Tirsdag

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2013
  • Status: Færdig
De bor i en lille tætpakket lejlighed på Vesterbro. Alligevel er det, som om der er flere tusinde kilometer mellem dem. De snakker ikke rigtig. Lever bare hver deres liv, så langt fra hinandens, som de kan komme. Hinandens nærvær forgifter dem alle, gør dem til personer de ikke er. Forplanter tanker i deres sind, tanker de tror på. Deres virkelighed er anderledes end alle andres, det ved de, men de tror, at det er dem der har ret. At de lever i den ægte vare. For de ser intet forkert i deres familie. Ser ikke de rådne bånd som burde klippes over, men som bare klinger endnu bedre fast, hjulpet på vej af deres hemmelighed. Og det er ikke kun dem som lider under det. Det er også dem udefra, som kender sandheden og hemmeligheden. Så de fortsætter bare livet. Fire forskellige liv. Dag for dag. Også denne tirsdag. Samme dag, dog fire forskellige af slagsen.

15Likes
21Kommentarer
592Visninger
AA

5. Ven - En hemmelighedsbærer

Hemmeligheder.

De er i alle hjørner og sprækker på en skole. Hver elev bærer på noget, som de helst ikke vil have ud, eller kun vil dele med den bedste ven eller veninde. Alle har sådan en hemmelig, uden undtagelser.

Hun kender stort set dem alle sammen. Hun er en Hemmelighedsbærer, som hun selv kalder det. Hun bærer på andres hemmeligheder, flygter fra sine egne. Og selvom at det ikke altid er, at ejerne af hemmelighederne ved, at hun kender dem, holder hun det for det meste for sig selv. Hun samler ligesom bare på dem. Som en slags backup, hvis der skulle være brug for det en dag. For at tilfredsstille hendes nysgerrighed. Men også lidt for at føle sig speciel. Interessant.

Men der er det med hemmeligheder, at de ofte definerer ejeren. Man kan ikke lade være med at forbinde dem med deres hemmeligheder. Især hvis man ikke burde vide det. Så er det noget man kommer til at tænke på, hver evig eneste gang man ser personen. Frygter lidt at de finder ud af, at man ved det.

Sådan er det for hende. Hver gang hun støder på en af Ejerne på gangen, flygter hendes tanker altid ned i kammeret i hjernen med hemmeligheder, graver den rigtige frem.

Sådan er det også denne morgen. Hun kommer i sidste øjeblik, lige før klokker ringer over skolen og kalder alle ind. Mens hun går ned af gangen i et hurtigt tempo, falder hendes blik på pigen der står lænet op ad væggen. Hun ved at pigen ryger. Og drikker. Selvom at de kun går i ottende klasse. Hun ved at pigen gemmer det for forældrene, får sine ting købt af sine venner, bare for at være på den sikrer side. Hver dag efter skole holder hun også til nede bag skolen. Der ryger hun samme med alle de andre rygere fra skolen, der alle kender den uskrevne regel om det; det er ikke noget man snakker eller involvere andre i.

Hun fortsætter ned ad gangen, forbi Rygerpigen. Hun er lige ved at støde ind i Basketballdrengen, da hun drejer ind i B-klassen. Undskyldende smiler hun til ham i forbifarten. Han bliver lidt forvirret over smilet, smiler usikkert tilbage. Hun kvaler et fnis. Nogle gange er det lidt sjovt at drille folk med deres hemmeligheder, uden af de ved at man kender dem. Som en slags intern joke med sig selv.

Hun dumper sin skoletaske af i klassen, jakken er allerede på sin plads i gangen. Så går hun over til gruppen af piger, der afslappet står og snakker ved et af bordene, venter på at læreren kommer.

Hun slutter sig til dem. Indskyder en kommentar, til en af de andres udtalelser. De griner, for det var sjovt de hun sagde. Så kommer der en anden, der fortæller om en begivenhed der fandt sted for nogle dage siden. Hun smiler, smørret og er lige ved at komme med en lidt spydig kommentar tilbage. For den anden pige løj. Det var slet ikke hvad der skete, og det ved hun. Men hun siger ikke noget. Så ville hun nemlig afsløre sig selv. Det ville ikke være så godt. Så var der jo ikke noget sjovt ved det, vel?

Men pigen med fortællingen er ikke den eneste i gruppen, som hun har noget på. Faktisk har hun regnet sig frem til, at hun cirka har noget på en tredjedel af årgangen. Ret godt gået syntes hun selv, der er noget at arbejde med.

Det er ikke fordi, at hun er besat af det eller noget. Faktisk er det ofte ved et tilfælde, at hun opdager hemmelighederne. Men hun kan ikke benægte, at hun syntes at det er lidt fascinerende at kende dem. At vide at hun ved noget, som ingen andre ved, noget hun egentlig ikke burde vide. Det der rush man får, når man overhører, ser eller noget, man bare ikke skulle vide. Det kilder helt i maven, adrenalinen begynder at pumpe rundt i blodet. Det er fantastisk.

Men alt har en skyggen, noget der er for mørkt til lyset.

Den skygge kommer i dag for sent. Forsigtigt lister hun ind af døren, prøver at gøre sig så lille som muligt, da hun går ned bagved til sin plads. Et blåt mærke blomstrer på hendes kindben, lille og diskret. Hun lader det lange hår falde ned foran.

Hun prøver at smile til hende, men hun ser det ikke. Så hun vender sig væk fra pigen med det lange hår, beslutter sig for at snakke med hende i pausen i stedet. Vender sig mod tavlen, koncentrerer sig om at lytte efter. Skyder tankerne, indskydelserne og bekymringerne fra sig. Forsøger ikke at tænke på pigen nede bagved. Hun er sikkert bare faldet på cykel igen.

Problemet er bare, at hun ved, at det er en løgn.

Selvom hun afledte tankerne ved at lytte til læreren, er der ved timens ende overraskende lidt af det hun husker. Matematik har aldrig været hendes stærke side og det kommer den heller ikke til at være. Men det gør ikke så meget syntes hun. Hun skal alligevel ikke være matematikprofessor efter gymnasiet.

Frikvarteret går for hurtigt. Før hun ved af det, sidder hun atter i klassen og betragter pigen med det lange hår. Hun gættede forkert. Det var et skab, der gav hende det blå mærke på kinden. Det fortalte hun selv med en latter i pausen. Og det gælder jo om at stole på sine venner, ik?

De har dansk. Men i stedet for at fortsætte med deres essays, som de har arbejdet på de sidste par uger, bliver der smidt fire plastikkort på hvert bord. Hun tager et af dem. Det vender på hoved, så hun vender det om. Røde bogstaver springer straks i øjne på hende.

'Børnetelefonen' råber de til hende. Bag dem er der et billede af en dreng, der har tårer til at løbe ned ad kinderne. Hun bider sig i læben, smiler halvhjertet med de andre, der ruller med øjne af det. Lader som ingenting.

Mange syntes at timerne i skolen kan være hårde. Ubehagelige, pinefulde. Ofte er årsagen svære opgaver, prøver, irriterende lærer, der kredser og æder eleverne som menneskelige gribbe. Eller hvis det er kedeligt, en lærer der står og taler begge lektioner, to gange 45 minutter væk. Det er det perfekte eksempel på en langsom og pinefuld død.

Og alligevel, selvom at denne time ikke er sådan, uden prøver og onde lærer, er det den værste hun har haft i lang tid. Minut efter minut sider hun nervøst og vrider sig på sin plads, piller ved plastikkortet i hænderne.

Hjælper dem, der har brug for det. Er der for børns skyld. Åbent alle hverdage fra 11-23 og i weekenden fra 11-19. Ring gratis og anonymt. Oprettet for at give råd til børn og unge eller for at snakke, hvis der er nogen som har brug for det.

Selv efter timen er slut og klasselokalet begynder at dufte af frokost, bliver disse sætninger ved med at køre rundt i hoved på hende. I ring, som en karrusel, der ikke ender når turen er forbi. Hun bliver nødt til drastisk at hoppe af den, tvinger sig selv til at tage en anden forlystelse. Fylder sine tanker med repetition til en prøve, de skal have i næste uge.

Det lykkes hende nogenlunde at fortrænge det. At hoppe af karrusellen. Men da de i omklædningsrummet til gymnastik, er ved at klæde om kommer det masende ind igen.

Pigen med det lange hår er gået ud på toilettet. Hun foretrækker at klæde om derude, hvor ingen kan se hende i undertøj.

"Jeg har engang hørt, at homoseksuelle ikke kan lide at klæde om med andre af samme køn" hvisker en af pigerne henkastet. To af de andre fniser.

"Tror du at hun er lesbisk?" hvisker en anden med store øjne. Hende den anden fra før smiler sigende og trækker sin trøje over hoved, så hun kun står i BH og shorts.

"Hvem ved?"

Ordene ligger på hendes læber. Klar til at blive sagt. Men hun gør det ikke. For selvom at hun ved, at pigen med det lange hår ikke er lesbisk. Hun ved godt hvorfor hun ikke vil have andre til at se sin krop. Men hun siger ikke noget, for lige præcis den hemmelighed hører til i kammeret og ingen andre steder.

Hun kan næsten høre kortet fra børnetelefonens bogstaver kalde fra lommen i hendes skoletaske.

De spiller volleyball i gymnastik. Hun kommer på hold med Skyggepigen. Hendes hår er sat op i en hestehale. Hun har lange løbebukser på og en langærmet sportstrøje. Hun er god til at spille volley.

Hun er glad for at være på hold med Skyggepigen. Det er altid fedt at komme på hold med sine gode veninder, med hende, så man har nogle at snakke med. At have en at grine sammen med, når man dummer sig.

Skyggepigen er ikke som de andre, hun er anderledes. Tænker, taler og opfører sig anderledes. Næsten mere modent, livsklogt. Det virker bare som om, at hun har levet ti år længere end de andre i klassen.

Hun betragter Skyggepigen på vej ud i omklædningen. Taler lidt med hende, før hun forsvinder ud på toilettet igen for at skifte tøj. Smilet falmer. Alligevel lader hun sig ikke mærke med det, men skynder sig bare i bad og får tøj på. Så forenes hun atter med Skyggepigen, der smilende venter på hende. Sammen følges de ned til fritidsklubben.

Hun vil gerne være ærlig. Det kan være sjovt at vide noget, man ikke burde vide. Det kan være sjovt at kende andres hemmeligheder. Men nogle gange er de det eneste, man kan tænke på, når man ser ejeren af hemmeligheden. Det kan ligge som et slør i baggrunden, som altid er der, nogle gange bryder det bare mere frem end andre.

Denne dis ligger lige i udkanten, hvert eneste minut hun er i klubben med Skyggepigen. De snakker og griner sammen, joker og sidder sammen. Hun lader sig ikke mærke med noget, viser det ikke. Snyder sig selv lidt til at tænke, at det er en anden dag, en dag de ikke har snakket om børnetelefonen. For der plejer hun nemlig godt at kunne ignorer disen. De dage ligger den så langt tilbage, at det ikke er et problem at overse den.

Men i dag er disen fremhævet, ligger længere fremme, som en skygge uden en rigtig form.

Hun bliver i klubben i lang tid. Helt til at Skyggepigens mor kommer og henter hende. De sidder i det lille køkken i klubben. Snakker. Pludselig dukker moren op i døren. Skyggepigen kigger derover, færdiggør fraværende sætningen. Så bliver der stille omkring bordet.

Kvinden i døren ser utilpas ud. Hun lader skiftevis vægten hvile på først den højre, så den venstre fod. Så den højre igen. Hun har sorte render under øjne, ser træt ud. Hendes holdning er lidt slap, som om hun ofte går med lidt bøjet ryg.

"Oh, hej mor" siger Skyggepigen, da hun ser sin mor i døren. Hurtigt rejser hun sig, som om at hun skal skynde sig. Ikke må komme for sent til noget.

Hun når knap at sige farvel, før de begge er forsvundet ud af døren. Akavet sidder hun alene tilbage med nogle andre fra årgangen over, hun knap har udvekslet et ord med. Så det tager ikke lang tid, før hun beslutter sig for at smutte hjem. Hjem til hendes egen mor, der har bagt boller og hendes far, der sikkert sidder med sin IPad i sofaen, ser videoer på Youtube. Griner.

Det er hendes familie. Nu hvor hun tænker over det, har hun aldrig værdsat den nok. Det skader jo ikke at fortælle sin mor en ekstra gang, at det er dejligt at hun bager boller til én. Men gør hun det? Nej, for hun tænker ikke rigtig over det. Bollerne, hyggen og smilene er bare lidt af en selvfølge, når hun kommer hjem.

Også i dag, denne tirsdag. Da hun træder ind af døren, møder duften fra ovnen hende . Hun får straks dårlig samvittighed, så hun råber bare et hurtigt hej og flygter ind på sit værelse, hvor hun smider sig i sengen. Kigger op i loftet, tænker.

Gad vide om pigen med det lange hår også ligger hjemme i sin lejlighed, i sin seng, og kigger op i loftet. Det kunne godt være. Men hun tør vædde sin IPhone på, at hendes mor ikke lige har bagt boller eller at hendes loft er malet gult, fordi at hendes far tilbød at gøre det, en dag hun var ked af det. Eller at hun overhoved havde en smartphone at vædde væk.

Skyldfølelsen gnaver i hendes mave. Hun vender sig om på maven, fjedrende knirker under hende.

Så rejser hun sig. Hun tænker ikke engang over det, går bare over til sin skoletaske. Finder kortet fra børnetelefonen frem. Det brænder i hendes hånd. Råber med lydløse ord af hende. Fortæller hende at det er hendes pligt, som god veninde. Skriger at det ikke hjælper noget at se på.

Det er som om, at to sider af hende er oppe at skændes. Den ene side er bange. Hun ved, at hvis hun afslører denne hemmelighed til nogen, vil Skyggepigen aldrig tilgive hende igen. Hun kan se det hele for sig, det skuffede blik og kroppen der lyser af vrede. Hvordan hun ikke vil mæle et ord, men bare forlade værelset. Uden at kigge tilbage. Aldrig mere vil hun se på hende.

En tåre river sig løs.

Den anden side er den med dårlig samvittighed. Den der får det dårligt hver gang hendes øjne møder den anden piges. Der ved, at det der sker, er forkert. At det ikke er godt for nogen parter. Det er denne side, der tør se sandheden i øjne. Den side der anerkender, at verden ikke er perfekt, at nogen ting kan man bare ikke lukke øjne for.

Hun lukker øjne. Synker klumpen i halsen, blinker et par gange for at få tårerne til at løsrive sig fra øjenkrogen. Så kigger hun ned på kortet i hånden.

Hun trykker på skærmen på mobilen. Der efterlades et fingeraftryk. Alle syntes altid at skrive på Instagram, Facebook og Twitter, at de er anderledes. At det er godt at være anderledes. Men ofte er det kun fingeraftrykkene, der adskiller dem alle fra hinanden. For de er vel i bund og grund alle sammen ens. De følger en mode, en strøm. Falder med vilje i for at blive accepteret.

Det har hun også altid gjort. Prøvet at være som de andre, har aldrig gjort noget der rigtig skilte hende ud fra gruppen. Når de andre lukkede øjne, gjorde hun ligeså. Hun har altid bare fulgt strømmen.

Hendes hjerte hamrer. Hendes mave er fuld af sommerfugle i flugt. Hun stirrer på skærmen.

Hun vil ikke lukke øjne. Ikke i dag. Ikke denne tirsdag. Det skylder hun sin veninde. Og det er da det rigtige hun gør… ik’?

Kortet i hendes hånd skriger svaret. Jo.

Hun trykker på det grønne rør.

"Hej, det er børnetelefonen. Hvad kan jeg hjælpe dig med?"

"Jeg vil gerne rapportere om vold i hjemmet. Det drejer sig om min veninde"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...