I

Not even the Gods above can separate the two of us

No nothing can come between you and I, Oh, you and I

I figured it out, Saw the mistakes of up and down

Meet in the middle, There's always room for common ground

I see what it's like, I see what it's like for day and night

Never together, Cause they see things in a different light like us

Did they ever try like us?

You and I, We don't wanna be like them

We can make it till the end, Nothing can come between you and I

Not even the Gods above can separate the two of us

No nothing can come between you and I, Oh, you and I"

 

Liam fadede ud, og så så op på mig. Jeg smilede stort, for hold nu kæft det lød godt. "Wow.." sagde jeg måbene. "Det...det var virkelig smukt." sagde jeg med et smil og så ham i øjnene. Liam smilede stort og glad. "Mange tak" sagde han og smilte stort.

"Er...er det ikke svært at spille?" sagde jeg så med et skævt smil. Jeg hentyde til det med at spille guitar. Det sygt hvordan man kan få sådan en smuk lyd ud af et stykke træ med 6 snore på.

Liam rystede på hovedet og så på mig med et smil.  "Det handler bare om tålmodighed, det kan tage tid at lære, men det er slet ikke svært" sagde Liam med et smil.

"Tror du at jeg ville kunne lære det?" sagde jeg med et skørt smil. "Sagtens" sagde Liam med et stort smil. Jeg grinte og så på ham. "Kan du ikke lære mig det så?" sagde jeg med et smil og så på ham.

"Selvfølgelig" sagde han og smilte til mig og gav mig guitaren. Jeg tog imod den og så på Liam. "Okay. Hvordan begynder man?" sagde jeg med et spændt smil.

"Den sang jeg lige spillede, den var meget nem" sagde Liam og smilte. "Det så sådan ud, men sådan er det nok ikke lige for mig.." sagde jeg med en protesterende stemme. Liam grinte og så på mig, "Du lære det nok" sagde han og så på mig".

 

Mig og Liam havde sat i nogle timer oppe på hans værelse. Han havde prøvet at lære mig at spille guitar.  Og jeg vil bare sige, han sagde jeg var god.

Take that bitches!

Mig og Liam lagde i hans seng og snakkede, grinte og slappede af.

"Så Rachel..Hvordan hænger din familie sammen?" sagde Liam med et skævt smil, og der stivnede mit smil så en smule.

"Tjo.. Altså jeg har en mor, og bror, men min bror er flyttet hjemmefra." sagde jeg med et stille smil, Liam nikkede stille og så på mig.

"Men der er ikke noget helt spændene" sagde jeg så med et smil.

Liam nikkede stille og så på mig med hans brune øjne. Vi smilte begge to til hinanden, men der var bare helt stille.

Pludselig gik døren til værelset op, og ind kom hans mor. Vi satte os begge to akavet op og så på hende. Eller, jeg så ned i gulvet.

"Er i sultne?" spurgte Karen med et venligt smil. Jeg så bare på Liam som så valgte at se på mig. "Tjo lidt," sagde han og smilte til mig hvilket jeg gengældte hurtigt og vi rejste os og gik hen mod døren. Men Liam tog hurtigt i min arm inden jeg nåede over dørtrinnet.

"Rachel, har du måske lyst til at tage i Biografen i morgen?" sagde Liam med et skævt smil og så nysgerrigt og forhåbningsfuldt på mig.

Jeg kunne ikke lade vær med at smile af at han spurgte mig. Ville Liam Payne. Skolens mest populære dreng i biffen med mig?

"Det lyder godt" sagde jeg med et stort smil, hvilket Liam var virkelig god til at efterligne.

Efteraber...

Hmff..

Ej det var sødt.

Vi gik neden under og smuttede ind i køkkenet. Jeg stivnede i døren til spisestuen. Hans mor havde dækket fint op. Og det var ikke bare fint, men ekstremt fint. Amen, vi skulle kun have frokost, ikke til et bryllup. Jeg måbede og så på Liam som kunne se det forvirrede blik i mine øjne, men bare smilte over det.

"Misforstod din mor ordet hurtig frokost?" hviskede jeg sødt til Liam, hvilket fik ham til at grine. "Nej nej, det her er sådan min mor mener vi skal have frokost" sagde Liam.

"Ej, så den frokost jeg serverede for dig her forleden dag..Ej" sagde jeg og tog mig til hovedet hvilket fik Liam til af grine af mig. "Den var perfekt Rachel, jeg savner sådan noget helt almindelig frokost som jeg fik ved dig" sagde han og grinte stille. Jeg kunne ikke lade vær med at smile.

Vi satte os til bordet, og jeg må sige. Hold da fucking op. Det var nogle fine sager.

"Velbekomme" sagde Liams mor. Hvorefter mig og Liam så hinanden i øjene og smilte varmt til hinanden, og jeg må sige. Jeg elskede det varm smil.

 

 


↫---------------------------------------------------------------------------------------↬

Så kom You and I med!
Og så har jeg lige en lille besked til jer! 
I morgen, kommer der 2 afsnit! Hvorfor? 

Jo ser i, Rebecca var i gang med at skrive på 12 december, men hun havde glemt at hun skulle skifte dag, så hun har skrevet et afsnit, som forgik samme dag, som i det 11, så jeg ligger det første af 11. december ud om morgenen i morgen, og så der ved 3 tiden kommer fortsættelsen! 
Tak fordi i læser med 

 

xoxo

Katrine & Rebecca 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...