Tirsdag

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2013
  • Status: Færdig
De bor i en lille tætpakket lejlighed på Vesterbro. Alligevel er det, som om der er flere tusinde kilometer mellem dem. De snakker ikke rigtig. Lever bare hver deres liv, så langt fra hinandens, som de kan komme. Hinandens nærvær forgifter dem alle, gør dem til personer de ikke er. Forplanter tanker i deres sind, tanker de tror på. Deres virkelighed er anderledes end alle andres, det ved de, men de tror, at det er dem der har ret. At de lever i den ægte vare. For de ser intet forkert i deres familie. Ser ikke de rådne bånd som burde klippes over, men som bare klinger endnu bedre fast, hjulpet på vej af deres hemmelighed. Og det er ikke kun dem som lider under det. Det er også dem udefra, som kender sandheden og hemmeligheden. Så de fortsætter bare livet. Fire forskellige liv. Dag for dag. Også denne tirsdag. Samme dag, dog fire forskellige af slagsen.

15Likes
21Kommentarer
588Visninger
AA

4. Datter - En perfektionist

Ingen er perfekt.

Det ved hun godt, inderst inde. Alligevel forhindrer det hende ikke i at prøve. Ofte sidder hun derfor oppe sent om aften. Gør sine afleveringer og lektier ikke mindre end perfekte. Ellers kan hun ikke få sig selv til at aflevere dem. Hun ved godt, at det er dumt, men hun kan ikke acceptere mindre end et 12-tal. Det kan hun bare ikke.

Hver morgen bruger hun også lang tid på sit udseende. Ikke derhjemme foran spejlet, nej. Hun kan ikke lide at bruge mere tid end højest nødvendigt i den lille lejlighed. Især ikke om morgenen, når hendes mor er stresset og hendes far deprimeret. Så ofte flygter hun bare derfra, så hurtigt hun kan med et æble i tasken som morgenmad. Det spiser hun på vejen gennem Københavns gader, smider så skroget i en skraldespand. Hendes mave brokker sig ikke engang mere. Den er efterhånden vant til den sparsomme morgenmad.

Hun kan godt lide at gå lidt og kigge på alle menneskene, der er på vej på arbejde. Det giver hende på en måde lidt ro i kroppen bare at betragte andre, ikke sig selv eller sine forældre. Flygte fra sin egen verden ind i forestillingen om andres. Hun kan godt lide at forestille sig, hvordan andre må leve, hvad deres historie er.

Hun stopper op foran en butiksrude. Betragter sit spejlbillede, retter på sit hår. Forsigtigt lemper hun sin skoletaske af skulderen og ned på jorden, sørger for at den ikke bliver beskidt eller noget. Så åbner hun den, finder sin makeup-pung frem.

Hun har fået øje på et blåt mærke på hendes kindben. Det er fra i går. Hun må have overset det i morges eller også har det gradvist blomstret i løbet af morgenen. Men det er sådan set lidt lige meget. Hun ved at hun skal dække det til uanset hvad, det er for tydeligt og stort, de andre vil lægge mærke til det. Stille spørgsmål.

Hun kan fornemme folks blikke, når de går forbi. Nogle smiler. Tænker sikkert at det bare er en typisk teenagepige, der har fået en bums og vil dække den til. Det kunne det også sagtens være. Der er ikke så meget forskel, ikke i følge hende. Det er bare en anden fejl i udseendet, der skal rettes.

Men mens hun står der, i Københavns gader en tirsdag morgen, glemmer hun fuldstændig tiden. Hun er så optaget af at rette alle de små ujævnheder, fejl, hun ikke så i morges, at det først er da skoleklokken ringer i det fjerne, at det går op for hende at hun er sent på den.

Forskrækket stopper hun med concealeren få centimeter fra kinden, kigger i skolens retning. Hurtigt skruer hun proppen på, smider den ned i pungen, der ryger videre ned i tasken. Hun lukker den knap helt i, før hun svinger den over den ene skulder og sprinter afsted. Hun må ikke komme for sent. Hvad nu hvis skolen så skriver hjem og hendes forældre finder ud af, at hun ikke kom i skole til tiden?

Hun løber. Hendes lår er stadig ømme efter løberuren i går, men hun ignorer det. Skoletasken hopper op og ned på skulderen. Skolegården er tom da hun suser tværs over den. Hendes hjerte banker hurtigt, en snigende frygt kryber op gennem hende. Tavst beder hun til at læren ikke er kommet endnu.

Gangene er tomme. Hun forestiller sig, hvordan det må være at gå gennem dem, ned mod kontoret fordi man er kommet for sent. At vide at ens forældre vil blive kontaktet, informeret om ens fravær. Det må være frygteligt.

Hun stopper op foran klassens dør. Trækker vejret dybt. Overvejer lidt om hun bare skal gå ind eller banke på først. Ubeslutsomt står hun et par sekunder, bange for at tage det forkerte valg. Så vælger hun. Trykker langsomt og lydløst håndtaget i bund og åbner stille døren. De er i gang med at råbe op. De er ikke kommet til hendes navn endnu. Hun kan godt nå det.

Hurtigt lister hun ind i klassen. Det føles som om alles blikke hviler på hende, hun krymper sig. Uden at tænke over det, lader hun sit lange hår falde ned over skulderen. Hvad må de ikke tænke, at hun kommer for sent. Hun kan næsten høre deres stille latter over, at den mest perfektionistiske pige i klassen ikke kunne overholde mødetiden.

Hende hjerte banker stadig, da hun lader hun sig glide ned på stolen på pladsen bagerst i klassen. Vender sig mod tavlen, siger 'ja' da hendes navn råbes op. Til hendes lettelse har læren ikke opdaget, at hun kom et par minutter efter at det ringede. Eller også er han ligeglad, finder ingen interesse i det.

Lærere lægge ud med at vise dem en film. Hun finder som den eneste sit hæfte frem fra tasken, for at nedfælde et par noter. Det kan jo være, at de skal bruge det senere hen. Eller måske endda til eksamen.

Lettelsen sidder stadig i hende efter timen, hun smiler og snakker med sine veninder. Hun glemmer næsten alt det, der ikke er at smile over. Et kort øjeblik falmer smilet dog, da der er en der spørger til den blå mærke på kinden. Helt automatisk svarer hun, at det var et uheld. Får smilet sat tilbage på hendes ansigt, sørger for at gøre forklaringen troværdig. Det virker. De undrer sig slet ikke over, griner bare lidt af hende, stiller ikke spørgsmålstegn. Glemmer det igen.

Som sagt plejer hun altid at suge hver en ting til sig i timerne. Men i dag i dansk, er det anderledes. Sædvanligvis tager hun sit danskhæfte frem, gør klar til at notere. Men i stedet for at begynde undervisningen, går deres lærer på runde i klassen, deler noget ud. Det er ikke papirer, opgaver. Da der lander fire styks på bordet, går det op for hende at det er plastikkort. Hun rynker forvirret brynene. Så vender hun det om.

Hun lukker fuldstændig ned.

De har fået disse kort før. Det er fra noget der hedder børnetelefonen, et sted børn og unge med problemer kan ringe ind og åbne op. Fortælle om deres problemer, få hjælp.

Hun ligger kortet tilbage på bordet, rykker væk fra det, tilbage i stolen. Deres lærer er begyndt at snakke, men hun hører ikke efter. For det vedrører jo ikke hende, vel? Hun har ikke brug for hjælp, nej, det har hun ikke. Der er jo heller ikke noget at skulle have hjælp til.

Hele timen sidder hun og kigger ud af vinduet, ud på himlen. Hvert et ord deres lærer siger, flyver hen over hovedet på hende. Intet af det giver mening, intet af det hænger på nogen måde fast. Hun vågner først rigtigt op og begynder at registrer lydene igen, da klokken ringer til pause. Det er som hun vågner fra op fra en drøm.

Tiden har det med at gå alt for hurtigt, når man enten har det sjovt eller når der er noget man bare ikke vil. I dag er det den sidste ting, der er skyld i at pausen for hurtigt er ovre. De skal have idræt i næste time. Hun hader virkelig det fag.

Da de bliver lukket ind i omklædningen, følger hun ikke efter de andre. I stedet drejer hun af, ind på toilettet. Hun slår sædet ned, stiller sin taske der. Så klæder hun om inde i det lille rum. Lange bukser, lange ærmer. Det er ikke fordi der er koldt i hallen. Det er fordi at hun har for mange ujævnheder, fejl og misfarvelser på sine ben og arme, til at hun har lyst til at vise dem frem. De ser ikke pæne ud, så hun vil helst undgå at vise dem.

De spiller volleyball i dag i gymnastik. Det går ikke så godt for hende, selvom hun kommer på hold med en af pigerne fra klassen, som hun rigtig godt kan lide. Hende der er tættest på titlen som hendes bedste veninde.

Men det kan alligevel ikke overskygge, at hun ikke spiller godt nok i dag. Hendes serv er for skæv, hun er for langsom i fødderne og hendes tilbagelægninger er for lave. Hun kan næsten se irritationen i de andres øjne, skuffelsen over at hun spiller så dårligt i dag. Skuffet, det er hun. Skuffet over sig selv, sin præstation.

Efter skole tager hun ned i klubben. Der kan hun godt lide at være.

Hun laver først sin biologilektie. Hun er kun halvt så hurtig som de andre, men forhåbentlig betyder det, at hendes bare er nogenlunde god nok. Håber hun. Det har den bare at være, det skal den. Måske skal hun lige kigge den igennem endnu en gang, når hun kommer hjem.

I lang tid sidder hun bare og snakker med sine venner i køkkenet. Om tykt og tyndt, løst og fast. Ikke noget vigtig. Et par gange skæver hun til uret. Minutterne syntes at gå alt for hurtigt. Sidst hun kiggede var den kun fire. Nu er den kvart over fem. Det betyder, at hendes mor snart er her.

Nervøst rykker hun på sig, rykker længere ud mod kanten af stolen. Hun følger ikke så meget mere med i samtalen. Mentalt laver hun en afkrydsningsliste, tjekker at der ikke er noget hun har glemt. Det er der ikke, ikke så vidt hun ved. Der må heller ikke være noget hun har glemt. Hun glemmer nemlig ikke ting.

Da hun er sikker på, at hun er klar til at tage hjem, forsøger hun sig lidt ind i samtalen igen. Før sad hun bare og nikkede, nu kommer der også en sætning eller to over hendes læber. Hun prøver at koncentrer sig om at virke interesseret, så hun ikke er fraværende og uhøflig.

Midt i en sætning hører hun fodtrin, kaster automatisk et blik over mod døren. Hendes mor står der. Venter. Moren ser utålmodig ud, så hun skynder sig at færdiggøre sætningen. Rejser sig, går over mod sin mor. Hun vender sig en enkelt gang, siger farvel, skynder sig ud og finder sin jakke, hendes mor må ikke stå og vente. Moren har bedre ting at tage sig til end at hente hende hernede. Hun burde være mere taknemmelig, det ved hun godt. Alligevel kan hun ikke få sig selv til at nævne det.

På vej hjem i toget siger hun ikke rigtig noget. Lader bare sin mor sidde og slappe af, hun har sikkert haft en hård dag på arbejdet. Og en god datter tager hensyn til det. Så det gør hun. Så hun snakker kun og svarer kun, når moren selv henvender sig til hende eller lægger op til snak.

De stiger af toget. Der er proppet på stationen, alle ser ud til at være på vej hjem fra arbejde. Så det ender som det nu gør. De bliver væk fra hinanden. Hun kan ikke lade være med at panikke lidt, strækker hals for at se sin mor i mængden. Det er helt hundrede ikke noget, moren har overskud til lige nu, så hun bør heller ikke udsætte hende for det.

Hendes hjerte når at banke hurtigt, før hun finder tilbage til sin mors side. Det lader dog ikke til, at moren overhovedet har lagt mærke til at hun et kort øjeblik var væk i mængden. Hun kan ikke lade være med at føle et stik af skuffelse, men skyder det hurtigt fra sig.

De går den sædvanlige tur fra stationen til lejligheden. På vej op af trapperne spørger hendes mor til skolen. Hun kommer i tanke om dansktimen og kan ikke lade være med at lade en bemærkning falde omkring det. Moren vender sig om mod hende, betragter hende kort.

"Du havde vel ikke så meget at fortælle til det, vel?" siger hendes mor. Hun virker ikke så interesseret i det, ryster bare på hovedet og moren nikker. Så siger de ikke mere om den sag. Derfor bliver pigen også overrasket, da moren hiver hende til side i entreen, hvisker til hende, at det ikke vedkommer hendes far. Han behøver ikke vide noget.

Opmærksom lytter hun efter. Lover sig selv ikke at fortælle noget. For hun vil være en god datter. Vil gøre præcis som der bliver sagt hun skal gøre.

Hun smutter ind i stuen, da hun er sikker på hendes mor er færdig. Kaster et kort og diskret blik på sin far, som sidder i sofaen. Han har en øl i hånden. Hendes hjerte falder ned mod navlen.

Hun smutter ind på sit lille, overfyldte værelse. De fleste af hendes ting herinde er genbrugsting. Hun sætter sig ved skrivebordet, hun har fået af sine bedsteforældre, der døde for flere år siden. Hun skubber savnet fra sig, koncentrer sig i stedet om at læse op til en prøve, de skal have i næsten uge.

Hun læser. Husker det så godt hun kan. Hun kan ikke benægte, at hun er nervøs. Hun er generelt nervøs for prøver, så hun bruger altid mange aftner på at læse op til dem. Så hun er sikker på at kende sit stof, vide tilstrækkeligt. Hun må ikke dumpe. Så ved hun virkelig ikke, hvad hun så skulle gøre.

På et tidspunkt kalder hendes mor på hende. Der er aftensmad. Hun lægger blyanten ind der, hvor hun er kommet til og smutter så ud i køkkenet. De skal have kartofler, broccoli og korteletter i dag.

De begynder at spise.

Hendes forældre siger ikke noget, og hun vil ikke bryde tavsheden. Så den forbliver sænket over bordet. Kun lyden af bestik.

Så stopper han med at spise. Hun ligger hurtigt mærke til det, hendes indre alarmklokke begynder at ringe ildevarslende.

"Du smasker" siger han. Hun holder vejret. Venter på at der skal komme mere. Men han begynder bare at spise igen, kigger ikke engang på hende. Hun begynder at spise igen. Sørger for omhyggeligt at holde munden helt lukket, åbner den først når alt mad er forsvundet ned i spiserøret. Men det er åbenbart ikke nok.

"Hvor mange gange skal jeg sige til dig, at du skal lukke munden når du spiser?!" Han er sur nu. Det kan hun tydelig høre i hans stemme. Hun syntes ellers, at hun var god til at holde munden lukket. Men åbenbart ikke god nok.

Hun tør ikke se op på ham, gør sig bare så lille som muligt.

"Kig på mig, når jeg taler til dig!" råber han pludselig. Af ren refleks kigger hun forskrækket op. Skynder sig at undskylde.

Forsigtigt begynder hun at spise igen. Sørger for at holde munden helt lukket.

Hun kan høre stolen hvine mod gulvet, da han rejser sig. Hun tør ikke kigge op for at se, om han er på vej over mod hende. Hun bliver ved med at spise, håber at han bare skal på toilettet. Men så hvæser han tæt på hende, vil høre hende gentage. Hun gentager stille, tør stadig ikke kigge op.

Hånden kommer ud af det blå. Rammer hende på kinden. Lyden flyver gennem rummet og det er som om, at den bliver der. Kastes mod væggen, igen og igen og igen. Der kommer endnu et slag. Tårerne stiger ufrivilligt op i hendes øjne. Han hvæser et eller andet, men det tager hende et øjeblik at opfange det; hun skal kigge på ham. Så det gør hun. Forsigtigt.

”Du tror rigtig, at du er noget, gør du ikke?!” Han råber. ”Bare fordi du går i skole og er klog. Men så klog er du ikke. Og hvis du så kommer hjem og tror du ejer det hele, kan du godt tro om igen. Det er mit hus, så du skal ikke svare igen! Du skal bare gøre, hvad din far fortæller dig, at du skal gøre!”

Hun forsøger at nikke. Han har jo ret. Hun er jo ikke den klogeste i klassen, hun er ikke hurtig nok til at følge deres ønsker. Hun er ikke den ideelle datter, hun er ikke perfekt. Det skal hun være. Det er det mindste hun kan gøre for dem.

Han hiver hende op at stå. Hendes lår støder mod bordet. Han holder stramt om hendes arm. Det gør ondt. Han hiver hende ud gennem døren, ser sig ikke tilbage. Før hun bliver trukket helt ud af køkkenet, kaster hun et sidste blik på moren. Hun kigger ikke engang på hende. Sidder bare og nipper til maden.

Det gør endnu mere ondt end hendes fars slag.

Hun skubbes ind på sit værelse. Han kaster et sigende blik på hende, før døren smækker i.

Hun lader sig synke ned på gulvet. Hulk baner sig vej gennem hendes hals. Tårerne presser på.

Hun er ikke god nok. Hun er ikke den perfekte datter. Det skal hun være, bør hun være. Hun må bare tage sig sammen. Arbejde hårdere. Gøre sig mere umage. Blive mere perfekt.

I morgen vil hun gøre det bedre.

I morgen vil hun tage skridtet tættere på at blive perfekt.

Hun vil aldrig mere være så ringe som i dag. Aldrig mere. Hun vil ikke gå tilbage til i dag.

Til denne uperfekte tirsdag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...