Tirsdag

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2013
  • Status: Færdig
De bor i en lille tætpakket lejlighed på Vesterbro. Alligevel er det, som om der er flere tusinde kilometer mellem dem. De snakker ikke rigtig. Lever bare hver deres liv, så langt fra hinandens, som de kan komme. Hinandens nærvær forgifter dem alle, gør dem til personer de ikke er. Forplanter tanker i deres sind, tanker de tror på. Deres virkelighed er anderledes end alle andres, det ved de, men de tror, at det er dem der har ret. At de lever i den ægte vare. For de ser intet forkert i deres familie. Ser ikke de rådne bånd som burde klippes over, men som bare klinger endnu bedre fast, hjulpet på vej af deres hemmelighed. Og det er ikke kun dem som lider under det. Det er også dem udefra, som kender sandheden og hemmeligheden. Så de fortsætter bare livet. Fire forskellige liv. Dag for dag. Også denne tirsdag. Samme dag, dog fire forskellige af slagsen.

15Likes
21Kommentarer
591Visninger
AA

2. Far - En tidevandsbølge

En tidevandsbølge.

Det er hvad det er. En ustoppelig bølge, som oversvømmer alt på sin vej med så megen kraft, at alt bliver ramt. Uskyldige såvel som skyldige. Og vandet, som strømmer ind over byen og ikke kigger sig tilbage. Folk skriger. Dækker ansigtet med hænderne. Forsøger at afværge det hele. Men når vandet først strømmer, er det umuligt at holde igen. Det fortsætter bare. Ukontrollabelt.

Ofte begynder vandet at stige, når dråberne ryger ned. Blandes med blodet og svækker overjeget. Forskruer virkeligheden, gør følelser og reaktioner uforudsigelige. Forgifter omgivelserne og lader alt ansvar falde til jorden.

Imens sidder han bare i sofaen og skifter rundt mellem kanalerne. Ubestemmeligt tidsfordriv. Eller måske sidder han i det lille køkken, på en vakkelvorn stol, mens han brokker sig over alt og alle. En gang i mellem læser han lidt i avisen. Der kan han altid finde nogen at give skylden for pengemanglen. Enten er det bankerne eller de hjemløse eller de ældre, som han mener opbruger alle de penge, han så gavmildt betaler i skat.

Nogle gange, især om formiddagen når der ikke er andet i tv’et end børneprogrammer og genudsendelser for hørehæmmede, vandrer han bare rundt i lejligheden. Omtåget og ikke helt i stand til at opfatte sine omgivelser. Så tænker han på ting. Ofte hvor uduelige producenter af underholdning er, for han keder sig jo. De burde underholde ham. Det er deres job.

En gang i mellem lyder der et brag og lyden af knust glas. Lidt efter er der mere larm og glas, der knuses yderligere. Igen ham, denne gang har tidevandbølge bare hævet sig til et ubetydeligt niveau. Sur sparker han og træder han på glasset. Det væltede sikkert med vilje for at irritere ham. Det ville sikkert også gøre ham ondt. Det skulle det ikke, det skal han nok vise det. Så han pulveriserer glasset.

Uret tikker. Viseren rykker sig langsomt. Højlydt. På et tidspunkt tager han uret ned fra væggen og piller batterierne ud. Lader uret ligge på bordet og smider batterierne fra sig. Han undrer sig over, hvorfor hans kone overhoved havde købt det irriterende ur. Tidevandsbølgen rejste sig atter lidt. Han måtte altså tage en snak med hende om det, når hun kom hjem.

Hen over eftermiddagen finder han på noget at lave. Alkohollen er så småt ved at være ude af hans system igen. Han sætter sig ind på sit kontor, med en stærk kop kaffe, mest for lidt at forhindre, at det bliver til en øl i stedet. Han surfer lidt på computeren. Leder efter jobannoncer, men for det meste spiller han bare Tetris.

På et tidspunkt åbner han sin mail. Han har fem ulæste. Flytter musen over på den første af de små brev-ikoner. Åbner. Computeren loader lidt, indtil der kommer et lille popup-vindue og en sort tekst fylder skærmen. Han behøver ikke læse mere end de første par linjer, før han ved hvad det drejer sig om. Han lukker vinduet igen. Åbner de næste mails. Sletter dem så igen. De er alle sammen de samme. Afslag.

Magtesløshed. Han falder tilbage i stolen, tilbage på det punkt hvor stolen ikke kan tippe mere uden at vælte. Der sidder han lidt. Ved ikke rigtig hvad han skal gøre. Han fejler jo alligevel altid. Så hvorfor forsøge? Hvorfor forsøge i denne rådne verden?

Han rejser sig og går nærmest i trance ud i køkkenet. Åbner det hvide køleskab, griber tre øl. Smider sig så ind i sofaen. Tænder for fjernsynet. Drikker. Skifter. Drikker. Smider dåsen fra sig og åbner en ny. Kigger og får resten af dagen til at gå uden at tænke. Uden at lade sig mærke med ydmygelsen. Forsvinder væk til det punkt, hvor alle følelser og tanker forlader hans krop.

Hoveddøren går stille op. Han retter sin opmærksomhed væk fra tv’et og over mod døren. Venter. To lavmeldte stemmer snakker sammen ude i gangen. Gad vide om de måske skjuler noget for ham? Han rømmer sig. De hører ikke noget. Han rømmer sig igen.

Samtalen brydes op. Sko mod gulvet, en der hoster. Den ene bevæger sig væk, mens den anden kommer nærmere. Han venter. Hans datter træder ind i stuen. Hun værdiger ham ikke engang et blik, men stryger bare knejsende gennem rummet og forsvinder ind på sit værelse. Hun tror rigtigt, at hun er noget.

Vandet begynder at skulpe.

En reklamejingle begynder i tv’et. Gryder skramler ude i køkkenet, som hans kone begynder på aftensmaden. Hans mave rumler og instinktivt rækker han ud efter den halvtomme øldåse. Tager et par slurke, sætter den så tilbage på sofabordet. Glor lidt mere tv, venter på at aftensmaden skal stå klar på bordet.

På et tidspunkt kommer hans kone ind i stuen. Hun tørrer sine hænder i forklædet, mens hun irriteret lader sit blik glider hen over stuen, hvorefter det så hviler på ham. Da hun annoncere, at maden står klar på bordet, lægger han mærke til, at der sidder et lille stykke grønt et-eller-andet mellem hendes tænder.

Aftensmaden er en halvstille affære. Bestik klirrer mod tallerknerne, ikke ret meget bliver sagt. Og når der gør, er det for det meste ham der snakker. Fortæller hvad han ser som sandheden, om det samfund de lever i. Eller fortæller om et nyt tvprogram. I sjældne tilfælde stikker han dem en løgn om, at han har fået et call back til en jobsamtale. Så forsvinder han bare rundt i Københavns gader den dag, han fortalte det var. De finder aldrig ud af det.

Ellers er der bare stille, da ingen andre har noget at dele med hinanden.

Pludselig stopper gaflen halvvejs oppe til hans mund. Han skuler over til sin datter. Hun opdager det ret hurtigt og stopper midt i en tygge-bevægelse. Kigger ret ligeglad tilbage.

”Du smasker” siger han bare, venter ikke engang på svar, men vender tilbage til sin mad, lige så snart de spydige ord har forladt hans mund. Men mindre end et minut efter, begynder de højlydte smaskelyde igen. Han smider brutalt gaflen fra sig på tallerknen og gemmer sit hoved i den ene hånd.

Det dunker i hans baghoved.

”Hvor mange gange skal jeg sige til dig, at du skal lukke munden når du spiser?!” siger han og kigger over på hende. Hun puster sig defensivt op, men svarer ikke. Hun værdiger ham ikke engang et blik.

”Kig på mig, når jeg taler til dig!” Han råber. Rykker langsomt tættere på kanten af stolen.

Vandet skvulper voldsomt, bliver næsten til små bølger.

”Undskyld” siger hun og kigger atter væk. Begynder at spise igen, denne gang med overdrevent lukket mund. Bare for at irritere ham.

Bølger spredes, bliver større som de begynder at bevæge sig.

Han rejser sig fra stolen.

Bølger suser nu ind mod land, en understrøm af kraft er ved at bryde igennem. Snart er de så kraftige, at de ikke kan flyde ud igen. Ikke kan blande sig med resten af vandet og atter få en glat overflade.

Han går langsomt over mod hende. Kigger ned på hans datter, spørger hvad det var hun sagde. Hun gentager lavt, værdiger ham stadig ikke et blik. Hun er for god til ham, han er noget mindre, bare fordi at hun har noget at bruge dagen på. Bare fordi hun er ung og klog. Hun ved, at han ikke kan få et job. Hun håner ham i sit stille sind. Ligesom alle andre. Hun er ligesom hans gamle chef. Overlegen og tror, at hun ejer alt. At hun rigtig er noget.

Han når ikke engang at tænke videre, før hans hånd suser gennem luften og rammer hendes kind. Hendes hoved drejer til siden, et rødt mærke fremtræder hurtigt på hendes kind, men hendes blik forbliver i bordet.

”Kig på mig!” hvæser han, tæt på hendes kind. Endnu et slag rammer. Han gentager. Langsomt drejer hun hoved mod ham, kigger på ham med tårer i øjne. Håber sikkert på hans medlidenhed, prøver at narre ham. Men hun kan godt tro om igen.

”Du tror rigtig, at du er noget, gør du ikke?!” råber han og hun skrumper under hans blik og stemme. Ytrer ikke et ord. ”Bare fordi du går i skole og er klog. Men så klog er du ikke. Og hvis du så kommer hjem, tror du ejer det hele, kan du godt tænke dig om igen. Det er mit hus, så du skal ikke svare igen! Du skal bare gøre hvad din far fortæller dig, at du skal gøre!”

Han er blændet af vandet, der flyder for hans øjne.

Han tager hende i et fast greb i armen, river hende op af stolen. Hendes lår støder mod bordet, så det hele klirre og vandet skvulper. Han trækker hende ud af køkkenet, gennem stuen og skubber hende ind på hendes værelse. Han kaster et sidste blik på hende, som han smækker døren i. Braget runger i hele lejligheden.

Han vender tilbage til køkkenet, hvor hans kone sidder og spiser, med bøjet nakke, lader som ingenting. Pludselig ser han hundrede fejl og irritationer ved hende, noget hun sikkert gør med vilje til ære for ham. Han slår hende på siden af hoved.

Uden at tænke, han gør det bare. For vandet bruser, bølgen vælter ind over mennesker. Den er umulig at stoppe, sænke eller beskytte sig mod. Den driver gennem gader, ind i hver en revne. Den flyder og flyder. Han kan ikke stoppe det. Han har ikke længere kontrollen. Han ved, at en skyldfølelse vil komme og hjemsøge ham i nat, når han ikke kan sove. Men han magter ikke, at skulle prøve at holde op. Det er bare så meget nemmer at give op.

Han kan jo altid bare prøve igen i morgen. Det er jo bare endnu en dag.

Det er jo kun tirsdag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...