Tirsdag

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2013
  • Status: Færdig
De bor i en lille tætpakket lejlighed på Vesterbro. Alligevel er det, som om der er flere tusinde kilometer mellem dem. De snakker ikke rigtig. Lever bare hver deres liv, så langt fra hinandens, som de kan komme. Hinandens nærvær forgifter dem alle, gør dem til personer de ikke er. Forplanter tanker i deres sind, tanker de tror på. Deres virkelighed er anderledes end alle andres, det ved de, men de tror, at det er dem der har ret. At de lever i den ægte vare. For de ser intet forkert i deres familie. Ser ikke de rådne bånd som burde klippes over, men som bare klinger endnu bedre fast, hjulpet på vej af deres hemmelighed. Og det er ikke kun dem som lider under det. Det er også dem udefra, som kender sandheden og hemmeligheden. Så de fortsætter bare livet. Fire forskellige liv. Dag for dag. Også denne tirsdag. Samme dag, dog fire forskellige af slagsen.

15Likes
21Kommentarer
597Visninger
AA

3. Mor - En kontornisse

Hun bøjer hoved som hun går gennem Københavns gader. Det støvregner. Alle folk maser sig vejen frem, skynder sig, skubber. Hun lader dem skubbe sig til siderne, flytter sig når folk kommer mod hende. Følger bare med strømmen når der er tilstrækkelig plads til hendes store krop. Prøver at glide i ét med alle de andre mennesker, prøver at efterligne dem, blive normal og acceptable.

Turen med metroen til arbejdet er altid det værste stykke om morgnen. Der er aldrig nok siddepladser og når der kommer en, er der altid en anden som fortjener den mere end hun gør. Så hun lader dem altid få pladsen, selvom at hun skal langt med toget. Helt fra Nørreport til endestationen ude på Amager. Derfra skal hun gå omkring halvanden kilometer ud til et kontorkompleks, som ingen alligevel kender.

Som altid er der modvind. Den skarpe vind, som er selve Amagers kendetegn, følger hende hele vejen til den firkantede bygning, med trekantede vinduer og alt for grå murer. Indenfor er alle gulvene draperet med tæpper. Der går en elevator hele vejen op til femte etage. Den plejer hun at tage. Så står hun som regel inde i hjørnet, gemmer sig lidt i den lille boks.

Oppe på hendes etage sidder alle de ansatte i hver deres lille kontorboks. Ens og grå bokse på rad og række, med ikke mere end omkring fem kvadratmeters plads. Mange vil nok rynke på næsen af det, med det samme dømme dem som en form for slavearbejdere. Kalde dem kontornisser bag deres ryg.

Men hun kan egentlig okay godt lide hendes arbejde. Tanken om at alle er lige, ens og at hun ikke træder ud. At hun kan falde i med den halvgrå mængde og bare få lavet sine ting. Arbejde sig til de penge, hun ved det er så vigtigt at hun indtjener hver eneste dag. Selvom at det så betyder, at hver eneste dag er til klokken fem, herude på de vindblæste marker, blandt alle de andre ansatte.

Ofte kan hun ikke lade være med at skæve til det store ur, som hænger over døren til de rigtige kontorer. Betragte minutterne skiftevis slæbe sig uendelig langsomt afsted og så med et fingerknips, begynder de at løbe. Sprinter afsted, som om de flygter fra noget, noget der er så tæt på, at de bliver åndet i nakken. Ham.

Hun løsriver sig fra uret, gang på gang. Hun kan ikke helt finde ud af, om hun foretrækker de dovne og langsomme minutter, eller de bange løbende nogle. De giver hver især hendes indre noget at komme i oprør over, noget, hun vil undgå. Noget hendes hjerte banker hurtigere af, gør at hun ønsker at forsvinde ned i et hul. Ikke alle dage er lige værst. Men i dag, tirsdag, er en af de værste.

Hun ved egentlig ikke hvorfor. Måske er det fordi, at alle folk er begyndte at vågne efter weekenden. Eller er lidt smågnavne, fordi at det er den anden dag på arbejde, og der er over en halv uge tilbage. Eller også er det fordi, at de fleste arbejder sent om tirsdagen. Inklusive hende selv.

Præcis kl. 10:34 møder Morten Witt, hendes overordnede. Han kommer altid op med elevatoren, samme tidspunkt, samme jakkesæt, hver eneste dag. Så da kl. bliver 10:33, skæver hun som sædvanlig op over sin computer og over mod elevatoren. Venter på lyden der annoncerer, at om få øjeblikke vil han træde ud derfra.

Han træder ud med en kop kaffe i hånden, en taske klemt under armen og mobilen i sin anden hånd. Hans overkrop spænder, som han går der, foroverbøjet med en lille rynke mellem øjnebrynene. Hun kan ikke lade være med at lægge mærke til senerne og musklerne, som træder lidt frem gennem hans silkeskjorte. Og hun ved, at hun ikke er alene om at se det.

Hun tvinger blikket tilbage på sin computer, med alle tallene og tabellerne. Klokken er allerede 10:37, hun har spildt tre minutter. Bare han nu ikke opdager det. Hun syntes da ikke, at hun plejer at gøre det. Altså gå i stå på den måde. Og det er jo ikke fordi at der er noget særligt ved i dag. Hun burde altså bare se at tage sig mere sammen.

Da han går forbi, kigger han et kort øjeblik på hende. Smiler til hende, afslører et sæt perfekte hvide tænder. Hun kan ikke lade være med at kigge, kigge efter ham, da han forsvinder gennem døren til de rigtige kontorer.

Der fnises lidt omkring hende. Hendes ører begynder at føles varme, hun kigger ned, flov. Hun føler sig lidt som en teenagepige, det bør hun ikke. Hun forstår godt hvorfor alle de andre altid kigger på hende på den måde. Eller måske er det fordi, at de har set det andet. Måske har de kigget lige gennem hende, regnet det ud.

En kold strøm løber gennem hende, hun ryster ufrivilligt to gange. Det kan de ikke have gjort, hvordan skulle de vide det. De ved det ikke, nej, det gør de ikke. Men hvorfor er det egentlig så farligt at vide. Det vil hun ønske hun selv kan svare på, men det kan hun ikke. Hun ved bare, at det er noget der kun angår hende. Ikke andre. Hun har ikke brug for andre, hvad skulle de også kunne gøre? Hvorfor skulle de også gøre noget?

Døren går op og hastigt taster hun nogle tal ind på computeren. Kigger ikke, men arbejder bare så hurtigt hun kan, lader hendes fingre glider hen over tastaturet så hurtigt hjernen tillader. Hun syntes hun kan mærke nogen kigge, men kigger ikke efter. Hun trækker bare sine ærmer længere ned.

Dette kontor ude på det blæsende Amager, er noget så punktligt. Det er hun ikke i tvivl om at det er. Udover alle de underordnede, såsom hende selv, skal møde præcis kl. 9, ikke ét minut senere, og hendes overordnede altid møder kl. 10:34, er der nogle andre tidspunkter på dagen, som bestemt er værd at huske på.

For eksempel er der frokostpause kl. 13:10-13:45 for alle i hele bygningen. Så gemmer man bare alle sine data og tal, når klokken slår det tiende slag, og går i næsten samlet flok ned i kantinen.

Hun gør det også, hver eneste dag på samme måde. Går ned, spiser, går op igen. Vækker sin computer, fortsætter med at plotte tal ind i regnearket. Ikke noget specielt. Heller ikke i dag.

Kl. 15 smutter alle de overordnede til ledelsesmøde - men det er kun om onsdagen, så ikke i dag. Kl. 16 får de fleste fri og forlader kontoret. Så sidder hun bare næsten alene tilbage med de andre som bliver sent, og som efter hendes smag kigger for meget på hende, undersøger hende, og arbejder for lidt.

Kl. 17:15 får hun så fri. Hun pakker sine ting sammen, forlader kontoret så hurtigt hun kan. Hun må ikke komme for sent hjem.

Det blæser stadig udenfor. Hun holder godt fast på sin taske og frakke, da hun i den sædvanlige modvind går mod metrostationen. Der er ikke lige så fyldt i togene og på stationen, som der er om morgenen. Så hun får en siddeplads, hele vejen ind til Nørrebro, hvor hun henter sin datter på vejen.

Hendes datter går i en fritidsklub om eftermiddagen. Datteren kan godt lide det, hun slapper bare af der og hænger ud med alle de andre unge. Nyder ungdommen, kunne man vel sige. Daser den bare af. Men hun syntes på en eller anden måde, at det er ok. Så er hun ikke steder, hun ikke burde være, men omgås med voksne, der kan holde øje med hende.

Da hun træder ind i klubben, sidder hendes datter ved bordet, i klubbens køkken. Hun griner sammen med hendes tætteste veninde. Hun rynker lidt på næsen henne i døren.

"Oh, hej mor" siger hendes datter, da hun ser hende i døren. Pigen rejser sig hurtigt, siger farvel til sine venner, der lidt forvirret kigger på hende, da hun så pludselig tager afsted.

De siger ikke så meget på vej hjem i toget. Udveksler bare et par få bemærkninger om skolen eller noget i nyhederne. Datteren er fraværende, mens hun sidder og spekulere lidt over sit arbejde.

Da de er på vej op ad trapperne i opgangen, lader datteren en bemærkning falde. Noget om, at de henne i skolen i dag snakkede om noget der hedder Børnetelefonen. Det er vidst et sted, man kan ringe til, hvis man er barn og har problemer.

Amagervinden blæser gennem hende, forskrækket kigger hun på sin datter.

"Du havde vel ikke så meget at fortælle til det vel?" spørger hun henkastet, men med hjertet helt oppe i halsen. Men til hendes lettelse, ryster pigen på hoved. Da de træder ind i entreen, i lejligheden, hvæser hun lavt til den unge pige, at det er noget hendes far ikke må vide, at der har været oppe i skolen.

Ligeglad nikker pigen, hun forstår tydeligvis ikke rigtig betydningen af det. Men før hun når at forklare det yderligere, smutter pigen ind i stuen. Hun følger ikke efter, men drejer i stedet ud i køkkenet, for at lave aftensmad. Hun skal skynde sig, hvis hun skal nå at lave den til tiden.

Hun slukker for gasblussene og hælder forsigtigt det kogende vand fra kartoflerne ned vasken. Kartoflerne selv ryger i en skål, der sættes på bordet. Hun tager et lille stykke broccoli og spiser for at være sikker på, at de er færdige. Det er de, så de ryger også på bordet, sammen med koteletterne.

Hun går ind i stuen, for at kalde familien sammen til aftensmaden. Hendes mand sidder i sofaen, med en øl i hånden og ser tv. Hun kan ikke lade være med at kigge rundt i stuen, opgivende. Der bliver en hel del rengøring i aften. Men trods at det virker afmagtende, holder hun sit ansigt i neutrale folder.

Hun får alle ud til aftensmad. Først siger hun det til hendes mand, så råber hun det til datteren. Og så går de ud og spiser. Stille, ingen siger rigtig noget ude i køkkenet. Men det er fint med hende. Han har sikkert ikke lyst, det er ok. Og hendes datter har sikkert ikke noget af værdi at tilføje.

Og så kommer det, som en bølge på et stille hav. Han holder op med at spise, kigger over på deres datter. Beder hende om at lade være med at smaske. Hun har ikke engang langt mærke til, at datteren smaskede. Men han har sikkert ret, så hun siger ikke noget til det.

Hun lægger ikke mærke til at pigen fortsætter, men det gør hun, for han bliver ved. Og slam, så kommer hånden, der flyver gennem rummet og rammer den unge piges kind. Det giver i ryk i hende, ved at se datteren få tårer i øjnene, men hun behersker sig og gør ikke noget. Pigen skal jo lære at opføre sig ordenligt på den ene eller den anden måde. Ikke?

Han slår igen, denne gang flyver slaget gennem rummet, som en skarp vind. Hun kigger ned.

Da han forlader køkkenet med datteren på slæb, begynder hun nervøst at spise igen. Hun prøver at gøre sig så lille som muligt, sidder med bøjet nakke og forsøger at få samme størrelse som en mus. Hun tager også bidder som en mus, så han heller ikke føler, at når han kommer tilbage er alt maden væk. Så hun selv glemmer, hvad der lige skete.

Hun tænker på en sang, hun hørte i elevatoren i dag. Det er en af de der jingles, der bare hænger ved, uanset hvad man gør. Men for hende gør det ikke så meget. Hun lader sig bare opsluge af sangen, husker hvert et ord og gentager dem i sit stille sind.

Musikker i hendes hoved overdøver alt. Hans højrystede stemme, hendes sagte gråd og døren der smækker, så underboen må kunne høre det. Hun ligger næsten ikke engang mærke til at han kommer tilbage, ind i køkkenet. Men også kun næsten.

Hun hører hans skridt komme gennem musikken i hendes hoved. Men knap når hun at dreje hoved, før et slag rammer hende på kinden. Et lavt overrasket skrig slipper ud mellem hendes sprukne læber, mens hun hæver armene for at beskytte sig.

Tankerne strømmer gennem hendes hoved. Han må have fundet ud af, hvordan hun kigge på hendes overordnede i morges. Eller må have lagt mærke til, at hun kom et par minutter senere hjem end hun plejer. Eller at de nær havde set hendes underarme nede på kontoret. Eller måske noget helt fjerde. Hun ved det ikke, men hun ville ønske hun gjorde, så hun ikke begår den samme fejl igen i morgen.

Han må have en grund til at straffe hende. Og han har sikkert alt mulig grund og ret til det. Hun begik en fejl i dag. Det gør hun ikke i morgen, det lover hun sig selv. Det vil hun ikke gøre mod ham. Heller ikke hende selv, fortæller en lille stemme gennem musikken i hoved, som overdøver alt.

Det er som om, amagervinden stadig hyler i den lille lejlighed.

Han rammer hendes underarme igen og igen og igen. Elve gange, tæller hun det til. Det må være fordi, at klokken var halv elve, da hun i smug betragtede sin overordnede. Det må være det. Det gør hun ikke i morgen, nej, ikke onsdag.

Det er kun en fejl, hun begik i dag. Kun denne tirsdag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...